Fra SE FREM af Tor Nørretranders

Forord

Havet lå helt roligt i mørket, kun lette dønninger bølgede på Øresund. Jeg lå flydende med armene strakt ud til siden, vuggende i havoverfladen under en tindrende klar september-stjernehimmel. Det var efteråret 2016, midtimellem folkeafstemningen om Brexit og valget af Trump.

Hvad er egentlig vigtigt, spurgte jeg mig selv. Hvorfor overhovedet arbejde på en bog om erkendelsesteori og etik i en tid, hvor alting synes at gå i opløsning?

En stemning af uro og bange historiske anelser skyllede gennem Europa og USA. Redelighed og sandhed syntes på retræte, så hvorfor overvejelser om 1700-tallets store filosof Immanuel Kants tanker om moral og sammenhængskraft i civilsamfundet? Er der ikke noget andet der haster mere?

Kroppen var i hvile og sindet i ro, men vandtemperaturen tillod ikke et langt ræsonnement. Et dusin raske dybe åndedrag med små korte meditationsøvelser var alt det kunne blive til under et havbad på en efterårsaften. En kort forsvinden ind i nærvær.

Svaret stod med et umærkeligt snuptag helt klart i sindet, da jeg afsluttede åndedrætssekvensen: ”Vær ikke bange!”

Vær ikke bange. Det er det, det går ud på: Vi skal ikke være bange, selv om den verden vi kender synes at skride ud og uroen breder sig.

Hvis nogen anfægter at der findes sandhed, skal vi tålmodigt redegøre for hvad vi kan mene med at tale om sandhed. Det er muligvis kompliceret, men det er også meget vigtigt. Hvis nogen anfægter retfærdighed, barmhjertighed, omsorg og værdien af at holde sammen, skal vi nænsomt genopfinde forklaringerne på hvor vigtigt det er i menneskelivet. Og hvis styringen af økonomien er på vej i afgrunden skal vi stilfærdigt skille skidt fra kanel i en forståelse af hvorfor økonomi virker, og økonomisk videnskab ikke gør.

Det var der selvfølgelig ikke – intellektuelt set – noget nyt i, men det er heller ikke det man har havbade og meditationer til. Det nye for mig var en følelsesmæssig afklaring, en vished om at det er opgaven: at opklare og afklare hvad vi kan fæste lid til, tro på og virke for – midt i en verden, hvor det ligner en opløsningstid mere end en oplysningstid.

LÆS OGSÅ: Det moderne Europa startede i en vanvittig brutal krig

Immanuel Kant var ikke bange. Slet ikke. Det var faktisk utroligt, at han turde gøre det han gjorde. En stilfærdig tysk filosof vovede i slutningen af 1700-tallet at tænke det hele helt forfra. Helt. Han turde tænke verdensrummets struktur frem. Han turde tænke sig til hjernens måde at fungere på og erkendelsens natur. Han turde tænke morallovene og samfundet forfra. Han turde fremtænke principperne for selvorganisering som det udfolder sig i kosmos, i sindet og i det levende: strukturer der skaber sig selv.

Men modigst af alt: Han ville have alle til at tænke selv. Han ville sprede modet til at man skulle bruge sin egen fornuft. Immanuel Kant turde opfordre os andre til også at turde.

Og han fik ret. Ret i det med verdensrummet. Ret i det med hjernen og erkendelsen. Ret i det med morallovene. Det viser den moderne astronomi, moderne neurobiologi og moderne spilteori.

Nu mangler vi bare at han også får ret i det med at opfordre os andre til selv at turde. At oplysningstiden kan blive til virkelighed igen. Det kan videnskaben ikke klare for os. Det må vi selv sørge for.

Oplysningstiden var det moderne borgerlige samfunds fødsel, ideen om at man kunne gøre sig fri af autoriteter og begynde at tænke selv. Hver og en. Kant skrev i en berømt artikel fra 1783: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed”. Det umyndige handlede om ikke at turde tænke selv. Det selvforskyldte handlede om at man jo ikke manglede evnerne, men kun modet til at bruge sin forstand uden andres ledelse.

”Dovenskab og fejhed er årsagerne til, at så stor en del af menneskene […] forbliver umyndige livet igennem,” skrev Kant: ”Det er så bekvemt at være umyndig. Hvis jeg har en bog, der har forstand for mig, en læge, der afgør diæten o.s.v., så behøver jeg jo ikke selv at ulejlige mig. Jeg behøver ikke at tænke, når jeg bare kan betale.”

Kants pointe var at vi skal tænke selv – og at vi skal tænke på hinanden, tænke på samfundet, ikke bare ud fra egne interesser og horisonter, men tænke selvstændigt på alles vegne. Dobbeltheden er enkel og elegant: Tænk selv, tænk på de andre.

Det var Kants opfordring, hans parole om nødvendigheden af en oplysningstid. Den var nødvendig. Den skabte håb og drømme.

Kants opfordring er skrevet bare seks år før den franske revolution og dens råb om frihed, lighed og broderskab. Europa og verden gennemgik en frigørelse fra adelens feudalisme, fra kongemagt, kirkemagt, herremænd og analfabetisme. Det lykkedes at skabe langt bedre samfund og flere århundreders udvikling frem mod demokrati og lige vilkår i samfundet.

LÆS OGSÅ: Da Mohamed havde afsløret, at jeg ikke skulle hjem til Danmark, flippede jeg selvfølgelig ud.

Den socialistiske idé i 1800-tallet videreudviklede drømmen om lighed. 1900-tallets velfærdsmodel skabte en sammensmeltning af økonomisk og demokratisk logik, fordi indsatsen for velfærd førte til velstand – med de nordiske lande som det smukkeste eksempel.

Globaliseringens internationale handel og utrolige informationsteknologiske infrastruktur bandt alle mennesker sammen, og for bare et kvart århundrede siden emmede verden af optimisme over en klode hvor murene faldt og nye verdener åbnede sig.

Men så kom opløsningen. Og nu er vi ved at være der igen: modet mangler, ingen tør tænke selv og ingen tør tænke på andre end sig selv.

Politik, forstået som offentlige og fælles drømme om et bedre samfund og en bedre verden, synes at forsvinde fra den fælles dagsorden. Samfundene forekommer opsplittede i økonomiske og åndelige ghettoer. Globaliseringens åbenhed er blevet til frygtsomhed. Uligheden vokser. Marginaliserede samfundsgrupper og kulturer bider fra sig. Den fælles samtale er på retræte, og Facebook-kulturen er nærmest blevet det modsatte af Kants forskrift: Ingen tænker længere selvstændigt, men liker bare løs på de andres tanker i ekkorummet; alle tænker på sig selv og den sidste badeferie. Klimaet … åh, nej, nu ikke igen, siger man.

Det er opløsningstid. Polerne smelter, og samfundene går midt over af ulighed og adskilthed. Vi tør ikke råbe op. Vi er bare sure på Trump. Og dem der ligner. Men det er ikke opskriften: Manden repræsenterer stemmer fra knap halvdelen af sin egen befolkning. Det er dybest set ikke ham der er problemet, men det forhold at folk ville stemme på ham. Der er et eller andet galt.

Alt det vi har holdt for fælles tavs viden i vores samfund – at sandhed, retfærdighed, lighed, ordentlighed og samarbejde er selvfølgelige goder, som kun kan vokse som tiden går, sådan per verdenshistorisk automatik – holder ikke længere stik. I hvert fald ikke automatisk.

Vi er nødt til at slås for det. Kæmpe for det. Ville det. Stå ved det. Ikke bare klage over at vi er ofre for de andres dumhed og ondskab, men turde stå frem og være forsvarere for det vi tror på og tale for det vi drømmer om. Vi skal ikke bare være objekter for det onde, men subjekter for det gode.

Vi skal have mod, ikke være bange.

Vi kan bruge Immanuel Kant som et spejl, for at se og forstå vores verden og vores verdensbillede i dag. Det handler ikke bare om mod og moral, men nok så meget om erkendelse, hvordan hele verden er skruet sammen, verdensrum og verdenspolitik, syn og syner, tingene i sig selv og tingene for os.

Ideen med denne bog er ikke at Kant havde svarene på alle vores spørgsmål i dag (selv om han havde de rigtige svar på forbløffende mange af de spørgsmål, man stillede sig på hans tid). Ideen er at Kants mod og ildhu er et eksempel på hvor vigtigt det er at tænke selv. Og hvor stort behovet er for at vi genskaber nysgerrighed og vovemod.

Tro, håb og kærlighed. Det er noget af det vigtigste i livet, på linje med tillid, hjælp og sociale relationer.

Det handler om at se fremad. Om at vente sig noget godt. At turde give uden at man ved man får igen. At turde tro på at det giver mening at give den en skalle.

Alt det vi værdsætter allermest er noget der handler om fremtiden, om det der er på vej, mere end det der er her lige nu og her. Troen er tilliden til at det går – og tro findes både i en religiøs og i en verdslig udgave. Håbet er viljen til at række ud efter noget, man ikke kan være sikker på at få. Kærligheden er at turde give og give og give bare fordi det føles godt, uden garanti for at der kommer lige så meget den anden vej.

Hvordan kan det være, at alle de ting der fylder vores liv med allermest mening og med en følelse af at det luner langt ind i knoglerne, handler om fremtiden, ikke om nuet? Ikke om tilfredstillelse og lystopfyldelse i øjeblikket, men i næste øjeblik?

Svaret er at hele vores sanseapparat, vores oplevelse af verden, vores oplevelse af os selv hele tiden handler om fremtiden, ikke om nutiden. Vi mærker verden ved at forestille os verden om et øjeblik, vi forudsiger og forventer verden. Den menneskelige væren består i en evig kiggen fremad.

Det handler om overlevelse. Et biologisk væsen overlever ikke ved at stirre sig blind på sin fortid eller sine smukke muskler. Overlevelse handler om at være i stand til at mobilisere præcis de ressourcer og kræfter, der skal til i den næste situation – hvad enten det er at samle bær eller stikke af fra en gal hund.

Vi forudser hele tiden, vi forestiller os fremtiden. Men det er ikke sådan vi spontant tænker på det, for vi oplever det som nutid, ikke som fremtid, selv om det er fremtid vi oplever. Vi tror at vores erkendelse, vores tænkning, vores følelser og vores intellektuelle forståelse er rettet mod fortiden, mod årsager, barndomstraumer, politiske traditioner og dårlige vaner. Vi forestiller os hele tiden fremtiden, men vi tænker på det som fortid eller nutid. Det er den store fejltagelse i den moderne, primært vestlige måde at forstå mennesker og verden på, vores verdensbillede.

Det er noget andet vi plejer at høre. Vi er vant til at tænke på, at det hele handler om hvad vi har bygget op – af karriere, formue, anseelse, familie, venskaber, fotoalbum. Men det er en illusion. For det hele handler om fremtiden.

Tag bare pengene. Man kigger på hvad man har sparet op eller bare har til rådighed på kontoen her sidst på måneden. Man ser på hvad man har på lommen. Penge er rare at have. Dem ved man hvad er. Men penge er kun interessante fordi de handler om fremtiden. Den slaskede pengeseddel i lommen eller det smukke indestående på bankkontoen bliver jo først til noget, vi kan bruge til noget, når vi skiller os af med dem igen. Først når mønten er omsat til flødeboller begynder den at smage af noget. Først når pensionen bliver udbetalt giver den livskvalitet. Jo, penge er rare at have, også som noget man bare tænker på – det er der livskvalitet i. Men det er fordi den behagelige tryghed ved at vide at man har pengene er det samme som at vide at man kan købe sig flødeboller i fremtiden. Men vi tingsliggør penge: Vi tror det er guldmønten der er noget værd, men det der er noget værd er guldmønten når vi har givet den væk og fået flødeboller i bytte. Penge er en tingsliggørelse, de er elementer i en bytteproces, som vi selvstændiggør og tillægger kraften fra alt det vi kan bytte os til.

LÆS OGSÅ: Kristian Leth om HÅB

Eller tag bare anseelsen. Det er dejligt at andre mennesker respekterer en. At de kan lide en. At de vil invitere en til middag og være med til at lege med bold med børnene i parken. At kolleger vil arbejde med en og hjælpe når man har behov. Men det betyder at anseelse er værd at have fordi det skaber en berettiget forventning om at man kan få andre mennesker engageret i ens eget liv. Anseelse er en forventning om gode situationer.

Det er tillid også – og naboskab, kollegialitet, familie, politikere man er stolte af (hvem husker ikke Obama og hans håb?). Kærlighed er at tro på den anden, håb er at tro på fremtiden, tro er at turde vente sig det gode, selv om man ikke har vished.

Fremtiden er det der gør os glade – forventningen, forestillingen, forudanelsen.

Alligevel handler det videnskabelige verdensbillede mest af alt om fortiden. Om årsager, om forløb, om forklaringer, om logiske udledninger, om regneregler. Vi har vænnet os til at tænke på verden som en samling af ting, der er opstået gennem en historie. Vi tænker ikke på verden som en strøm af begivenheder, der hele tiden er under udvikling og hele tiden ændrer sig. Og vi tænker ikke på vores forståelse af verden som en, der griber verden ved at forudsige den.

De seneste årtier har betydet en fuldkommen forandring af den videnskabelige forståelse af den menneskelige erkendelse, sansning og oplevelse. Vi sanser ikke verden ved at suge den til os og fordøje informationen til en forståelse, der afspejler verden. Vi sanser verden ved at forestille os den, hele tiden og løbende, indefra og med vores mentale kræfter, vores indre fantasimaskine som en fabelagtig drivkraft, der hele tiden forestiller sig verden. Sanserne modsiger måske vores forestillinger, underkender de fleste af dem, men de skaber dem ikke. Oplevelse er en kontrolleret hallucination, siger moderne neurovidenskab. Og kvantemekanik. Og socialvidenskab.

Det centrale begreb er prospektion, fremadskuen. Det er det modsatte af retrospektion, tilbageskuen.

Fremadskuen handler om at dagdrømme. Det gør vi hele tiden. Vi prøver hele tiden at forestille os hvad der kan ske. Både i de store linjer i livet, hvor vi glimtvis drømmer om at blive forenet med hver eneste ny popstjerne af modsat køn eller at blive hyldet på Rådhuspladsen efter sejren over tyskerne eller at få den der eftermiddagslur, vi sådan savner. Vi drømmer, vi dagdrømmer, også om negative ting. Og vi gør det hele tiden, også når vi ikke er bevidste om det. Er det rart? Er det rigtigt? Er det klogt?

Mikro-dagdrømme, kunne vi kalde dem, er grundlaget for vores valg – hele tiden, bevidst eller ikkebevidst.

Vi oplever enhver situation ved at forestille os et spektrum af muligheder. Der kan ske det og det. Jeg kan gøre det og det. Jeg må vælge. Der er en lille ”temperatur”, et antal frihedsgrader, muligheder, jeg må vælge mellem. Det er deri min frihed består: Jeg må hele tiden vælge mellem forskellige veje at gå. Drømme om forskellige muligheder.

Men vi må så skelne: Der er muligheder, vi kan forestille os. Og der er valg vi kan træffe.

Ideen om prospektion, fremadskuen, består af to dele: Et fantasirum, der hele tiden dagdrømmer fremtider frem; En vælgende instans der beslutter hvilken fremtid man går efter.

Der er en vis frihed – et antal frihedsgrader – som man må vælge mellem.

Der skal altså to elementer til: en fantasimaskine og en vælger. Fantasimaskinen forestiller sig hele tiden fremtiden. Vælgeren vælger hvilken oplevelse man får eller hvilken handling man begår.

Stop lige en halv? Vil det sige at der hele tiden kører en fantasimaskine og en vælger inden i én? Enendeløs strøm af fremadskuen og udvælgelse? Hvordan skulle hjernen kunne klare det?

Ideen om at vores oplevede verden er en kontrolleret hallucination er virkelig vidtgående: Det hele er noget vi selv finder på, alt det vi oplever er en forestilling, som testes og kontrolleres ved mødet med fremtiden.

Vi skaber hele tiden et lille frihedsrum af mulige oplevelser og mulige handlinger, som vi så vælger mellem. Der er ikke frit valg, hverken i hvilke forestillinger vi kan skabe eller hvilke vi kan vælge. Det hele sker i tæt vekselvirkning med verden. Det er vekselvirkningen der er det virkelige, mens vores forestillinger og vores idé om os selv som vælgende og moralsk menneske er noget vi finder på, en fantasi.

Det lyder godt nok bøvlet. Og næsten umuligt at forestille sig: Skulle vi virkelig hele tiden, hvert eneste sekund, finde på hele showet?

Lad os se.

”Genkaldelse af fortiden (erindring) finder udelukkende sted med henblik på at gøre en forudsigelse af fremtiden mulig: Vi ser os omkring fra det nuværende ståsted med henblik på at beslutte os for noget eller for at være forberedt på noget,” skrev Immanuel Kant tilbage i 1796-1797.

August 2017

T.N.

Læs også:

2018-08-09T14:04:52+00:00