Pigen der ville kede sig ihjel

Ninna satte sig på sin stol og kiggede direkte ind i væggen. Den var blå. Hendes ynglingsfarve. Hun havde ad flere omgange prøvet at foreslå hendes mor, at de skulle male hendes værelse blåt, men hun havde mødt utrolig stor modstand. Til sidst havde hun en dag, hvor hendes mor var på et weekend-kursus med arbejdet, malet det hele blåt. Også loftet. Det havde givet en hel del ballade, men nu var Ninna omgivet af blåt. Ligesom et hav. Eller en himmel. Eller bare en stor, blå æske som man kunne lukke sig inde i, når det hele blev for meget. som for eksempelnu, i dag, hvor hun sad her og skulle gennemføre sit store projekt: At kede sig ihjel. Ninna gider ikke mere, hun vil kede sig ihjel. Men det er ikke så nemt, som man umiddelbart skulle tro, for der er hele tiden noget, der forstyrrer: Ninnas irriterende lillesøster, hendes mor, der tror, man kan redde det hele med fem torskerognsmadder eller Martin, der får Ninna til at svæve på en lyserød sky, selvom hun egentlig hellere vil med bussen.