Flere historier, der er så modbydelige, at de næsten ikke bør fortælles…

Brødrene Grimms eventyr er kendt og elsket af både børn og voksne i hele verden. De oprindelige eventyr udkom første gang på dansk i 1821 – og de var bestemt ikke særligt børnevenlige. De var smukke, forunderlige og fantasifulde, men de var også grusomme, blodige og uhyggelige. Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har gendigtet endnu ti af brødrene Grimme bedste og mest grufulde eventyr. I dette uddrag får du den tragiske historie om “Mariabarnet”.

Uddrag af GRIMM II – GRUMME EVENTYR GENFORTALT FOR GAMLE OG UNGE
Af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker. Illustreret af John Kenn Mortensen

Han traskede gennem skoven med øksen på skulderen og tunge skridt i benene. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Anede ganske enkelt ikke sine levende råd. Mod øst havde solen rejst sig, og de røde stråler fik duggen på græsset og bladene til at glimte. Det ville blive en smuk dag.

Hvis bare man kunne leve af smukke dage, tænkte brændehuggeren og mærkede en knugen i sit bryst. Hvad i alverden skulle han stille op?
Han var blevet far for tre år siden. En dejlig pige med lyse lokker og et smil, der fik hans hjerte til at smelte. Deres eneste barn, og det havde sådan set også været en lykkelig dag. Alligevel havde tankerne været der. Som mørke skyer i horisonten. For de var fattige. Havde knap nok til sig selv, og med endnu en mund at mætte … Måske er det nu, lykken vender, havde hans kone sagt og strøget pigens dunede hovedbund. Han havde smilet og nikket og håbet, at hun ville få ret. Det fik hun ikke.

Tre år var der gået, og tiderne blev ikke bedre for den lille familie, der boede i udkanten af den store skov. Tværtimod. Der var ikke længere til det daglige brød, selv om brændehuggeren trofast bad sit fadervor. Og det ville blive værre. Hans datter voksede, som børn jo gør, hun spiste mere og mere og … ”Åh gud,” hviskede han og stoppede op. Øksen gled ud af hans greb, han begravede ansigtet i hænderne og lod tårerne få frit løb. Så fornemmede han et skift i lyset, som om morgensolen pludselig brændte med dobbelt styrke. Han mærkede hårene på sine arme rejse sig, og han løftede blikket. Skoven var sløret af tårerne i hans øjne, og et øjeblik var han sikker på, at den smukke kvinde foran ham var ren indbildning.

Han blinkede.

Hun var der stadig. Stod midt i solstrålerne, der omkransede hende med et gyldent skær og fik hendes lange, mørke hår til at gløde. Og tog brændehuggeren fejl, eller kunne han ane skovens træer igennem hende?

”Hv-hvem …” mumlede han, og så løb hans stemme tør for kraft.

”Jeg er jomfru Maria,” sagde kvinden og trådte hen til ham. Hun satte fodaftryk i græsset, lagde han mærke til. Kastede skygge. ”Jesusbarnets mor.”

Brændehuggeren sank ned på knæ. Han tog sin hue af og knugede den mellem sine rystende hænder. ”Hellige moder,” hviskede han.

”Stakkels brændehugger.” Hun lagde en hånd på hans skulder. Den var varm. ”Du er fattig, og du lider nød. Hele din familie lider nød.”

Han nikkede og spekulerede på, om han ville se sin egen krop ligge på jorden bag sig, hvis han vendte sig om. Havde sulten omsider gjort det af med ham, og var hun kommet for at tage ham med?

Jomfru Maria rystede på hovedet. ”Ikke dig,” sagde hun. ”Din datter.”
”M-min datter?”
”Bring mig hende, og jeg vil tage hende med op i Himmerige og være hendes mor. Hendes liv vil være som en drøm, man ikke ønsker at vågne op af.” Hun gav hans skulder et klem. ”Hent hende nu. Jeg venter her ved bækken så længe.”

Brændehuggeren så lidt på hende. Hans hjerte slog tungt.
Tungt.
”Jeg er tilbage om lidt,” sagde han.

Han gik tilbage til huset. Hans skridt var anderledes bestemte, end da han gik ud i skoven, men da han nærmede sig huset, blev de mere forsigtige.

Hans kone befandt sig omme i gården bag huset. Hun sad på en skammel ved den magre ged og forsøgte at klemme lidt mælk ud af den. Hun havde ikke øje på datteren, der gik et stykke væk og plukkede mælkebøtter.

Brændehuggeren gik hen og løftede den lille pige op. Han gjorde tegn til hende om at være stille og tvang sig til at smile. Kastede et blik på sin kone, der ikke havde opdaget noget, og overvejede at fortælle hende det. At deres datter ville få det godt nu og give hende mulighed for at sige farvel. Men han vidste ikke, hvordan hun ville reagere, og han turde ikke løbe nogen risiko. Med barnet på armen skyndte han sig tilbage til stedet, hvor den hellige jomfru ventede på ham.

Jomfru Maria smilede og aede pigens kind.
”Far?” spurgte den lille.
”Du skal ikke være bange,” græd han. Uden at han havde opdaget det, var tårerne igen begyndt at løbe. Hans indre føltes som et stort, sort hul. Han satte hende fra sig og samlede øksen op fra jorden. ”Du får det godt nu.”

Han kunne næsten ikke gøre det.
Han gjorde det.
Sagde farvel.
”Kom du med mig, kære barn.” Jomfru Maria løftede pigen op. Strøg hende over det gyldne hår, der flammede i lyset fra solen.

”Hvem er du?”
”Jeg er din mor nu. Jeg lover at passe godt på dig.”

”F-far?” Pigen drejede sig mod ham, men han havde vendt sig om. Han havde kastet øksen fra sig, og hans skuldre rystede af gråd. Der lå noget i græsset bag ham, men pigen kunne ikke se, hvad det var, og det var hun af en eller anden grund glad for. ”Nu tager vi hjem, lille skat,” sagde jomfru Maria. ”Nu tager vi hjem.”

***

Brændehuggeren fortalte aldrig sin kone, hvad der var sket. Hvor deres elskede datter var blevet af. Borte havde taget hende, og de ledte og ledte, og til sidst gav de op. Måske var hun faldet i bækken, måske havde et af skovens vilde dyr sat kløerne i hende. De græd, indtil der ikke var flere tårer tilbage.

”Hun er hos den gode Gud,” hviskede brændehuggeren og holdt om sin kone, der stirrede fortabt ud i luften. Næsten som om hun også så det, som han så for sig. Sin elskede datter. Øksen. Blodet. ”Hun er hos den gode Gud.”

Det var det tætteste på sandheden, han nogen sinde kom.

***

Bag himmerigets gyldne porte havde den lille pige den dejligste opvækst, man kunne tænke sig. Her var altid noget at tage sig til, altid nogen at lege med, altid eventyr at tage ud på. Og så var der nok at spise. Sukkerkager, sød mælk, saftig frugt og blødt brød og lige så meget af det, hun havde lyst til. Snart glemte hun, hvordan det var at være sulten, ligesom hun glemte de to mennesker, hun engang – i et andet liv – havde kaldt mor og far.

Pigen havde det godt, og hun var glad. Lykkelig, ligefrem. Men hun var jo trods alt også i Himlen.
Og således gik elleve år.

***

Hun var ude i haven, da hendes mor kaldte på hende. Sad under et blomstrende æbletræ, hvor hun havde fundet noget i krattet. Det var lavet af et sært materiale – skrøbeligt og porøst – og det var i det øjeblik, hvor der blev råbt på hende, at det gik op for hende, hvad det var. En slangeham.

Hun kastede den fra sig med et gisp. Hendes mor havde altid advaret hende mod slanger. Sagde, at de var farlige, og at de kunne komme ind alle steder.

”Jeg kommer!” svarede pigen og løb op til det store hus, hvor hun og alle englene boede. Hun overvejede at fortælle sin mor, hvad hun havde fundet i græsset, men besluttede sig for at lade være. Hun risikerede bare, at hun blev forment adgang til haven. Hun elskede sin mor over alt i Himlen, men vidste også, at hun kunne være urimeligt skrap. Og desuden – hvis det var en slangeham, betød det, at der også var en slange et sted, og nysgerrigheden var stærkere end frygten: farlig eller ej, hun ville så gerne se en slange.

Hendes mor ventede på hende i døren. Hun havde et stort nøglebundt i hånden. ”Hvad er det?” spurgte pigen og nikkede mod nøglerne.
”Det her,” svarede jomfru Maria, ”er nøglerne til de tretten døre på øverste sal. Jeg skal ud på en lang rejse, og jeg ønsker, at du passer på dem imens.”

Hun rakte nøglebundtet til pigen, der tog imod dem med et stille gisp. De tretten døre på øverste sal? Virkelig? Hun havde længe ønsket at se, hvad de rummede, men hendes mor havde altid sagt nej.

”De første tolv døre må du gerne lukke op, en hver dag. Men den trettende, som ligger for enden af gangen, og som låses op med den mindste af nøglerne, må du ikke åbne. Er det forstået?” ”Hvorfo…”
”Er det forstået?” gentog jomfru Maria og hævede et øjenbryn. ”Hvis du er ulydig, vil du blive meget ulykkelig.”
”Ja, mor.”
”Godt, min pige. Jeg stoler på dig.”
Det var først, da hendes mor var taget af sted, at det gik op for pigen, at hun helt havde glemt at spørge, hvor hun skulle hen. Hendes tanker havde været på nøglerne. Kun nøglerne. Især den lille af dem.

***

Hver dag åbnede pigen en af de tolv døre, og hver dag blev hun umådeligt skuffet. Følte sig ligefrem snydt. Godt nok indeholdt rummene guld, glimmer og glans til overflod, men hun var vokset op i Himmerige, og hun var vant til den slags.

Endnu mere skuffende var de tolv gamle mænd, der befandt sig inde i rummene, en i hvert. De sad omgivet af tykke, støvede bøger og skrev side op og side ned med snehvide fjerpenne. Så fordybet i deres arbejde var de, at ingen af dem ænsede pigens tilstedeværelse, og med et højlydt gab smækkede hun den tolvte og sidste dør i med et brag. Håbede, at manden derinde var blevet så forskrækket, at han havde væltet blækhuset.

En af englene havde med højtidelig mine fortalt hende, at mændene var selveste de tolv apostle, der havde fulgt Guds enbårne søn, og at det, de arbejdede på, var intet mindre end en efterfølger til …
”Kedeligt,” afbrød pigen. ”Hvad med den sidste dør?”
”Den må ikke åbnes, og det ved du også godt.”
”Men hvorfor ikke?”
”Fordi din mor har forbudt det,” lød svaret, der afsluttede samtalen. Pigen forstod det ikke. Hvorfor måtte hun ikke få at vide, hvad der var bag den dør? Det havde jo ikke ligefrem været imponerende, det, der havde været bag de tolv andre? Hvorfor var den sidste dør anderledes? Og desuden … hvis hun virkelig ikke måtte åbne den, hvorfor havde hendes mor så givet hende nøglen til den?

Det gav ingen mening.
Hun vendte sig mod døren for enden af gangen. Den lignede alle de andre. Hun var helt alene. Her var kun hende og døren. Samt nøglen i hendes lomme. Hvis du er ulydig, vil du blive meget ulykkelig.
I hendes anden lomme lå slangehammen. Hun havde samlet den op, den dag hendes mor var taget af sted. Hun kunne godt lide at røre ved den. Det tørre, bløde skind. Når man lod en finger glide hen over det, lød det, som om hammen hviskede.

Bare et hurtigt kig, sagde den. Ingen vil nogen sinde få det at vide. Hun bed sig i læben. ”Det må jeg ikke.”
Hvorfor står du så her? Vend dig om og gå. Glem det.
”Det … det kan jeg ikke.”
Præcis. Skynd dig så.
Med lydløse skridt listede hun ned ad gangen, stak den lille nøgle i låsen og drejede den. Med en stille knirken åbnede døren sig, og bag den … Hendes mund gled op.
Hendes hjerte holdt op med at slå.

Hendes øjne blev spærret vidt op, selv om det ubeskrivelige lys, der strålede imod hende, burde have fået hende til at knibe dem i. For dér – inde i midten af den blændende hvirvelstrøm af lys, der skinnede med en styrke som tusind sole – fik hun et glimt af ham. Den treenige, almægtige Gud, og pigen mærkede, hvordan hendes tanker begyndte at slå sprækker ved synet, der ikke kunne tåles af et menneskeligt øje. Skaberen sad med ryggen til, og hun forstod, at hun havde været heldig. Hvis hun havde set hans ansigt … Hvis hun havde kigget ind i hans øjne … Det ville have pulveriseret hende.

Uden at hun var klar over, at hun gjorde det, løftede pigen en arm og holdt en finger ind i det overhimmelske lys. Fra det ene øjeblik til det næste blev hendes finger helt forgyldt, og hun trak hånden til sig med et gisp.

I det samme begyndte den ufattelige skikkelse foran hende at vende sig om, og pigen mærkede angsten skylle ind over sig som en flodbølge. Hun lukkede døren og låste den, styrtede ned ad gangen med hjertet hamrende vildt i brystet, løb ned ad trappen, ud i haven og ned til åen, hvor hun skrubbede og gned på sin forgyldte finger, der blot havde strejfet Guds lys.

Men uanset hvor meget hun vaskede sig, så ville guldet ikke gå af.

***

Hun befandt sig stadig nede ved åen, da hendes mor kort efter kom hjem. Pigen lod, som om hun ikke hørte hende kalde, og da hun så sin mor nærme sig, var hendes første tanke at gemme sig. Men det ville ikke nytte noget, og desuden … Ingen havde set hende. Ingen vidste, at hun havde åbnet den forbudte dør, og hvis bare hun holdt sin finger skjult, så …

”Jeg er her, mor,” sagde hun og løb hen imod hende. Hun ville gerne give hende et knus, men turde ikke. ”Velkommen tilbage.”

Hendes mor blev også stående. Sagde ikke noget. Ikke før hun rakte en hånd frem og bad om nøglerne.

Pigen gav hende dem. ”Jeg har set alle apostlene, mor! Jeg har …”
”Åbnede du den trettende dør?”
Hun rystede på hovedet. Hun vidste, at man ikke måtte lyve, men hun vidste også, hvordan det var gået de to første mennesker, Gud havde skabt. De havde ligeledes gjort noget, de ikke måtte, og de var blevet straffet hårdt. Selv om de var krøbet til korset. ”Nej, mor. Naturligvis ikke.”

Jomfru Maria lagde armene om hende og trak pigen ind i sin favn. Holdt hende tæt. Bare hendes mor ikke kunne mærke, hvor hurtigt hendes hjerte bankede.

”Er du sikker på, at du ikke har åbnet døren?” hviskede hun.
”Ja.”
Jomfru Maria slap hende. De stod så tæt på åens kant, at man kunne se deres genspejlinger i vandet, og det gik op for pigen, at man i de riflede bølger også kunne se hendes forgyldte finger, som hun holdt skjult bag ryggen. Hun skyndte sig at stikke hånden i lommen. Kiggede så op og mødte sin mors stirrende blik, der borede sig ind i hendes. Hun havde aldrig før set det blik i sin mors øjne. Så hårdt. Så … nådesløst. ”Du har været ulydig, og du lyver om det.”
”M-men, mor …”
Stemmen var som hendes blik. Hård og nådesløs. ”Du er ikke længere værdig til at være i Himlen.” Det føltes, som om jorden åbnede sig under hendes fødder, og hun faldt. Faldt. Faldt.

***

Da hun kom til sig selv, befandt hun sig i en dyster skov. Gamle, forvredne træer stirrede på hende fra alle sider med øjne gemt i den furede bark. Solen kunne ikke trænge igennem trækronerne, og hun kunne ikke se så meget som et brudstykke af himlen på den anden side. Hun havde aldrig været her før, men stedet mindede hende alligevel om noget. En glemt rædsel fra den allertidligste barndom, og enkelte billeder lynede i pigens tanker. (Tårer på en skægget kind. En hånd, der stryger hendes hår. En økse, der hæves.)

Hun prøvede at råbe om hjælp, at råbe på sin mor, men ikke en lyd kom over hendes læber. Hun var stum som træerne omkring hende. Pigen ville løbe sin vej, men uanset hvilken retning hun valgte, blev den spærret af meterhøje tjørnebuske med torne som ørnekløer. Det var umuligt at bane sig vej igennem dem.

Blodig og med forrevne klæder krøb hun i ly i et gammelt, hult egetræ. Hun græd sig lydløst i søvn, uvidende om at dette skulle blive hendes hjem de næste mange år.

***

Om sommeren levede hun af rødder og bær og af duggen, som hun sugede af græsset. Om vinteren levede hun af sne og de nødder, hun havde samlet i løbet af efteråret. Hun fyldte det hule træ med nedfaldne blade og rullede sig sammen som et dyr under dem, når det regnede og stormede og var koldt. Hendes klæder gik itu og faldt af hende, og til sidst havde hun ikke andet at dække sig med end sit lange hår, der efterhånden havde vokset sig ned til jorden. I starten var hun ulykkelig, ligesom hendes mor havde sagt, at hun ville være det. Men hun var ikke det eneste af jomfru Marias børn, der havde lidt en hård skæbne, og efterhånden som tiden gik, holdt hun op med at have ondt af sig selv. Det nyttede alligevel ikke noget. Det var, som det var, og hun var, som hun var, og det kunne ingen ændre på.

Så en dag, da forårssolen havde held til at trænge en smule igennem trækronerne, var der pludselig en fremmed lyd i skoven. En vrinsken. Efterfulgt af en række smældende lyde.

Hun kunne se tjørnekrattet bevæge sig, som om det var blevet levende, og øjeblikket efter trådte en ung mand forpustet ud af det stikkende buskads. Han havde banet sig vej med sit sværd. Efter sig trak han en sort, prustende hingst. Til at begynde med gled hans blik lige hen over pigen, der sad musestille foran egetræet, indhyllet i sit snavsede hår, der næsten fik hende til at gå i et med barken. Så var der alligevel noget, der fangede hans opmærksomhed, og han drejede hovedet imod hende.

”Hvad i alverden …” hviskede han og stak sværdet i skeden. Nærmede sig forsigtigt. ”Her jagter jeg et dådyr, og hvad finder jeg i stedet? Hvem er du, og hvorfor sidder du her?”

Pigen pegede på sin hals og rystede på hovedet.
”Kan du ikke tale?”
Hun rystede på hovedet igen. Og så en tredje gang, da manden spurgte hende, om hun vidste, hvem han var. ”Du ved ikke, hvem jeg er, og jeg ved ikke, hvem du er.” Han smilede. ”Så meget du og jeg allerede har tilfælles. Hvordan du er endt her, forstår jeg ikke, men dette er ikke et sted for en smuk pige som dig.” Han rakte en hånd frem. ”Vil du følge med mig?”

Hun iagttog hans venlige smil og grønne øjne, og denne gang nikkede hun. Forsøgte også at smile. Hun havde næsten glemt, hvordan man gjorde. ”Din finger,” udbrød han, da hun tog hans hånd. Han stirrede på guldfingeren. ”Hvad er der dog sket?”

Hun trak på skuldrene, og han betragtede hende lidt.
”Tale er sølv, men tavshed er guld,” sagde han så og løftede hende op på hesten. De red det meste af dagen. Han snakkede, og hun lyttede, og lige nu var det nok til at gøre hende lykkelig: at høre et andet menneskes stemme. Da de nåede frem til byen, pegede han. ”Det er mit hjem, der ligger der på bakkekammen.”

Hun stirrede forbavset på ham, og han lo.
”Åh, det glemte jeg måske at fortælle dig.” Han satte hælene i siden på hesten, og den satte kursen mod det store slot, der lå som en krone på bakkens top. ”Jeg er konge.”

***

Det gik, som det nogle gange gør.

Først spurgte han hende, om hun ville blive boende på slottet.
Hun nikkede.
Senere spurgte han hende, om hun ville gifte sig med ham.
Hun rystede på hovedet.
Han spurgte hende hvorfor.
Hun svarede med fagter og tegn, at hun ikke var god nok til ham.
Han sagde, at det var ham, der ikke var god nok til hende. At han elskede hende, for ligesom hendes finger var også hendes hjerte af guld, og der var ikke noget, han ønskede mere end at tilbringe resten af sine dage sammen med hende. Han spurgte hende igen, om hun ville gifte sig med ham. Hun nikkede. Hun troede ikke, at hun kunne blive lykkeligere. Men det kunne hun.

***

Året efter fødte pigen, der nu var dronning, en søn. En sund og velskabt dreng, og da hun lagde ham til sit bryst, var hendes hjerte ved at sprænges af kærlighed. Ikke engang i Himlen havde hun oplevet en så svimlende lykke, og i sit stille sind takkede hun sin mor for at have forvist hende.

Det skulle hun måske ikke have gjort.
Den nat vågnede dronningen ved, at lyset i værelset pludselig ændrede sig. Hun slog øjnene op og troede et øjeblik, at det var morgen. Men udenfor var det stadig mørkt, stjernerne tegnede sig som små huller i himlen. Lyset kom fra skikkelsen, der stod henne ved vuggen, og som syntes at være badet i det sølvfarvede måneskin. Hendes mor.

Der var gået flere år, men jomfru Maria så ikke ud til at være ældet en dag. Noget andet, der ikke havde forandret sig, var blikket i hendes øjne. Det var lige så hårdt som den dag, hun havde smidt sin datter på himmelporten, og den unge dronning skyndte sig at skjule sin gyldne finger under dynen.

”Fortæl sandheden og tilstå, at du var ulydig,” sagde hendes mor, og dronningen spekulerede på, om jomfru Maria havde holdt øje med hende fra sit hjem i Himlen. Ventet på det rigtige øjeblik? Hendes tonefald var ikke alene strengt. Det var truende. ”Ellers tager jeg dit nyfødte barn med mig.” ”Nej!” udbrød dronningen, der til sin overraskelse pludselig havde genvundet talens brug. Råbte hun nej til det sidste, eller svarede hun nej til det første? Hun nåede dårligt nok selv at tænke over det, for inderst inde troede hun ikke på, at hendes mor kunne få sig selv til det. At gøre alvor af sine ord. Jomfru Maria sukkede. Så løftede hun det sovende barn op af vuggen og forsvandt.

NEJ! prøvede dronningen igen at råbe, at skrige, men ingen lyd kom over hendes læber. Hendes stemme var atter forsvundet, og hun sank sammen på gulvet, lydløst hulkende, og således fandt kongen hende næste morgen.

”Hvor er vores barn?” spurgte han og stirrede ned i den tomme vugge. ”Hvor er vores barn?!”

Selv hvis hun havde kunnet tale, ville hun ikke ane, hvad hun skulle svare.

***

Verden var en grå, sløret masse, og i dagene efter vandrede dronningen rundt i den som fortabt.

Hele tiden så hun sin elskede lille dreng for sig.
Hele tiden så hun ham forsvinde.
På et stykke papir skrev hun til sin mand, at hun ikke vidste, hvad der var sket.

Da hun var vågnet, var barnet væk. Bare … væk. I det skjulte gjorde hun et par forsøg på at nedfælde sin historie. At fortælle sandheden. Men alle forsøg blev krøllet sammen og kastet i pejseflammerne. Det lød som en gal kvindes beretning, en fortælling skabt af et sygt sind. Hendes mand holdt hende ikke ansvarlig for det, der var sket, men holdt hende derimod tæt ind til sig, og med hans arme om sig klarede hun sig på en eller anden måde igennem dagene. Og igennem rygterne, der begyndte at svirre.

Det gik op for hende en dag, hvor hun kom gående ned ad slottets lange gange. Hun skulle til at dreje om hjørnet, da hun overhørte en af kammerpigerne hviske: ”Det er kendt, at kongen fandt sin hustru dybt inde i skoven. At hun levede som en vild. Et umælende dyr. Der er nogen, der siger, at hun derude blandt de ældgamle træer plejede omgang med de sorte kræfter. At hun har brugt sin heksekunst til at forblænde kongen. Og med hensyn til barnet …”

Her sænkede kammerpigen stemmen yderligere, og man kunne næsten høre hårene rejse sig på de lyttendes arme, da hun fortsatte: ”Man siger, at hun har spist drengen. At dronningen er en menneskeæderske.” Kammerpigen mente endda, at hun havde hørt det den skæbnesvangre nat. De knasende lyde af tænderne, der knuste de små knogler.

I sit skjul bag muren sank dronningen sammen og ønskede, at hun kunne skrige. Bare skrige. Rygterne nåede også kongens ører, og han slog hårdt ned på dem. Forbød dem med dødsstraf, og allerede inden ugen var omme, hang tre mennesker i galgen og dinglede. Men det er nemmere at slå mennesker ihjel end rygter, og dronningen kunne mærke, at kongens arme ikke holdt hende lige så tæt længere. Eller måske skyldtes det blot, at han fik sværere og sværere ved det: Hendes mave var atter begyndt at vokse.

***

Denne gang fødte hun en pige, smuk som en sommermorgen. Dronningen så ind i de blå øjne, der mødte verden for første gang, og som var en tro kopi af pigens brors, men hun turde ikke føle sig lykkelig. Ikke endnu. Hun var overbevist om, at hendes mor stadig holdt øje med hende, og at hun ville aflægge sin datter endnu et besøg. Hun fik ret.

Da natten var dybest og sortest, stod jomfru Maria der igen. Nøjagtig samme sted, som hun havde stået for et år siden. Hun havde en hånd på vuggen, hvor den lille lå og sov.

”Tilstå din ulydighed. Fortæl sandheden og bekend din synd.” Hendes mor bukkede sig ned og løftede den nyfødte op. ”Ellers ved du, hvad der sker.”

Dronningen, der ikke havde lukket et øje hele natten, men siddet og ventet på dette øjeblik, trådte hen imod hende. En tanke havde slået ned i hende, dengang hun havde hørt kammerpigen kalde hende for en menneskeæderske. En ide, og denne gang gjorde hun intet for at skjule sin guldfinger, der skinnede i månens skær. ”De siger, at jeg står i ledtog med de mørke magter,” sagde hun. Hendes stemme var hæs efter de mange år uden brug, men bestemt. Stærk. ”De siger, at jeg er en heks.”

”Tilstå!”
”Men hvem af os er heksen?”
”Så tilstå dog, pigebarn! Sig, at du åbnede døren!”
Dronningen stirrede sin mor i øjnene. Og pegede på hende med guldfingeren. ”Jeg gjorde det ikke.”

Jomfru Maria så rystet på sin datter. Hun åbnede munden, men ingen ord kom ud. Som om det pludselig var hende, der havde mistet evnen til at tale. Så forsvandt hun med barnet.

Da kongen næste morgen opdagede, at vuggen var tom, stirrede han på sin hustru med rædsel. Kort efter greb vagterne hende.

Allerede samme dag blev hun stillet for en domstol. Anklagerne var grufulde, og hun kunne intet sige for at forsvare sig. Ønskede heller ikke at forsvare sig. Det ville alligevel ikke skaffe hende børnene tilbage. Og hvis de ikke kunne komme til hende, måtte hun komme til dem. Dronningen blev dømt til at dø på bålet, og et spinkelt smil gled over hendes læber, da dommen blev afsagt. Bålet blev hurtigt gjort klar, og mens hun blev bundet fast til pælen, tænkte hun på slangehammen i græsset og på den lille nøgle og på den umådelige skikkelse i det ubegribelige lys.

Og da flammerne voksede op omkring hende, hvæsende og vridende som slanger, tænkte hun på sin mand, som havde givet hende så meget lykke, men som hun kun havde givet ulykke tilbage, og hun håbede, at han en dag ville lære sandheden at kende, og at han ville tilgive hende. Men mest af alt … Mest af alt tænkte hun på sine børn, sine elskede børn, som hun aldrig havde nået at lære at kende, og hun vidste, at hvis hun havde fået valget igen, hvis hun atter stod over for den forbudte dør, så ville hun stadig have åbnet den og ville stadig have benægtet sin skyld, for ellers ville dette liv – børnene og kærligheden – aldrig være blevet givet hende.

Så nåede ilden hende. Den slikkede huden sort, håret begyndte at brænde, og hun kunne lugte sit eget sydende kød, men om det var smerten eller hendes egen viljestyrke, der i det øjeblik gav hende stemmen tilbage, vidste hun ikke. ”Ja, jeg gjorde det!” råbte hun højt. Skreg til himlen. ”Jeg gjorde det! Hører du? Jeg gjorde det!” I netop det øjeblik begyndte det at regne. En stille silen, der fik flammerne til at trække sig tilbage og langsomt dø ud. Røgen snoede sig sort og tykt mod himlen som et gigantisk reb.

”Min kære pige, hvorfor sagde du det ikke noget før?” spurgte en mild stemme ved siden af hende. Hendes mor. Hun havde de to børn i favnen og rakte dem til sin datter. ”Den, der angrer, får tilgivelse.” Rebene om dronningens håndled var brændt over, og hun tog imod børnene med rystende hænder, knugede dem ind til sig. ”Lev nu lykkeligt resten af dit liv.”

Hun opdagede aldrig, at jomfru Maria forsvandt. Hendes øjne var på børnene, kun børnene, og hun tænkte: Du forstår ikke, mor. Jeg fortryder intet. Så – bag den massive mur af røg, der holdt hende skjult fra pøblen – lød råbende stemmer:

”I hørte hende! Hun tilstod sine ugerninger!”
”Ilden er ved at gå ud! Hun bruger sin sortekunst!”
”Faklerne! Kom med faklerne!”
Sekundet efter blussede ilden voldsomt op igen. Den stille, næsten sørgmodige regn kunne ikke slukke den, men dronningen gjorde ikke noget forsøg på at råbe om hjælp. Hendes børn var hos hende, og det ville de også være på den anden side, og jo, hun var lykkelig.

Så kom ilden. Lyset.

***

Bålet brænder ud, og kongen står tilbage som den sidste. Længe betragter han med et tomt blik de forkullede rester, mens han forbander den dag, han mødte heksen i skoven.

Han ser, at der ligger noget i asken, og træder langsomt nærmere.
Bukker sig ned og samler guldfingeren op. Den er kold. Synes uberørt af flammerne.

Så får han øje på noget andet, og han stivner.
Falder på knæ, idet benene giver efter under ham.
”Åh gud,” hvisker han.
Foran ham i askedyngen ligger ikke bare ét sort kranie, men tre. ”Åh gud.”

Velkommen tilbage til Grimms grumme verden og til ti historier, der på en og samme tid er både gamle og helt nye. Forfatterne Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har gendigtet endnu ti af brødrene Grimme bedste og mest grufulde eventyr, så vi kommer helt ind i fortællingerne og langt ind i den farlige verden, der var engang. En samling rigtig gode historier, der får hårene til at rejse sig, og samler familien.
Find bogen her

Læs også:

Hvis vi skal give børn og unge de bedste forudsætninger for at trives i livet, er vi nødt til at forstå, at vores adfærd har afledte effekter. Alt det, vi gør (eller ikke gør), [...]

Flere historier, der er så modbydelige, at de næsten ikke bør fortælles... Brødrene Grimms eventyr er kendt og elsket af både børn og voksne i hele verden. De oprindelige eventyr udkom første gang på [...]

I PERLEJUL viser perledronningen ANJA TAKACS vej ind i et fortryllende perleunivers, denne gang fuld af de fineste juleting, som børn og barnlige sjæle kan glæde sig over at lave. Pynt juletræet og hele [...]

JUL PÅ BORGEN VI byder på tolv personlige fortællinger om det, de fleste af os samles om hvert år: julen og dens traditioner. Medlemmer af Folketinget samt dets direktør fortæller om barndommens uspolerede juleglæde, [...]

Opskrift på juleentutiasten, Sarah Skarums vaniliekranse Sarah Skarum: "Der findes to skoler inden for vaniliekransbagning: Dem, der bager med få mandler, og dem, der bager med mange. Ja, faktisk findes der tre, for [...]

Uhyggelig og stemningsfyldt julekrimi af Camilla Läckberg Der er knap en uge til jul, og Martin Molin fra Tanumshede politistation er på vej til familiesammenkomst med sin kæreste – og han er ikke [...]