Ny Fredrik Backman-filmatisering: ‘Folk med angst’ bliver til serie på Netflix

21. maj 2021

Folk med angst af bestsellerforfatter Fredrik Backman bliver til en svensk Netflix Original-serie. Serien bliver produceret af FLX, produktionsselskabet bag Quicksand og Love & Anarchy

Produktionen er i fuld gang, og Netflix har offentliggjort skuespillerholdet. Hovedrollen Jack spilles af Alfred Svensson, som bl.a. har været med i Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt. Hans far, Jim, spilles af Dan Ekborg. Resten af holdet består af: Leif Andrée, Sascha Zacharias, Carla Sehn, Petrina Solange, Marika Lagercrantz, Anna Granath, Per Andersson, Sofia Ledarp, Shima Niavarani, Lottie Ejebrant og Vera Herngren.

Seriens instruktør er Felix Herngren, som blandt andet er manden bag den svenske komedieserie Bonusfamilien. Manuskriptet skrives af Camilla Ahlgren, som også har været hovedforfatter til Broen og Quicksand.

”Min kone og jeg synes, at FLX de sidste par år har vist en utrolig rækkevidde – ikke bare i deres komedier, men også særligt i deres dramaer – og vi er derfor virkelig glade og stolte over, at de har lyst til at tage sig af denne særlige historie. Felix Herngren er en ekstraordinær historiefortæller med en unik sans for komedie, som er en drøm at arbejde sammen med. Camilla Ahlgren forstår det skrøbelige og rodede ved mennesker og skriver ægte personer, ikke bare karakterer. Denne bog kunne ikke være i bedre hænder,” siger Fredrik Backman.

Ifølge Felix Herngren har Fredrik Backman en helt særlig evne til at portrættere mennesker og finde interessante historier, der afspejler Sverige. “Det vil være et privilegie at forme denne fantastiske bog samme med Camilla Ahlgren. Og derudover er det en fantastisk at kunne fortsætte vores samarbejde med Netflix, som vil sørge for, at historien når ud til et globalt publikum,” lyder det fra Felix Herngren.

Folk med angst er en roman om et gidseldrama, der stikker af og når uden for rækkevidde af al sund fornuft. Gidseltagningen finder sted under et åbent hus-arrangement, hvor en mislykket bankrøver låser sig inde sammen med en overentusiastisk ejendomsmægler, to bitre IKEA-afhængige, en gravid, en selvmorderisk multimillionær og en irriterende kanin. Det ender med, at gidseltageren giver op og sætter alle fri, men da politiet stormer lejligheden, er den … tom.    
Alle vidnerne fortæller efterfølgende deres version af begivenhederne i en række af usammenhængende vidneforklaringer, der rejser mange spørgsmål, og en klassisk kriminalgåde tager form: Hvordan lykkedes det den mislykkede bankrøver at undslippe fra lejligheden? Hvorfor er alle så vrede? Og: Hvad er der GALT med folk nu til dags?  

Fredrik Backman

 

Fredrik Backman (f. 1981) er svensk forfatter, skribent og debattør. Han skriver for forskellige blade og tidsskrifter og har desuden en af de mest læste blogs i Sverige på Cafe.se

Fredrik fik en flot debut med En mand der hedder Ove. Debutromanen blev solgt til udgivelse i 30 lande, fik fine anmeldelser og er blevet en bestseller både herhjemme og i udlandet.

Britt-Marie var herer hans anden roman på dansk. Fredrik Backman bor i Solna, en mindre forstad til Stockholm, med sin kone og deres to børn.

 

Har du fået set de andre filmatiseringer af Fredrik Backmans bøger?

Beartown (HBO Nordic, 2020) – miniserie baseret på Bjørneby

I en snedækket skov i det høje nord ligger en lille by. Bjørneby, hvis indbyggere rejser væk med samme hastighed, som arbejdspladserne forsvinder. Men de beboere, der bliver tilbage, husker stadig fortidens glans og drømmer om storhed igen. Om succes i en sportsgren. Ishockey.   Juniorholdet har kvalificeret sig til semifinalen, og forventningerne er tårnhøje. Fællesskabet står stærkt, og alles blikke er rettet mod de unge spillere og sportschefen Peter. Bestyrelsen og sponsorerne, forældre og trænere, bredryggede fans i sorte jakker og piger med ubrydelige venskaber. De syttenårige drenge spiller ishockey med en hel by på skuldrene for at få Bjørneby på kortet igen. Men da der sker noget meget alvorligt, bliver byens sammenhold og drømme sat på prøve. Hvor langt vil man gå i succesens navn? Og hvad er man villig til at gøre for at beskytte sine børn? 
Bjørneby er den første roman i en serie om en lille by med store drømme. Om kærlighed, om at brænde for noget, om mandighed, identitet og længslen efter at få lov til at vise, hvem man egentlig er.     

En mand der hedder Ove (Nordisk Film, 2015)

Sur, vrissen, vred og helt uimodståelig! 

Ove er 59 år. Han kører Saab. Folk kalder ham ”bitter” og ”en nabos værste mareridt”. Men Ove er for helvede ikke bitter, bare fordi han undlader at smile smørret konstant!

Der er heller ikke meget at grine af, når Ove hver morgen går sin inspektionsrunde i kvarteret. Flytter cykler, rusker i låste døre, sparker ulåste porte op og kvalitetstjekker naboernes affaldssortering i skralderummet til trods for, at det er flere år siden, han blev afsat som formand for grundejerforeningen. En begivenhed Ove benævner som ”statskuppet”.  

Men under huden på den rigide regelrytter, findes en historie og en sorg. Så den novemberdag, hvor en temperamentsfuld udenlandsk kvinde og hendes milde mand flytter ind overfor og uheldigvis baglænsparallelparkerer deres bil oven i Oves postkasse, bliver begyndelsen på en morsom og rørende fortælling. Om værdien af kvalitetsværktøj og uventet venskab, om herreløse katte og gammel kærlighed, sprogproblemer, selvmordsforsøg og kunsten at bakke med anhænger. Og historien kommer til at forandre en mand og en boligforening helt fra grunden.

Britt-Marie var her (SF Studios, 2019)

Britt-Marie er 63 år gammel, da hun forlader storbyen og sin utro stodder af en mand efter 40 års ægteskab og flytter til den lille flække Borg. Det pæneste, man kan sige om hende er, at hun er en gammel, passiv-aggressiv skærebrænder, og det bedste man kan sige om Borg er, at den ligger ret tæt på en offentlig vej.  

Byen Borg har lidt store tab under den finansielle krise, forretningerne er lukket en efter en, og nu er der kun til salg-skilte og en grillbar, der stinker af øl, tilbage. Og så den lokale fodboldklub. Da Britt-Marie kommer til Borg, er fodbold det eneste vigtige, det lille samfund har tilbage. Og hvis der er noget, Britt-Marie hader, er det lige præcis fodbold! Det kunne have været en vidunderlig begyndelse på en frisk og fantastiske start, det er det ikke. Men det fører til, at den fodboldhadende ældre dame på en afgørende måde bliver involveret i fodboldklubbens juniorafdeling.   

Historien om Britt-Marie er ikke en historie om kærlighed ved første blik, men det er en roman om mennesker, om fordomme, bestik (knive, gafler, skeer), en lille flække, fodbold, frispark og hvordan næsten alting kan fjernes med bicarbonat.