Nikolaj Christensen har leveret soundtracket til en hel del danskeres ungdom og turneret landet tyndt i 30 år. Men han har også mærket, hvor hårdt det slår, når populariteten pludselig dykker. I PILOT fortæller Nikolaj Christensen om et musikerliv fuld af lige dele stjernestunder og alvorlig modgang.

Uddrag af Pilot
Af Nikolaj Christensen og Jakob Falling

Guitaristen Torsten Lefman, som jeg kendte fra min ungdom, spillede i et partyband, der skulle underholde til et bryllup i sommeren 2015. Brudeparret havde specifikt ønsket, at de fik lov at danse brudevals til mit nummer Home Party, og nu tænkte Torsten, at det var helt oplagt, at jeg tog med og sang det. Han ringede en dag og præsenterede idéen. Jeg sagde nej tak. Jeg forklarede ham, at jeg havde fået det rigtig dårligt. Han forstod. Men bad mig om lige at overveje det.

Jeg vendte det efterfølgende med min psykolog. Der var gået fire et halvt år siden min første indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Nu mente psykologen – Palle, en privatpraktiserende psykolog, som jeg havde gået hos gennem flere år – at det var tid til at nærme sig det fjerde punkt på min liste.

– Jeg har ikke spillet i fem år. Jeg kan ikke stå i den larm.
– Du kan prøve. sagde Palle. – Lige så stille. Måske med ørepropper i?
– Jeg vil ikke have ørepropper i. Det har jeg aldrig spillet med før. Jeg aner ikke engang, om jeg kan synge rent med sådan nogen, sagde jeg og fik også kriller af at tænke på, at jeg skulle have noget i ørerne.
– Du kan prøve, svarede han. – Bare prøv.

Der var omkring et halvt år, til selve brylluppet skulle stå, og Torsten Lefman blev glad, da jeg vendte tilbage med et positivt svar. Han ville hellere end gerne hjælpe med at øve ganske langsomt op. Jeg fik lavet et sæt formstøbte musiker- ørepropper. Og vi mødtes hjemme hos mig for at prøve os frem. Det lød forfærdeligt, da jeg første gang forsøgte mig med Shu-bi-duas Hvalen Valborg. Jeg sang alt for højt og kunne ikke holde ud at synge særligt længe. Men jeg kunne godt holde ud at have ørepropperne i, og de tog ganske rigtigt støjen fra både hans guitar og min stemme uden at forvrænge lyden. De første gange vi øvede, var det ganske uhyggeligt. Mine ører gik amok bagefter, og når Torsten var gået, blev jeg vildt ked af det. Men støjen lagde sig igen, og det var en gigantisk sejr, at jeg havde turdet. Det var skønt at få lov til at hæve stemmen efter så mange år, hvor jeg havde listet omkring i tavshed. Torsten og mig mødtes igen, vi gjorde fremskridt, men det kneb stadig med at styre mit lydniveau.

Jeg fandt en sanglærerinde i Vanløse, som ikke anede, hvem jeg var, og det var fint, for jeg havde brug for at synge for en fuldstændig fremmed. Jeg forklarede hende sammenhængen og gik hos hende en halv time en gang om ugen. Jeg sang Frank Sinatra og Billy Joel, mens hun spillede klaver. Det var vidunderligt.

Der var små fremskridt, selvom de absolut ikke var så entydige og enkle, som jeg genfortæller her. Det var kaotisk og smertefuldt, og jeg vaklede i min tro på mig selv ved hver eneste lille udfordring, jeg stødte på. Men i mit inderste begyndte jeg at drømme: Tænk, hvis jeg nu kunne sidde og spille en smule derhjemme en dag. Eller hvis jeg kunne komme til at stå og synge ti minutter på en scene af og til. Dét ville gøre mig lykkelig.

Brylluppet skulle holdes i en nedlagt lade et sted ude på Amager. Jeg havde aftalt med en veninde, at hun skulle komme og holde mig med selskab derude, for jeg var rystende nervøs. Jeg var især i tvivl, om jeg kunne synge rent med ørepropper i, når det hele var forstærket, og bandet trykkede den af. Jeg tog bussen ud til Amager alene, i lidt for god tid. Da de andre kom, manglede der en. Bassisten Nicholas Findsens bil var punkteret på Storebæltsbroen på vej hjem fra et andet job, og Torsten havde ringet efter en afløser ved navn Sune Martini. Han kendte ikke Home Party.

Vi gik ind gennem den gamle lade og op på scenen, som Torsten og de andre havde rigget til med instrumenter og lyd tidligere på dagen. Der var ikke mange mennesker, måske 25, og festlokalet var ikke mere end 80 kvadratmeter alt i alt. Scenen stod i den mørkeste ende, og der var ingen skarpe spots på bandet. Det var perfekt.

Torsten sagde et par ord til gæsterne uden at nævne mig. Og så spillede vi. Brudeparret dansede så fint to meter foran os, hun i en klassisk stor, hvid brudekjole. De var unge og smukke, dybt optagede af hinanden, og det lavloftede lokale sejlede i kærlighed. Parrets familie og venner rejste sig og klappede af dem, mens de dannede en snævrere og snævrere kreds om dem, indtil parret var tæt omsluttet i et kys. Vi spillede et enkelt nummer mere, og så forsvandt jeg ud i natten, vel vidende at jeg havde lykkedes med at synge rent på trods af ørepropperne. At jeg havde klaret at stå i front på trods af nervøsiteten. Og allerbedst: at hverken gæster eller brudepar havde opdaget, at jeg var den rigtige Nikolaj.

*

Kai fra Kaika Music ringede, nogle dage før jeg skulle spille med Torsten til brylluppet. Kai var min gamle – og i øvrigt nuværende – booker, og han havde af og til ringet og spurgt til mig under mine kriseår. Denne gang vovede jeg mig til at holde et møde med ham ude på Scandic Hotel i Glostrup, hvor han altid boede, når han var i København. Han fortalte om sine egne problemer med tinnitus og sagde et par ord om, hvad han kunne tilbyde, hvis jeg gik i gang med at spille igen. Jeg fortalte ham om det kommende bryllupsjob. Og jeg blev rørt over, at Kai gad at satse på mig, når jeg nu havde været ude i mørket så længe. Jeg blev glad over, at han mente, der stadig var publikum til min musik. Men jeg kunne ikke gå for hurtigt frem. Vi blev enige om, at jeg skulle fortsætte min stille og rolige genopbygning, og så måtte vi skyde efter en sommertour året efter, altså i 2016. Han mente, der lå gode penge i det. Hvis han havde ret – og jeg kunne gennemføre, så kunne jeg måske komme til at leve af musikken igen. Jeg bad ham om at sælge mig ind til de små scener, hvis han kunne. Jeg ville starte småt. Det kunne jeg bedre overskue.

Da jeg tog afsted fra mødet, kunne jeg ikke tro, det var sandt. Men jeg gik straks i gang med at forberede mig. Jeg fik taget et pr-foto, som Kai kunne bruge i sin booking. Jeg betalte en journalist for at skrive en pressemeddelelse. Men jeg var hele tiden i tvivl, om alt det, jeg gjorde, var rigtigt, for jeg kendte jo ikke mig selv under de nye præmisser. Der skulle ikke meget til, før tæppet blev revet væk under mig.

Jeg lagde mig ofte med høreforstyrrelser, angst og fysiske symptomer. Jeg kimede Malene ned for at få gode råd:

– Er jeg nu på vej ud i noget, der er for hårdt for mig psykisk?
– Kan jeg det her?
– Magter jeg det?
– Er det en forkert beslutning?

Hun lyttede og rådgav mig. Hendes råd var gang på gang:

– Du er modig. Du kan godt. Det skal nok gå, Nikolaj. Og hvis jeg var ramt af et anfald af tinnitus, huskede hun mig på, den jo havde dæmpet sig igen både sidste gang og forrige gang. Hvis jeg var deprimeret, fik hun mig til at løfte blikket og se ud over dagen, ugen og de problemer, jeg havde. Og til sidst blev det en stående joke, at jeg ikke engang behøvede at forklare hende, hvad det var, jeg var fortvivlet over. Hun tog bare telefonen og sagde:

– Det skal nok gå.

Jeg havde ikke klaret bare en brøkdel af de udfordringer uden Malenes støtte. Derfor er jeg hende evigt taknemmelig. Desuden er det heldigt, at jeg er en fucking slider. Det er en af de ting, jeg prøver at give videre til mine børn – hvis du bliver slået omkuld, må du rejse dig op igen. Og igen. Og igen. Og igen.

Jeg tror på, at alle mennesker bliver født med et kæmpe drive. At blive født og være barn indebærer jo også en kamp for at blive større, at vokse og blive noget andet end det, man er. Den rejse er på en måde aldrig sluttet for mig. I hvert fald har jeg aldrig sluppet det barnlige overlevelsesgen. Måske man kan kalde det en uvilje mod at blive voksen?

PILOT er tro mod Nikolaj Christensens musikalske univers, men bogen rummer også en 53-årig mands refleksioner om at leve for sin passion og betale de voldsomme omkostninger, der følger med. Den handler om angst, mandsmod og psykiatri. Kærlighed, sangskrivning og troen på, at det nok skal gå. Bogen er skrevet i samarbejde med journalist Jakob Fälling, der er forfatter til en række andre biografiske bøger.

Læs også:

Danny 'Zonic' Sørensen er træner for Astralis og en af Danmarks første professionelle gamere. I Hjernen bag Astralis fortæller han for første gang historien om e-sportens rejse fra sumpede netcaféer til en milliardindustri med udsolgte [...]

14 krimiforfattere, du kan møde på BogForum I weekenden fra d. 15.-17. november bliver Bella Centeret fyldt med skønnne bogfolk, og vi glæder os helt vildt – både til at se mange af [...]

Nikolaj Christensen har leveret soundtracket til en hel del danskeres ungdom og turneret landet tyndt i 30 år. Men han har også mærket, hvor hårdt det slår, når populariteten pludselig dykker. I PILOT fortæller Nikolaj Christensen [...]

Satiren er et spejl for samfundet, satiren er demokratiets salt og hofnarren, der giver et rids i magthavernes maske. Satiren er den lille dreng, der peger på kejseren og siger "hov, han har [...]

Tidligere Operativ Chef for PET Frank Jensen finder efter sin fars mystiske død et hemmeligt rum, da han rydder op i hans arbejdsværelse. Her ligger stærkt fortrolige dokumenter, der beskriver faderens liv som hemmelig agent under [...]

3 ting du helt sikkert ikke vidste om naturen. Naturen består af et net af komplicerede forbindelser, og langt de fleste af dem lægger vi mennesker ikke mærke til. Med udgangspunkt i de nyeste [...]