Tækkemanden

Et tip fører i september 2015 politiet til et rækkehus i den sydafrikanske by Bloemfontein. I huset bor en 63-årig dansk tækkemand og våbenhandler, og i hans kummefryser ligger 21 poser med afskårne kønsdele.

Men skrækhistorien er kun lige begyndt.

Peter Frederiksen viser sig at have mere alvorlige forbrydelser på samvittigheden. Mennesker dør omkring danskeren i et hæsblæsende tempo. Og så er der fortidens rædselskabinet. Det åbner journalist Helle Maj, da hun sætter sig for at undersøge sin landsmands færden, fra han kom til verden i Gl. Holte i 1952.

TÆKKEMANDEN er en chokerende dokumentarisk beretning om en på overfladen jovial mand, der gennem et halvt århundrede nedlagde dyr og mennesker.

Historien er nordic noir, når det er allermørkest og mest bestialsk. Med adgang til domsudskrifter, Peter Frederiksens kalendernotater gennem 12 år, samt interviews med ofre, efterladte og politifolk – og manden selv – afdækker Helle Maj historien om en bondesnu manipulator og sex-sadistisk sociopat, der hærgede på tre kontinenter under politiets radar.

2018-12-16T08:10:04+00:00