Tidligere Operativ Chef for PET Frank Jensen finder efter sin fars mystiske død et hemmeligt rum, da han rydder op i hans arbejdsværelse. Her ligger stærkt fortrolige dokumenter, der beskriver faderens liv som hemmelig agent under 2. verdenskrig og efterfølgende under Den Kolde Krig. Et arbejde, der har været så hemmeligt, at kun topledelsen i den danske efterretningstjeneste kendte til det.

Uddrag af MIN FAR VAR SPION
Af Frank Jensen

KAPITEL 1

Faldskærmsagenten

Vinteren 1942 havde været kold. Der var problemer med at skaffe koks nok. Hver familie blev tildelt så små koksrationer, at de havde måttet kæmpe for at holde varmen i Københavns utætte lejligheder.

Heldigvis var det efter årsskiftet blevet lidt lunere, solen var brudt frem, men det var dog stadig køligt i marts.

Det var imidlertid ikke noget, som den danske SOEagent Thomas reflekterede over. Han var et par måneder tidligere blevet nedkastet i faldskærm fra et britisk fly over et øde område ved Farsø i Himmerland.

Den 27. februar 1943 lød det i en særmelding fra BBC i

London:

Hilsen til Niels – Allan – Erik – Knud og Peter.

Modstandsfolkene i Vesthimmerland kiggede anspændte på hinanden, da navnet Knud blev nævnt. Det betød, at der sent samme aften i et øde område uden for Farsø ville blive nedkastet containere med våben og ammunition fra efterretningstjenesten SOE i England, Special Operations Executives.

Lige inden midnat kunne man i det fjerne høre den karakteristiske motorstøj fra den store Halifax bombemaskine, der nærmede sig nedkastningsområdet.

Modstandsfolkene havde mange folk ude den aften, hvor sikringsgrupper holdt udkig efter tyskerne på de små tilkørselsveje til området.

Modtageholdet havde tændt deres lygter og rettede dem op mod himlen, hvor månen bag det lette skydække indimellem oplyste nedkastningspladsen. Motorstøjen fra den lavtflyvende bombemaskine voksede til en infernalsk larm, da den strøg lavt hen over området.

Modstandsfolkene stirrede anspændte op mod de ni faldskærme, der langsomt dalede ned, mens bombeflyet slog et skarpt sving mod nord og forsvandt. De kunne nu helt tydeligt se silhuetterne af otte store containere og omridset af en mand, der nærmede sig jorden.

Manden landede hårdt på den knoldede mark, men rejste sig med et anspændt smil, da han blev hilst velkommen af nedkastningslederen. Modstandsgruppen arbejdede hurtigt, og allerede en halv time senere havde de forladt området. Faldskærme og containerne blev skjult i en mose, og indholdet af våben og sprængstoffer var på vej til skjulesteder på gårde i området.

Faldskærmsmanden, der var midt i tyverne, præsenterede sig som Thomas, og efter et par dage startede han på den besværlige og farefulde færd til København, hvor han skulle deltage i opbygningen af en effektiv og slagkraftig modstandsbevægelse i Danmark. Han var i SOE’s træningscenter i Skotland blevet uddannet til hemmelig agent med speciale i radiokommunikation og brug af sprængstoffer. Men lige fra det øjeblik han kom til København, begyndte tingene at gå helt galt.

Thomas havde inden afrejsen til Danmark fået instrukser om at gå ind på Rosengaardens Vinstue i København, hvor bartenderen ville give ham nogle oplysninger, så han kunne komme i forbindelse med to ledende modstandsfolk. Da han skød døren op til vinstuen, blev han mødt af tågede bølger af cigaretrøg, der drev gennem lokalet, og en harsk lugt af øl og sved. Der var stuvende fyldt med mennesker, og han banede sig lidt stift frem mod baren, mens han med bankende hjerte diskret sendte blikke rundt i det lille dunkle lokale. Bartenderen, der kritisk mønstrede ham fra top til tå, virkede usoigneret med fedtet, tilbagestrøget mørkt hår, et lille overskæg og et plettet hvidligt viskestykke om livet.

”Ja … hvad ønsker De?” Bartenderen kneb øjnene lidt sammen og placerede begge hænder på disken.

Thomas rømmede sig og sagde lavmælt kodesætningen, der skulle vise, at han kom fra England: ”Er Alfred på arbejde i aften?”

Bartenderen blev tydelig urolig og lænede sig frem over disken, mens han placerede en øl foran Thomas og svarede med den korrekte kode: ”Alfred er holdt op for længe siden.”

Thomas så lettet ud, men inden han kunne nå at sige noget, hviskede bartenderen, mens han tørrede disken af: ”Drik din øl, og forsvind så! Det vrimler med tyskere og stikkere herinde … der er noget galt. Der er noget helt galt!”

Thomas stivnede og holdt krampagtigt fast i glasset, mens bartenderen bevægede sig sidelæns væk fra ham. Thomas drak øllen på rekordtid og gik mod udgangen, mens han kæmpede for at skjule sin frygt og uro. Ved et lille bord nær udgangen lænede den tyske officer Horst Speidel sig over mod sin kollega. Han nikkede i retning af Thomas: ”Jeg tror, at det er vores mand, Heinrich.”

Thomas syntes, at det tog evigheder at gå de få meter hen til døren, og han kunne mærke, at angsten gjorde ham stakåndet og fik sveden til at drive ned langs rygraden. Horst Speidel og Heinrich Richter var officerer i den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr. De var var ansat i afdeling IIIF, der havde ansvaret for kontraspionage.

På et næsten usynligt signal fra Horst Speidel rejste seks tyskere sig og satte kursen mod udgangen. Bartenderen kiggede bekymret efter dem. Han besluttede sig omgående for at gå under jorden. Han var sikker på, at Thomas ville blive anholdt om et øjeblik. Herefter skulle tyskerne nok presse ud af ham, hvem hans kontaktperson på Rosengardens Vinstue var, tænkte han.

Thomas gik hurtigt mod Fiolstræde, og lige inden han drejede om hjørnet, kiggede han sig tilbage og stivnede, da han opdagede den gruppe mænd, der forlod vinstuen kort efter ham.

De tyske efterretningsfolk ville i første omgang skygge SOE-agenten for at se, om han førte dem frem til andre modstandsfolk eller britiske agenter. Thomas gik, så hurtigt han kunne, uden at løbe. Hans hjerte hamrede voldsomt, og han havde fuldstændig mistet selvtilliden efter at være blevet afsløret, inden han overhovedet var kommet i gang med modstandsarbejdet.

For satan! Der var i hvert fald otte mand efter ham! Panikken satte pludselig ind, og han glemte alt det, han havde lært under agenttræningen i Skotland. Han kunne mærke, at tårerne pressede sig frem på grund af frygten for den forestående anholdelse og alt det rædselsfulde, der sandsynligvis ville ske med ham. Tilbage var kun overlevelsesdriften. Han begyndte at løbe … hurtigere og hurtigere. Da han var nået over Grønttorvet, kiggede han igen hurtigt bagud og opdagede, at de otte tyskere nu også satte i løb efter ham. Han stormede videre og kunne høre mændene bag sig råbe:

”Halt! Deutsche Polizei!”

Men der lød også en gennemtrængende dansk stemme:

”Stop! Det er politiet! ”

Det bekymrede ham, at der også var danske politifolk blandt hans forfølgere. Nogle måneder tidligere havde det danske sikkerhedspoliti opsøgt en ung SOE-agent på Østerbro for at anholde ham. Kort tid efter var SOEagenten død. Dræbt af 12 pistolskud.

Den episode havde de danske agentstuderende talt meget om på træningslejren i Skotland. Der kørte pludselig en mindre lastbil ud fra en port. Thomas tog en hurtig beslutning. Mens vognen langsomt trillede ud på gaden og blokerede tyskernes udsyn til fortovet, forsvandt Thomas ind i en opgang. Han bevægede sig forsigtigt og lydløst opad. Han håbede, at han kunne komme op på loftet, der som regel gav gode flugtmuligheder i de gamle ejendomme.

Han var nået til tredje sal og kiggede forsigtigt ud ad vinduet fra trappeafsatsen. Tyskerne stod rådvilde tilbage på gaden, hvor et par af dem kiggede efter ham under en presenning på en lastbil.

Horst Speidel, der var leder af den samlede aktion, vurderede hurtigt situationen. To mand blev sendt ind for at afsøge baggården, mens de seks andre blev delt op i to hold og begyndte at gennemsøge lejlighederne i opgangene lige efter porten. Thomas nåede forpustet femte sal og blev grebet af panik. Han stod foran en dør ind til en lejlighed og ikke loftet. Han kunne høre, hvordan tyskerne buldrede på dørene længere nede i opgangen, mens de råbte: ”Aufmachen! Deutsche Polizei!”

Han var trængt op i et hjørne uden flugtmuligheder, så han tog chancen og bankede på døren ind til lejligheden. Da der blev åbnet et øjeblik senere, stod han over for en mørkhåret ung mand nogenlunde på sin egen alder, der kiggede spørgende på ham. De kunne høre på råbene nedefra, at tyskerne formentlig måtte være nået til anden sal.

Thomas tog chancen. ”Tyskerne er efter mig!” hviskede han stakåndet, mens sveden drev ned ad ansigtet. ”Jeg ved, det er meget forlangt, men … må jeg ikke nok skjule mig i Deres lejlighed?”

Den unge mand stirrede undersøgende på Thomas og lyttede til de rå stemmer fra politifolkene. Det var tydeligt, at han forsøgte at gennemtænke situationen og de mulige konsekvenser for ham selv. ”Kom ind,” sagde han så og trådte til side. ”Det er kun en etværelses lejlighed, så der er ikke rigtig nogen steder, De kan skjule Dem.”

Thomas stod rådvild og kiggede sig om i den lille stue, der også fungerede som soveværelse og køkken. De kunne nu høre, at lejligheden nedenunder blev gennemsøgt. Der blev kommanderet både på dansk og tysk. Den lille lejlighed lå lige under taget, og det eneste vindue fandtes i en karnap med et fladt afrundet tag. ”Kom,” sagde den unge mand og pegede på vinduet. ”De kan forsigtigt kravle ud og gemme Dem oven på karnappen.”

Thomas nikkede, og kort efter var han forsvundet ud i aftenmørket og det isnende vintervejr. Den unge mand haspede vinduet og gik derefter over og åbnede døren ud til opgangen.

Horst Speidel og to danske kriminalfolk var netop færdige med at gennemsøge fjerde sal. ”Hvad foregår der!” råbte den unge mand fra femte sal, og Horst svarede på tysk, mens han gik op ad trappen, at det var de tyske myndigheder: ”Vi eftersøger en terrorist.”

”Ja … jeg har ikke set nogen,” svarede den unge mand på flydende tysk og gik forrest tilbage i lejligheden med tyskerne i hælene. De to danske kriminalfolk, der ransagede opgangen, behøvede kun et par minutter for at konstatere, at SOEagenten ikke havde skjult sig i lejligheden. ”Deres tyske …” Horst Speidel betragtede den unge mand. ”Jeg synes, at jeg kan fornemme en svag Stuttgartdialekt?” ”Fuldstændig korrekt, min mor kommer fra Stuttgartområdet.”

Horst kiggede hurtigt på de to danske politifolk, der på dårligt skoletysk meldte, at lejligheden var gennemsøgt. Officeren vendte sig igen mod den unge mand, der løftede højre arm op til skulderhøjde og sagde: ”Heil Hitler.” Horst Speidel nikkede anerkendende og forlod lejligheden.

Da politifolkene var forsvundet, sank den unge mand sammen i sovesofaen. Han stirrede på sine hænder, der dirrede. Han var svimmel, og lemmerne føltes blytunge. ”Du gode gud,” mumlede han højt for sig selv, men tog sig så sammen og gik hen til vinduet, som han åbnede på klem. ”De er gået,” sagde han ud i mørket, ”men bliv liggende et stykke tid endnu.”

En time senere kantede Thomas sig forsigtigt og blåfrossen ind gennem vinduet. Han fik et krus glohed te, som han holdt om med begge hænder for at få en smule varme ind i kroppen.

”Jeg hedder Ernst,” sagde den unge mand og rakte hånden frem. Thomas nikkede og præsenterede sig med sin falske identitet: ”Thomas Madsen.” Mens han nippede til den varme te, betragtede han Ernst og spurgte interesseret: ”De talte flydende tysk med dem?”

Ernst fortalte, at hans mor oprindelig kom fra den sydtyske by Baden-Wüttemberg, men at hun for længst var blevet dansk statsborger. Hun havde været stuepige på den kejserlige tyske ambassade, men var blevet i Danmark efter Tysklands kapitulation i Første Verdenskrig, hvor hun havde fået en arbejdstilladelse. Denne gang som stuepige hos en universitetsprofessor, der boede på Nytorv.

Thomas blev i lejligheden de næste to dage. Han frygtede, at politiet holdt gaden under observation for at se, om han pludselig dukkede op fra et skjulested.

Ernst arbejdede hos Post- og Telegrafvæsenet og læste samtidig på Akademisk Studenterkursus, men han meldte sig syg i de dage, hvor Thomas opholdt sig i lejligheden. De fik talt rigtig meget sammen. Eller det var egentlig mest Ernst, der talte, mens Thomas, der havde genvundet sin selvtillid, pumpede ham for personlige oplysninger.

Han slørede behændigt de mange spørgsmål som almindelig interesse for den person, der havde reddet hans liv.

Da Thomas efter et par dage forlod lejligheden og overstrømmende takkede Ernst for hjælpen, havde han ikke røbet noget om, hvem han i virkeligheden selv var. Han havde dog afsløret, at han kom fra England og var blevet nedkastet med faldskærm et sted i Danmark. Hans opgave var at deltage i organiseringen af en mere aktiv modstandsbevægelse. Han fortalte desuden, at han var blevet stukket til tyskerne, som havde ventet på det værtshus, hvor han skulle møde en kontakt fra modstandsbevægelsen.

Frank Jensen (f. 1949), er tidligere operativ chef i PET. Han blev ansat i politiet i 1972, og frem til ansættelsen i PET i 1981 arbejdede han bl.a. som hemmelig agent i Københavns Politis narkoafdeling. I 1988 var Frank Jensen leder af antiterrorafdelingen og tog del i optrevlingen af den danske terrororganisation Blekingegadebanden.

Læs også:

Danny 'Zonic' Sørensen er træner for Astralis og en af Danmarks første professionelle gamere. I Hjernen bag Astralis fortæller han for første gang historien om e-sportens rejse fra sumpede netcaféer til en milliardindustri med udsolgte [...]

14 krimiforfattere, du kan møde på BogForum I weekenden fra d. 15.-17. november bliver Bella Centeret fyldt med skønnne bogfolk, og vi glæder os helt vildt – både til at se mange af [...]

Nikolaj Christensen har leveret soundtracket til en hel del danskeres ungdom og turneret landet tyndt i 30 år. Men han har også mærket, hvor hårdt det slår, når populariteten pludselig dykker. I PILOT fortæller Nikolaj Christensen [...]

Satiren er et spejl for samfundet, satiren er demokratiets salt og hofnarren, der giver et rids i magthavernes maske. Satiren er den lille dreng, der peger på kejseren og siger "hov, han har [...]

Tidligere Operativ Chef for PET Frank Jensen finder efter sin fars mystiske død et hemmeligt rum, da han rydder op i hans arbejdsværelse. Her ligger stærkt fortrolige dokumenter, der beskriver faderens liv som hemmelig agent under [...]

3 ting du helt sikkert ikke vidste om naturen. Naturen består af et net af komplicerede forbindelser, og langt de fleste af dem lægger vi mennesker ikke mærke til. Med udgangspunkt i de nyeste [...]