Uhyggelig og stemningsfyldt julekrimi af Camilla Läckberg

Der er knap en uge til jul, og Martin Molin fra Tanumshede politistation er på vej til familiesammenkomst med sin kæreste – og han er ikke udelt begejstret. På øen Valön ud for Fjällbackas kyst er samtlige familien Liljecronas medlemmer samlet på initiativ fra familiens patriarkalske overhoved, Ruben, der med jernhånd styrer sin familie. En snestorm bryder løs, kapper forbindelsen til fastlandet, og familien er isoleret. Under julemiddagen falder et af familiens medlemmer pludselig om. Myrdet. Martin ved, som de øvrige middagsgæster, at en i familien må være den skyldige. Men hvem har motiv? Og koldblodighed nok?

Uddrag af MORD OG MANDELDUFT
Af Camilla Läckberg

Sneen hang i luften. Der var knap en uge til jul, og december havde allerede ført rekordmeget sne og kulde med sig. Isen havde ligget tyk i flere uger, men de seneste dages tøvejr havde gjort den tynd og upålidelig. Martin stod i stævnen af båden, der pløjede sig frem i den rende, som redningskrydseren havde lavet i isen ud til Valö. Han spekulerede på, hvad han egentlig lavede der, og om han virkelig havde truffet den rigtige beslutning. Men Lisette havde været så insisterende. Bønfaldet ham, hvis han skulle være helt ærlig. Familiesammenkomster var ikke hendes stærke side, havde hun sagt, og det ville være meget lettere at holde ud, hvis han var med. Problemet var bare, at et møde med familien antydede en seriøsitet i forholdet, som han i hvert fald ikke følte. Men sket var sket. Og sagt var sagt. Nu stod han her, på vej ud til den gamle børnekoloni på Valö for at tilbringe to dage sammen med hendes familie. Han vendte sig om. Fjällbacka var unægtelig uhørt smuk, især her om vinteren, hvor de små træhuse lå omgivet af alt det hvide. Måden det lille samfund var omsluttet af det grå fjeld på, gav det desuden en unik, æstetisk dramatik. Man burde måske flytte hertil fra Tanumshede, tænkte han et øjeblik, men grinede så ved sig selv. Så blev det den dag, han vandt i lotto.

“Kaster du trossen over?” råbte manden på kajen til ham, og Martin vågnede af sine tanker. Han bøjede sig ned og tog tovet, der lå fortil i båden. Da de kom tilstrækkelig tæt på, kastede han enden af tovet over rælingen, og manden fangede den elegant i luften og fortøjede båden. “Du er sidste mand. De andre er allerede kommet.”

Martin trådte forsigtigt ned på den glatte bådebro og tog imod den hånd, der blev rakt ham.

“Jeg havde noget at gøre færdig på stationen, inden jeg kunne tage afsted.”

“Ja, jeg hørte, at politimagten ville komme i weekenden. Føles jo trygt.”

Manden grinede og præsenterede sig så som Börje, ejer af pensionatet.

“Det er mig og min kone, der driver stedet. Så jeg er snedker, kok, butler og betroet tjener. Det hele.” Endnu en høj og skraldende latter.

Martin tog sin bagage og fulgte efter Börje op mod de lys, man kunne skimte mellem træerne. “Efter hvad jeg har hørt, har I gjort mirakler med den gamle koloni,” sagde han.

“Det har krævet en del arbejde,” sagde Börje stolt. “Og kapital. Det må jeg indrømme. Men nu er vi kommet pænt i orden. Vi havde faktisk fyldt op hele sommeren og et godt stykke ind i efteråret, konen og jeg. Og vores juleophold har også vist sig at blive en uventet succes.”

“Folk vil vel gerne lidt væk fra juletravlheden,” sagde Martin og forsøgte at lade være med at stønne for meget, mens de gik op ad bakken mod huset. Det var lidt pinligt. Han burde virkelig have bedre kondi end det her, både med tanke på hans alder og hans erhverv.

Han så op fra stien og blev et øjeblik helt benovet. De havde virkelig gjort mirakler med det gamle hus. Martin havde, som de fleste, der var vokset op på egnen, været på skoleudflugter eller lejr på Valö, og han huskede et smukt, men noget medtaget grønt hus placeret midt på en enorm græsplæne. Nu var det grønne erstattet af hvidt, og huset skinnede som en diamant. Det var blevet malet og sat i stand, og ud af vinduerne strømmede et varmt lys, der fik den hvide facade til at stråle. Foran trappen stod brændende fakler, og gennem et af vinduerne i stueetagen skimtede han et stort juletræ. Det var uhørt smukt, og han standsede op et øjeblik bare for at kigge.

“Ja, er det ikke pænt,” sagde Börje og standsede også op.

“Utroligt,” sagde Martin og mente, hvad han sagde.

De trådte ind ad hoveddøren og stampede sneen af skoene. “Sidste mand er ankommet!” buldrede Börjes stemme ude i hallen, og Martin kunne høre, hvordan nogen med hurtige skridt nærmede sig.

“Martin! Hvor er det dejligt, at du er kommet!” Lisette kastede sig om halsen på ham, og han fik igen en følelse af, at han nok ikke burde være der. Ganske vist var hun sød og køn. Men han begyndte at tro, at hun mente det mere alvorligt med deres forhold, end han gjorde. Selv om det var for sent at fortryde. Nu gjaldt det om at overleve weekenden.

“Kom!” Lisette tog ham i hånden og mere eller mindre trak ham med sig ind i det store rum til venstre. Ifølge Martins barndomsminder var det sovesalen, fyldt med køjesenge. Nu var det med sikker hånd forvandlet til en kombineret stue og bibliotek. Midt i rummet tronede det gigantiske juletræ, pyntet efter alle kunstens regler.

“Her er han!” tilkendegav Lisette triumferende. Hendes familie stirrede på Martin. Han bekæmpede trangen til at trække ud i skjortekraven og vinkede i stedet lidt åndssvagt. Et puf i siden fra Lisette fik ham til at indse, at der nok forventedes lidt mere af ham, og han begyndte metodisk at arbejde sig igennem rummet fra venstre mod højre. Lisette gik ved siden af ham og fortalte ham med tydelig stemme, hvem han gav hånd til.

“Det her er min far Harald.” En høj mand med et stort, viltert hår og lige så viltert overskæg rejste sig op og pumpede frenetisk hans hånd.

“Og det er min mor Britten.”

“Jeg hedder egentlig Britt-Marie, men ingen har kaldt mig andet end Britten, siden jeg var fem år.” Lisettes mor rejste sig også, og Martin blev slået af, hvor meget mor og datter lignede hinanden. Samme nydelige figur, samme nøddebrune øjne og mørke hår, selv om Brittens havde en del grå stænk.

“Hvor hyggeligt endelig at møde dig,” sagde Lisettes mor, da hun satte sig ned. Martin mumlede noget lignende til svar og håbede, at den hvide løgn ikke var alt for åbenlys.

“Og her har vi onkel Gustav,” sagde Lisette. Det var tydeligt, at den mindre og mere vindtørre version af faren ikke var en af hendes yndlingsslægtninge.

“Glæder mig at møde dig,” sagde Gustav Liljecrona afmålt og bukkede endda let. Martin spekulerede på, om det forventedes af ham, at han gengældte bukket, men bestemte sig for at svare med et let nik. Gustavs kone, som var næste mand – eller kvinde – i rækken, vakte heller ingen varmere følelser hos Lisette efter tonefaldet at dømme.

“Min tante, Vivi.”

Martin fik en tør, rynket hånd i sin. En hånd, der stod i skarp kontrast til hendes ansigt, som var så fri fra rynker, at huden virkede lige så spændt som skindet på en tromme. Han var overbevist om, at han ville få sporene efter adskillige kirurgiske indgreb at se, hvis han kiggede bag hendes ører, men det lykkedes ham med besvær at afholde sig fra at gøre det.

Åbenbart var der mere familiekærlighed mellem Lisette og den mand, som sad ved siden af tante Vivi, for “min fætter Bernard” sagde hun med både varme og glæde i stemmen. Men selv følte Martin en instinktiv modvilje mod den elegant klædte mand i trediverne. Håret var slikket tilbage i en frisure, som af uransagelige årsager var så populær i finanskredse.

“Nå, så det er Lisettes politimand …,” sagde han på drævende stockholmsk, og selv om udsagnet i sig selv var både korrekt og højst uskyldigt, anede Martin, at noget andet lurede bag det non-chalante tonefald. Noget nedsættende, som han ikke rigtig kunne sætte fingeren på.

“Ja, netop,” svarede han kort og flyttede blikket til pigen ved fætter Bernards side.

“Bernards søster, Miranda,” sufflerede Lisette, og det gibbede i Martin, da han tog den udstrakte hånd. Kusine Miranda var slående smuk. Omkring femogtyve, med samme kulsorte hår som sin bror, men længere, og med utroligt blå øjne, som nu var rettet mod ham. Martin mærkede, hvordan han et øjeblik mistede koncentrationen. En let rømmen fra Lisette fik ham til at indse, at han formentlig havde holdt kusinens hånd en anelse for længe, og han slap den, som havde han brændt sig.

“Min bror, Mattias. Men han bliver bare kaldt Matte,” sagde Lisette med istappestemme, og Martin skyndte sig at flytte fokus til Lisettes ældre bror. Broren havde et åbent og venligt ansigt og rystede entusiastisk Martins hånd.

“Jeg har hørt så meget om dig! Lisette har ikke talt om andet end dig siden i sommer. Enormt hyggeligt endelig at møde dig!”

Der blev en dramatisk pause, og så sagde Lisette:

“Sidst, men ikke mindst – farfar Ruben!”

Martin stod nu foran en ældre mand i kørestol. Ruben havde lånt træk til begge sine sønner, men selv var han krøbet til barnestørrelse og sad i sin kørestol med et ternet tæppe over benene. Håndtrykket var på trods af det overraskende fast, og blikket var livligt.

“Sååå, dette er den unge mand,” sagde han med et skælmsk smil, og Martin følte sig som en skoledreng foran rektor. Der var noget uhyre imponerende over den gamle mand, og Martin kendte jo til hans historie. At han var født fattigere end en kirkerotte, men ud af ingenting havde opbygget et imperium, som i dag omsatte for milliarder verden over. Jo, den historie kunne de fleste svenskere.

“Så er maden serveret!” lød en kvindestemme fra døråbningen, og alles blikke blev vendt mod den. En kvinde i gammeldags hvidt forklæde stod i døren og pegede ind i spisesalen. Martin gik ud fra, at det var Börjes kone. “Ja, nu skal det virkelig gøre godt med lidt mad,” sagde Harald Liljecrona og begav sig som den første hen mod det dækkede bord. De øvrige fulgte i samlet trop, men først kunne Martin få lov at more sig over en scene, hvor flere af familiemedlemmerne kastede sig hen mod Rubens kørestol i kamp om at komme først. Lisette, der stod nærmest, gik sejrrigt ud af striden, og hun kastede et triumferende blik hen mod tante Vivi. Åbenbart foregik der her ting, som Martin ikke var indviet i. Han sukkede endnu en gang lavt. Det ville blive en meget, meget lang weekend.

Lisette mærkede de andres blikke i ryggen, da hun rullede farfar Ruben hen mod spisesalen. Triumfen fik kinderne til at gløde, og hun håbede, at denne sejr var en indikation af, hvem der ville vinde det store slag. Dét om hendes farfars penge. Nogle gange gøs hun ved tanken om, hvor mange penge der en dag kunne blive hendes. Det drejede sig ikke bare om millioner, men milliarder. Det gjaldt bare om at holde sig gode venner med den gamle og håbe, at de andre gjorde sig upopulære en efter en. Hvilket ikke var helt urealistisk. Hun vidste med sikkerhed, at både hendes far og onkel var på vej til at brænde deres skibe; de ville ikke være de største forhindringer på vejen. Heller ikke Bernard og Miranda for den sags skyld. Nej, hendes værste konkurrent til arven var Matte. For øjeblikket var hun nødt til at indrømme, at han var en større favorit hos hendes farfar end hun selv. Men hun var sikker på, at det var midlertidigt. Hvis hun bare ventede, ville Matte nok også vise en svaghed, som hun kunne udnytte.

“Åh, undskyld!” Hun var lige ved at køre ind i Martins skinneben og stoppede for at slippe ham forbi. Et øjeblik spekulerede hun på, om det nu også var så gennemtænkt at tage ham med. Men hun havde været så forhippet på at vise sin farfar, at hun var blevet voksen og moden, og en fast kæreste, der desuden var politimand, passede godt ind i billedet. Men hun kunne godt have ønsket sig, at han ikke havde virket så klodset, da han præsenterede sig. Det havde været nok at kaste et blik på Bernard for at se, hvad han mente om Martin, og hun spekulerede på, om alle havde tænkt det samme. Vel var Martin sød og tiltalende, men det var tydeligt, at han ikke var nogen verdensmand. Men nu måtte hun fortsætte med legen og simpelthen komme igennem weekenden. Hun kørte sin farfar ind i spisesalen.

Synet af al den mad, der var dækket op med langs hele den ene langvæg, var overvældende. Bordet bugnede af gode sager: skinke, flæskerullepølse, sildesalat, marineret sild, frikadeller, små pølser og så videre i det uendelige. Der var alt, hvad man kunne ønske sig på et julebord, og Martin hørte forlegent, hvordan hans mave knurrede højlydt.

“Drengen er vist lidt sulten,” grinede Harald og dunkede Martin i ryggen.

“Ja, det skal gøre godt med en bid brød,” svarede han og smilede anstrengt. Han håbede ved gud, at Lisettes far ikke ville gøre det til en vane at omtale ham som drengen og dunke ham i ryggen.

Et øjeblik senere havde alle fyldt tallerknerne og sat sig ved det smukt opdækkede spisebord. Uden for vinduet var det stille snevejr slået over i noget, som snarere lignede storm. Börje gik rundt om bordet og hældte snaps i glassene. Han så bekymret ud.

“Det ser ikke godt ud det her. Ifølge vejrudsigten bliver det rigtigt uvejr. Det kan blive svært at komme til fastlandet, hvis der bliver behov for det,” sagde han og nikkede ud mod snevejret. “Vi skal nok klare os,” sagde Ruben med sin tørre gammelmandsstemme. “Vi skal jo ikke noget før på søndag, og det ser ikke ud, som om vi kommer til at sulte ihjel.”

Alle grinede ad hans kommentar. Lidt for højt og lidt for hjerteligt. En misfornøjet rynke viste sig mellem Rubens buskede øjenbryn; formentlig var han godt træt af spytslikkeriet. Et kort øjeblik mødtes deres blikke, og Martin indså, at den gamle vidste præcis, hvad han tænkte. Han slog blikket ned og koncentrerede sig om at lægge en klat sennep på en af de små pølser.

“Nå, Bernard,” sagde Ruben og rettede opmærksomheden mod sit ene barnebarn. “Hvordan går det egentlig med firmaet?Der går en del rygter på børsen.”

Der opstod et øjebliks trykkende tavshed, før Bernard svarede: “Kun ondsindede rygter. Firmaet går bedre end nogensinde.” “Jaså, det er ikke, hvad jeg har hørt,” sagde Ruben mildt. “Og mine kilder er jo … som du ved … at betragte som højst pålidelige.”

“Ikke et ondt ord om dine kilder, farfar Ruben, men jeg kunne tænke mig, at det drejer sig om personer, der ikke ligefrem opererer i fronten længere. Så hvad de skulle kunne vide om …”

Et skarpt blik fra Vivi fik Bernard til at tie. Med en anelse spagere stemme sagde han: “Ja, jeg kan bare sige, at dine kilder tager fejl. Vi kommer til at fremlægge gode tal ved årsregnskabet.”

“Og hvad med dig, Miranda. Hvordan går det med dit designfirma?” Rubens blik var lige så gennemtrængende som røntgenstråler, og Miranda vred sig i stolen, da hun svarede:

“Nja, vi har været lidt uheldige. En del ordrer er blevet afbestilt i sidste øjeblik, og vi har måttet lave en hel del arbejde gratis for at skaffe referencekunder, og …”

Ruben holdt en benet hånd i vejret. “Tak, tak, det rækker. Jeg kan se billedet for mig. Der er med andre ord ikke så meget tilbage af den kapital, jeg investerede i firmaet?”

“Nja, farfar, jeg ville have talt med dig om det …” Hun snoede en lok af sit smukke, mørke hår omkring den ene finger og så indsmigrende på den gamle mand.

“Børnene er så dygtige og arbejder utrolig hårdt. Ja, Gustav og jeg ser dem næsten ikke derhjemme for tiden, de bare arbejder og arbejder og arbejder …” Vivi forsøgte at redde situationen og sludrede løs, mens hun nervøst pillede ved sin perlekæde.

Nu begyndte pølsebidderne at vokse i munden på Martin. Middagen havde taget en ubehagelig vending, og han søgte Lisettes blik. Men hun sad, ligesom de andre familiemedlemmer, i spændt forventning og iagttog ordvekslingen.

“Nogen planer om snart at begynde at arbejde, Lisette?” Lisettes mund lukkede sig hurtigt, da hendes farfar pludselig fokuserede på hende.

“Jeg … jeg … læser jo,” stammede hun nervøst og syntes at krympe i stolen.

“Ja, jeg ved godt, at du studerer,” sagde Ruben tørt. “Det er mig, der har finansieret dine studier. I otte år. Jeg spekulerer bare på, om det ikke er på tide at omsætte en del af al denne viden i praksis?” Tonefaldet var stadig bedragerisk venligt, men Lisette kiggede skræmt ned i skødet, da hun mumlede: “Jo, farfar.” Han fnøs og så endelig på sine sønner.

“Lidt problemer på arbejdet har jeg hørt.”

Martins trænede øje så, hvordan Harald og Gustav udvekslede et hurtigt øjekast. Det var en lynhurtig ordløs udveksling, men i den nåede Martin at læse både had og angst.

“Hvad har far nu hørt?” sagde Harald endelig og lod spørgsmålet akkompagneres af et muntert, men overfladisk smil. Det, der forrådte hans virkelige følelser, var hænderne, der manisk rev en serviet i bittesmå stykker, mens han talte. “Det hele kører, som det plejer. Business as usual, du ved. Præcis som i din tid.”

“Min tid,” fnøs Ruben. “Du ved udmærket godt, at ’min tid’ ikke ligger mere end to år tilbage. Du får det til at lyde, som om det er hundrede år siden, at jeg stod ved roret. Og havde jeg ikke fået de der …,” han ledte efter det rette ord, “… helbredsproblemer, så havde jeg stadig stået der. Men jeg har stadig mine kilder i firmaet. Og jeg har hørt ting, som er meget bekymrende.” Han truede med fingeren og flyttede blikket mellem Harald og Gustav.

Efter et appellerende sideblik fra Harald rømmede Gustav sig og tog ordet. “Som Harald sagde, er alt, som det skal være. Jeg forstår ikke, hvad du kan have hørt …”

Ruben fnøs igen, og spyttet stod til alle sider, da han udbrød: “Hvor er I dog en sørgelig forsamling! I har hængt i mine seler hele livet, levet af mine penge og bare forventet at få stukket en guldske i munden, så snart I åbner den! Og jeg har mod bedre vidende givet jer utallige chancer, postet endnu flere penge i jeres virksomheder og ladet jer,” han nikkede mod sine sønner, “lede firmaet efter mig, fordi jeg så gerne ville lade det gå i arv i familien.

Men I har alle sammen svigtet mig! I har formøblet og spenderet og ødslet med det, jeg har givet jer. Og nu kan det være nok!”

Ruben slog næven i bordet, og alle for sammen. Martin havde instinktivt lyst til at flygte fra den mildest talt ubehagelige situation, som han var havnet i. Men samtidig havde han det, som når man kører forbi en trafikulykke. Man kan ikke lade være med at kigge.

“Jeg gør jer arveløse hele bundet, bare så I ved det! Testamentet er skrevet, underskrevet og bevidnet, og I får kun det, som jeg ifølge loven er nødt til at give jer. Forskellige udvalgte velgørende organisationer vil prise sig lykkelige for den dag, jeg dratter af pinden, for de får resten!”

Hele familien stirrede på manden i kørestolen. Det var, som om nogen havde trykket på en knap og fastfrosset billedet, for alle sad bomstille. Ikke en lyd var der at høre i salen, bortset fra Rubens hvæsende åndedrag og stormen, der nu brølede som et vildt dyr uden for vinduet.

Udbruddet måtte have gjort ham tørstig, for Ruben løftede sit vandglas med rystende hånd og drak grådigt hele glasset. Der var stadig ingen, som sagde noget, og ingen bevægede sig. Ruben stillede glasset ned, og det så ud, som om gassen langsomt gik ud af ham, som en punkteret ballon.

En let dirren i ansigtet var det første forvarsel om, at noget ikke var, som det skulle være, efterfulgt af en diskret trækning i ansigtets højre side, der siden forplantede sig til den venstre. Derefter begyndte der at gå trækninger igennem hele kroppen. Først næsten umærkeligt og så i stadig voldsommere spasmer. En guttural lyd trængte op nede fra struben, og hele den lille tørre krop rystede i stolen. Nu begyndte de andre at reagere.

“Farfar!” skreg Lisette og kastede sig hen imod ham. Selv Bernard kom hurtigt på benene, men begge blev rådvildt stående, usikre på hvad de skulle gøre. Bernard forsøgte at holde fast i Rubens magre skuldre, men rystelserne var så kraftige, at det ikke kunne lade sig gøre at holde imod.

“Han dør, han dør!” skreg Vivi og trak så hårdt i perlekæden, at tråden gik i stykker og en kaskade af perler fløj hen over gulvet.

“Men så gør dog noget!” råbte Britten og så sig hjælpeløst omkring.

Martin løb hen mod Ruben, men i samme øjeblik, som han nåede hen til den gamle mand, stoppede spasmerne brat, og Rubens hoved faldt med et uhyggeligt bump ned i bordet og tallerknen. Med tommel- og pegefingeren omkring Rubens tynde håndled forsøgte Martin at finde en puls, men blev efter et stykke tid nødt til at sige:

“Han er død. Jeg er ked af det.”

Et nyt skrig undslap Vivi, og hun famlede efter den halskæde, der ikke længere var der.

Fra køkkenet kom Börje og hans kone løbende, og Harald råbte til dem: “Ring efter en ambulance. Min far har fået et eller andet slags anfald. Vi må have noget hjælp herud!”

Börje rystede dystert på hovedet. “Desværre ser stormen ud til at have revet nogle telefonledninger ned. Jeg prøvede telefonen for et stykke tid siden. Den virker ikke.”

“Det havde alligevel ikke hjulpet noget, er jeg bange for,” sagde Martin og rejste sig op. “Han er som sagt allerede død.”

“Men hvad skete der?” snøftede Britten. “Fik han et hjerteanfald? Eller et slagtilfælde? Hvad var det, der skete?”

Martin havde først tænkt sig at trække på skuldrene for at vise, at han ikke vidste det. Men så mærkede han noget. Der var en lugt, som hang omkring den ældre mands plads … en lugt som han burde kunne genkende … Han lænede sig hen over Ruben, hvis ansigt stadig hvilede blandt sild og frikadeller, og snusede lidt mere ind. Jo, der var den. Svag, men markant. Lugten af mandel. Lugten af noget, som ikke burde være der. Han rakte ud efter det glas, som Ruben havde drukket af, og stak næsen derned. En tydelig lugt af bittermandel slog imod ham og bekræftede hans mistanke.

“Han er blevet myrdet.”

Hjertet slog hurtigt i brystet, da hun så på sin farfar Rubens isse. Han var så stille.

Miranda holdt hårdt fat i bordpladen og kunne ikke tage blikket fra den døde. Samtidig havde vreden efter raserianfaldet endnu ikke lagt sig, og hun måtte bekæmpe en lyst til at sparke ham over skinnebenet. At overfalde hende på den måde! Foran alle de andre. Ikke bare hendes egen familie, men også fætrene og hendes tante og onkel, som havde siddet der og betragtet hende som glubske ulve, parate til at flå resterne til sig efter at førerulven havde taget det, han ville have.

Hvorfor kunne han ikke have givet hende mere tid? Han om nogen burde vel vide, hvor lang tid det tager at bygge en virksomhed op fra grunden. De burde have kunnet løse det her, han havde jo alligevel så mange penge. Et par millioner til havde da ikke kunnet mærkes. Det var jo småpenge for ham. Og stakkels Bernard. Han havde heller ikke fortjent at blive hudflettet på den måde. Ham der havde arbejdet så hårdt og virkelig havde alle chancer for at få succes. Hvis han også bare havde fået lidt mere tid … Og penge.

Herregud! Tænk, hvis han allerede havde nået at ændre testamentet! Tanken slog Miranda med en sådan kraft, at hun måtte hive efter vejret. Neglene gravede sig endnu dybere ned i spisebordets træ, og hun mærkede tårerne trænge sig på i øjenkrogene. En frygtelig tanke slog ned i hende. Tænk, hvis farfar Ruben allerede havde gjort alvor af sin trussel. Han havde måske kontaktet en advokat og fået foretaget alle ændringerne allerede inden denne weekend. Ja, sådan forholdt det sig selvfølgelig. Så snu og ondskabsfuld var den gamle djævel, det var hun helt sikker på. Han ville bare have fornøjelsen af at se dem krybe for sig og skabe sig, inden han leverede nådestødet.

Af det, han ifølge loven var tvunget til at give dem, efter at han havde trukket det fra, som de allerede havde fået, ville der kun være smuler tilbage til dem alle. Kunne de endda risikere at ende med gæld? Hun der allerede var gældsat til op over begge ører! Miranda mærkede, hvordan luften blev stadig sværere at indånde. Hun skulede rasende til den myrdede i hans kørestol.

MORD MED MANDELDUFT OG MERE rummer tre noveller og en kort julekrimi om familielivet, der leves bag facaden i Fjällbacka. Historier, der både fortæller om nye og kendte karakterer fra Camilla Läckbergs serie af kriminalromaner og politibetjenten Patrick Hedström og forfatteren Erica Falck.
Svenske Camilla Läckberg er en af Europas allermest læste krimiforfattere. Byen Fjällbacka, i 2018 med et indbyggertal på omkring de tusind, er centrum for Läckbergs internationalt berømte serie om forfatteren Erica Falck og hendes mand, politibetjenten Patrick Hedström.

Læs også:

I PERLEJUL viser perledronningen ANJA TAKACS vej ind i et fortryllende perleunivers, denne gang fuld af de fineste juleting, som børn og barnlige sjæle kan glæde sig over at lave. Pynt juletræet og hele [...]

JUL PÅ BORGEN VI byder på tolv personlige fortællinger om det, de fleste af os samles om hvert år: julen og dens traditioner. Medlemmer af Folketinget samt dets direktør fortæller om barndommens uspolerede juleglæde, [...]

Opskrift på juleentutiasten, Sarah Skarums vaniliekranse Sarah Skarum: "Der findes to skoler inden for vaniliekransbagning: Dem, der bager med få mandler, og dem, der bager med mange. Ja, faktisk findes der tre, for [...]

Uhyggelig og stemningsfyldt julekrimi af Camilla Läckberg Der er knap en uge til jul, og Martin Molin fra Tanumshede politistation er på vej til familiesammenkomst med sin kæreste – og han er ikke [...]

14 krimiforfattere, du kan møde på BogForum I weekenden fra d. 15.-17. november bliver Bella Centeret fyldt med skønnne bogfolk, og vi glæder os helt vildt – både til at se mange af [...]

En pige lægger sig på jernbaneskinnerne i Stockholmsforstaden Bromma og venter på toget. I en anden del af Sverige havner en mand i et dybt hul i skoven. Ingen af deres familiemedlemmer eller venner ved noget [...]