Anker Jørgensen Statsminister
Ny, revideret udgave. Den store opdaterede biografi om statsminister Anker Jørgensen (1922-2016) og tiden med hippier, oliekrise, EF- debat, bilfri søndage, antiatomkraft, parcelhusboom og en af Danmarkshistoriens største økonomiske kriser. Biografien følger Anker Jørgensen tæt, bl.a. gennem hans åbenhjertige og ikke tidligere udgivne dagbøger. Fra den overraskende udnævnelse i 1972, over Jordskredsvalget, generobringen af regeringsmagten, rækken af valgsejre, de opslidende personlige slagsmål med fagbevægelsens stærke mand, Thomas Nielsen, kriseforligene, afgrundsdebatten, kampen mod Nato-raketterne til nederlaget og de mislykkede forsøg på at genvinde statsministerposten. Bogen giver også et indblik i privatmennesket Anker Jørgensen og hans kærlighed til hustruen Ingrid og i de kampe, han måtte tage med sin ældste søn, der var aktiv på den yderste venstrefløj. Statsminister Anker Jørgensen er bogen om en mand og hans tid med tråde tilbage til barndommen på Christianshavn, årene i modstandsbevægelsen og som ung fagforeningsleder. Den er også historien om livet som toppolitiker og om de tragiske konsekvenser, det fik for flere i og omkring Anker Jørgensens regeringer. Bogen er foruden de ukendte dagbogsoptegnelser baseret på samtaler med de fleste nulevende ministre i Anker Jørgensens regeringer, medlemmer af folketingsgruppen, politiske modstandere, fagforeningsfolk, embedsmænd og Anker Jørgensens nærmeste familie. Herudover trækker bogen på omfattende skriftlige kilder og Anker Jørgensens private arkiv.