Af Lasse Lyngbo og Martin Lyngbo
Fra De magiske børn 1: Marco Polos skat

KAPITEL 1 – Venedig 1298

Klak! Den lille guldsten ramte gulvet. Lyden rungede fra gulv til loft i den store kirke.

Klak! Endnu en sten svævede ned og landede ved siden af den første.

Sarah lagde ikke mærke til stenene, som faldt omkring hende. Hun var kun optaget af de gyldne mosaikker, der bredte sig over Markuskirkens loft. Det var som en hel verden sat sammen i et puslespil af små sten. Dyr og mennesker dansede fra væg til væg. Her var et gyldent palads. Her en munk bøjet over sine studier. Her var et mærkeligt tårn og her en engel med foldede vinger.

Klak! En sten mere. Og så en til. Var det noget, hun drømte? Eller faldt de små sten virkelig som gyldne snefnug ned over hende? Sarah skubbede tanken væk. Klak! Klak! Klak! Klak! Klak! Stenene faldt nu som en hel snebyge. De glimtede på deres vej mod gulvet. Sarah smilede og rakte sine hænder ud for at møde dem i luften.

”Hvad foregår der her,” råbte en stemme.

Hun så sig hurtigt omkring. Rundt om hende var gulvet fyldt med små sten. Når de lå dér hver for sig på gulvet, så de matte og kedelige ud, slet ikke glimtende og strålende. Så løftede hun blikket og opdagede, at der var blevet stille i kirken. Alle så på hende. Bag søjlerne gloede det ene ansigt efter det andet.

En høj munk i sort kåbe tog et skridt i hendes retning. Var det ham, som havde råbt?

”Trolddom,” hviskede en gammel dame og knugede et kors, som hun bar i en kæde om halsen.

Sarah forsøgte at feje stenene væk med foden. Men lyden af sten, der skrabede hen over det hårde gulv, gjorde kun det hele værre.

”Hun er et heksebarn,” hørte hun nogen hviske. ”Gud hjælpe os!”

Den høje munk trådte ind foran hende. Han holdt sin ene arm beskyttende frem, mens han sagde en bøn på latin. Sarah kiggede rundt. Vejen var spærret af mennesker på begge sider, men bagude var der plads.

Så løb hun.

KAPITEL 2

Varmen slog hårdt, da hun kom ud på pladsen foran kirken. Det var midt på sommeren, og solen bagte allerede, selvom det var tidligt på dagen. Hundredevis af handelsboder lå spredt foran hende.

”Fang heksepigen!”

Nogen råbte fra kirken bagved. Sarah kunne høre deres fodtrin, men hun vendte sig ikke om. I stedet dykkede hun i fuld fart ind i mylderet på pladsen. Mens hun løb, løsnede hun fletningerne og lod tjavserne falde ned foran ansigtet.

Nu lignede hun bare endnu et fattigt barn på jagt efter et måltid mad på Markuspladsen. En lille pige med sort hår, en lappet kjole og beskidte bare tæer. Sådan en, der ser sød ud, men som man ikke skal stole for meget på. Sådan en, der ikke ser dig lige i øjnene, men tænker sine egne tanker bag hårtjavserne. Sådan en med et underligt mærke ved øjet. ”Sådan en er jeg,” tænkte Sarah.

LÆS OGSÅ: En kriger bliver født

Hun gik så naturligt som muligt igennem menneskemylderet, mens hun lyttede efter forfølgerne. Så hørte hun latter og rabalder længere fremme. En skaldet mand kæmpede med en ged, der stangede vildt omkring sig. En gruppe mennesker stimlede sammen for at se på. De grinede og råbte til den skaldede. Sarah lod som om, hun betragtede optrinnet, mens hun forsøgte at få sit åndedræt under kontrol.

”Har du set en pige løbe forbi her?” lød en stemme pludselig bag hende.

Det var den høje munk. Spørgsmålet var rettet til en tyk dame, som stod lige ved siden af. Sarah prøvede at lade som ingenting. Hendes øjne gled fra side til side. Kunne hun løbe? Nej. Der var mennesker overalt.

”Jeg har ikke set nogen,” svarede den tykke dame surt. Sarah holdt vejret, mens hun hørte munkens fodtrin forsvinde. Så drejede hun forsigtigt hovedet. Jo, han var væk.

”Lægemidler fra Østen,” råbte en mand i gult silketøj fra en bod lidt længere henne. ”Kontrakter på græsk og latin,” råbte en ældre mand med fuldskæg og en skrivefjer i hånden.

Menneskemængderne var det, Sarah bedst kunne lide ved Venedig. På Markuspladsen var der ingen, som kaldte hende grimme navne. Her var ingen strenge regler for, hvordan man skulle opføre sig. Her kunne hun være hvem som helst. Hun mærkede efter i sin lomme. Jo, det gule stofmærke lå der stadig. Hun stoppede det lidt længere ned og lod blikket glide rundt på pladsen.

Der var akrobater med bulnende muskler. Der var tamme aber og papegøjer. Der var høns uden hoveder, der var råb og dyrelyde, der var trommer og latter, der var liv! På jorden under en trækvogn fandt hun en abrikos og lidt brød. Hun satte sig på hug mellem to boder. Det kunne sagtens spises. Så kikkede hun frem mellem de mange ben, der gik forbi.

Byens klokker begyndte at ringe. Først langt væk, så tættere på. Sarah så op. Højt over hende knejsede et mægtigt tårn. ’Kampanilen’ kaldte hendes far det. Det var den højeste bygning, hun nogensinde havde set. ”Sikke en udsigt man ville have deroppefra,” tænkte hun og kneb øjnene sammen i solskinnet.

Pludselig kom hun i tanker om, hvad klokkernes slag betød. Hun skulle møde sin far ved Canal Grande. Resten af brødet forsvandt i en enkelt mundfuld, mens hun kom på benene.

Så løb hun væk fra pladsen og ind i de små gader. Der lugtede af rådden frugt og sved i sommervarmen. De bare fødder klaskede mod sten og jord, da hun susede forbi kroer og madboder. Et øjeblik senere åbnede kanalen sig foran hende. Hun spejdede i begge retninger langs den travle havnekaj. Hvor var hendes far?

Find hele bogen De magiske børn her

Læs også:

2018-06-12T14:44:58+00:00