Fra Bål og brand af Michael Wolff

Prolog

Ailes og Bannon

Gæsterne var inviteret til klokken halv syv, men Bannon, der med ét var at regne for en af verdens mægtigste mænd og nu mindre nøjeregnende med sine aftaler, var forsinket.

Bannon havde lovet at møde op til det lille aftenselskab i et byhus i Greenwich Village, arrangeret af nogle fælles bekendte til Roger Ailes, den tidligere chef for Fox News. Han var en af de mest fremtrædende mediepersoner på højrefløjen og blev af nogle betragtet som Bannons læremester. Den følgende dag – den 4. januar 2017, med lidt over to uger til indsættelsen af Donald Trump som USA’s 45. præsident – ville Ailes sætte kursen mod Palm Beach. Han var gået på pension mod sin vilje, og han håbede på, at det kun ville blive midlertidigt.

Det trak op til snevejr, og det havde for en stund set ud til, at middagen måske måtte aflyses. 76-årige Ailes, der gennem lang tid havde haft problemer med bentøjet og hoften, var dårligt gående, og han og hustruen Beth havde ikke været meget for at tage turen fra hjemmet ved Hudson-floden nord for byen og ind i Manhattans glatte gader. Men Ailes var utålmodig efter at mødes med Bannon.

Bannons højre hånd, Alexandra Preate, blev ved med at sende beskeder om, hvordan det skred frem med Bannons forsøg på at vride sig ud af Trump Tower.

Mens det lille selskab ventede på Bannon, var det Ailes’ aften. Han var som alle andre lamslået over sin gamle ven Donald Trumps valgsejr og underholdt de øvrige tilstedeværende med en slags miniforedrag om alle tilfældighederne og absurditeterne i politik. Inden han stiftede Fox News i 1996, havde han i 30 år været blandt de ledende politiske kræfter i det republikanske parti. Men uanset hvor meget udfaldet af det netop overståede valg var kommet bag på ham, mente han at se en rød tråd fra Nixon til Trump. Han var bare ikke sikker på, om Trump, der gennem tiden havde været både republikaner, uafhængig og demokrat, så denne sammenhæng. Han mente dog stadig at kende Trump bedre end de fleste og var mere end villig til at stille sin hjælp til rådighed. Han tørstede også efter at vende tilbage til arbejdet i højremedierne, og han beskrev energisk nogle af de muligheder, han så for sig, hvis han kunne rejse den milliard dollars, han mente, han ville få brug for til at stable et nyt tv-selskab på benene.

Både Ailes og Bannon yndede at se sig selv som privilegerede iagttagere af historiens gang, om end de begge var mere eller mindre selvlærte udi teorierne om den slags dybere sammenhænge. Men de så det som et personligt anliggende – de havde et personligt forhold til historien, såvel som til Donald Trump.

Denne aften indså Ailes modvilligt, at han for en tid måtte give faklen videre til Bannon. En fakkel, der blussede med et klart skær af ironi. Ailes’ Fox News, der tjente halvanden milliard dollars hjem hvert år, havde domineret republikansk politik gennem to årtier. Nu var det Bannons Breitbart News med knap halvanden million dollars i årligt overskud, der tog teten. Indtil for nylig havde Ailes været en af de mest magtfulde mænd i konservative kredse, og gennem tredive år havde han føjet Trump og båret over med ham. Men i sidste ende havde det været Bannon og Breitbart, der fik ham valgt.

LÆS OGSÅ: Donald Trump – Vejen til magten

Seks måneder forinden, da en Trump-sejr endnu ikke lod til at være inden for det muliges grænser, var Ailes blevet fyret fra Fox News i unåde, anklaget for sexchikane. Kniven var blevet ført af sønnerne til den magtfulde konservative mediemogul Rupert Murdoch, der 85 år gammel sad på en bestemmende aktiepost i Fox News. Ailes’ fald fra tinderne var genstand for stor glæde i liberale kredse, som også talte Murdochs sønner: Det største af alle konservative bæster i moderne politik var blevet fældet af en ny tids sociale normer. Hvorefter Donald Trump, der var under anklage for betydeligt mere stødende og krænkende adfærd, mindre end tre måneder senere blev valgt som præsident.

* * *

Der var flere ting, Ailes godt kunne lide ved Trump: hans evne til at sælge, hans underholdende væsen, hans sladder. Han beundrede Trumps sjette sans for, hvad der kunne flytte folk rundt på offentlighedens torv – eller om ikke andet hans ubønhørlige og utrættelige bestræbelse efter at vinde folks hjerter. Han kunne godt lide måden, Trump spillede spillet på. Han kunne godt lide mandens gennemslagskraft – og hans skamløshed. “Han bliver bare ved,” havde Ailes med forundring sagt til en ven efter den første debat med Hillary Clinton. “Man stikker Donald en flad, men han fortsætter bare. Han ænser ikke engang, at han er blevet ramt.”

Men Ailes var også overbevist om, at Trump ikke besad nogen politisk overbevisning eller stamina. At Trump var blevet den ultimative inkarnation af Fox’ vrede mand på gulvet, var bare endnu et af tidens tegn på, at verden var vendt på hovedet. En eller anden havde fået det sidste grin – og Ailes var kommet frem til, at det ikke var ham selv.

Men Ailes havde trods alt stadig haft et betydeligt kendskab til politik gennem årtier, og i sin lange karriere havde han bevidnet så godt som alle typer; enhver stil, særhed og skabagtighed, enhver grad af fejhed og galskab. Politiske spillere som ham selv – og nu Bannon – forstod at håndtere dem alle. Der kunne opstå en ultimativ symbiose og et dybt gensidigt afhængighedsforhold, når en politiker blev sat ind som forreste led i en kompleks organisatorisk operation. Kongemagerne bagved forstod spillet, og det samme gjorde de fleste af politikerne, der kandiderede og siden blev valgt. Ailes var dog ret sikker på, at det forholdt sig anderledes med Donald Trump. Trump var udisciplineret – han magtede ikke at lægge nogen strategi. Han kunne ikke se sig selv som en del af en organisation, og han vægrede sig ligeledes ved at bekende sig til politiske programmer og principper. Som Ailes så det, var han ganske enkelt en rebel without a cause. Han var bare “Donald” – som om det forklarede det hele.

LÆS OGSÅ: Kristian Leth om HÅB

I begyndelsen af august, mindre end en måned efter at Ailes var blevet forvist fra Fox News, havde Trump bedt sin gamle ven om at overtage styringen af sin halvt kæntrede kampagne. Ailes havde sagt nej tak, vel vidende at Trump nærede modvilje mod at følge gode råd og var uvillig til overhovedet at lytte til sådanne. Derfor var jobbet Bannons en uge senere.

Efter Trumps sejr lod det til, at Ailes forsøgte at balancere mellem sin ærgrelse over, at han ikke havde grebet chancen for at lede sin vens valgkamp, og sit chok over, at Trumps tilbud havde vist sig at være den ultimative chance. Det var gået op for Ailes, at Trumps opstigen til magtens tinde var den helt uforudsigelige triumf for mange af de ting, Ailes og Fox News stod for. Ailes var trods alt den person, der af alle bar det største ansvar for kanaliseringen af den strøm af vrede, der havde banet vejen for Trumps sejr: Han havde skabt det højrefløjsmedie, som havde faciliteret karakteren Trump.

Ailes, der hørte til den lille kreds af venner og rådgivere, som Trump jævnligt ringede til, håbede nu på, at han ville få mere tid sammen med den nye præsident, når han og Beth flyttede til Palm Beach; han vidste, at Trump havde planer om at blive ved med at komme i sin ejendom i Palm Beach, feriestedet Mar-a-Lago, der ikke lå langt fra Ailes’ nye hjem. Selv om Ailes var bevidst om, at en politisk sejr ændrer spillets regler – vinderen er vinderen – kunne han ikke helt begribe den usandsynlige og bizarre kendsgerning: At det var hans ven Donald Trump, der nu var de Forenede Staters præsident.

* * *

Klokken halv ti, tre timer senere, da hovedparten af middagen allerede var indtaget, sluttede 63-årige Bannon sig omsider til selskabet, klædt i en krøllet habitjakke og to skjorter, den ene uden på den anden, som altid ubarberet og med en krigstræt mine i ansigtet. “Jeg drikker ikke,” sagde Bannon og skubbede det glas vin til side, han blev budt, hvorefter han straks tog styringen af samtalen og kastede sig direkte ud i en situationsrapport – en presserende briefing med informationer om den verden, han stod til at overtage.

“Vi bliver nødt til at sætte alle kræfter ind, så alle regeringsmedlemmer inden for syv dage kommer gennem høringerne,” sagde han og opremsede nogle af de mænd fra militæret og forretningsverdenen, som efter 1950’er-forbillede var blevet udvalgt til poster i regeringen. “Tillerson tager to dage, Sessions tager to dage, Mattis tager to dage …”

Bannon skar sig selv af. Fra “Mad Dog” Mattis – den pensionerede firstjernede general, som Trump havde nomineret til posten som forsvarsminister – fortsatte han med en længere sidebemærkning om tortur, det overraskende liberale sindelag blandt generaler og al uvidenheden i det civil-militære bureaukrati. Så videre til Michael Flynn, Trumps favorit blandt generalerne og en mand, der havde åbnet mange af hans valgmøder. Flynn tegnede til at få posten som national sikkerhedsrådgiver.

“Han er god nok. Han er ikke Jim Mattis, og han er ikke John Kelly … men han er god nok. Han har bare brug for at være omgivet af de rette folk.” For som Bannon slog fast: “Når man ser bort fra alle de folk fra partiet, der har erklæret sig som modstandere af Trump og skrevet under på det, og fra alle de neokonservative, som har fået os rodet ind i alle de krige … Det vrimler ikke med kvalificerede kandidater.”

Bannon fortalte, at han til posten som national sikkerhedsrådgiver havde forsøgt at anbefale John Bolton, den berømte diplomat, der hørte hjemme blandt høgene på den udenrigspolitiske højrefløj. Bolton var også en af Ailes’ favoritter.

LÆS OGSÅ: Mød manden, der gjorde Danmark til et lykkeligt land

“Han er en ballademager,” sagde Ailes. “Og en sær lille skiderik. Men du har brug for ham. Hvem ellers er gode for Israel? Flynn er lidt besat af Iran. Tillerson” – manden, der stod til at blive udenrigsminister – “han ved kun noget om olie.”

“Boltons overskæg er et problem,” snøftede Bannon. “Trump synes ikke, hans stil passer til jobbet. Man skal vænne sig til Bolton, hvis du forstår.”

“Han kom i problemer, fordi han en nat kom op at slås på et hotel og jagtede en eller anden kvinde rundt.”

“Hvis jeg fortalte det til Trump, ville Bolton muligvis få jobbet.”

* * *

Bannon havde en besynderlig evne til på én gang at omfavne Trump og samtidig antyde, at han ikke rigtig tog manden seriøst. Han havde første gang mødt Trump i 2010, dengang han stadig vaklede omkring sin beslutning om at stille op som præsidentkandidat; på et møde i Trump Tower havde Bannon foreslået Trump, at han bekostede en halv million dollars på at bakke op om nogle kandidater fra den konservative Tea Party-bevægelse – som en gestus, der ville fremme hans egne ambitioner om at blive præsident. Bannon forlod mødet med det indtryk, at Trump aldrig ville hoste op med et beløb i den størrelsesorden. Trump mente det simpelt hen ikke alvorligt nok. Mellem dette første møde og til midt i august 2016, da han overtog ansvaret for Trump-kampagnen, var Bannon ret sikker på, at han ikke havde tilbragt meget mere end ti minutter på tomandshånd med Trump, bortset fra nogle få radiointerviews han havde lavet med Trump på Breitbart News.

Og nu stod Bannon så ved en korsvej. Hvor end man kiggede hen, havde der pludselig indfundet sig en global fornemmelse af tvivl og mismod. Brexit i England; bølger af immigranter, der skyllede op på Europas ugæstfri kyster; den klassiske arbejder, der mistede sin indflydelse; frygten for endnu en nedsmeltning på finansmarkederne; Bernie Sanders og hans løfte om en revanche fra venstre – alle steder gik det den forkerte vej. Selv de mest forhærdede fortalere for globaliseringen var begyndt at tøve. Det tolkede Bannon sådan, at store grupper i befolkningen med ét var blevet modtagelige over for en ny dagsorden: Verden havde brug for grænser – eller: Verden skulle vende tilbage til den epoke, hvor der fandtes grænser. Dengang Amerika havde sin storhedstid. Trump var en platform for det budskab.

Den aften i januar havde Bannon været hvirvlet ind i Donald Trumps verden i næsten fem måneder. Men selv om han havde høstet rig erfaring om Trumps særheder og havde god grund til at nære bekymringer omkring sin chefs uforudsigelighed og hans synspunkter, svækkede det ikke Trumps enestående karisma; den magi, der havde draget højrefløjen, Tea Party-bevægelsen og internettet – og som nu, i sejrens stund, fristede Steve Bannon med muligheder.

Se resten af bogen her

Læs også: