Af Christian Frost fra Gud er bare hund stavet bagfra

21. februar, 2007

TIDLIGERE PREMIERLØJTNANT Finn Ove Eriksen så på sit ur i mørket uden at kunne se andet end måneskinnet fra vinduet spejle sig i kransen om urskiven. Teoretisk set burde de selvlysende tal have lyst op, men det sagde sig selv, at det ikke fungerede. Ingenting fungerer, hvis ikke man får det til at fungere. Det var en læresætning, han havde hørt sig selv gentage mere end en gang.

I de sidste minutter af sit liv ville han derfor ikke vide, hvad klokken var. Hans indre ur sagde ham, at den var tre om natten, plus minus et kvarter. Forberedelserne havde taget længere tid, end han havde regnet med. Det tager sin tid at sige farvel til livet, som Marx Augustin sikkert ville have sagt dengang i 1679.

Eriksen havde altid holdt af historien om Augustin og fortalt den flere gange under sin tid som befalingsmand på Balkan til knægtene, der knap havde forladt puberteten og nu pludselig stod ansigt til ansigt med deres egen dødelighed. Når mørket faldt på, var det eneste, de så, de sorte opsvulmede lig, de havde passeret i løbet af dagen. Kvinder med spædbørn i favnen, der lå smidt i grøftekanten. Unge mænd og store drenge bagbundet og i intet andet end de møgbeskidte underbukser, de havde pisset i, før de blev skudt ned som hunde på halvanden meters afstand. Oldinge med udspilede øjne og indsunkne kinder, der lå med åbne munde, så man kunne se de tandløse gummer. Af og til havde der været sat ild til dem, hvilket sjældent var lykkedes, fordi der ikke var brugt tilstrækkelig med petroleum. Ahmici, Tuzla, Srebrenica, Markale – det var kun de massegrave og massakrer, som nåede nyhederne. Eriksen kunne på stående fod tilføje et par hundrede bynavne til den liste, der aldrig var nået ud til kakkelbordene i de varme stuer, hvor enhver massakre alligevel var glemt det øjeblik, der ikke var mere kaffe.

Hvis han havde lært én ting på Balkan, så var det, at de alle sammen var sindssyge, uanset om de var bosniere eller kroater, serbere eller slovenere, kristne eller muslimer. Krig er altid værst for dem, der endnu ikke har mistet troen på menneskeheden. Som de unge menige i starten af tyverne, der bildte sig ind, at de var mænd, fordi nogen havde bildt dem ind, at de nu var professionelle soldater.

Han sukkede for sig selv i mørket. Der var intet af det, de kunne se på film, som kunne forberede dem på krigens grusomme ligegyldighed. På et eller andet tidspunkt løb de tør for kvikke bemærkninger. Med stilheden kom frygten, med frygten kom fejltagelserne, og med fejltagelserne kom opløsningen af gruppen. Den, der kun tænker på at overleve, tænker først og fremmest på at redde sin egen røv.

“Kender I sangen om Augustin?” ville han sige, når de sad der i det begsorte nattemørke, indtil der var en, der ville nævne H.C. Andersen og eventyret om svinedrengen, hvilket var den version, alle kendte.

Ach, du lieber Augustin, alles ist weg, weg, weg

“H.C. Andersen?” ville han sige, mens han kiggede på dem, rystede let på hovedet og lod to fingre køre gennem det overskæg, som ingen befalingsmand kan klare sig uden. “Nej, nej, nej, det er ikke den rigtige historie om Augustin.”

Derefter ville han fortælle dem om Marx Augustin, der i 1679 turnerede rundt på Wiens værtshuse og underholdt med sin særlige galgenhumor og sin sækkepibe, mens byldepesten rasede udenfor, og ligene flød i gaderne. Augustins ukuelige humør gjorde, at han aldrig blev kaldt andet end Lieber Augustin, og hvor han end kom frem, kunne han være helt sikker på, at der ventede adskillige krus skummende øl. En aften endte han med at blive så døddrukken, at han faldt om på vejen hjem og blev liggende i rendestenen. Da ligvognen kom forbi, troede de naturligvis, at Augustin var død, og smed ham op i bunken af kadavere. De overvejede sikkert, om det var muligt at få noget for den sækkepibe, Augustin havde i favnen, men lod den nu alligevel være, da den jo nok også var fuld af pest. Ligvognen tømte de i en af de store massegrave uden for byen, og det var der, i bunken af lig, at Marx Augustin kom til sig selv næste morgen, ude af stand til at komme fri ved egen hjælp.

Her holdt Eriksen en pause, mens han stoppede sin pibe, indtil en af de menige mistede tålmodigheden.

“Jamen, hvad så, hr. Premierløjtnant?”

“Hvad så?” svarede han eftertænksomt med en røgsky fra den ene mundvig. “Ja, efter at den første panik ligesom var overstået, så tog Augustin en beslutning. Hvis han alligevel skulle dø, så ville han dø, som han havde levet. Derfor begyndte han at spille på sin sækkepibe, ja, så godt han kunne altså. Heldigvis var der nogen, som hørte ham – sikkert nogle gravrøvere på udkig efter det, som folkene med ligvognen måtte have overset. Under alle omstændigheder overlevede Augustin både at blive levende begravet og at tilbringe natten sammen med ofrene for byldepesten.”

“Jamen, hvad så med H.C. Andersen?” kom det, mens Eriksen med en vis tilfredshed kunne konstatere, at de var så opslugte af historien, at de for en stund havde glemt formaliteterne.

LÆS OGSÅ: “Er Alice her? Klarede hun den?”

“H.C. Andersen?” sagde han, mens han tog piben ud af munden og kastede et blik ned i gløderne. “Mjah, det er vist det, vi i forsvaret kalder et eventyr fra en selvpolerende bøssepoet!”

Den bemærkning resulterede altid i et godt grin fra hele gruppen. Som befalingsmand skal du i bund og grund kunne to ting. Du skal kunne få gruppen til at holde kæft, når du beder dem om det – og du skal være i stand til at få dem til at grine, når du prøver at være morsom. Ikke mindst på Balkan, hvor du hvert øjeblik risikerede at blive ramt af en snigskytte eller træde på en landmine.

Derefter ville Eriksen lære dem den sang, som Marx Augustin skrev, efter at han var blevet reddet op af massegraven. De tog den strofe for strofe, vers for vers, indtil de kunne synge den alle sammen.

O, du lieber Augustin, Augustin, Augustin
O, du lieber Augustin, alles ist hin

For den, der skal sige farvel til livet, er tvivlen uundgåelig. Men det øjeblik, han tænkte tanken, var det som en forløsning – som om en skygge forsvandt fra solen. Kunne han gøre det? Skulle han gøre det? At han kunne, var han aldrig i tvivl om. Eriksen ville ikke ligefrem være den første veteran, som havde valgt den vej. Det var en ting, de civile aldrig ville lære at forstå. En krig er ikke slut, når de stridende parter skilles, og freden bliver erklæret. En krig er først slut, når den ikke længere kræver ofre. Han havde tænkt på, hvordan han så ofte havde kaldt det kujonens udvej, men nu så han anderledes på det. Pludselig forstod han samuraiernes seppuku, det rituelle selvmord, der bragte æren tilbage til den, der var blevet vanæret – den, der var blevet besejret.

På den måde kom Eriksen til den uundgåelige konklusion, at han som officer ikke havde andet valg. Lidt efter lidt vænnede han sig til tanken og lærte endda at sætte pris på det privilegium, det var at kende slutningen på sin egen livshistorie. Det gav ham fornyet styrke, det var hans valg og ingen andres. Han mærkede, hvordan han genfandt den autoritet, han huskede fra Balkan. Det var, som om tidligere premierløjtnant F.O. Eriksen i døden fandt meningen med livet.

Geld ist weg, Mensch ist weg,
Alles hin, Augustin
O, du lieber Augustin,
Alles ist hin

Han nynnede sangen for sig selv i mørket.

Alles ist hin.

Alt er tabt.

Det var ironisk, men på mange måder havde Eriksen aldrig følt sig så levende, som mens han forberedte sig på døden. Frygten var forsvundet, akkurat som de flashbacks, hallucinationer og mareridt, der havde plaget ham så længe, han kunne huske. Siddende der i mørket mærkede han stadig irritationen over, at han ikke vidste, hvad klokken var. Så rystede han på hovedet over sig selv. Det var trods alt det sidste, han nogensinde ville blive irriteret over i hele sit liv. Hans fingre fandt det lille spænde på urremmen, åbnede det forsigtigt og lod uret glide af håndleddet. Han mærkede vægten af det for sidste gang, inden han lagde det fra sig på det lille bord ved siden af lænestolen, som han plejede, med urkassen hvilende på lænken i stål, og klokken 12 pegende stik nord. Han smilede for sig selv over de vaner, han holdt fast i til det sidste. Som den gallauniform, han havde iført sig, selv om den som alt andet ville blive pulveriseret. Alligevel havde det stor betydning. Tidligere premierløjtnant F.O. Eriksen ønskede at dø, som han havde levet, akkurat som Marx Augustin.

Rock ist weg, Stock is weg,
Augustin liegt om Dreck,
O, du lieber Augustin,
Alles ist hin

Det vanskelige havde nu ikke været ham selv. Det vanskelige havde været hende. Han var blevet gift med Britta for to år siden, selv om det stadig var, som om han ikke helt havde vænnet sig til tanken endnu. Krigen på Balkan havde været hans liv, så længe han kunne huske. Krigen var på en eller anden måde det første i hans liv, der gav mening. Hvor meget han end ville, kunne han ikke forlade den. Krigen ville ikke slippe ham. Han blev nødt til at tage tilbage, igen og igen, uden at han kunne forklare hvorfor. Det var, som om han ved at rejse hånede dem, der blev tilbage. Som når han stod over for et nedbrændt hus, hvor en far var blevet tvunget til at overvære sin søn blive henrettet, datteren voldtaget og konen brændt – ikke af soldaterne, men af den nabofamilie, de havde levet dør om dør med i generationer. Det var krigens enkle natur. Du kan være bøddel eller offer. Men du bliver nødt til at vælge.

Det forandrede noget i ham, selv om han troede, han kunne holde det på afstand. Han kunne ikke forlade krigen, før han havde forstået den, selv om han vidste, at krigen kan ingen begribe. Krigen er meningsløs, tåbelig – det mest meningsløse og tåbelige, mennesket kan præstere. Krig er forudsigelig og uundgåelig. Krig er frygtelig og fascinerende. Krigen gør dig afhængig. For krigen slipper dig aldrig. Han havde siddet tilbage med fornemmelsen af, at ingen havde brug for ham, ud over den krig, alle mente var slut, og som han derfor ikke kunne tage tilbage til. Til sidst havde han opgivet at finde en, der kunne fylde tomrummet i hans liv. Det var, indtil han traf Britta, den mest hjælpeløse kvinde, han nogensinde havde mødt.

På det tidspunkt var ensomheden ved at drive ham til vanvid. Hun ringede til ham på den telefon, der stort set aldrig ringede. At det var forkert nummer, det sagde næsten sig selv. Det var typisk Britta, som han senere skulle finde ud af. Hun skulle ringe til en advokat, han bad om hendes nummer, ringede til oplysningen og derefter til hende – computeren og internettet var endnu en af de ting, der blev opfundet, mens han var på Balkan, og som han derfor aldrig havde fået sat sig ind i. Hun var taknemmelig for hans hjælp. Han havde sagt, det ikke var noget at tale om, men givet hende sit nummer og fortalt hende, at hun altid kunne ringe, hvis der var noget, han kunne gøre. Han huskede den summende fornemmelse i kroppen, mens han havde tænkt, at han nok aldrig ville høre fra hende igen. Hun ringede næste dag, de faldt i snak. Det gik så let på en eller anden måde.

LÆS OGSÅ: Beskyt dem. Elsk dem. Dræb dem.

Hun havde fortalt om sin skilsmisse, der havde været en voldsom oplevelse.

“Ja, det tror fanden!” havde han udbrudt, da hun fortalte om, hvordan hendes mand var blevet fængslet for at have forgrebet sig på en elev på den skole, hvor han arbejdede. De aftalte at mødes på Hovedbanegården en uge senere.

“Jeg er lille og sort,” havde hun grinet, hvilket han ikke helt havde forstået. Han havde troet, hun mente, at hun ikke var særlig høj og klædt i sort.

Britta var ikke særlig høj, men hun var ikke klædt i sort, hun var …

Han smilede, da han huskede sin egen forvirring over, hvad han skulle kalde det. Han var ret sikker på, at man ikke sagde ‘neger’, men ‘afrikaner’ syntes at indikere, at der var tale om en person fra Afrika, hvilket naturligvis også var forkert, da hun, så vidt han lige havde været i stand til at huske, var født i Værløse.

“Jeg sagde jo, jeg var sort,” havde hun grinet.

“Ja,” havde han sagt. “Og jeg er vel nærmest lyserød!”

“Eller grøn!” havde Britta svaret, hvorefter det gik op for ham, at han var iklædt den uniform, der altid havde givet ham en vis tryghed.

Britta gav ham et formål med tilværelsen. Hun gav ham den familie, han aldrig havde haft, han betragtede snart hendes to sønner som sine egne, og de blev hans et og alt. Han tog orlov fra kasernen i Sønderborg og flyttede ind hos hende i Rødovre, hjalp hende med skilsmissen, Statsamtet og forældremyndigheden og fik styr på banken og bodelingen. De blev gift på rådhuset, bare de to og drengene. Han troede, det var løgn, da han så den bugnende opsparing, hvilket, så vidt han kunne forstå, var penge, hendes mand havde tjent som musiker – og som Britta af en eller anden grund, han aldrig helt havde forstået, var fast besluttet på skulle bruges til et hus i Humlebæk. Men det var en velsignelse, der blev til en forbandelse.

Det havde været så nemt, for pengene stod der jo bare. Jo, vel havde de levet lidt over evne, men det var jo til at forstå, deres situation taget i betragtning. Britta arbejdede ikke, det havde hun aldrig gjort, hun fik ikke engang kontanthjælp. Det eneste, forsvaret kunne tilbyde ham, var at blive udstationeret i den anden ende af landet, men han ville ikke sendes ad helvede til blot for at opdage, at der ikke var noget, når han kom tilbage. Han ville ikke miste alting endnu en gang. Han havde besluttet sig for at forlade forsvaret og starte i det civile som, ja, hvad som helst egentlig. Som officer havde han en lederuddannelse, hvis der blot var nogen, som var i stand til at forklare, hvordan han kunne anvende den i praksis. Indtil da var det nemmere at leve af opsparingen og lægge udbetalingen på det lille hus, de købte i Rønnede. Vel var det ikke Humlebæk, men det var en start.

Han havde aldrig spurgt hende direkte om pengene, for at spørge Britta om den slags var formålsløst. Desuden havde han nok at gøre med at dæmme op for de regninger, der blev ved med at ankomme i en lind strøm, uanset hvor meget han forsøgte at spare. Han kæmpede for at finde et job, et hvilket som helst job, men blev ved med at løbe panden mod en mur.

Så han besluttede sig for at investere. Det var en gammel soldaterkammerat, der kendte til det. En stensikker fidus, som han sagde. Eriksen havde startet forsigtigt og det var gået godt. 100.000 kroner var blevet til 131.000 kroner på kun fire måneder. Så satsede han mere og mere. Snart var den halve million, han havde investeret, godt på vej til at blive til en hel million. Han havde ikke sagt noget til Britta, men blot gået omkring og smilet for sig selv, mens han tænkte på den dag, han skulle vise hende det hus, de kunne købe i Humlebæk. Selvfølgelig ville hun spørge, hvordan han turde, og han ville forklare hende, at der var en risiko – der er altid en risiko, når man handler med aktier. Men han havde fuld tillid til de folk, han havde med at gøre. Selvfølgelig havde han set det efter i sømmene, og besøgt deres kontor i Vedbæk, hvor de kaldte ham hr. Eriksen. Churchill Invest hed det, hvilket havde en betryggende militær klang. Det vidnede om orden i sagerne, som han havde tænkt og smilet ved tanken om, at han sgu snart havde tjent mere på aktierne, end han nogensinde havde gjort ved at rende rundt og råbe ad de uduelige rekrutter på kasernen. Og han kunne jo altid komme ud af det igen, hvis det begyndte at gå den forkerte vej. Det var der ingen problemer i, det havde de selv fortalt ham.

Så kom brevene fra hendes eksmands advokat, men selv det kunne han klare. Det behøvede han ikke fortælle Britta. Jo, det var ærgerlige penge, hele hans gevinst faktisk, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Han huskede stadig det skæbnesvangre telefonopkald. Skammen og ydmygelsen havde været det værste. Næsten værre end at miste pengene.

“Det ser sgu’ ikke så godt ud, Finn,” havde de sagt, uden at han havde været i stand til at forstå, hvad de mente. “Ja, det har været nogle hårde måneder på aktiemarkedet – katastrofale, faktisk. Vi har jo forsøgt at sprede os, men finanskrisen, du ved …”

Hvordan kunne det hele være væk fra det ene øjeblik til det andet? Han havde spurgt igen og igen, men ikke fået noget svar – det kunne da ikke være rigtigt, havde han forsøgt. Der måtte da være noget, nogen kunne gøre? Men det var der ikke. Til sidst holdt de op med at tage telefonen, når han ringede. Derefter havde han forsøgt politiet, men de sagde, han skulle ringe til sin bank, som dog sendte ham tilbage til politiet igen. Og pludselig var det for sent. Pludselig var det tid til at betale tilbage. Stævningen fra advokaten, som han havde ladet blive i postkassen sammen med alle de andre breve, han heller ikke ønskede, hun skulle se. Den kvalmende fornemmelse af intet at kunne gøre. Deres liv blev som sand mellem hænderne på ham. Pludselig vidste han, at han ville miste både hende og drengene. Det var galt nok, at de var begyndt at se deres far igen. Samvær under opsyn kunne han til nød leve med, men at de ligefrem skulle overnatte – hans drenge – hos en forpulet pæderast?

Han hørte, hvordan de snakkede om deres far, som ikke var ham, som aldrig blev ham. Forstod de ingenting? Forstod de ikke alt det, han havde gjort for dem? Var han bare et stop på vejen, inden de forlod ham? Hvad skulle der blive af dem uden ham? Britta var så hjælpeløs som en fugleunge, der var faldet ud af reden i de fleste af livets spørgsmål, mens drengene ville være fanget hos deres far. Når den første gensynsglæde var overstået, var det kun et spørgsmål om tid, så …

Tanken gjorde ham syg og gav ham de migræneanfald, der efterlod ham hjælpeløs på gulvet, og som han frygtede ville ende med at tage livet af ham. Det var bedre, han tog dem med sig. Det var bedre for dem alle sammen, uanset hvor meget det smertede ham – uanset hvor forkert han vidste, det var. Han forsøgte at berolige sig selv med, at det var krigens pris, selv om han godt vidste, det ikke var rigtigt.

De lå i deres senge nu. Stefan havde spurgt, om han måtte sove hos sin storebror, da de kyssede godnat. Han havde puttet dynen om dem og set dem ligge der, side om side, mens Daniel havde kigget på ham, som om han var klar over, hvad der skulle ske.

“Godnat, fars drenge,” havde han sagt og tænkt på, hvordan han havde taget sig mod til hele dagen for at sige den sætning. Der var gået et sug igennem ham, da han sagde det, og han havde lyttet efter deres svar.

“Godnat, Finn,” havde de svaret, så han måtte gemme sig bag døren, så de ikke så de tårer, der var ved at flyde over bag hans øjenlåg.

Han havde ventet, indtil fjernsynet havde lullet Britta i søvn, hvorefter han havde vækket hende, som han plejede, og hun var gået ind i seng. Han følte, han elskede hende, selv om han aldrig havde været helt sikker på, hvad det med at elske nogen indebar.

LÆS OGSÅ: “Far tog dem. Far tog alt.”

Hun var den eneste, han havde fortalt om Balkan, og hun havde lyttet, selv om han følte sig overbevist om, at det mest var, fordi hun ikke ville risikere at såre ham. Brittas paratviden var ikke skæmmet af nogle pludselige toppe af nogen art. Hun levede i nuet som ingen anden, han nogensinde havde mødt. Det, der skete lige foran dig, det kunne du snakke med Britta om. Fortiden og fremtiden spillede ingen rolle. Hvis han havde forsøgt at forklare hende, at det var sidste gang – sidste gang for alting – ville hun sandsynligvis ikke have været i stand til at forstå, hvad han mente. Den impulsive måde, hun levede sit liv på, var både det, han holdt mest af ved hende, og det, han frygtede. Før eller siden måtte han vise hende brevet fra advokaten og forklare hende, at de blev nødt til at sælge huset. Før eller siden blev han nødt til at forklare hende, at der intet var tilbage – at han havde tabt det hele. Selvfølgelig ville hun forlade ham, hun og drengene. Selvfølgelig ville hun det.

Han var gået rundt i det mørke hus en sidste gang for at sikre sig, at alle var faldet til ro. Derefter havde han slukket strømmen på hovedafbryderen og hentet gasflaskerne i skuret. En burde egentlig være nok, men han havde taget fire for en sikkerheds skyld. Den svage hvæsende lyd af gassen var som en slange i et buskads. Han havde placeret en i stuen, en i gangen og en i Daniels værelse. Den, der skulle have stået i Stefans værelse, satte han i soveværelset ved siden af Britta, vel vidende, at hun sov ubegribelig tungt, når hun først var faldet i søvn.

Derefter havde han sat sig i mørket og ventet. Lugten af gas var tydelig nu. Han havde regnet med den kvalmende fornemmelse, da han skruede sikringen af granaten, en M/54 af den slags, ingen kaserne nogensinde har helt styr på, hvor mange de ligger inde med. I skødet lå den 9mm Heckler & Koch, som havde fulgt ham siden Balkan. Han tog en dyb indånding og mærkede pulsen dunke i tindingerne på den måde, der fortalte ham, at migrænen var på vej, hvilket han var taknemmelig over for første og eneste gang i sit liv.

Eriksen tog pistolen i hånden, afsikrede den og lagde den tilbage i skødet. Derefter tog han granaten, trak sikringen ud og lagde den på bordet. Granaten ville udløse gaseksplosionen, hvis mundingsflammen fra pistolen ikke var nok. Han tog pistolen op med en bestemt bevægelse og mærkede mundingens metal mod sin tinding. Hans åndedræt blev tungere. Det var, som om hans lunger hvæsede efter luft, skreg efter luft, mens fingeren på aftrækkeren dirrede, strittede imod, fortalte ham, at der var håb – at der altid var håb. Han mærkede sin venstre hånd række ud efter granaten i mørket, men fik i stedet fat i lænken til uret, så granaten røg på gulvet. Den landede med en lyd, der var som en eksplosion i mørket, og trillede hen ad gulvet, mens han forsøgte at rejse sig, selv om han vidste, at det var meningsløst.

*

Tidligere premierløjtnant F.O. Eriksen nåede aldrig at kaste sig ned i mørket efter granaten. Han omkom sandsynligvis øjeblikkeligt. Eksplosionen var så kraftig, at den fjernede samtlige vægge i huset. Den gigantiske ildkugle og trykbølgen, som fulgte efter, pulveriserede på en brøkdel af et sekund al mørtel mellem murstenene og blæste fragmenter flere hundrede meter væk i alle retninger. Det, der var tilbage af tagkonstruktionen, faldt ned i kælderen, hvor et glødende inferno, hvis midte var flere tusinde grader celsius, fortærede alt organisk materiale på få sekunder, mens et ildevarslende rødt skær bredte sig over nattehimlen.

Læs også:

2018-08-06T14:34:14+00:00