En pige lægger sig på jernbaneskinnerne i Stockholmsforstaden Bromma og venter på toget. I en anden del af Sverige havner en mand i et dybt hul i skoven. Ingen af deres familiemedlemmer eller venner ved noget om den forestående katastrofe. Kan deres liv reddes? De to mennesker kender ikke hinanden, men har noget livsvigtigt til fælles. Og det er op til kriminalinspektør Emma Sköld at finde sammenhængen, før det er for sent.

Uddrag af SKAMMEKROGEN
Af Sofie Sarenbrant

Det er umuligt at bevæge armene. Hun forsøger at bide det ulækre stof i munden over og skubbe det til siden med tungen. Uden held. Hun kan ikke skrige efter hjælp. Trætheden er ved at overmande hende, men hun ved, hvad det ville betyde at give efter for den. Løkken omkring halsen minder hende hele tiden om det. Så snart den skammel, hun står på, vipper, mærker hun den isnende frygt i årerne. Der skal så lidt til at miste fodfæstet. Og blive stranguleret. Huset er fugtigt, og efterårskulden trænger gennem væggene. Tårerne er sluppet op, men hun hulker endnu. Forsøger at se sin egen andel i det.

Mor. Hun hvisker det. Mor. Hjælp.

Lyden stoppes af stoffet i munden. Kan hun lave støj på en anden måde? Hun stamper i skamlen, men bliver bange for, at den skal gå i stykker. Den er allerede vakkelvorn. Alting er imod hende. Hvordan skal nogen kunne finde hende? Hun føler et ansvar for at overleve. For andres skyld om ikke andet. Aldrig nogensinde har hun været så bange for at falde i søvn. Hvis hun blunder, og skamlen vælter, er løbet kørt. Så er der ingen frelse.

Mandag d. 17. oktober

Kapitel 1

Han følger manden med støvlerne hen ad den kuperede sti i skoven. Jorden under fødderne gynger, og det kører rundt i hovedet. Hvordan endte han her? Det suser i træerne, og vinden rusker farvestrålende blade løs, der daler mod jorden. Det blodrøde løv er smukkest, det har han altid ment. Efteråret er fortryllende. Dagens sidste solstråler lyser stien op, men sorgen ligger som en skygge over ham. Billederne fra hans liv kommer og går. Han har alt det, som mange bare drømmer om. Tre dejlige børn, en smuk kone. Et fantastisk hus på den bedste adresse. Drømmebilen med alt ekstra tilbehør. Den dyreste højtryksspuler på markedet. To robotplæneklippere. Pool med automatisk klorering. Han er svag over for ting, kan lide eksklusive ure og kameraer. Teknik. Sportsbiler. Ting han ikke havde råd til, før karrieren tog fart. Og den slags, som hans bror aldrig holder op med at håne ham for. Misundelsens sprog er ikke smukt, men han har kæmpet hårdt for sin succes. Alt sliddet på jobbet, alle de sene aftner, hvor han måtte tage sig af krævende arbejdsmails, og børnenes krav på opmærksomhed. Skyld og utilstrækkelighed. Han ser ned på sine hvide sko, der er blevet snavsede på gåturen. Det var dumt ikke at tage noget mere passende fodtøj på. Intet af det, han har på, er egnet til skoven eller kulden. Hverken skjorten, jakken eller hans mørkeblå chinos. Han ville ikke overleve mange døgn. En latterlig tanke.

“Vi er snart fremme,” siger stemmen foran ham, så han vågner af sin trance.

Solen er sunket endnu et stykke, og lyset er på vej væk. Der hviler noget tungt over skoven. Hundredvis af års begravede hemmeligheder. Det rasler et sted, og små poter skynder sig væk imellem buskene. Et egern klatrer op ad en træstamme, og han fascineres af den uforholdsmæssigt store hale på den slanke krop.

Manden peger mod en lysning. “Der.” Kun nogle meter tilbage.

Han mærker hverken lettelse eller uro. Det må gå, som det går. En kunstig ro lurer i kroppen, og hovedet er som pakket ind i vat. Omgivelserne mister mere og mere sine konturer. Manden med støvlerne standser op. Så bøjer han sig ned og fejer løv og grene væk fra jorden og får fat i noget, der ligner en jerndør.

“Kan du tage fat i den anden side?” spørger han. “Den er for tung til én person.”

De løfter skrumlet op, og et afgrundsdybt hul viser sig flere meter ned i jorden, tilstrækkelig stort til, at der kan være et menneske.

“Værsgo at stige ned.”

Pludselig bliver han usikker på, om han vil det her. Men nu er der ingen vej tilbage.

Kapitel 2

Kriminalassistent Emma Sköld skrår igennem Politigårdens park på Kungsholmen i Stockholm. En hund leger i det sennepsgule løv. Efteråret er specielt, særligt en solrig morgen som denne, når farverne eksploderer. Om nogle minutter er hun på arbejde. Hvad hun har længtes efter. Det er ikke en dag for tidligt at komme på arbejde igen efter barselsorloven. At være så længe væk er ikke hendes kop te, selv om det var sjovere anden gang. Hun skal lige til at dreje til venstre mod politigårdens indgang, da hun ser en skikkelse under den store eg. Én der ser på hende. Emma hiver efter vejret og sætter farten ned. Kvinden minder om nogen. Alligevel går det ikke op for hende, hvem det er, før hun kommer nærmere. Den forhenværende politibetjent Madeleine. En lille sky på himlen gør, at solen forsvinder et øjeblik, så skyggerne i ansigtet udviskes. Madeleine ser anderledes ud end sidst, Emma så hende. Håret er stadig kulsort, men hun er betydeligt rundere om kinderne og mere dagligdags klædt. Hvis man ikke vidste bedre, kunne hun klassificeres som én i mængden. Madeleine bevæger sig hurtigt hen imod hende og standser op lige ved siden af.

“Hej Emma, kan vi veksle et par ord?”

Emma tøver. Det er første dag på arbejde, og hun vil gerne møde i god tid, men frem for alt har hun ikke spor lyst til at tale med den kvinde, der prøvede at presse hende ud i rabatten. Som forsøgte at dræbe hende. Hvordan kunne hun overhovedet vide, at Emma ville komme gående her netop i dag? For naturligvis er det ikke et tilfælde. Emma scanner omgivelserne, der er ingen i nærheden. Hun har ikke tænkt sig at være alene med Madeleine.

“Jeg har ikke noget at sige dig,” svarer Emma og begynder at gå.

Madeleine griber fat i hendes skulder. “Vent!”

“Slip mig.”

Emma gør sig fri.

“Vi står uden for politigården. Hvor vover du?”

Madeleine holder afværgende håndfladerne op.

“Hvad vil du?” spørger Emma, da hun indser, at kvinden over for hende ser mere ked ud af det end egentlig fjendtlig.

“Undskyld,” siger Madeleine.

Emma ved ikke helt, hvad hun hentyder til. Mener hun trusselsbrevene til Nyhlén, som senere også blev rettet mod hend og endte i Ines’ rygsæk? Jeg kan finde dig til hver en tid. Emma er sikker på, at Madeleine stod bag det, for Nyhlén genkendte håndskriften. Eller beder hun om forladelse for sin kørsel? Det er lige meget. Hun vil ikke have noget at gøre med det menneske.

“Kærlighed kan få én til at gøre mærkelige ting,” siger Madeleine dæmpet. “Du er heldig, at du har Thomas.”

Emma ryster på hovedet. Der ligger en afstandstagen i at kalde ham Thomas. Alle kalder ham Nyhlén, selv Madeleine. Betyder det, at hun endelig er kommet sig over ham? Madeleines ubesvarede kærlighed til Nyhlén gik over gevind og ramte også Emma. Hun studerer kvinden foran sig. Der findes kun én måde at slippe af med hende på for altid. At sige det, som det er.

“Havde,” siger Emma. “Vi er ikke sammen længere.”

Så vender hun sig om og går. Nu vil hun ikke lade sig opholde længere. Hun ser ud af øjenkrogen, hvordan træernes grene kaster skygge det sted, hvor Madeleine står og stirrer efter hende. Gudskelov følger hun ikke efter Emma, men selv om afstanden mellem dem øges, slipper ubehaget hende ikke. Hvorfor fortalte hun, at det var forbi? Det rager ikke Madeleine. Emma når trappen og træder ind gennem den pompøse hovedindgang. Sikkerhedsvagten må være ny, for Emma genkender hende ikke. Hun ser på Emma som en fremmed, selv om det her er hendes andet hjem. Ikke engang da Emma legitimerer sig, forsvinder mistænksomheden. Vel inden for sikkerhedsdørene forsøger hun at lægge Madeleine bag sig. Forhåbentlig var det deres sidste møde. Nu har hun ikke længere grund til at kontakte Emma. Ikke når hun ved, at Nyhlén er single. Emma møder sit usminkede ansigt i elevatorspejlet, de grønbrune øjne, der er omgivet af det lyse, skulderlange hår, og spekulerer på, om det er en gave eller en straf at være smuk. Ulempen er, at fokus nemt bliver på det ydre, som om udseendet er det eneste, hun har at byde på. Men nogle gange er det en fordel at blive undervurderet. Da elevatordørene til sjette etage går op, er Emma indstillet på hårdt arbejde. Men først en kop kaffe. Det kedelige miljø forbindes med drabsefterforskninger og sene aftner. Duften af kaffe sidder i væggene. Ja, bortset fra dengang de havde problemer med afløbet, og der stank af lort i en uge, men det vil hun helst glemme. Emma går hen til kafferummet. Alt er, som det plejer, på den regionale efterforskningsafdeling i Stockholm, men samtidig ligner intet sig selv. Da hun forlod afdelingen i marts, var hun mor til et barn. Nu er hun mor til to.

Emma Sköld skænker i kaffekoppen, samtidig med at hendes chef Lars Lindberg kommer ind i rummet. De hilser på hinanden med et kram og slår sig ned ved bordet.

“Velkommen tilbage,” siger han. “Når du har sunket den første mundfuld kaffe, har jeg noget til dig.”

Lindberg har den samme brune fløjlsjakke på, som han plejer, alligevel er der noget ved hans udseende, som Emma ikke genkender. Er han ved at blive gammel?Hun smiler og smager på kaffen.

“Ny leverandør?”

“Nej, det er det samme gamle lort,” siger Lindberg, griner og retter på skjortekraven. “Smager det bittert?”

“Bare anderledes,” siger Emma.

Hun har savnet stationskaffen, men havde fortrængt, hvor grimt den smager.

“Hvordan går det med dig?”

“Jo tak, jeg skal ikke klage,” svarer han. “Men hvordan skal Nyhlén klare at gå hjemme?”

“Vi får se, men mon ikke det går.”

Så følger en kort tavshed. Småsnak er ikke noget for Emma, hun vil gerne hen til det væsentlige så hurtigt som muligt. Stolepolstringen, som hun har siddet på tusindvis af gange før, føles meget hårdere.

“Hvad er det for en sag, jeg skal i gang med?” spørger hun.

“Forsvundne Petter Lindh,” siger Lindberg. “Jeg har netop modtaget oplysninger om, at han er fundet død i en skov i Dalarne. Han kunne identificeres hurtigt, da han er et kendt ansigt.”

Nyhedsmorgens populære tv-vært. Respekteret og elsket af hele det svenske folk. Flot. Succesfuld. Charmerende. Dygtig. En svigermors drøm.

“Alt tyder på, at han blev dræbt.”

Sofie Sarenbrant (1978) er forfatter, fotograf og journalist. Hun debuterede som krimiforfatter i 2010 og blev straks af svensk presse udråbt til den nye krimidronning. Hun bor i Bromma med sin mand og deres to døtre. Hendes serie oom Emma Sköld har solgt over 2 millioner eksemplarer.

Læs også:

14 krimiforfattere, du kan møde på BogForum I weekenden fra d. 15.-17. november bliver Bella Centeret fyldt med skønnne bogfolk, og vi glæder os helt vildt – både til at se mange af [...]

En pige lægger sig på jernbaneskinnerne i Stockholmsforstaden Bromma og venter på toget. I en anden del af Sverige havner en mand i et dybt hul i skoven. Ingen af deres familiemedlemmer eller venner ved noget [...]

9 krimier til dit efterår. Efteråret er for alvor igang. Det giver lyst til lange sofasessioner under et tæppe udstyret med gode bøger og varme drikke. Her er 9 uhyggeligt gode krimier, som [...]

Tør du stadig tage på ferie i Sverige? Her er 5 svenske krimier, der måske vil få dig til at genoverveje det... Sverige er verdens farligste land. I hvert fald hvis man skal [...]

9 krimiserier, du kan blive opslugt af i sommerferien Sommerferien er læsetid, men det kan være svært at overskue, hvor man skal begynde. For at gøre det lidt lettere for dig at finde [...]

En djævel i den lyse nat - hvem myrdede Stine Geisler? En kok gør et uhyggeligt fund. I kælderen under et københavnsk spisested ligger liget af en 18-årig pige. Bundet, pint og kvalt [...]