Af Andrew Jennings
Få hele historien i bogen FIFA-banden – afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden

Indledning
Den 27. maj 2015, kl. 6:00:

BANK … BANK. “Vær venlig at tage Deres tøj på, og kom ud med hænderne i vejret … Deres ærværdighed.” Syv overfodrede FIFA-topfolk bliver hevet ud af deres senge på et af verdens mest luksuriøse hoteller og ført til arresten på en politistation i Zürich. Hænderne op? Virkelig? FIFA’s ledere er ikke vant til at følge loven – love i det hele taget. Politifolkene må tage deres forholdsregler.
Jeg vidste, at det ville ske en dag, men FBI ville ikke fortælle mig, hvornår de ville slå til. For lidt over tre år siden havde jeg overrakt dem de afgørende FIFA-dokumenter, der førte til aktionen i morgengryet på hotel Baur au Lac. Jeg måtte væbne mig med tålmodighed. I store mængder.
Jeg vidste, at de beviser, som FBI’s enhed mod europæisk-asiatisk organiseret kriminalitet havde indsamlet, blev gennemgået af Justitsministeriet i Washington og finkæmmet af en storjury i det østlige New York. Advokaten Loretta Lynch fra Brooklyn stod i spidsen for de hemmelige undersøgelser, efterhånden som de bredte sig kloden rundt.
I august 2011 forsynede jeg FBI med dokumentation for, at det amerikanske medlem af FIFA-banden Chuck Blazer, som boede i overdreven luksus i Trump Tower, hvert år stjal millioner af dollars fra FIFA og den regionale fodbold. Han var officielt bosat i udlandet for at undgå at betale skat. Jeg afslørede, at han havde gemt sin store formue i skattely i Caribien. FBI delte mine fortrolige dokumenter med de amerikanske skattemyndigheder, og kort efter blev den smældfede Blazer arresteret på Manhattan, hvor han kørte rundt på sin handicapscooter.
Nogle dage senere valgte Blazer, der havde udsigt til at tilbringe resten af sine dage i fængsel, at overgive sig og afgive belastende vidneudsagn imod flere FIFA-forbrydere, der ligesom ham havde modtaget bestikkelse i forbindelse med salg af marketing- og tv-rettigheder til fodboldslutrunder.
Blazer blev sendt til OL i London, hvor han lavede skjulte optagelser af udvalgte FIFA-topfolk og deres lyssky forbindelser. En af dem tilstod for at nedbringe sin straf og tilbagebetalte vanvittige 151 millioner dollars, som han havde trukket ud i returkommission og ved at skumme fløden af kontrakter. Han gik med til at bære en skjult mikrofon og fik fanget adskillige andre prominente FIFA-topfolk, hvoraf nogle senere blev arresteret i Zürich.
Mere end et år før jeg gav dem dokumenterne om Blazer, havde FBI henvendt sig til mig og bedt om hjælp til at få identificeret medlemmer af FIFA-banden. De havde set mine tv-dokumentarer og læst min første bog, som afslørede ulovligheder i FIFA. De vidste, at jeg lå inde med stor viden og havde kilder langt ind i de dunkleste afkroge af FIFA. Det lod til, at de efterforskede et syndikat, der hvidvaskede penge.
Bør en journalist hjælpe FBI? Det krævede ikke mange overvejelser for mig at svare ja. Politiet i Europa havde lukket øjnene for den enorme mængde beviser, jeg allerede havde offentliggjort. Britiske fodboldledere skyede mig, fordi de foretrak de privilegier, som de taknemmeligt modtog fra præsident Blatter.

LÆS OGSÅ: Mesut Özil – Verdensmester og kulturikon

Helt uventet blev jeg inviteret til London af en betroet mellemmand for at mødes med, hvad der viste sig at være specialagenter fra FBI og repræsentanter fra Justitsministeriet, der efterforskede organiseret kriminalitet. De lod til at kunne gøre det arbejde, som alle andre, der ellers skulle forestille at opretholde lov og orden, navigerede uden om, især i Schweiz.
Da jeg læste det opsigtsvækkende 164 sider lange anklageskrift, som Justitsministeriet offentliggjorde efter aktionen i Zürich, indså jeg, at det var mine beviser, der havde ført til i jordskælvet i FIFA – breaking news over hele kloden.
USA’s nye justitsminister i Washington, som kun havde siddet på posten i en måned, var ingen anden end Loretta Lynch, der som nævnt i årevis havde forestået efterforskningen af FIFA’s kriminalitet. Hun udtalte: “Det var meningen, at de skulle håndhæve de regler, der holder fodbolden sober. I stedet korrumperede de den verdensomspændende fodboldforretning for at tjene egne interesser og berige sig selv.”
Hvis den udtalelse ikke i sig selv var bekymrende nok for de FIFA-topfolk, der sad og trykkede sig i Zürich og over hele verden, fortsatte hun: “Dette justitsministerium er fast besluttet på at sætte en stopper for disse netværk, udrydde korruptionen og stille lovovertræderne til ansvar.”
Av, min arm!
Det vil tage en rum tid for de arresterede fodboldbosser – og dem, der frygter at blive taget som de næste – at indse, at de har gjort noget forkert. Bestikkelse og returkommission har hørt til dagens orden, lige siden João Havelange med mafiaforbindelserne blev præsident for FIFA i 1974. Verdens mest populære sport er i stigende grad blevet kontrolleret – helt oppe i toppen af kransekagen – af forbrydere uden synlig moral, og mange af dem går klædt i fornemme FIFA-blazere.
Resten af sportsverdenen, som ikke var inviteret med til festen i FIFA’s glaspalads på et højdedrag over Zürich, kunne lugte råddenskaben og buhede ad præsident Blatter, når han vovede at vise sig offentligt. Men vi kendte ikke de beskidte detaljer. Det gjorde de. De kiggede beundrende på hinanden og deres medsammensvorne og hele flokken af nikkedukker, som nød godt af den ekstraordinære livsstil, der blev betalt af Havelange og Blatter for at holde dem lydige. Hovedparten af dem har i årtier fråset i hummer, kaviar og fornemme vine. Levet det fede liv – og er selv blevet fede.
De bildte sig selv ind, at det at malke fodbolden var deres guddommelige privilegium ligesom de store lædersæder forrest i flyet, limousinerne og samværet med præsidenter, premierministre og monarker. Nogle gange blev de – bogstaveligt talt – badet i rosenblade af små børn i Indien, blev overdænget med blomster af smukke, unge kvinder, og kunne senere på dagen svælge i en hvilken som helst seksuel aktivitet, de måtte ønske sig.
Når de ser sig i spejlet i dag, ser hver eneste af dem et offer. De føler sig forfulgt af den amerikanske imperialisme og folk, der savner klasse – for eksempel journalister. Deres advokater vil med træthed i stemmen forklare dem, at bestikkelsen, som de modtog i amerikanske dollars, gik igennem banker i New York, hvilket i sig selv medførte alvorlige lovovertrædelser.
I de ti år, hvor jeg skrev om korruption i politiet i London, var jeg sammen med mange storforbrydere, bankrøvere og forskellige lejemordere. De bestak politiets efterforskere for at slippe for fængsel. De foragtede de korrupte politifolk og beundrede de ærlige.
De fortalte mig stolt, at de var i et vanskeligt og farligt fag: “Andrew, jeg er en professionel forbryder.” De var mere ærlige end disse selvbedrageriske alfonser i FIFA-jakkesæt, som prostituerer et ærligt spil for egen vindings skyld.
Havelange opmuntrede til korruption, og Blatter tillod, at det fortsatte. Fede mænd laver ikke paladsrevolutioner; de udnytter deres eksklusive ret til at blive endnu federe. Blatter mistede grebet, da han blev ældre og sløvet af magten. En ægte mafiaboss som John Gotti ville have skudt et medlem af eksekutivkomitéen hvert år for at holde orden i geledderne.
Helt galt gik det den 2. december 2010. Blatter burde have instrueret sine kumpaner, som var forsamlet ved FIFA-bordet for at beslutte, hvilke lande der skulle begunstiges med VM i 2018 og 2022: “Uanset hvem der bestikker jer, så tag deres penge, som I plejer. Men vi kan ikke tage til Qatar. Det er for varmt om sommeren, og vi kan under ingen omstændigheder risikere fansenes, klubbernes og tv-stationernes vrede – og de evindelige billeder af kister, der bliver skibet ud til Nepal.”
“Det samme med Rusland. Hvis olieprisen falder, og Putins drøm om at genopbygge sovjetimperiet sætter gang i et finansielt kollaps, har han ikke råd til VM i 2018. De vil ikke bygge de stadioner, hoteller og lufthavne, de har lovet. Fansene vil ikke turde at rejse videre end til Moskva.”
Men Blatter var faldet af på den. Havde for travlt med at beundre sit eget spejlbillede og massere sit ego med opmærksomheden fra en forhenværende amerikansk præsident og en kommende britisk konge.
Han tillod blodsugerne ved bordet at stemme om to VM-slutrunder på én gang for at fordoble bestikkelsen og rage mest muligt til sig, mens de stadig trak vejret. Arrogante, grådige og overbeviste om egen urørlighed afgav de stemmer, som var dømt til at eksplodere op i ansigtet på verdensfodbolden og dem selv.
Det har taget lang tid. Måske for lang tid i en reporters arbejdsliv. Jeg er ikke hurtig. Jeg er langsom og metodisk. Det tog sin tid i begyndelsen at observere disse kryb for at forstå deres beskidte spil. Men det kan beskrives helt kort:
Sport skaber passion. Passion skaber penge. De penge og de mennesker, der kontrollerer dem, bliver aldrig reguleret. Vakuummet bliver fyldt ud med organiseret kriminalitet. Svindlere privatiserer sporten og sælger den til verdensomspændende varemærker gennem såkaldte markedsføringsbureauer.
Børn bliver ved med at spille i bare fødder. Uden brusebade, støvler eller ordentligt udstyr. Pengene er væk. Nogle gange på Caymanøerne. Nogle gange i Vaduz. Fjernet. Pist væk.
“Hr. Jennings, De må have en stærk retfærdighedssans?” spurgte den store forsamling af udenlandske filmhold, da jeg fremlagde situationen med mit BBC-hold efter anholdelserne. Ja, i højeste grad. Der kom også lovprisninger fra Chuck Blazer. Som en journalist bør gøre, sendte jeg ham spørgsmål i 2011 og gav ham ret til at svare på de ting, jeg ville offentliggøre om hans ulovligheder.
“Du er en uduelig journalist,” lynede Blazer fra Trump Tower den 17. juli 2011 kl. 16:57:21. Jeg offentliggjorde historien og ringede så til FBI.
Jeg har rapporteret fra krigszoner i Mellemøsten, Tjetjenien og Mellemamerika og fra pubber i London, hvor en del af klientellet rutinemæssigt går med skydevåben eller knive. Jeg ved, hvad det vil sige at være rædselsslagen. Når FIFA’s banditter bliver sendt i byen for at skræmme mig, er det såmænd bare irriterende.

“Liderlige husmødre. Klik for at opsige abonnement. Rør ved de dansende bryster … og se din computer dø.” Min morgenrutine, når jeg tjekker mine mails, er at slette chokerende attraktive unge kvinders invitationer til at nyde deres fotos og måske mere end det. De er kun et enkelt klik væk. I en periode var det autentisk udseende nyhedsmails fra BBC og CNN med solohistorier som “ISIS hemmeligt finansieret af den britiske regering”, jeg måtte fjerne. Med venlig hilsen fra velbetalte centraleuropæiske spammere. “Klik for at læse mere.” Nej tak.
En fra FIFA-banden blev så irriteret over min blog, at han sørgede for, at den blev udsat for massive DDOS-angreb. Da det var på sit højeste, blev en betragtelig del af internettrafikken lammet. Mine it-teknikere slog fast, at angrebet var blevet sat ind fra Rusland, Hviderusland, Ukraine og Kina. Var det betalt af FIFA? Jeg vil bede det schweiziske politi om at kigge nærmere på FIFA’s fakturaer og betalinger.
Før jeg kastede mig over FIFA, havde jeg kulegravet Den Internationale Olympiske Komité, IOC. Det tog ti år at blotlægge IOC’s korrupte opbygning og afsløre, at lederen var en inkarneret fascist – Juan Antonio Samaranch – som mente, at Anden Verdenskrig blev vundet af det forkerte hold. Deres institutionaliserede bedrageri kom for en dag i skandalen om penge og sex for stemmer i 1999, hvor Vinter-OL 2002 blev tildelt Salt Lake City.
Ingen IOC-medlemmer blev anholdt, nogle enkelte små fisk blev ofret, og et hårdtslående PR-bureau i New York blev hyret til at tæppebombe journalisterne med påstande om en reform, som i dag er svær at få øje på. De slap af sted med det.

LÆS OGSÅ: “Et liv uden cykling er utænkeligt”

Men spillet er endegyldigt ude for de usle kryb, der er tilbage i FIFA. Efterforskningen eskalerer, og FBI har lovet flere anholdelser. Nogle af dem bliver måske spektakulære. Vi har fået nok af Blatters højtlønnede, såkaldte “uafhængige undersøgere” og “compliance”-konsulenter, som producerer rapporter, der ikke bliver offentliggjort – først og fremmest fordi der ikke er så meget i dem. En offentliggørelse ville afsløre, hvor ubrugelige de er. FIFA fortsætter med at tale udenom og håber, de kan lulle journalisterne ind i en tro på, at store afsløringer venter lige om hjørnet. De dagdrømmer. Afsløringerne er der allerede.
Fodbolden har brug for et sceneskift; at komme væk fra Blatters fornemme glaspalads i Zürich, der koster en bondegård i vinduespudserregninger. Det schweiziske politi har pludselig fået travlt med at gøre det arbejde, de har veget uden om i 30 år. Men klokken er faldet i slag for hoben af officials og “strategiske rådgivere”. De kan ikke nå at redde deres bagdele ved at flytte rundt på stolene i bestyrelseslokalet, makulere de hemmelige dokumenter, der afslører Blatters enorme “gage”, hans bonusser, diæter og flyveture på første klasse til hans veninder, og så påstå, at alt er “reformeret”. De har for sidste gang slået røven i flyets store lædersæder – på sikker afstand af de ildelugtende fans bagest i flyet.
Blatters autoritære regel om at udelukke spillere, klubber, fans eller nationale fodboldforbund, som angriber hans forbryderregime civilretligt, kan han proppe op, hvor solen aldrig skinner. Når det kommer til at beskytte folkets spil, er det bydende nødvendigt, at folkets skatteyderbetalte revisorer og ordenshåndhævere holder øje. Ikke Blatters sønner.
På sin vej ud i glemslen kan Blatter tilbagebetale de 29 millioner dollars, han brugte på sin hagiografi, United Passions, den værste film, noget lærred har været udsat for. Han kan tage dem af sine FIFA-pensionspenge. Der hvor han skal hen, får han nok ikke brug for pension.
Frem med arkivkasserne, af sted til lufthavnen, og kom aldrig igen. Hvor flyet skal lande, må vente. I mellemtiden har fansene og de mindre klubber brug for nationale, regionale og kontinentale konferencer, hvor man debatterer en ny, flad konstruktion, der giver græsrødderne solid magt. Hvem betaler? Coca-Cola, McDonald’s, VISA og Adidas prædiker altid moral. Nu har de muligheden for at bevise det. De kan stå for at betale for, at hvert eneste dokument i arkiverne bliver gjort tilgængeligt for offentligheden. Almindelige borgere har sørget for informationsfrihed på nettet på trods af modstand fra regeringer. Nu er det fodboldens tur. Klubber, nationale forbund og det, der engang var FIFA, lønninger, rejser, hoteludgifter og diæter. Alt skal frem, alle møder skal streames på nettet. Ikke flere gemmesteder. Total gennemsigtighed. Og hvad vi ellers kan finde på af gode tiltag.
En ny organisation, som man måske provisorisk kunne kalde World Football Union, ville give mig mulighed for igen at deltage i fodboldens pressekonferencer. Den ret fratog Blatter mig i 2003, fordi jeg vidste for meget. Skaber forkortelsen bøvl, må vi finde på noget bedre.
Tak til BBC’s Panorama, der sendes hver fjortende dag i Storbritannien, producerne på ZDF og ARD i Tyskland, NPR, PBS og CBS’ 60 Minutes i USA og samarbejdende medier i Brasilien.
Så er vi ligesom i gang. Nu skal du møde mafiaen i Palermo og gangsterne i Rio, som lærte João Havelange kunsten at malke spillet med svindel og underslæb, og det nuværende slæng, hvis korruption langt om længe gav os chancen for at sparke denne bold i kassen.

Andrew Jennings, Cumbria, juni 2015

Læs også:

2018-08-08T13:38:56+00:00