Fotograf: Simon Klein-Knudsen
Rane Willerslev
Rane Willerslev (f. 1971) er forfatter, professor i social antropologi og direktør for Nationalmuseet. Han er desuden medlem af Eventyrernes Klub – og er i sandhed en eventyrer. Han er blevet jagtet af den russiske pelsmafia og af afrikanske kalashnikov-bevæbnede kvægtyve, han har kæmpet med bjørne, og han har været døden nær af sult i vildmarken.
Rane Willerslev er kendt for sin ligefremme tilgang og jordnære facon, og i sine bøger og foredrag inspirerer han til at tænke vildt og være nysgerrig. I bogen Tænk vildt har han udfoldet sin filosofi om, at den frie og vilde tanke er forudsætning for læring, samarbejde og ledelse, og i opfølgeren Rygrad og rummelighed kom han med sit bud på et moderne dannelsesbegreb baseret på nysgerrighed, risikovillighed og vovemod.
Som forsker er han i den absolutte topliga. Han har en ph.d. fra University of Cambridge og en kandidatgrad i visual anthropology fra University of Manchester. Han har ledet det arktiske forskningsfokus på Aarhus Universitet, er to gange blevet tildelt bevillinger af Det Frie Forskningsråd, og i 2013 blev han tildelt et Jens Christian Skou Fellowship på Aarhus Institute of Advanced Studies. Hans vigtigste forskningsfelt har været blandt Sibiriens oprindelige folk, jukagirerne og tjukterne, og han har derudover lavet feltarbejde hos Ik-folket i det nordlige Uganda.
For mere info, kontakt vores presseteam på presse@peoplespress.dk
Pressebilleder må kun bruges i forbindelse med omtale af forfatteren og dennes bøger. Hvis en fotograf er angivet, skal denne krediteres.