I DET HAR JEG ALTID SAGT deler Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm ærligt ud om sit livs op- og nedture og om de erfaringer, der har gjort hende til den stjernejournalist, som hun er i dag. En barndom fyldt med død, ødelæggelse, gylletanke, ponyer og en enlig far. En rørende, livsklog, lidt lang, men stærkt underholdende bog skrevet i samarbejde med Rasmus Bruun, der er mangeårig kollega til Kirsten Birgit.

Uddrag af DET HAR JEG ALTID SAGT
Af Rasmus Bruun

Faktisk er det lidt af et under, at denne bog om Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm overhovedet kan skrives, for Kirsten har danset med døden utallige gange. Der var eksempelvis dengang i Grozny, hvor Kirsten måtte ofre sin tyske værelseskammerat Natalia for at redde sit eget liv, hvilket du, kære kernelæser, kan læse mere om i et senere kapitel. Der var dengang på Palæ Bar, hvor Jørgen Schleimann måtte lave Heimlich-manøvren på Kirsten, fordi hun havde fået en jordnød galt i halsen, hvilket efterfølgende ledte til en hed affære, som du, kære kernelæser, kan læse mere om i et senere kapitel. Men dét, der står klarest i erindringen hos Kirsten, måske fordi det også har været det mest traumatiserende for hende, må alligevel være dengang med gylletanken, som du, kære kernelæser, kan læse mere om i dette kapitel.

Vi sidder på stranden, Kirsten og jeg, på en meget stor sten, da hun begynder at fortælle om gylletanken: “Vi – og med ‘vi’ mener jeg min far, Jens Birgit, og jeg – var jo nogle af de første til at få en moderne gylletank. Den var af det nu hedengangne mærke ‘Tandrup’, seks meter i diameter og kunne indeholde op til 3.828 kubikmeter gylle. Når jeg tænker tilbage på den tid, så tænker jeg ofte på os som selve personificeringen af den industrialisering af landbruget, der fandt sted i slutningen af 1950’erne – en industrialisering, der ikke var uden konsekvenser, for når hænderne pludselig skulle erstattes af maskiner, så var der brug for kapital, og det var der ikke mange landmænd, der havde, så de måtte ud på lånemarkedet for at skaffe penge til en stadigt voksende maskinpark. Det var selvfølgelig ikke tilfældet for min far, Jens Birgit, der havde rigelig kapital. Han havde tjent sine penge på at lade det britiske militær smide våben til modstands­ bevægelsen ned på sine marker under krigen. Det tog han sig klækkeligt betalt for, og det kunne han også roligt gøre, for han havde en mark, der var fuldkommen ideel til formålet, eftersom der var en stor fordybning i den, hvorfor våbnene kunne ligge trygt i skjul, indtil Hvidstensgruppen kom og hentede dem,” fortæller Kirsten og medgiver, at nogle måske ville kalde den kapitaliseringsmetode for usympatisk. “Men sym­pati gør ingen rig. Det har jeg altid sagt,” forklarer Kirsten og tilføjer, at hun kan huske, at hendes far efterfølgende opdagede hvad IBM’s hulkortteknologi gjorde for udryddelseslejrene, og derfor – meget succesfuldt – investerede de fleste af sine penge i IBM, noget, Kirsten heller ikke kan se det problematiske i. Det var jo bare teknologien, han investerede i, og ikke som sådan udryddelseslejrene. De resterende penge investerede han i guld, og således havde han en hel dragkiste med ædelmetallet stående opmagasineret i det ene pigekammer, og den investeringstaktik har Kirsten arvet fra sin far.

“Jeg har 200 kilo sølv gravet to meter ned i haven på Dalgas Boulevard – til en rainy day,” siger Kirsten og afviser at uddybe, fordi hun hellere så, at der blev dedikeret i hvert fald et halvt kapitel til hendes enorme formue. “Alt godt kommer til den, der venter. Det har jeg altid sagt,” konkluderer hun.

I stedet vender vi opmærksomheden tilbage på noget så ophidsende som industrialiseringen af landbruget i slutningen af 1950’erne.

“Mange andre landmænd end min far, Jens Birgit, blev jo gældsslaver i en kamp for at skaffe de nødvendige renter og afdrag, for slet ikke at tale om den forandring, der skete inde i staldene. Køerne kom ikke længere på græs, men lærte at stå mast sammen i hver deres diminutive bås og yde kvoten, og hønsene lærte at sprøjte æg ud på en, for landmanden, praktisk måde, men sådan var det ikke på Gården på Bakken, som vores gård blev kaldt i folkemunde, nej, der var køerne på græs og hønsene fritgående. Min far, Jens Birgit, har altid haft en forkærlighed for dyr, og han var jo, på man­ge måder, forud for sin tid – han drev et økologisk og næsten bære­dygtigt landbrug helt uden at vide det. Jeg kan huske engang, min far havde været til et møde i banken, hvor bankmanden havde sagt: ‘Heste er fortid, Hr. Birgit, heste og mennesker skal erstattes af maskiner, og I bønder må lære at tage kemien til hjælp. Det fremmer produktiviteten.’ Det var jo det eneste, han tænkte på, fordi han var bankmand, ikke sandt, produktiviteten, og han troede ikke på min fars landbrugsmetoder – hvortil min far svarede: ‘Jeg skal fandeme ikke putte gift i min jord’, for sådan var han. Han tro­ ede på mennesket og han troede på dyret,” husker Kirsten tilbage på sin barndoms gård i Søften, en by, der ligger cirka 12 kilometer væk fra den eneste jyske by, jeg kender, nemlig Aarhus, hvor jeg har gået på Journalisthøjskolen. Jeg synes, at Aarhus er en helt o.k. by, bortset fra at man ikke kan få noget ordentligt at spise, hvilket undrer mig, da det er Danmarks næststørste. Søften har jeg til gengæld aldrig besøgt, men det er også godt det samme, fortæller Kirsten. “Vores gård blev eksproprieret og jævnet med jorden for at gøre plads til motorvejs­ rampen mod Søften på E45,” siger hun og sukker dybt, før jeg beder hende om at beskrive sin barndoms gård.

“Gården på Bakken var gigantisk, femlænget og stråtækt. Den var omkranset af et frodigt landskab, hvis marker – i hvert fald i erindringen – altid stod i blomst. Som lille plejede jeg at gemme mig i jordbærbedet ude foran den ene længe. Så ville min far, Jens Birgit, komme og rode mig i håret – jeg havde altid rottehaler dengang – og spørge mig: ‘A’ du sån’ jen lille jordbærhjelm’, hvortil jeg ville svare: ‘Nej, far, jeg er blond som havren’, hvorefter vi ville le og le og le, til vi trillede,” husker Kirsten og fortsætter med at huske tilbage på stokroserne, der snoede sig op ad stuehuset i rødmalet træ, fordi faderen Jens Birgit havde en, ifølge Kirsten, “sær” fascination af det svenske.

“Det er én af de få ting, jeg ikke har arvet fra min far, altså denne fa­scination af det svenske. Personligt hader jeg Sverige og dets clusterfuck af hykleri, dobbeltmoral og misforstået politisk korrekthed,” fortæller Kirsten, der også kan fortælle mig, at det eneste gode ved Sverige er deres flag: “Det minder mig om ost,” forklarer hun, mens hun endnu en gang finder goudaen frem fra Marimekkoen, og kniven frem fra sundhedssandalen. Der er stille lidt, mens Kirsten tager en bid af den ost, hun er blevet så begejstret for. Hun byder mig et stykke, men jeg takker pænt nej. Jeg er i forvejen døsig efter min lange rejse og kan ikke risikere at lade mæthed trætte mig yderligere. Vi er begge tavse en tid. Der er en mærkelig stilhed overalt, men da jeg lytter ordentligt efter, hører jeg lyden af, hvad jeg kun kan formode er en ulv, der tuder i det fjerne.

“Lyt til dem – nattens børn. Hvilken musik de frembringer,” siger Kirsten, før der igen bliver stille. Efter en længere pause begynder Kirsten at fortælle om den meget høje flagstang, der stod ude foran stuehuset – en meget høj flagstang, som malkepigen Lines datter, Lone, hyppigt blev hejst op i af gavtyven Kirsten Birgit anno seks år.

“Så hang Lone dér og så dum ud. Og Lones mor, Line, blev så vred, at hun truede med at sende mig til Amerika. Ja, faktisk begyndte hun at samle penge ind i en lille lædersæk, som hun en dag gav til min far, Jens Birgit, og sagde: ‘Der er måske nok til, at De kan sende Kirsten Birgit til Amerika’, fordi hun troede, at der ville blive meget fredeligere på Gården på Bakken, hvis jeg ikke var der. Men min far blev så rasende gal, at han kylede pengene fra sig, så de fløj ud over hele Søften. ‘Kirsten Birgit er en god lille pige,’ sagde min far, ‘jeg elsker hende, præcis som hun er.’ Og så trak Line i land og sagde: ‘Vi må jo også tænke lidt på amerikanerne. De har jo ikke gjort os noget, så hvorfor skulle vi prakke dem Kirsten Bir­ git på?’ Men så blev hun kraftedeme fyret, det kan jeg godt fortælle dig,” husker Kirsten, før hun tilføjer, at det jo ikke var hendes skyld, at hun var så exceptionelt stærk, allerede som barn: “Hvad ville du have, at jeg skulle gøre, hva’? Når man tager et meget stærkt barn, og blander det med et meget svagt barn og en meget høj flagstang, så er dét det eneste naturlige­ scenarie, der kan udspille sig. Det var jo en anden tid dengang, en tid, hvor man kun havde den sjov, man selv lavede. Men det ved din generation naturligvis ikke noget om,” siger Kirsten med slet skjult foragt til mig, før hendes ansigtsudtryk umiddelbart efter mildnes igen, måske fordi hun tager endnu en bid af sin gouda, der efterhånden er skrumpet til halv størrelse. Efter et øjebliks tyggepause fortsætter Kirsten:

“Jeg har, siden jeg var ganske lille, været en okse, men med ynde. Det er én af de mange grunde til, at jeg har klaret mig så godt her i tilværelsen, nemlig at jeg rummer begge dele – en rå, nærmest maskulin energi og en ekstrem femininitet. Hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg jo, eftersom dette er en biografi om mig, ja, så er jeg både mere mand og mere kvinde end de fleste andre mænd og kvinder. Jeg er adræt som en kat, let som en kolibri. Bomstærk, men også utrolig smidig – eksempelvis kan jeg vride mine hofter af led, 120 grader, du, og begge ben på én gang. Vil du se?” spørger hun.

Jeg når ikke at svare, før Kirstens hofter sidder i en underlig akavet og helt forkert vinkel. Kirsten fortrækker ikke en mine, mens jeg mærker den skarpe smag af opkast i svælget. Det er for pinligt, jeg kan ikke kaste op her, lige foran Kirsten, tænker jeg, før jeg beslutter mig for at synke mit eget opkast. Den sure, gærede smag får gag-reflekserne til at gå amokkacino, og jeg må bede Kirsten om at sætte hofteskålene på plads igen.“Hvad er dit problem egentlig?” spørger Kirsten retorisk, før hun dog alligevel forbarmer sig over mig og laver en kort, rykkende bevægelse med underkroppen. Der lyder et højt smæld, og så er hofterne tilbage på deres retmæssige plads.

“Jeg er jo forhenværende springgymnast,” siger Kirsten og forklarer, at hun hader, når folk siger “gammel”, når de mener “forhenværende”, inden hun demonstrerer udsagnet ved at gå ned i en cirka 30 procents split, før hun forklarer, at hun hver aften dupper sine led med lidt Esprit de Valdemar, inden hun går i seng, så hun, efter eget udsagn, er så god som ny, når hun vågner igen om morgenen. “Du kan også, hvis du eksempelvis går og døjer lidt med noget genstridig eksem på fødderne, lave et fodbad bestående af Esprit de Val­demar og en lille smule Læsø Sydesalt og så smække fødderne ned i badet i små 30 sekunder og så ‘wooooh’, så er eksemen simpelthen svitset af – og ikke nok med dét, Esprit de Valdemar tager faktisk også al den hårde hud med i købet, så man får babyfødder,” siger Kirsten, hvortil jeg siger: “Okay, men …” hvorefter Kirsten afbryder mig for at sige:“Du kan også, hvis du har en masse hudorme på næsen, tage en dykkermaske eller en gammel dykkerhjelm, og så fylde den op med Esprit de Valdemar, og så tage den på i nogle minutter, og når du så tager den af, så vil alle hudorme­ ne være kommet ud for at sige goddag – eller, eller, eller, du kan også, hvis du eksempelvis har tabt dit gamle armbåndsur ned i et akvarium, tage noget Esprit de Valdemar, og så hælde det op i et glas, og så smide dit gamle armbåndsur derned, og så ‘wooooh’ – efter 14 dage vil det være så godt som nyt. Eller, du kan også, hvis du for eksempel sidder derhjemme og ikke kan få din bib-bib-fjernbetjening til at virke, fordi den infrarøde sensor foran er blevet snasket, lige tage lidt Esprit de Valdemar på en vatrondel og så køre den ud over din fjernbetjening. Så er den samtidig også blevet desinficeret for alt det snavs der ophober sig når du sidder og guffer dine pomfritter og ser Luksusfælden på TV3,” afslutter Kirsten endelig, før hun spørger mig, om hun skal pudse mine briller, der stadig er fedtede efter min lange rejse. Jeg takker pænt ja til tilbuddet, hvorefter Kirsten løfter op i kjolen og afslører et par Sloggi-trusser i størrelse meget stor, hvor en flaske Esprit de Valdemar sidder fastspændt i den halvslappe elastik. Hun hiver flasken op, skruer låget af og dupper lidt Esprit de Valdemar på det lommetørklæde, der åbenbart også gemte sig i underbenklæderne. Der lyder en syg, nærmest ætsende lyd, da lommetørklædet rammer brilleglasset, før Kirsten rækker mig brillen og siger: “Så kan du se helt til fastlandet igen.” Jeg tager brillen på, vender mig om og kigger, men ser kun tågen, der samler sig i store banker om øen, som grå og florlette gåsedunsdyner, der varsler ilde.

Da pudseseancen er overstået, går vi i barndom igen, og Kirsten husker nu tilbage på, hvordan hun ikke bare var faderen, Jens Birgits, men alle de ansattes, lille pige.

“Alle elskede mig, fordi jeg var så sød. En rigtig lille fræk pige var jeg. Jeg kan huske, at én af karlene – jeg tror, han hed Alfred – en dag sagde til mig: ‘Hold da snut, Kirsten Birgit, hvordan er du blevet så sød?’ Så kig­ gede jeg overlegent på ham, mens jeg tog en bid af min puddersukkermad, smilede til ham og sagde, at det var, fordi jeg hver dag tog bad i pudder­ sukker,” fortæller Kirsten, før hun forklarer, at hun den dag i dag stadig bruger puddersukker som bodyscrub, fordi huden bliver så smidig af det, hvilket også er én af årsagerne til, at hun næsten ikke har nogen rynker. En anden årsag er selvfølgelig hendes fedme, der spænder huden stramt op om den kødfulde krop. Kirsten tager et langt hiv af en cigaret, før jeg pænt og pragmatisk spørger hende, om vi kan komme tilbage på sporet – af gylletanken.

“Jeg har vel været en 6-7 år, da vi endelig fik vores Tandrup-gylletank, selvfølgelig med stubformet bundplade. Min far, Jens Birgit, havde glædet sig som et lille barn, og jeg husker tydeligt hans ansigtsudtryk, da den blev installeret. Han kiggede på mig med en blanding af stolthed og fremtid og sagde: ‘Se, hvor stor og grå den er, Kirsten Birgit. Se de tætningslister’, mens han rodede i mine rottehaler. Jeg havde som sagt altid rottehaler den­ gang. Rottehaler, fregner og så en stor slikkepind, som jeg altid gik rundt og slikkede på. Min far plejede at sige, at mine rottehaler løftede mit run­ de hoved så flot,” fortæller Kirsten, mens hendes eget ansigtsudtryk også ændrer sig. Er det nostalgi, jeg sporer? Måske kærlighed til en tid, der for længst er forbi? Det lange, tynde hår hænger løst blafrende i vinden på stranden, men kunne sættes op i fordums rottehaler, hvis Kirstens spæde ønske om at gå i barndom igen skulle overmande hende. Måske jeg skal foreslå det, tænker jeg, før Kirstens ansigtsudtryk endnu en gang ændrer sig. Hun kigger nu på mig med antydningen af fornøjelse i øjenkrogen.

“Jeg er jo som sagt forhenværende springgymnast, og min yndlingsbeskæftigelse som 6-7-årig blev hurtigt at gå på line på kanten af gylletan­ken. Det var jo en anden tid dengang, dengang havde vi jo ikke ‘pad’en, vel, så vi måtte underholde os selv, og det kunne vi sagtens finde ud af,” siger Kirsten, igen med slet skjult reference til min generation, der ifølge Kirsten ikke kan finde ud af ret meget selv. Mens hun siger det, tjekker jeg min mobiltelefon, men der er ingen dækning. Mystisk,­ tænker jeg, og ærgerligt, for jeg kunne godt have lyst til at tjekke Facebook eller min Twitterkonto, @RasmusBruun3. Det pittoreske landskab kunne godt tåle en deling, tænker jeg, før jeg vender opmærksomheden tilbage på Kirsten, der kigger vredt på mig. “Undskyld,” siger jeg, før Kirsten siger, at det jo bare beviser hendes pointe om, at folk i min generation ikke kan klare sig ret længe uden virtuel stimuli. Jeg påpeger, at det jo udelukkende handler om glæden ved at dele sine oplevelser med andre, men Kirsten kigger bare på mig og spørger, om vi skal komme videre. Jeg nikker og putter min mobiltelefon tilbage i lommen på mine khakifarvede chinos.

“Jeg har jo altid godt kunnet lide at leve på kanten, eller at ‘maxe’, som jeg kalder det. Eksempelvis kunne jeg godt finde på at maxe ved at bede min far, Jens Birgit, om at koge mit andeæg lige lidt for lidt, så jeg kunne gå og spekulere på, om jeg mon fik tyfus. Det var jo, som sagt, en anden tid dengang, tyfussens tid, en tid, hvor man kun havde den sjov, man selv lavede, og så var det jo spændende for sådan en lille pige som mig at gå og mærke efter. ‘Hov – var det ondt i mavsen? Kommer diarréen nu? Skal jeg mon dø af det?’ Altså: Jeg maxede for vildt,” siger Kirsten, før jeg spørger hende om den dag, hvor hun ikke var alene på gylletankens kant.

“Det var sådan en smuk dag,” husker Kirsten og fortsætter: “Det var årets første rigtige forårsdag, solen skinnede, og de små violer stod i blomst rundt omkring gylletanken. Jeg har altid nydt clashet mellem det florale og det industrielle, jeg synes, at der er noget smukt i det møde, og det gjorde jeg allerede dengang, hvor jeg spankulerede rundt deroppe på kanten, mens jeg kiggede på violerne og talte til 100, hvilket jeg havde lært at gøre i en meget tidlig alder, da én af karlene kom forbi. Jeg husker ikke længere, hvad han hed, men vi kunne jo kalde ham Karl Hermann.” Jeg undrer mig i mit stille sind. Hvordan kan man ikke huske navnet på den person, man har trådt ihjel? Jeg vurderer dog, at der må være tale om en fortrængning, og beder Kirsten om at fortsætte.

Karl Hermann var en rigtig sjov fyr, og vi legede tit sammen dér på gylletankens kant. Jeg kunne godt lide at vise mine springgymnastiske ev­ner, og Karl Hermann var altid med på den værste. Så gik vi dér på kan­ ten og sagde remser. Jeg var bedst,” fortæller Kirsten. “Jeg husker særligt én remse, som jeg nailede gang på gang – det er noget, de unge siger, at ‘naile’ noget. Det betyder, at man rammer den lige i røven. Vil du høre mig ramme den lige i røven?” spørger Kirsten, og jeg når ikke at svare, før hun går i gang: “Frands førte femten franske fruer fra Fyens færge, fruen fes fjæle fulde, Frans fik fuld fragt fra Fyn.”Hun siger remsen hurtigt og uden at skvatte over ordene, og jeg siger, at det er imponerende. Kirsten kigger på mig, som om hun godt ved det, og fortsætter med at fortælle om den skæbnesvangre dag, hvor noget pludselig var off.

“En dag var noget pludselig ‘off ’. Det er også noget, de unge siger, når noget er sådan lidt ved siden af sig selv, og det var det der på den første forårsdag, for der havde Karl Hermann pludselig for travlt til at lege gyl­letank med mig – det kaldte vi det, at lege gylletank. Jeg mener at kunne huske, at det var, fordi én af vores malkekøer, Maren, skulle kælve. Og hvad gør man så, når man er en fem-seks år gammel og gerne vil maxe?” spørger Kirsten retorisk, og jeg tænker, at det, man vel burde gøre, hvis man altså ikke lige havde været Kirsten Birgit, nok var at lade karlen passe sit arbejde, men inden jeg når at sige noget, fortsætter Kirsten: “Først prøver man jo, med barnlig iver, at sige: ‘Jeg vil vædde med, at du ikke kan holde balancen på gylletankens kant, Karl Hermann, din bøssekarl’, og når det så ikke virker, fordi Karl Hermann siger, at han ikke har tid, fordi han skal forløse en kalv, ja, så siger man jo så, at man desværre bliver nødt til at sige til sin far, Jens Birgit, at Karl Hermann sjufter, hvis Karl Hermann ikke kommer op og maxer.” Det at ‘sjufte’, forklarer Kirsten, er et gammelt ord, der groft sagt kan oversættes til at ‘slacke’, hvilket groft sagt kan oversættes til, at man ikke gør sit arbejde godt nok. Og således endte karlen, som kunne kalde Karl Hermann, deroppe på kanten af gylletanken. Den gylletank, hvori han få øjeblikke senere skulle ende sine dage under et tykt tæppe af fæces.

Jamen der skete jo så det uheldige, at vi begge to faldt ned i gylletan­ken, måske fordi jeg prikkede lidt til Karl Hermann, for at få ham til at lave sin karakteristiske irske line-dance, jeg kan ikke rigtig huske det, men under alle omstændigheder endte vi altså i gylletanken, bogstavelig talt i lort til halsen. Eller det vil sige, jeg var jo lille. Robust, men lille, så jeg stod i mere end lort til halsen, jeg stod i lort til op over begge ører, og jeg havde svært ved at få luft,” husker Kirsten. Selv forestiller jeg mig, at alt blev sort omkring hende. Eller, rettere sagt, brunt omkring hende, og at hun, hver eneste gang hun forsøgte at trække vejret ind, fik fæces i luftvejene.

“Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne komme i tanker om – jeg stillede mig simpelthen på Karl Hermann, på hans skuldre, og kunne så, på den måde, komme op igen. Jeg husker stadig fornemmelsen af igen at kunne få luft, og jeg tror, at det er i dét øjeblik, at min forkærlighed for kvælnings­ sex opstår. Når man lukker af for ilten til hjernen, opleves orgasmen mere intens, men fornemmelsen af igen at kunne få luft er faktisk endnu mere intens end orgasmen,” forklarer Kirsten, hvorefter jeg spørger hende om, hvordan hun har det med, at Karl Hermann aldrig kom op igen. “Helt fint,” svarer hun. “Altså, man skal jo redde et barn. Det er jeg sikker på, at Karl Hermann også ville have sagt, hvis vi havde kunnet spørge ham i dag, hvilket vi jo ikke kan, fordi han desværre er druknet i lort. Desuden tvivler jeg på, at Karl Hermann ville have udrettet lige så meget i sit liv, som jeg har udrettet i mit, så på den måde er det jo det eneste rigtige udfald af, at vi begge to faldt i. Vi kunne ikke begge to dø, for det havde været synd for verden, Karl Hermann kunne ikke have ladet mig dø for at redde sig selv, fordi jeg var et barn, og vi kunne ikke begge to have overlevet, fordi sådan er gylletankens anatomi ikke,”siger Kirsten og tilføjer, at det faktisk er hendes fortjeneste, at der den dag i dag er indvendige stiger i en gylletank.

Min far, Jens Birgit, blev jo rasende, da jeg kom ind, fuldstændig dækket af lort. Han sagde: ‘Hvorfor a’ da jet nogn’ indvendig stig’ i æ’ gylletank. Min pig’ a’ smurt ind i låwt, og min fineste karl a’ dø’, og så lagde han sag an mod Tandrup og vandt en betragtelig sum. Det søgsmål er også årsagen til, at den virksomhed ikke eksisterer i dag.” Kirsten smiler stort, men kommer kort efter alligevel i tanker om én konsekvens, som den gylletanksrelaterede oplevelse har haft for hende.

“Karl Hermann er jo årsagen til, at jeg maxer så meget, som jeg gør, fordi jeg synes, at jeg skylder manden, som jeg vælger at kalde Karl Her­ mann, at maxe hver dag. Simpelthen. Det tror jeg også, at Karl Hermann ville have haft, mig maxende derudad, så hver evig eneste gang jeg har mu­ ligheden for at vælge den sikre vej, så vælger jeg den usikre. Simpelthen. For manden, jeg vælger at kalde Karl Hermanns, skyld. Så lige siden den­ gang har jeg, i endnu højere grad end jeg tidligere gjorde, sagt: Jeg gider ikke have det normalt. Jeg vil have det max,” siger Kirsten og påpeger, at det også er derfor, at hun i sin tid valgte et rundt gulvtæppe i stedet for et firkantet gulvtæppe til hallen på Dalgas Boulevard. At det er derfor, at hun altid bestiller Côte de beuf til tre personer, når hun går alene på steakhouse. Og at det er derfor, at hun alligevel købte det fuglehus til haven, selv om hun ellers havde besluttet sig for at det var spild af penge. “Men jeg skal jo have det max, tænkte jeg, og købte det alligevel, fordi jeg så Karl Hermann for mig, begravet i lort. Det gør jeg, hver gang jeg skal træffe en svær beslutning, og så ved jeg pludselig, hvad jeg skal gøre.” Kirsten kigger på mig med en stabil intensitet og siger: “Og nu skal vi have det max.”

Jeg kigger tilbage på hende og tænker i mit stille sind, at det sikkert har noget med alkohol at gøre, og at det er et problem, fordi alkohol jo er haram i min nye fantastiske trosretning, mens Kirsten mere eller mindre elegant krabber sig ned fra den store klippe, hun har stået på, og går ned mod vandet, der ligger uroligt og bølgeskvulpende for foden af øen. Jeg kigger først på det hvide bølgeskum, så på Kirsten, mens hun ganske forsigtigt tager først sine sundhedssandaler og så sine hvide sokletter af og stiller sig i vandkanten. “Nu har jeg det max,” siger hun, før hun lige bagefter råber: “KOM SÅ, RASMUS, VI SKAL HAVE DET MAX SAMMEN.” Jeg tænker umiddelbart, at nej, det gider jeg ikke, for vandet er koldt og mørkt, men Kirsten bliver ved med at insistere på, at det kolde vand er max, så til sidst ruller jeg mine kakifarvede chinos op, tager kondiskoene af og gør Kirsten selskab i vandet. Jeg ved ikke, om jeg har det max, allermest har jeg det koldt, men dér står vi så og kigger ud i horisonten, mens vi begge to tænker vores.

RASMUS BRUUN (f. 1983) er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, og har siden været redaktør på Aftenshowet på DR, Den Korte Radioavis på Radio24syv og Den store snurredyst på Allahs Radio. Privat er Rasmus Bruun gift med Bodil, Ayse og Samina og far til otte pragtfulde børn, ligesom han i sin fritid nyder et godt slag golf. DET JEG ALTID HAR SAGT er hans debut som forfatter.

KIRSTEN BIRGIT SCHIØTZ KRETZ HØRSHOLM (f. 1952) startede på Århus Stiftstidende og har siden været på både DR, TV2 og Weekendavisen og senest bag mikrofonen i Den Korte Radioavis på det nu hedengangne Radio24syv. Hun har desuden skrevet en del bøger, blandt andet bestsellerne Så spørg! og Hertil og ikke længere.

Læs også:

I DET HAR JEG ALTID SAGT deler Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm ærligt ud om sit livs op- og nedture og om de erfaringer, der har gjort hende til den stjernejournalist, som hun er [...]

Historierne bag legenderne fra Zirkus Nemo Igennem tyve år har cirkusdirektør Søren Østergaard rejst land og rige rundt med sit Zirkus Nemo. Med sig har han haft nogle af landets mest markante og [...]

Som barn drømte Casper Børge Nielsen om at blive pilot, og allerede som 17-årig gik han igang med at tage et flycertifikat. Da han som ung mand så Top Gun, var han ikke det [...]

Danny 'Zonic' Sørensen er træner for Astralis og en af Danmarks første professionelle gamere. I Hjernen bag Astralis fortæller han for første gang historien om e-sportens rejse fra sumpede netcaféer til en milliardindustri med udsolgte [...]

Nikolaj Christensen har leveret soundtracket til en hel del danskeres ungdom og turneret landet tyndt i 30 år. Men han har også mærket, hvor hårdt det slår, når populariteten pludselig dykker. I PILOT fortæller Nikolaj Christensen [...]

Satiren er et spejl for samfundet, satiren er demokratiets salt og hofnarren, der giver et rids i magthavernes maske. Satiren er den lille dreng, der peger på kejseren og siger "hov, han har [...]