PIA OLSEN: Jeg kom for sent i gang med at få børn

»Det var ikke mit første valg at få Karla alene, det var plan B. Jeg ville gerne have haft en far til hende. Men når det ikke fungerede, er jeg dybt taknemmelig for, at det kunne lade sig gøre på anden måde.«

Uddrag af Mit liv som enestående
Af Camilla Lindemann

Pia Olsen, 51, kommer lige fra sit arbejde som yogalærer. Hun er løbet hen til min lejlighed, så hun er lidt forpustet, selvom hun er vant til trapper til fjerde sal. Før hun slukker mobilen, viser hun begejstret et billede af sin kønne datter Karla og derefter et af en lille hvid bomuldshund, som Karla har navngivet Kringle. Når Kringle har hvalpe, er der mere arbejde. Man fornemmer hurtigt, at Pia er en kvinde, der ikke stikker op for bollemælk. Karla kom til verden for 10 år siden med hjælp fra en donor. Pias mission er at være en god mor. Måske hænger det sammen med, at hun selv som teenager mistede kontakten til sin mor.

Pia voksede op i en kernefamilie med far, mor og børn i Hvidovre. Faren var snedker, moren gik hjemme. Forældrene havde det elendigt sammen, og der var mange skænderier. Så blev de skilt. Allerede dengang tænkte Pia, at et ægteskab kunne være anderledes. Hun drømte om noget andet, selvom det ikke var så konkret. Det blev en dramatisk skilsmisse. De voksne røg i totterne på hinanden, og det endte med, at Pia og hendes lillebror mistede kontakten til deres mor, der flyttede og fik en ny familie.

Hun valgte jer simpelthen fra?
Hun udtrykte det ikke på den måde, men hun gav slip på os. Det var en vild tid for hende, hun begyndte på en uddannelse som børnehavepædagog og fortalte, at hun havde malet med numsen på seminariet. For at bruge nogle fortærskede ord ville hun realisere sig selv, og i det regnestykke røg vi ud til højre. Hun ville gerne se os, men der skulle være meget plads til hende. Det er nok svært at stå midt i en grim skilsmisse og varetage sine børns ve og vel, når man også selv vil fylde.

Jeg var 13 år, da kontakten endeligt blev brudt. Min far var ikke bedre i den konflikt, ingen af dem var ordentlige forældre i den periode. Men da støvet lagde sig, var det ham, der samlede stumperne op.

Du var teenager, men havde ikke en mor at tale med – hvordan prægede det dig?
Det var en meget stor omvæltning. Min far var ikke god til at lave mad. Han havde arrangeret nogle herrefrokoster, så i begyndelsen serverede han kogt torsk og stegte sild i eddike, som børn absolut ikke spiser. Jeg manglede det feminine og det moderlige. Hvordan man bruger makeup fx, det måtte jeg se hos mine veninder og deres mødre. Det er stadig nyt for mig, for jeg har ikke fået det ind på den gængse måde. Jeg havde heller aldrig været med i køkkenet, så jeg kunne ikke lave de simpleste retter, da jeg flyttede hjemmefra.

Savnede du din mor?
Det kan lyde mærkeligt, men det gjorde jeg ikke. Min bror gjorde. Jeg var ikke specielt knyttet til hende.

Du blev ikke reservemor i hjemmet?
Jo, en slags. Vi deltog alle i husholdningen. Min far vidste ikke, hvordan man greb det an. Han stoppede en stor bunke tøj i maskinen og kogte det, for så måtte det være rent. Det var selvfølgelig misfarvet og for småt, da det kom ud. Så det var learning by doing og ét skridt ad gangen. Han havde nogle kærester indimellem, som løbende lærte ham om at føre hus. Nogle af dem var rigtig søde ved mig og min bror og passede på os. Da jeg var omkring 22-23 år, blev han gift med Kate, og de er sammen endnu. Kate er mormor for min datter.

Jeg fik dyrket den maskuline side mere end den feminine. Og det er kommet mig til gode mange gange. Når jeg kom hjem fra skole og fortalte min far, at nu havde Malene sagt sådan, og Helle mente det og det … var han helt blank og foreslog, at vi malede annekset. Det fik ikke særlig opmærksomhed, så jeg lærte at skøjte hen over pigefnidder. Jeg legede godt med drengene og har haft den store fornøjelse gennem livet at have gode mandevenner. Men jeg har også mange dejlige veninder.

Kontakt med mor igen

25 år efter min mor var flyttet, skrev hun, at hun havde fået cancer, og vi genoptog kontakten. Det skete, lige inden jeg blev gravid med Karla. Det var helt i orden, vi havde nogle hyggelige stunder i tre år, før hun døde. Men vi havde levet meget forskellige liv. Hun var blevet boende i Hvidovre, mens jeg havde rejst verden tynd. Hun anede ikke, hvem jeg var. Og hun forstod mig ikke. Der var noget meget velkendt ved hende, især hendes stemme, men alligevel var hun en fremmed. Det blev hun ved med at være, selv da jeg holdt hende i hånden på hendes dødsleje. 25 år er lang tid, og det var de år, da jeg blev dannet som person. Vi delte biologi og gener, men for mig var hun som en fjern slægtning.

Havde hun savnet jer?
Hun sagde, hun havde savnet os og tit tænkt på os.

Du var ikke bitter eller vred?
Man er nødt til at give slip på bitterhed og vrede. Hun kom fra en familie, hvor tingene ikke altid var foregået, som de skulle. Hun var ikke noget dårligt menneske, hun var bare ikke god til at være mor.

Mens du voksede op, forestillede du dig så, at du selv skulle have en familie?
Jeg drømte om at møde en mand og opleve den store kærlighed, der ville udmønte sig i, at vi fik børn sammen. Men sådan gik det ikke. Jeg havde nogle vilde unge år. Efter HF-eksamen arbejdede jeg et par år som tjener på en restaurant i København. En søndag eftermiddag blev fuldemandssnakken i baren for meget. Jeg kunne ikke se mig selv stå der om 10 år. Jeg havde papirer til RUC liggende, for jeg planlagde at søge ind på kvote to. På kort tid fik jeg dem udfyldt. Der skulle vedlægges et foto, så jeg fór ind på Hovedbanegården og fik taget et billede i en fotoboks. Jeg proppede det ned i kuverten og styrtede på postkontoret og sendte det hele. Jeg kom ind på RUC, hvor jeg læste historie og kommunikation. Jeg elskede at læse. Det var en pragtfuld tid. Flere gange under mit studie holdt jeg orlov. Jeg knoklede hele sommeren og tjente penge og rejste rundt i verden. Vendte tilbage til studiet og blev færdig, som cand.comm.

Hvad med mændene, drengene, fyrene?
Dem havde jeg mange af. Indimellem havde jeg faste kærester, men ikke nogen, jeg skulle have børn med. Heller ikke den engelske kæreste, jeg så nogle år. Jeg mødte nogle vildbasser, fordi jeg selv var lidt vild. Det var ikke mænd, der levede almindelige liv med pæne jobs. De drømte ikke om parcelhus i forstæderne, og det gjorde jeg ved gud heller ikke. Jeg var meget tidligt bevidst om, at min lykke ikke hang sammen med tryghed i et villakvarter. Jeg traf mænd, der ville bestige bjerge og krydse floder, de var meget festglade ligesom mig.

Færdig på RUC etablerede jeg et skrivefællesskab med nogle journalister. Jeg havde tidligere lavet dokumentarfilm, men det kunne jeg ikke leve af. I stedet begyndte jeg at skrive for forskellige blade. Jeg var 33 og blev alvorligt forelsket i en kollega. Han var smaddertalentfuld og god til alt det, som jeg prøvede at blive dygtig til. Vi levede for historierne, alt andet kom i anden række. Han var gift, men gik fra konen, og så skulle det være os. Troede jeg. Men det skulle det ikke, jeg var bare en transitionskvinde, for han ville videre.

Den kender jeg.
Jeg var hende, han skulle have det sjovt med, inden han skulle videre. Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg havde fortalt ham, at jeg ville have børn, og da jeg var 35, forventede jeg, at han ville sige det, hvis han ikke var enig. Fordi jeg ikke havde lange forhold bag mig, var jeg naiv. Da jeg blev 38, gik det ikke længere. Han drak for meget, og jeg ville ikke have børn med en, der drak.

Jeg trak forholdet alt for længe, men jeg havde svært ved at give slip på drømmen om kernefamilien. Hvis jeg ikke havde ham, hvem skulle jeg så få børn med? Jeg havde ingen lyst til at gå ud og finde den første den bedste. En bekendt foreslog, at jeg blev gravid med ham og så gjorde forholdet forbi. Men jeg ville ikke platte mig til et barn. Hvis jeg skulle være mor, skulle barnet vide med sikkerhed, at far også ville have det. Det var meget vigtigt for mig, fordi jeg i mange år levede med en mor, der var derude et sted. Den følelse, at hun ikke gad mig, ville jeg ikke genskabe hos et barn. Det skulle være det hele eller ikke noget. Jeg tog endda en fortrydelsespille, fordi jeg insisterede på, at han skulle kigge mig i øjnene og sige: Yes, vi gør det.

Så du gjorde forholdet endeligt forbi?
Jeg havde svært ved det. Jeg satsede på to heste. Jeg mødtes med ham, samtidig med at jeg undersøgte mulighederne for at blive insemineret på en klinik. Men endelig lykkedes det at slutte forholdet. Jeg var tæt på 40 og indså, at jeg ikke kunne nå at finde en anden mand at få børn med, inden det var for sent. Så jeg opgav drømmen om far, mor og barn. Gik op til min læge og sagde, at jeg ikke havde mødt manden i mit liv, men jeg kunne godt tænke mig at få et barn. ”Du har kysset en masse frøer, og der var ingen af dem, der blev til prinsen, og nu er det ved at være tid,” sagde han og skrev en henvisning til en speciallæge. På den tid kunne jeg få insemineringen betalt af det offentlige, fordi jeg ikke var fyldt 40.

Jeg fik en tid til behandling nogle måneder ud i fremtiden. Jeg havde brug for tilløb. Jeg boede på 4. sal i en lejlighed uden bad og med et meget gammelt køkken, så den skulle sættes totalt i stand. Derefter rejste jeg til New York med en ven og fyrede den max af i 10 dage. Så kom jeg hjem og blev gravid. Jeg fik ikke hormonbehandling, men blev gravid ved tredje insemination, hvilket var heldigt, for det plejer ikke at være så nemt, når man er 40.

Jeg valgte helt bevidst en lukket donor. Hvis man vælger en åben donor, har barnet lov at møde ham, når det er 18 år. Jeg tænkte, det ville virke forstyrrende at vide, der går en far rundt derude, som man kan møde, når man bliver 18. Han ville blive en person, og måske ville man overveje, om man lignede ham. Og hvad hvis jeg fik et barn, der glædede sig til at møde sin far. Måske ville hun træffe en mand, som på ingen måde var indstillet på at være far for hende. Hun var resultatet af en donation for længe siden. Han havde sikkert fået sin egen familie. Den situation, syntes jeg ikke, min datter skulle stå i.

Ved hun, at hun aldrig kan møde sin far?
Jeg har forklaret hende at hun har en donor, at det er en flink mand, som har valgt at hjælpe os, men vi kender ham ikke, og vi får aldrig at vide, hvem han er.

Er der noget ved hende, hvor du tænker, det må hun have fra faderen?
Jeg kan kun finde to ting. Hun har selskabsblære, og så kan hun få sure tæer. Jeg får aldrig sure tæer. Ellers ligner hun mig ekstremt meget, både psykisk og fysisk.

Kunne du vælge, om donor fx skulle være medicinstuderende eller tømrer, lys eller mørk?
Det kunne jeg muligvis. Der var en mappe, man kunne bladre i, men det gjorde jeg ikke. Jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad han lavede, han skulle bare være sund og rask. Og lægerne vælger altid en, der af udseende minder om moderen. De finder ikke en sort mand fra Zambia til en dansk kvinde. Jeg var fløjtende ligeglad med, om det blev en dreng eller pige, en rødhåret, en mørkhåret eller en blond.

Den dag, da der var to streger på graviditetstesten …
Pia får tårer i øjnene, så vi holder en lille pause.

Blev du panisk, glad eller begejstret?
De første gange, jeg blev insemineret, tænkte jeg, shit, hvad har jeg gjort? Men da det så ikke lykkedes, var jeg vildt skuffet. Da der var bingo i tredje forsøg, var jeg bare fyldt med taknemmelighed. Graviditeten gik godt, bortset fra at jeg fysisk havde det ad helvede til. Jeg havde lagt mit liv om fra at ryge 40 smøger om dagen, drikke fadøl til aftensmad og snuppe en hapsdog på vejen hjem til at stoppe med at ryge og kvitte alkohol fra den ene dag til den anden, for nu skulle jeg være gravid. Min krop var på en gigantisk rutsjetur. Jeg spiste mængder af kager, fordi jeg savnede cigaretterne, så jeg tog vildt meget på. Samtidig havde jeg konstant kvalme og kastede op det meste af graviditeten. Men jeg glædede mig. Jeg var SÅ taknemmelig.

Da graviditetstesten var positiv, vidste jeg, at nu var der ikke mere bullshit, nu havde jeg ansvaret for et lille væsen i maven. Jeg ønskede at skabe de allerbedste rammer for mig og barnet. Mit fokus var ikke på kvalmen, men på at tjene penge, for som freelancer havde jeg ikke barselorlov og ingen backup på økonomien. Jeg arbejdede fuldstændig som besat, blev fed og glædede mig over babyen, der bumlede rundt i maven. Selvfølgelig var der stunder, hvor jeg stod i badet og græd, mens jeg kørte hånden over maven og tænkte, hvor er det synd for dig, lille basse, at det kun er mig, der elsker dig så højt. Men der var en kæmpe kraft i mig og en vilje til at lægge fortiden bag mig. Efter at have brugt al min energi på mænd, arbejde og det mislykkede parforhold besluttede jeg, at nu handlede det om at få sat en reol op, få købt barneseng og tjene penge. Der var en kæmpe frihed i at træffe alle beslutningerne selv. Jeg havde fået superpower. Jeg brugte ikke tid på at passe et dårligt parforhold, jeg skulle heller ikke skaffe mig et nyt. Jeg byggede rede.

Efter mødet med min mor blev jeg klar over, at det ikke var en dyb relation. Men der var masser af tætte relationer i mit liv, og dem inddrog jeg. De blev vores vennefamilie. Anne, som var 14 år ældre end mig og min meget gode veninde, havde altid haft en storesøsterrolle, og hun var med til inseminationerne, til undersøgelserne, til skanninger, og hun var også med ved fødslen.

Da veerne blev svære, ringede jeg til hende. Jeg skulle aflevere et stort projekt til Center for Ungdomsforskning. Min chef var i telefonen, og jeg holdt pauser i samtalen, når jeg skulle puste under en ve. Men det lykkedes at få det hele af sted. Fødslen gik i gang, og så kom Anne. Jeg savnede ikke en mand på det tidspunkt. Jeg var forbi det. Det lyder måske mærkeligt, men det var jeg. Min datter ville ikke ud, så jeg fødte ved kejsersnit. Den første nat sov Anne på hospitalet, men næste aften tog hun hjem. Hun havde knap forladt os, før jeg stortudende ringede og bad hende komme tilbage, jeg kunne ikke klare at være alene endnu.

I en boble af kærlighed

Det var en fantastisk tid. Jeg havde fået en datter og var i en boble af kærlighed. På grund af kejsersnittet måtte jeg ikke løfte. Der var sygeplejestrejke, så jeg kunne ikke blive på hospitalet. Da vi kom hjem, ringede jeg på hos en nabo og bad dem komme og hjælpe med at bære Karla op. Jeg havde kolleger, der kom for at se den ny-fødte, de købte ind for mig på vejen og støvsugede, inden de gik. En veninde medbragte en stak foliebakker med mad til fryseren. Min far og Kate kom ofte og hjalp. Den første uge sov Anne hos os hver nat. Senere overnattede hun en nat eller to om ugen. Min underbo tog skrald med ned. Jeg oplevede, hvad en vennefamilie kan. Det var fantastisk at dele mit barn med så mange. De syntes, hun var Guds gave og helt vidunderlig. Til hendes navngivningsfest, som jeg holdt i telte i haven, havde jeg inviteret 109 mennesker. Der kom 107, som på en eller anden måde havde en rolle i Karlas liv. Folk hjalp mig, fordi jeg var alene på skansen, og de fik lov at komme tættere på. Mit forhold til min far og Kate blev fantastisk. De er ikke popcorns-bedsteforældre, men de kom og vaskede op, lavede mad og købte ind.

Det viste sig, at Karla led af MBL-mangel, en immundefekt, så hun var virkelig meget syg, fra hun var et halvt år, og til hun var fem. Det er noget, man vokser fra, når ens eget immunforsvar tager over, men hun fangede alt: lungebetændelser, 30 mellemørebetændelser og så videre. Det var smadder hårdt, mest på grund af alle bekymringerne om, hvad der var galt, for der gik tid, før diagnosen blev stillet. Når hun havde høj feber, vågede jeg over hende og tjekkede, at temperaturen ikke steg over et vist punkt, for så skulle hun på hospitalet. Efter tre vågenætter i træk havde jeg lyst til at åbne vinduet og bare skrige: Hjææælp.

Da jeg ikke havde barselsorlov, producerede jeg min første artikel tre uger efter fødslen. Jeg skrev om natten med Karla på skødet, eller jeg tog hende med på kontoret. Hun lå i liften under bordet, mens jeg interviewede og skrev. Hvis hun græd, trøstede en kollega hende. Jeg tog hende også med til et møde i 3F, fordi jeg var redaktør på et af deres magasiner. Det skulle jeg nok ikke have gjort, for jeg blev fyret et halvt år efter, med en bemærkning om, at jeg så fik mere tid til at passe mit barn.

Har du indimellem tænkt, at det var for stort et projekt, du havde givet dig ud i?
Det har jeg. Men der var ikke noget at gøre ved det, for barnet var der, og hun betød alt, så jeg måtte tage den herfra.

Hvordan gik det med mændene?
Jeg mødte ingen mænd de første fem år af Karlas liv. Jeg var optaget af at være mor. Jeg havde hverken tid eller lyst til at date. Det var en velfortjent ferie fra det. Jeg var lettet og glad over, at jeg ikke skulle forholde mig til det aspekt, men bare være mor. Jeg var 40 år, da jeg fik hende, og jeg havde længtes efter et barn så længe, at jeg tilbragte timer med at dikke hende, mens vi rullede rundt på gulvet. Når mine veninder, der fik børn samtidig, ringede og fortalte, at de havde barberet ben, fordi de skulle have kæresteaften, tænkte jeg, at det var godt, det ikke var mig. Jeg savnede ikke en mand. Jeg syntes, det var skønt bare at være Karla og mig og tillade sig at have fedtet hår. Jeg begyndte at skrive bøger, og det var hyggeligt at have en lille bebber, der tussede rundt imens.

Fra ungdomsforskning til yoga

Jeg arbejdede blandt andet for Center for Ungdomsforskning, men det var svært, fordi jeg skulle rejse rundt, så det kunne jeg ikke blive ved med, slet ikke når Karla hele tiden var syg. Jeg kunne dårligt er-nære os med de jobs, jeg havde. Det kørte på pumperne. Heldigvis boede vi billigt, men så besluttede jeg at blive yogalærer.

Efter Karla kom til verden, blev min mor mere syg og lagde sig til at dø hjemme på sofaen. Hendes mand var taget til Filippinerne med en ny dame, og da jeg var den ældste søster, måtte jeg sørge for det meste sammen med hjemmeplejen. Jeg fik stress og var syge-meldt i en periode. Jeg havde brug for et rum, hvor jeg kunne tage mig af mig selv. Så jeg gik i gang med yogauddannelsen, fire timer hver torsdag eftermiddag fra to til seks. Anne passede Karla.

Jeg kom til at undervise nogle hold, når der manglede en af-løser på uddannelsesstedet, og pludselig havde jeg mange elever. Jeg underviste også mine kolleger på kontoret. Yogaen tog mere og mere over. På det tidspunkt var jeg også fast freelancer på et stof-område om prostitution på B.T. En dag brækkede jeg mig i en skraldespand i Rødovre, da jeg havde interviewet en prostitueret med posttraumatisk stress. Al den elendighed kunne jeg ikke længere bære. Jeg var nødt til at gøre noget andet.

For fire år siden etablerede jeg så en yogaskole på Frederiksberg. Den kører rigtig godt, vi er seks lærere i alt.

Det sværeste

Det sværeste ved at få Karla har været, at der ikke var en anden, der elskede hende lige så ubetinget som mig. En, der var ligeså benovet over, at hun kunne gå, en, der var enig i, at hun var den smukkeste baby i hele verden, og at hun selvfølgelig var kvikkere end de andre børn i vuggestuen. Gudskelov var min far og Kate fuldstændig ukritisk enige med mig i alt, hvad angik hendes vidunderligheder.

Jeg havde spekuleret meget over, hvornår jeg skulle fortælle hende, hvordan hun blev til. Jeg ville være helt åben om det. Hun var kun halvandet år første gang, hun nævnte en far, og det kom fuldstændigt bagpå mig, til trods for at jeg havde tænkt over det hundrede gange.

Da hun var ni dage, sad jeg, mens sundhedsplejersken var der, og tudede over, at faderen ikke kunne se, hvor vidunderlig hun var, og så foreslog hun, at jeg skulle øve mig i at fortælle Karla, hvordan det hang sammen. Hvorfor jeg havde valgt at få hende, så jeg var parat til at sige det helt naturligt, den dag, hun spurgte. Når hun ikke ville sove om natten, dansede vi rundt til Billie Holiday, og jeg forklarede hende, at jeg var hendes mor, hun havde ikke en far, for jeg kendte ikke nogen mand dengang, men jeg ville så gerne have hende, så jeg valgte at få hende alene.

Da hun var halvandet år, lå vi en dag og tumlede på sofaen. Hun pegede på sig selv og sagde Karla, derefter pegede hun på mig og sagde mor, og så var det, hun sagde far? og så spørgende på mig. Jeg troede hun skulle blive fem-seks år, før jeg skulle svare på det spørgsmål, men jeg gik i gang: Du har ikke en far, du har en mor, du har Anne, morfar, mormor, Flemming, Karsten, Bina og Tahir. Det forstod hun ikke en dyt af. Men jeg øvede mig i at sige det, og det endte med at blive et mantra.

I vuggestuen fortalte hun gladeligt, at hun ikke havde en far, men hun havde en mor, en morfar og mormor og sluttede med ”og alle de andre”, for hun gad ikke sige alle navnene. Da hun blev lidt ældre, sad vi en eftermiddag ved køkkenbordet og drak saftevand, og så nævnte hun igen en far. Jeg begyndte at tegne og fortælle, hvordan det var gået til. Da jeg viste teksten til andre, gav de udtryk for, at den var god, så jeg fandt en illustrator. Det blev til min første børnebog, Hvor er Karlas far? Den blev en succes og solgte rigtig godt.

Jeg skrev en mere, Karla leger mor og børn, for der kom flere spørgsmål. Karla kom hjem fra børnehaven og fortalte, at de andre børn legede far, mor og børn, det gad hun ikke, hun ville lege mor og barn. Vi fik en snak om det, også om donoren, sædcellen og ægget.

Den tredje bog hedder Karla ønsker sig en far. En aften, da vi var på vej hjem, kom en mand, der bar på et sovende barn, gående imod os. Karla kiggede længe på dem. Lige der tror jeg, hun blev ramt af en følelse af, at det så dejligt ud, og det var en far. Han var en, der kunne bære mig. Mor siger altid, jeg er for tung. Vi fik talt om det. I dagene efter ønskede hun sig en far, han skulle ikke bo hos os, men komme engang imellem.

Jeg har også skrevet den fjerde bog i rækken. Den er inspireret af, at Karla kom hjem fra nulte klasse og fortalte, at hendes pædagog havde sagt, at hun havde en far, for alle har en far. Karla havde svaret, at hun havde en donor, ikke en far. Det var tydeligt, at hun var forvirret, havde jeg skjult noget for hende? Så måtte vi endnu engang tale om, hvad en far er, og hvad en donor er, og hvorfor jeg kaldte det er en donor, og hvorfor pædagogen fastholdt, det var en far.

Der er mange som Karlas pædagog, der mener, det ikke er rigtigt at få børn med en donor. Det kan komme ud på mange måder, fx ved at man fastholder, at selvfølgelig har barnet en far. Man må vælge sin egen forklaring, og det har jeg prøvet at gøre med bøgerne. Karla har altid været indblandet i skriveprocessen og bliver det mere og mere. Bøgerne er blevet et redskab til at håndtere spørgsmålet, hvorfor hun ikke har en far. Det har fået et sprog.

Der er mange børn, der savner en far af andre grunde.
Ja.

Var du glad for, at det var en pige, du skulle være alene med?
Jeg havde besluttet, at hvis jeg fik en dreng, skulle han have nogle mandlige forbilleder. Han kunne komme på weekend hos mine mandevenner. Det er nemmere med en pige, hun har mig som rollemodel. Men jeg var ligeglad med kønnet, jeg ville bare have et barn.

Jeg ved godt, at du ikke havde sendt ham tilbage, hvis det var en dreng, haha.
For mig drejede det sig om at finde en løsning, hvad gør jeg så? Han kunne blive spejder. Karla er også blevet spejder, hun har også brug for mænd i sit liv. Allerede i vuggestuen bad jeg om, at hun kom på Arnos stue. Hun har også et vældig tæt forhold til sin morfar, og det er simpelthen guds gave for alle parter.

Jeg var bange for at miste forstanden

Har du undervejs overvejet at få flere børn?
Jeg ville gerne have haft et barn mere. Pia er tavs et stykke tid, ser ud ad vinduet, før hun fortsætter: Det er meget svært at tale om. Det er hårdt at være alene med et barn, og jeg skulle tjene penge samtidig med Karlas mange sygdomme. Jeg var ret udfordret af livet, så jeg nåede at blive 44, før jeg syntes, jeg kunne overskue at få et barn mere. Det kunne jeg så ikke alligevel. Min økonomi var kørt ned, og jeg havde brugt alt, hvad jeg havde sparet op. Alligevel gik jeg i gang med en IVF-behandling, for det var det, der skulle til. Den kostede 50.000 kr. for tre forsøg, og jeg skulle selv betale.

Jeg tog en masse hormoner, men så stoppede jeg behandlingen. Jeg var blevet for gammel. Jeg kunne ikke tilbyde to børn det liv, jeg ønskede, og jeg var bange for at miste forstanden på grund af hormonerne og en dårlig økonomi. Jeg følte også et stort ansvar for Karla og vores gode liv. Kunne det klare en yderligere belastning? Søskende er for livet, siger man, men jeg har venner, som jeg har kendt, fra jeg var 10 år, de er også en vennefamilie. Relationer kan udvikle sig på mange måder. Jeg har fx ingen kontakt til min bror, der har valgt at leve sit liv efter fundamentalt andre værdier, og dem passer jeg ikke ind. Han valgte at afbryde kontakten, så der er ingen garantier, selvom man er biologisk forbundet.

For første gang tænkte jeg, at det her kan jeg måske ikke klare. Dagen inden jeg skulle have taget æg ud, ringede jeg til klinikken og forklarede lægen, hvorfor jeg ikke kom. Han sagde, det lød fornuftigt, og jeg skulle være stolt af, at jeg kunne sige fra, mens tid var.

Jeg græder indeni hver gang, jeg taler om det, for det er stadig en sorg. Men jeg tog den rigtige beslutning. Det skal også nævnes, at min veninde Anne var meget syg af cancer på det tidspunkt og døde kort efter. Var jeg kommet i gang tidligere, havde alt været anderledes.

Et af mine valgsprog lyder: It seemed right at the time.
Sådan er det. Man kan ikke indhente fortidens fejl. Nogle af dem må man leve med. Karla er glad og tilfreds med skolen, hun er et barn, der har det nemt fagligt, og det er dejligt, hun ikke skal slås med det. Jeg er heldig arbejdsmæssigt, jeg har yogaskolen. Vi har det godt.

Har der været mænd, hun skulle forholde sig til?
Ikke rigtigt. Jeg har haft svært ved at prikke hul på den lykkeboble, Karla og jeg er i. Jeg er ikke god til parforhold. Det er måske lidt forbudt at sige, men jeg har manglet lysten til at investere en masse på den front.

Det er ikke spor forbudt.
Jeg har i den grad nydt min datter. Indimellem kan jeg længes efter lidt flirt, men jeg savner ikke det arbejde, et parforhold også er for mig. Når man kommer fra en familie, hvor man ikke har lært, hvordan et godt parforhold er, skal man bruge ekstra meget energi på at finde ud af, hvordan man får det til at fungere. Hidtil er det ikke lykkedes for mig. Min far og mor behandlede ikke hinanden respektfuldt og kunne ikke arbejde sammen. Når jeg har en kæreste, skal jeg opfinde den dybe tallerken hver dag, prøve at hitte ud af, om jeg godt må føle det, jeg føler, og må han det, han gør, og må jeg det, jeg vil, og kan man det og så videre. Det er en enorm indsats, og den har jeg ikke været villig til at yde. Jeg har haft 10 år med min datter, og inden brugte jeg 25 år på at finde ud af det med mændene, og det gik ikke godt. Men det kommer nok igen. Karla er ældre, og vores liv har forandret sig. Hun har brug for masser af frihed, og det betyder, at jeg snart får mere alenetid, hvor jeg kan skrive den roman, jeg drømmer om, og jeg kan date og vænne mig til den side af livet igen.

Jeg føler mig ikke gammel. Jeg er i god fysisk form, meget bedre end da jeg var yngre og røg og drak fadøl til aftensmad. Jeg vil meget gerne have en mand på et tidspunkt. Men jeg ved, det kommer til at kræve noget af mig. Hvis kærligheden kommer dumpende, er det vidunderligt, men jeg søger ikke. Jeg er ikke på datingsites, flirt og affærer kan man altid finde. At etablere et sundt forhold er vanskeligere.

Nogle af de mænd, jeg har datet, syntes, jeg var for stor en mundfuld. En mand kan føle sig overflødig, når han hører, man har fået barn med donor. Jeg forstår det ikke, for inden jeg fik Karla, havde jeg en kæreste, som ikke ville bruges som avlsdyr, og han understregede, at jeg ikke skulle være sammen med ham for at få børn. Med den løsning, jeg har valgt, ville et parforhold være skrællet for al nødvendighed, der ville kun være kærligheden til at bære det igennem. En mand burde sige ja tak til den version, for han bliver udelukkende valgt, fordi han er dejlig. Han behøver ikke engang betale børnepenge.

At få barn med en donor er en svækkelse af mandens magt over en kvinde, og der er ingen, der frivilligt afgiver magt. Så der er selvfølgelig modstand mod det, både som samfundsfænomen, men også i mødet med mænd. Hvis jeg siger, jeg er alene med et barn, siger de, åh, det er sgu hårdt. Sådan et røvhul. Når jeg fortæller, at han ikke var et røvhul, for han var der ikke, så har jeg selv været ude om det. Det er holdningen. Der er selvfølgelig også masser af moderne mennesker, som tænker, det var sejt, og godt, jeg gjorde det, når det var det rigtige for mig. Det, der kan provokere, er, hvis man ikke optræder som en, det er synd for, men siger, der har været mange fordele ved at være alene, blandt andet at vi har en venne-familie.

Jeg er tryg, for sker der mig noget, har jeg et kæmpe netværk, der vil være der for Karla. Det kan man ikke altid vide med en mand. Vil han stille op, finder han en ny kone og får nye børn? Jeg er ikke pessimist, men det er et realistisk scenarium. Mine venner finder ikke nye venner, de er der. Der er nogle ressourcer i vores familiemodel. Jeg er sikker på, den bliver meget mere udbredt.

Jeg har fået en meget tættere relation til min far, fordi jeg har brug for ham. Mange frigørelses-forældre-barn-konflikter har vi været nødt til at stikke op et vist sted, dem er der ikke overskud til. Der er Karla at tage hensyn til, og vi skal have tingene til at fungere. Holdningen er, at det kan godt være, du er sur på mig, men gider du gå ned med skrald og købe mælk. Det løfter relationen væk fra de knaster, der kan være i forholdet, fra man var barn, og fra de ting, man fik sagt, eller gjort, som ikke var i orden. Man kommer videre. Og mange gange er det ikke nødvendigt at tale om det.

En dag, min far var på besøg, flippede Karla ud og råbte og skreg. Det gør børn jo engang imellem. Jeg reagerede på min måde, jeg holdt om hende, til hun var faldet til ro. Bagefter sagde min far, at han ønskede, han havde haft overskud til at gøre sådan overfor mig, da jeg var lille. Han syntes, det var flot håndteret og indrømmede, at han ville have kylet mig i seng uden aftensmad, for det gjorde man dengang. Min far og jeg har fået ryddet op i tingene uden de lange seancer.

Der er et særlig stærkt billede i min erindring. Karla var et par år, og jeg kom hjem fra arbejde. Min far lå på alle fire på gulvet i sine pæne bukser med Karla ridende ovenpå. Han kurede knæene hen ad gulvet, men de havde en fest. Jeg smilede og tænkte, at det gjorde han aldrig med mig.

Sådan er det med bedsteforældre.
Jeg ved det, og han har også lov at udvikle sig. Han er en vidunderlig morfar, og jeg er så glad for at se, at han har det i sig. Det har styrket vores relation, at jeg har haft brug for ham. På samme måde kan en kæreste måske en dag føle, at der er brug for ham.

Det var ikke mit første valg at få Karla alene, det var plan B. Jeg ville gerne have haft en far til hende. Men når det ikke fungerede, er jeg dybt taknemmelig for, at det kunne lade sig gøre på anden måde. En mand er så velkommen i vores liv. Sekundet efter tilføjer Pia smilende: Hvis han gider tage skraldet med, når han går.

1,6 millioner danskere lever alene. Det kan der være mange grunde til. CAMILLA LINDEMANN, som selv er single, er nysgerrig efter at vide, hvordan andre mageløse griber deres liv an. Hvad tænker de? Hvilke overvejelser om fremtiden gør de sig? Har de gode råd? Venter de kun på, at en partner skal dukke op af disen, eller vogter de deres frihed med gitter og hængelås? Dater de på nettet? Har de et sexliv? Bliver de grebet af angst ved tanken om at bo alene i et sommerhus?
Find bogen her
Pia Olsen og Karla (fotograf: Lisbeth Holten)

Læs også:

  • Jakob Buch-Jepsen

At stirre ind i helvedes forgård "Jeg tilhører dem, der mener, at de, som arbejder med straffesager – de, som kender stoffet indefra – bør oplyse og med deres vinkel give indblik i [...]

PIA OLSEN: Jeg kom for sent i gang med at få børn »Det var ikke mit første valg at få Karla alene, det var plan B. Jeg ville gerne have haft en far [...]

Michael Bundesen: Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt. Uddrag af Alting har en ende Af Michael Bundesen, fortalt til Kaare Sørensen [...]

Allan Olsen: Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren. [...]

Fire mænd på et loft »Klaveret var et naturligt samlingspunkt, når vi mødtes på tværs af skuespillerskolens årgange. Vanen tro var det en person fra årgangen over mig, som dikterede sangene. En slank, [...]

Rebelske piger: Beyoncé Uddrag af Godnathistorier for rebelske piger 2 Af Elena Favilli & Francesca Cavallo Sangerinde, sangskriver og forretningskvinde Født d. 4. september 1981, USA Beyoncé var seks år gammel, da hendes far [...]

2019-02-20T15:38:19+00:00