Det hemmelige løb

Jeg fik anvist et værelse, der vendte ud mod parkeringspladsen; Lance fik sit eget værelse ved siden af. Læg dig på sengen, rul ærmet op, ræk mig armen. Slap af. Dr. Moral anbragte en tom blodtransfusionspose på et hvidt håndklæde på gulvet nær sengen og vaskede indersiden af mit albueled med en klud fugtet med sprit. Så kom nålen frem. Jeg havde set nåle mange gange, men denne nål var gigantisk. Den var forbundet med en sprøjte, som igen stod i forbindelse med en gennemsigtig slange, der førte ned til den tomme pose. På slangen sad et lille gevind, så man kunne styre blodstrømmen. Jeg kiggede bort og mærkede nålen trænge ind. Da jeg vendte hovedet, kunne jeg se, hvordan blodet i en jævn strøm løb ned i posen på gulvet. Det tog et sted mellem femten og tyve minutter at fylde poserne. Poserne svulmede, indtil vægten viste, at de var klar: 500 milliliter. Derpå blev nålen trukket ud. Et stykke vat blev presset mod armen. Poserne blev lukket og udstyret med navn og label, hvorpå de blev lagt i den blå køleboks. Dr. Moral og Pepe tog af sted. De sagde ikke, hvor de skulle hen, men vi regnede med, at de skulle over på klinikken i Valencia, hvor poserne blev opbevaret, indtil vi skulle bruge dem tre uger senere under Touren.”