Opskrift på juleentutiasten, Sarah Skarums vaniliekranse

Sarah Skarum: “Der findes to skoler inden for vaniliekransbagning: Dem, der bager med få mandler, og dem, der bager med mange. Ja, faktisk findes der tre, for man kan sagtens opdrive opskrifter helt uden mandler. Dem vælger jeg dog at gå forbi i misbilligende tavshed. For en god vaniliekrans indeholder mandler, synes jeg, og den perfekte lægger sig mellem de to skoler, nok mandler til, at man tydeligt kan smage dem, men ikke så mange, at vaniliekransene går fra at være småkager med mandler til hakkede mandler, samlet med småkagedej.”

Nødvendigt udstyr og andet, du har brug for

  • En kødhakker, hvor man kan montere en skive til at køre dejen igennem, så de stænger, vaniliekransen formes af, får den rigtige takkede form. Nogle opskrifter foreslår, at man bruger en sprøjtepose. Det kræ-ver en meget blød dej, denne er hård, når den er kold, så den SKAL gennem en kødhakker. Principielt set kunne man godt rulle dejen ud i tynde stænger, men så mister den sit elegante vaniliekranslook (og så har kagen lidt mistet sin identitet). En gammel hånddrevet kødhakker er hyggelig og koster forbløffende lidt hos en isenkræmmer – regn med et par hundrede kroner – men hvis du har en elektrisk kødhakker, så brug den. Selvom det hverken er romantisk, hyggeligt eller helt som i Nøddebro Præstegård, er det meget nemmere.
  • En minihakker eller foodprocessor, så man kan få hakket mandlerne utrolig fint. Selvfølgelig kan man hakke mandlerne med en kniv (man kan jo alt, også sy sine egne lagner i hånden eller tælle hårene på sine børns hoveder), men det kommer til at tage evigheder, og der vil stadig være små stykker mandel, som sidder fast i kødhakkeren. Så skal man stå med en kødnål og forsøge at fjerne det, eller må skille kød-hakkeren ad. Derfor: Hak i maskine. Brauns minihakker, der følger med en stavblender, fik jeg en gang anbefalet af Rasmus Kofoed, som har den trestjernede restaurant Geranium, og hvis den er god nok til ham, er den også god nok til mig.
  • Selskab. Man skal KUN bage vaniliekranse alene, hvis man trænger til at føle et akut martyrium som en ensom og forladt husmoder, der må gøre alting selv, mens alle andre går rundt og har det sjovt. Fortsæt selv klagesangen, som ingen orker at synge. Eller høre. Man skal være mindst to, gerne tre til at bage vaniliekranse: Én styrer dejen og kødhakkeren, én tager imod den dej, der i små, takkede strimler kommer ud af kødhakkeren, og den tredje kan forme kransene og sætte dem i ovnen.
  • Vaniliekranse skal virkelig smage af vanilie, lad være med at spare på stængerne, selvom de er frygtelig dyre i disse år. Gem til gengæld alle de stænger, du tømmer for korn i løbet af året. Jeg lægger dem i et stort glas med sukker. Når det bliver december, kommer jeg sukker og stænger i foodprocessoren og hakker det i tusinde småstykker. Hvis det er meget sjappet, lader jeg det tørre lidt (eventuelt i ovnen ved 50 grader i et kvarters tid), hvorefter jeg sigter de største stykker skal fra. Tilbage har man et vaniliesukker, der nærmest er berusende parfumeret. Det er fremragende at drysse over french toast – skiver af brød vendt i æg, pisket med fløde og sukker – eller til at smage mad til, som ville blive bedre med et strejf af vanilie.

VANILIEKRANSE opskrift

Ingredienser
Ca. 100 stk.
375 g smør, koldt
½ kg mel
250 g sukker (ikke noget med rørsukker her! Helt almindeligt sukker) 1-2 vaniliestænger
250 g mandler, finthakkede
1 æg
Hvis du har hjemmelavet vaniliesukker, så brug 100 g af det, kornene fra en enkelt stang og 150 g almindeligt sukker i stedet for den mængde sukker og vanilie, der er angivet ovenfor.

Fremgangsmåde
Smuldr smørret i melet. Arbejd hurtigt.

Tilsæt sukker, vanilie, de finthakkede mandler, og saml dejen med ægget. Læg den i køleskabet natten over. Det er særlig vigtigt at lade den blive helt kold, for ellers ender man med blødt smat i kødhakkeren.

Kør dejen gennem kødhakkeren med vaniliekransskiven sat på. Form kranse, og læg dem på plader. Bag dem i 8-10 minutter ved 200 grader.

Det er sjovt hver eneste jul at tage den sidste dej ud af kødhakkeren og skrive ’god jul’ i dejbogstaver

Sarah Skarum tænker på jul det meste af året, for forberedelse er nøglen til at lykkes. Bogen er spækket med lister over alt det, man kan gøre i god tid, og ideer til hurtig pynt og nemme gaver. Den indeholder også opskrifter på alle julens måltider, fra småkager, gløgg og konfekt til julefrokostens bedste retter, og en gennemgang af, hvordan julemiddagen lykkes. Målet er ikke at vinde DM i husmoderskab eller Instagram i jul, men at få så meget overblik, at man faktisk kan nyde julen. Og at have tid til at spise vaniljekranse i sin rødternede pyjamas, mens man tænker ‘Sikken en dejlig jul, det blev i år.’

Læs også:

I PERLEJUL viser perledronningen ANJA TAKACS vej ind i et fortryllende perleunivers, denne gang fuld af de fineste juleting, som børn og barnlige sjæle kan glæde sig over at lave. Pynt juletræet og hele [...]

JUL PÅ BORGEN VI byder på tolv personlige fortællinger om det, de fleste af os samles om hvert år: julen og dens traditioner. Medlemmer af Folketinget samt dets direktør fortæller om barndommens uspolerede juleglæde, [...]

Opskrift på juleentutiasten, Sarah Skarums vaniliekranse Sarah Skarum: "Der findes to skoler inden for vaniliekransbagning: Dem, der bager med få mandler, og dem, der bager med mange. Ja, faktisk findes der tre, for [...]

Uhyggelig og stemningsfyldt julekrimi af Camilla Läckberg Der er knap en uge til jul, og Martin Molin fra Tanumshede politistation er på vej til familiesammenkomst med sin kæreste – og han er ikke [...]