Løvetæmmeren

”Camilla Läckberg har en fantastisk timing. Stort set alle kapitler har den rette spændingsopbygning og vidensdosering, og forfatterens brug af suspense er formidabel.” Politiken

”Løvetæmmeren er uden tvivl Camilla Läckbergs mest ambitiøse og bedste kriminalroman til dato. Läckberg lægger hurtigt og effektivt brikkerne til rette, tempoet og volden øges gradvist.” Göteborgs-Posten

”Camilla Läckberg har et fortælletalent, hun sjældent får nok ros for.” Dagens Nyheter

Fjällbacka er som frosset fast i vinterkulden, da en nøgen pige fanges i forlygterne fra en bil. Føreren når ikke at undvige hendes spinkle skikkelse. Hendes navn er Victoria, og hun er en af hestepigerne fra den lokale rideskole. Hun forsvandt på vej hjem fra stalden fire måneder tidligere, og det er tydeligt, at hun er blevet mishandlet.

Sagen om Victoria er ikke den eneste tragedie i Fjällbacka den vinter. Erica Falck er ved at skrive en bog, der bygger på en gammel sag om familien Kowalska. Faren var cirkusartist og polak af oprindelse, og moren sidder stadig fængslet for mordet på ham. Nu vil hun fortælle Erica sin historie. Men Erica ved, at hun ikke fortæller hele sandheden.

Camilla Läckberg er født og opvokset i Fjällbacka og bor i dag i Stockholm. Løvetæmmeren er hendes niende fritstående kriminalroman i serien om forfatteren Erica Falck og politibetjenten Patrik Hedström.