Heksen

”Heksen er en bog, som fortælles fermt i tre tidsforløb og trækker interessante tematiske paralleller. Läckberg skildrer overbevisende og skræmmende, hvordan hver tid har sine hekseprocesser samtidig med, at hun – trods bogens 600 sider – får fremtryllet en ægte page-turner.” Skånska Dagbladet

Da fireårige Linnea forsvinder ved en gård lige uden for Fjällbacka, vækker det tragiske minder til live. Tredive år tidligere forsvandt en lille pige fra præcis samme sted, og nu frygter hele byen, at historien er ved at gentage sig.

Lillebyens indbyggere engagerer sig i eftersøgningen, men da Linnea bliver fundet, breder angsten sig blandt beboerne. Kan flere piger være i fare? Og er der en sammenhæng mellem det, der skete dengang, og nu?

Selvom Patrik Hedström og kollegaerne fra Tanumshede politistation er bange for, at det er et langskud, forsøger de at finde en forbindelse mellem de to sager. Og de får hjælp af Erica Falck, der er ved at skrive en bog om den gamle mordsag.

Det bliver en efterforskning, der river op i gamle sår og får fatale følger.

Camilla Läckberg er født og opvokset i Fjällbacka og bor i dag i Stockholm. Heksen er hendes tiende fritstående kriminalroman i serien om forfatteren Erica Falck og politibetjenten Patrik Hedström.

”Jeg læser med stor begejstring historien om de to små piger, som forsvinder med tredive års mellemrum. Var det børn, som stod bag mordet på den første pige? Er de nyligt ankomne udlændinge i flygtningecenteret nutidens mordere? Og i udkanten af fortællingen mødes to unge mennesker. Läckberg portrætterer et samtids-Sverige med ægte mennesker.” Dagens Nyheter