Om narcissisme, selvværd og curlingbørn

Ruster man bedst sine børn til livet ved at udsætte dem for modstand eller give dem masser af omsorg? Det er én af de ting, Svend Brinkmann, Rane Willerslev og Tor Nørretranders diskuterer i dette uddrag af deres nye samtalebog Det, du ikke forstår, gør dig klogere. Og vi kan ligeså godt afsløre det med det samme: Svend og Rane er rygende uenige på dette punkt – men måske bliver de begge klogere i løbet af samtalen.

Uddrag af Det, du ikke forstår, gør dig klogere
Af Svend Brinkmann, Tor Nørretranders og Rane Willerslev

TOR: […] For 20 år siden lavede John Brockman, en litterær agent, en bog, som hed De største opfindelser fra de sidste 2000 år, hvor han bad forskellige mennesker om at give deres bud. Et af de mennesker var mig. Og mit bud var spejlet.

RANE: Ja, jo.

TOR: Selvfølgelig har man altid kunnet spejle sig i en sø, men altså den systematiske fremstilling af spejle først i det 16. århundrede som det vigtigste statusobjekt i Venedig var et skift i forhold til fænomenet “bevidsthed”, “selvbevidsthed“.

Det, man kan spørge sig selv om, er: Når nu alle disse maskiner og teknologier kommer, som begynder at ligne os, vil det jo spejle os. Vi vil opdage sider af os selv, vi ikke har forstået før.

RANE: Det er nok rigtigt, ja. Det er meget interessant.

TOR: Vi vil få en maskine, der er “Homo Economicus“, som samfundsforskerne tror, vi er – et rationelt væsen. Og så vil vi komme til at opdage: “Shit, det kan vi ikke lide.“ Og så opdager vi den ikke-økonomiske side af os selv. Hvad sker der med de nye spejlinger, vi får, når det bliver os selv, vi efterligner?

RANE: Spejling? Ja, hvad er det egentlig? Det går jo ud på, at du kan se dig selv fra et eksternt perspektiv. Spejle har lidt det, som skygger også har – det er dobbeltgængere, men ligesom i de animistiske universer er det spejlvendt. Venstre bliver højre, højre bliver venstre, som jo er den mest udbredte opfattelse af efterlivet: Efterlivet er en gentagelse af dette liv, blot spejlvendt. Jeg ved ikke, om parallelle universer i kvantefysikken opererer med de samme principper.

TOR: Der skal nok være nogen, der gør.

RANE: Men spejlinger er jo også interessante, fordi der er noget dæmonisk i dem. Spejlingen foregiver umiddelbart en dobbelthed, et sandfærdigt billede af en selv, men er jo ikke en selv, og på den måde er spejlinger jo tricky.

TOR: Ja, præcis, jeg har i mange år tænkt, at jeg i spejlet ser mig selv, som andre ser mig. Men det gør jeg jo faktisk ikke, for det, jeg ser i spejlingen af mig selv, er noget, ingen andre nogensinde ser: Nemlig mig selv som ikke indgående i en social relation. For når I ser mig, så er det som en del af en social relation.

RANE: Ja, spejlingen er i sagens natur narcissistiske og antisociale. Socialiteten vil altid kræve et tredje element – noget, der bryder. Det er derfor, Freud har faderen, som bryder mellem barnet og moderens narcissistiske lukkethed, og Lacan har sproget som det tredje. Spejlingen er et lukket univers mellem en selv og ens spejling. Det er vel også derfor, Narkissos blev narcissistisk?

SVEND: Men Narkissos ved ikke, at det er ham selv, han ser, så vidt jeg husker. Han bliver forelsket i sit eget spejlbillede.

RANE: Ja, okay, fordi han ikke ved, at det er ham selv.

SVEND: Præcis, det er det, der er tragedien. I dag er vi narcissister på en anden måde. Vi er kyniske narcissister, fordi vi godt ved, at det er os selv, vi ser, når vi laver selfies, iscenesætter os selv osv. Den øgede selvbevidsthed er på en eller anden måde villet i modsætning til den oprindelige myte, hvor den er tragisk. Carl Cederström fra Stockholm Business School har indført begrebet “tvangsnarcissisme“, som jeg synes kan noget. Lige så længe psykoanalysen har eksisteret, har narcissisme-tesen, som handler om, hvordan den vestlige kultur skaber narcissister, været der. Men Cederström fremlagde denne her teori for sine studerende og spurgte dem – lidt i sjov – om ikke det var dem, der var narcissister. Til hans store overraskelse svarede de: “Jo, det er ramt lige på kornet, men vi ønsker ikke at være det. For at klare os i den verden, vi har, med konkurrence, performance, målinger, evalueringer, er vi nødt til at put ourselves first.“ Narcissismen bliver altså en forsvarshandling for de unge. Narcissisme er ikke som sådan noget, der findes i menneskets natur, men vi bliver narcissister, fordi det er en form for konkurrenceparameter. Man skal forelske sig i selv for at kunne vinde. Og det er jo ved første øjekast en enorm tragisk situation. Ved næste øjekast er der også lidt håb at spore, fordi det betyder, at det kunne være anderledes.

RANE: For mig ligger tragedien i, at de mennesker misser, at der er forskel på selvværd og det med at sætte sig selv først. Man kan sagtens se, hvorfor sammenblanding sker i vores samfund – fordi man hele tiden måles på overflader. Altså det er i virkeligheden en fatal oversættelse: at man tror, at en overflade i form af en tilkendegivelse om, at man er god nok, kan erstatte selvværd, som er rygraden.

TOR: Narcissisten er ikke forelsket i sig selv – men i andres billede af en selv. Man bliver afhængig af andres bekræftelse af en.

RANE: Ja, for at føle, at man er noget.

TOR: Nemlig. I stedet for at have det som en eller anden form for græsk indre.

RANE: Ja, og det er lettere sagt end gjort. Jeg er også selv afhængig af bekræftelse.

SVEND: Det er vi alle sammen.

RANE: Men selvværdet kendetegnes ved, at man uanset andres syn på en tror på sig selv.

SVEND: At man har en fornemmelse af, at man er god nok, er legitim. Jeg havde en specialestuderende, som for nogle år siden lavede et fantastisk godt speciale om selvværd, der faktisk endte med at afvise nogle af de myter, som hersker – særligt inden for pædagogik – om, at det bare gælder om at give barnet selvværd, så vil alt blive godt. Det store problem er, når barnet mangler selvværd, og ja, det kan selvfølgelig godt være et problem, men man kan faktisk ikke helt vise eller bevise, at det hænger sammen, som man troede. F.eks. troede man, at piger blev anorektikere, fordi de manglede selvværd. Men specialet pegede på en del undersøgelser, som viser, at et meget højt selvværd er en stor risikofaktor, der faktisk leder til risikoadfærd, kriminalitet, det korrelerer ret højt med psykopati – psykopater har ekstremt højt selvværd. Selvværd er altså vigtigt, men det skal ligesom alt andet balanceres.

RANE: I min bog er selvværd noget, der kommer, når man møder modstand. I mødet med modstand og viden tillader man, at ens verden styrter i grus, og så bygger man den op igen. Selvværd er jo ikke en blind tro på sig selv. Det kaldes storhedsvanvid. Selvværd er en anerkendelse af, at livet også er en udfordring, og at man indimellem må lade sig overgive til modstanden for så at bygge sin verden op igen på ny. Det er det, selvværd er. Uanset hvad de undersøgelser viser, som du, Svend, taler om, så vil jeg ikke desto mindre ud fra min egen folk psychology sige, at det vigtigste, du kan give et barn, er selvværd, som jeg lige har beskrevet det. For hvis man tænker over det, så går meget af ens liv med, at andre forsøger at pille dig ned. De forsøger at destabilisere troen på, at det, man har gang i, er vigtigt og rigtigt. Troen på sig selv kommer ud af en accept af, at livet gør modstand. Jeg tager mine børn med ud i den svenske ødemark en gang om året. Vi fisker, og hvis ikke vi fanger noget, får vi ikke noget at spise. Det kan lyde hårdt, og de sidder jo også og sulter, men pointen er, at de ikke dør af det. De føler sig måske utilpas. Men det betyder jo, at de dagen efter binder fiskekrogen lidt bedre end dagen før. Det var det samme, min far gjorde. Han gjorde mange dårlige ting, og han var ikke altid god til tale selvværd ind i os. I sin tale til studenterfesten sagde han: “Jeg er glad for, at I har lært at kompensere for lav intelligens med hårdt arbejde.“ – Det havde han fuldstændig ret i. Men altså, vi blev kastet i ishuller – han borede et hul i Øresund, og så kastede han os i. Han smed os også ud fra femmetervipper og andre ting, man ikke gør i dag. Men vi lærte, at livet altså er modstand. Det, han har lært mig, som jeg kan bruge til noget, det er, at nogle gange må man lide for at nå et højere mål. Og det tog som sagt overhånd – for der er jo også mange andre aspekter i livet, hvor jeg er helt underudviklet på grund hans læringsmetoder. Men jeg tør godt lide.

TOR: Der er meget jægersamler over selvværd. Det med, at man tror på, at man besidder nogle evner, der gør, at man kan finde noget at spise. Verden er mig venlig, men jeg skal alligevel være snild og snedig og have min snare med.

SVEND: Jeg vil ikke afvise jeres teori om selvværd, men jeg vil sige, at der ikke er noget psykologi, jeg kender til, som bakker den op. Jeg kender ikke til nogen undersøgelser, som viser, at det at møde modstand i sig selv skulle være specielt fremmende for selvværdet. Det kan muligvis være, hvis modstanden er indsat i en tryg og kærlig relation.

RANE [grinende]: Det var det ikke med min far.

SVEND: Nej, og derfor er det også fantastisk, at du er blevet så godt et menneske, som du er.

TOR: Det er ikke modstanden i sig selv – det er det at skulle håndtere modstanden. Selvværd producerer evnen til at håndtere modstand.

SVEND: Spørgsmålet er, om man får den ved at blive kastet ud i modstand. Jeg tror, man lærer den ved at blive set, anerkendt og elsket – for nu at sige det meget banalt. Der er jo også engelske børn, der er blevet sendt på kostskole, og som er blevet knækket. De har mødt masser af modstand men har ikke haft kærlighed, og så er de blevet nogle stakler – uden selvværd.

TOR: Det var heller ikke min pointe. Pointen er den fra tidligere med “pattedyrets pointe“. Pattedyr kan, som sagt, ikke noget som helst, men bliver til gengæld omfavnet af enormt meget kærlighed og mange patter. De lærer under meget trygge omstændigheder.

RANE: Men din version, Svend, er det ikke bare curlingbørn?

SVEND: Nej …

RANE: Hvad er så forskellen?

SVEND: For mig at se har det ikke noget med curling eller modstand at gøre. For mig handler selvværd om, at man ser sig selv som et legitimt væsen i verdenen, der ikke kun er okay, hvis man præsterer et eller andet. Hvorimod selvtillid handler om, at man tror på, at man kan løse en specifik opgave. Man har tillid til sig selv. Når man giver et barn selvtillid, roser man det for dets præstationer. Når man giver barnet selvværd, anerkender man det for det væsen, det nu engang er. Jeg har egentlig aldrig tænkt selvværd i forhold til curling og modstand og den debat.

RANE: Når jeg har været ude på gymnasier og holde foredrag, så siger underviserne til mig, at nutidens elever er skrøbelige på en anden måde end tidligere. Hvis ikke de får de karakterer, de ønsker sig, bryder de sammen.

SVEND: Der er to tilgange til det, som jeg ser det. Den ene er, at eleverne af en eller anden grund har fået en mærkelig psykologi, hvor de er blevet skrøbelige. Den anden, som jeg står for, handler om, at der nok er en grund til, at de unge er blevet sådan. Det skyldes nogen prekære omstændigheder, der skyldes nogle reelle risici, som samfundet skaber, der ikke var der før. Før var der andre problemer, men der var en anden form for tryghed, en form for overskuelighed. Nu skal de lige pludselig være deres egen lykkes smed, blive iværksættere. De skal alle sammen ind på gymnasiet. Men altså, jeg vil ikke afvise, at det er vigtigt med modstand, men udviklingspsykologien har handlet om, at man får en ontologisk sikkerhed, selvværd, basic trust, ved at forældrene eller omsorgspersonerne elsker barnet og skaber en stabil ramme rundt om det. Der er sgu ikke noget i udviklingspsykologien, der handler om, at skrøbelighed overkommes ved at kaste børn ud fra vipper – det er der bare ikke.

RANE [grinende]: Det er der bare ikke, nej? Man skulle prøve at lave et studie af det.

SVEND: Men hvis barnet har den der basic trust, så tror jeg bestemt, det bedre ville håndtere det at blive kastet ud fra en vippe.

TOR: Svends udgave er en slags psykologisk selvværd, der handler om sociale relationer, om at barnet føler en ret til at være her. Det, du, Rane og delvis også jeg snakker om, er en form for økologisk selvværd, som ikke bare handler om, at vi er accepteret af andre mennesker, men også om, at vi har nogle fundamentale evner til at klare udfordringer.

SVEND: Livsduelighed.

TOR: Ja, præcis. Og de to former for selvværd mødes så, når man bliver lidt ældre og der bliver skubbet til en af de andre. Knækker man af det eller ej? Det er klart, at fundamentet for, om man klarer det, er kærligheden, man har fået, og samtidig er det erfaringen med at håndtere udfordringer. Så man skal bruge sin opdragede tryghed til at blive mere og mere tryg ved, at man kan håndtere modstand.

RANE: Et meget godt eksempel er jo skilsmissen, som jeg har gennemgået – jeg ved ikke, om du, Tor, også har prøvet det?

TOR: Jo, det har jeg prøvet.

RANE: For mig var det en kæmpe tragedie. Meget mere udfordrende end at slås med bjørne. Der er ligesom to muligheder: Man kan ende i melankoli og drikke sig selv til døde, eller man kan rejse sig af asken. Og hvis man formår det sidste, er man blevet både klogere og mere resilient. Man har bidt i græsset. Livet er ondt, tragisk og forfærdeligt. Også. Det er en meget, meget væsentlig erkendelse, det med, at livet også er tragisk, som vi også var inde på med Freud. Det er fuldt af skyggesider.

SVEND: Ja, det har du helt ret i, men spørgsmålet er, om man kan gå fra at erkende det som et af tilværelsens vilkår til at gøre det til en opdragelsespraksis. Det er jeg meget mere skeptisk over for. Jeg tror på, at den bedste måde at klæde børn på til at håndtere det vilkår er ved at elske dem – hvilket ikke må forveksles med at curle.

RANE: Jeg er ikke i tvivl om, at kærlighed spiller en væsentlig rolle, hvis man skal blive et fuldt menneske – believe me – og det stod min mor for, heldigvis. Jeg har kæmpet noget med min fars opdragelse, som jo egentlig var ganske forfærdelig – i hvert fald da vi var små. Men altså, jeg fik jo noget ud af den – ikke ingenting. Og uanset hvad, så findes der ingen formel, der kan fjerne ondskab og lidelse og tragedie i livet.

TOR: Jeg spurgte min far, som var professor i russisk historie, om ikke han var nervøs, inden han skulle holde foredrag. Han svarede: “Kun hvis ikke jeg er nervøs.“ Hver gang man skal holde foredrag, er man altid en lille smule nervøs. De første gange var man meget nervøs, og nu mærker man nervøsiteten, og jeg har lært at sige velkommen til den, når den kommer, for det er i virkeligheden en form for koncentration. Jeg har lært at håndtere den stigende puls og panikken over, om jeg nu har forberedt mig godt nok. Der ligger en form for vaccination i at have prøvet nogle ting af, og den er vigtig. Men det er klart, at fundamentet for, at man kan det, kommer af tryghed og en tro på verden.

RANE: Ja, ja, at verden vil en det godt.

SVEND: I 1990erne gik det amok med sådan noget som ansvar for egen læring og flydende og fleksibel børneopdragelse. Og det er jo helt forkert. Tanken var, at man klædte børn på til en flydende og fleksibel verden ved at være flydende og fleksibel i sin opdragelse. Men i virkeligheden klæder man børnene på til sådan et samfund ved at give dem en sikker base. Man skal støbe et fundament for dem, så de selv kan træde ind i verden og blive myndige, selvstændige mennesker. Selvfølgelig vil de møde modstand undervejs, det vil jo ske af sig selv, det er ikke noget, man behøver at arrangere for dem.

RANE: Jamen, det ved jeg ikke. Vi må jo tage gymnasielærerne alvorligt og konstatere, at der er sket noget. Eleverne er mere skrøbelige. Og hvad kommer den skrøbelighed af? Kærlighed er selvfølgelig vigtigt, men livet består ikke kun af kærlighed. Forberedelsen på livet skal være en forberedelse på alle livets facetter – også at man kan komme til at bide i græsset.

SVEND: Det er jeg enig i – jeg tror bare ikke, man gør det ved at lade dem bide i græsset.

RANE: Ja, jeg ved godt, at det ikke det populære syn, jeg sidder og taler for.

SVEND: Jo, det er på en måde populært, for der er rigtig mange, der siger det, du siger.

RANE: Er der dét?

SVEND: Ja, men der er ikke så mange, der rent faktisk praktiserer det. Det gør du så, og det er spændende.

RANE: Jeg praktiserer det lidt, vil jeg sige. Jeg er jo ikke brutal på samme måde som min far.

SVEND: Der er mange, der siger det med: “Hvad der ikke dræber mig, gør mig stærkere.“ Folk har det som tatovering, de skriver det på Facebook og har det som en livsfilosofi. Men hvis man ser på studier af folks livsforløb, så er der meget større belæg for at sige, at det, der ikke dræber dig, gør dig svagere. Hvis man f.eks. vil forudse, om et menneske får en depression, så skal man se på, om det har haft en depression før. Hvis du har siddet i fængsel, er risikoen for at komme ind igen meget større. Sådan er det med alt. De ting, der ikke slår dig ihjel, forøger bare risikoen for, at der vil ske noget slemt igen. Det er de hårde, empiriske kendsgerninger. Men altså, jeg taler heller ikke for, at man skal skærme børn fra verden. Jeg tror bare, vi skal passe på med at gøre den kaotiske verden til et princip for vores børneopdragelse.

TOR: Så lad os prøve at oversætte citatet til et sprog, som ligger tættere på det, vi taler om: Det, du ikke forstår, gør dig klogere.

RANE: Ja, præcis.

TOR: Man skal acceptere, at der er noget, man ikke forstår. Store forskere, store mennesker er jo nogle, som, når de møder noget, de ikke forstår, siger: “Okay, hvordan så?“ Og det er den, vi skal udvikle.

Vi er på vej ind i en ny tidsalder. Det er, som om vi står midt i en overgang mellem noget, der var, og noget, der kommer. Tre af Danmarks skarpeste og mest populære iagttagere, Svend Brinkmann, Tor Nørretranders og Rane Willerslev, kaster sig fra hvert sit udgangspunkt ud i en fælles søgen efter at blive klogere på den overgang. På tiden, tilliden og Trump. På fakta, fake news og frihed. På arbejdsliv, menneskeliv og død. Kort sagt er det et forsøg på at komme nærmere, hvad det vil sige at være menneske – i både ental og flertal – i en ny tidsalder. Undervejs brydes synspunkter, og holdninger skifter fortalere. Det er samtalens vilkår – den er uforudsigelig og dynamisk. Nye indsigter opstår, mens tankerne ledes af en konstant villighed til at tvivle. For det, man ikke forstår, har det med at gøre én klogere – hvis man tør.
Find bogen her

Læs også:

En tur i skoven i november Hvis du er træt af efterårets regnvejsfulde dage, kan det måske være en trøst at tænke på, at træerne lige nu fylder deres depoter op med vand, [...]

Anette Prehn: Det nytter ikke noget ene og alene at kunne ’stå fast’ og ’tage nej-hatten på’, for omstillings- og tilpasningsevne er og bliver et karakteristikum ved en art, der har tænkt sig at [...]

Om narcissisme, selvværd og curlingbørn Ruster man bedst sine børn til livet ved at udsætte dem for modstand eller give dem masser af omsorg? Det er én af de ting, Svend Brinkmann, Rane [...]

OPERATION CONSTANT »Sagen mod den svenske terrorgruppe har været den mest alvorlige i Danmark, hvis du ser på professionalismen, planlægningen, og hvor tæt vi faktisk var på, at et omfattende terrorangreb blev gennemført.« [...]

Verdens nye supermagt Kina har i al stilhed taget et kvantespring og gennemgår i disse år en vild tech-revolution. En revolution som vil få kinesiske virksomheder til at oversvømme verdensmarkedet med nye teknologier, der [...]

“Hvis vi kun ser mod Silicon Valley, når vi prøver at forstå fremtiden, risikerer vi at stå med ryggen til udviklingen - og så risikerer vi for alvor disruption.” Kina-ekspert Christina Boutrup er [...]

2018-10-24T13:33:09+00:00