PROLOG

DEN GAMLE DAME greb fat i rollatoren, hængte stokken ved siden af kurven og prøvede at se bestemt ud. Det krævede en vis autoritet at være en dame på 79 år på vej til at begå sit første bankrøveri. Hun rankede ryggen, skød hatten ned i panden og skubbede døren op. Gik langsomt ind i banken med sin rollator af mærket Carl-Oskar. Klokken var fem minutter i lukketid, og tre kunder stod og ventede på at komme til. Rollatoren knirkede lidt, selvom hun havde smurt den med olivenolie, men lige siden kollisionen med plejecentrets rengøringsvogn havde hjulet været skævt. Det gjorde ikke noget på en dag som i dag. Det vigtigste var, at rollatoren havde en stor kurv med plads til mange penge.

Märtha Anderson fra Södermalm gik let foroverbøjet iført en frakke i en ubestemmelig farve – en påklædning, hun havde valgt for ikke at vække opmærksomhed. Hun var over middelhøjde, kraftig, men ikke tyk, og på fødderne havde hun solide, mørke travesko, som ville gøre en eventuel flugt lettere. Hendes årede hænder var skjult i et par godt brugte skindhandsker, og det kortklippede, hvide hår havde hun gemt under en bredskygget, brun hat. Om halsen havde hun et sjal i en selvlysende farve. Hvis hun blev udsat for en kamerablitz, ville det automatisk overeksponere alt omkring hende og få trækkene i hendes ansigt til at forsvinde. Men det var mest en sikkerhedsforanstaltning – munden og næsen var skjult af hatten.

Den lille bank på Götgatan så ud, som banker plejede at gøre nu til dags. Kun én servicekasse tilbage, sterile og kedelige vægge, blankpoleret gulv og et lille bord med brochurer om fordelagtige lån og fif til at blive rig. Ja ja, kære brochurekreatører, tænkte Märtha. Jeg kender minsandten en anden og langt bedre måde! Hun satte sig i gæstesofaen og foregav at studere plakaterne om boligkreditter og investeringsforeninger, men havde svært ved at holde hænderne i ro. Hun stak diskret hånden ned i lommen efter sine lakridser – de usunde fiduser, som lægerne advarede hende om, og tandlægerne takkede hende for. Men Djungelvrål lød så rebelsk og passede godt til en dag som denne. Og en enkelt last kunne hun vel nok beholde.

Nummerdisplayet bippede, og en mand omkring de fyrre ilede hen til kassen. Hans ærinde gik tjept, og en teenagepige blev ekspederet næsten lige så hurtigt. Men så kom en ældre herre, der fumlede med sine papirer og stod og mumlede. Märtha begyndte så småt at blive utålmodig. Hun kunne ikke blive herinde for længe. Hvis nu nogen bed mærke i hendes kropsholdning eller andet, der kunne afsløre hende. Det var ikke så godt, når hun gerne ville ligne en helt almindelig ældre dame, der var gået i banken for at hæve penge. Og det var jo faktisk det, hun skulle – også selvom kassedamen ville måbe over beløbet … Märtha rodede rundt i frakkelommen efter udklippet fra Dagens Industri. Hun havde taget det fra en artikel, der handlede om, hvor meget bankrøverier kostede bankerne, og havde gemt overskriften: “Dette er et røveri”. Faktisk var det netop de ord, der havde inspireret hende.

Manden ved lugen var så småt ved at blive færdig, og Märtha rejste sig støttet til rollatoren. Hun havde altid været et ordentligt menneske, som alle havde stolet på, og havde endda været ordensduks i skolen. Nu var hun på vej til at blive kriminel. Men på den anden side: Hvordan skulle hun ellers organisere sin alderdom? Hun havde brug for penge til et godt sted at bo til sig selv og sine og kunne ikke fortryde nu. Hun og hendes gamle korvenner skulle have en munter “tredje alder”. Kort sagt: lidt sjov og ballade i livets efterår. Herren oppe foran tog sig god tid, men så bippede det endelig, og hendes nummer tonede frem. Langsomt, men værdigt, gik hun frem til kassen. Al den tillid og anseelse, hun havde brugt et helt liv på at opbygge, ville hun kuldkaste på dette ene øjeblik. Men hvad skulle man ellers gøre i et tyvagtigt samfund, der behandlede sine ældre dårligt? Man affandt sig med det og bukkede under, eller også tilpassede man sig. Hun var typen, der tilpassede sig.

De sidste meter hen til lugen kiggede hun sig nøje omkring, inden hun standsede op foran kassen, lagde stokken på skranken og nikkede venligt til kassedamen. Så rakte hun hende avisudklippet.

“Dette er et røveri!”

Damen ved kassen læste det og kiggede op med et smil.

“Hvad kan jeg hjælpe med?”

“Tre millioner, i en fart!” sagde Märtha.

Kassedamen smilede endnu bredere. “Vil De hæve penge?”

“Nej, DE skal hæve penge til mig, NU!”

“Okay. Men pensionen er ikke gået ind endnu. Den bliver udbetalt midt på måneden, må De forstå, lille frue.”

Märtha tabte tråden. Det her var ved at tage en helt anden drejning, end hun havde forestillet sig. Der måtte handles hurtigt. Hun greb stokken og stak den ind gennem lugen. Truede med den på bedste beskub.

“Hurtigt! Mine tre millioner!”

“Jamen, pensionen …”

“Gør, som jeg siger. Tre millioner. Læg dem på rollatoren!”

Så fik pigen nok, rejste sig og hentede to mandlige kolleger. Mændene var iført deres stiveste puds og smilede høfligt. Den nærmeste lignede Gregory Peck – eller var det Cary Grant?

“Vi skal nok ordne det med pensionen, skal De se,” sagde han. “Og min kollega her ringer gerne efter ældretransporten.”

Märtha kiggede ind gennem glasset. I baggrunden kunne hun se, at pigen havde løftet telefonrøret.

“Så må jeg vel bare røve jer en anden gang,” sagde Märtha og trak stokken og avisudklippet til sig i en ruf. Alle smilede venligt, hvorefter de hjalp hende hen til døren og ind i taxien. De klappede sågar rollatoren sammen for hende.

“Plejecentret Diamanten,” sagde Märtha til chaufføren og vinkede farvel til bankpersonalet. Hun stoppede forsigtigt avisudklippet ned i lommen igen. Det hele var gået nøjagtig, som hun havde planlagt. En dame med rollator kan slippe af sted med langt mere, end andre kan. Hun stak hånden i lommen efter en ny portion Djungelvrål og nynnede veltilfreds for sig selv. Hvis hendes plan skulle virke, skulle hun nu bare have hjælp af sine venner i korkliken – dem, hun havde sunget med i over tyve år. Hun kunne selvfølgelig ikke spørge direkte, om de ville være kriminelle, men måtte få dem med på vognen med list. Men derefter – og det var hun helt overbevist om – ville de takke hende for, at hun havde forandret deres liv til det bedre.

Märtha blev vækket af en fjern, summende tone efterfulgt af et skarpt pling. Hun vågnede helt, åbnede øjnene og prøvede at hitte rede i, hvor hun befandt sig. Nå ja, på hjemmet. Og det var selvfølgelig Spaden – Bertil “Spaden” Engström – som altid skulle op at spise midt om natten. Han plejede at sætte mad ind i mikrobølgeovnen og glemme alt om det hele. Hun rejste sig og gik med rollatorens hjælp ud i køkkenet. Med en utilfreds brummen tog hun en plasticbakke med spaghetti, tomatsauce og frikadeller frem og kiggede drømmende ud på husene overfor. To tændte lamper lyste op i natten. På den anden side af vejen er der sikkert stadig køkkener, tænkte hun. Før havde de også haft deres eget køkken, men for at spare på personalet havde de nye ejere rationaliseret det væk. Før Diamanten A/S havde overtaget plejecentret, havde måltiderne været dagens højdepunkter, og der havde duftet af dejlig mad i fællesrummet. Men nu? Märtha gabte og lænede sig op ad køkkenbordet. Nej, næsten alt var blevet værre, og efterhånden var det så elendigt, at hun tit og ofte drømte sig væk. Ja, sikken herlig drøm, hun havde haft … Det havde føltes nøjagtig, som om hun havde været der i banken i virkeligheden, som om hendes underbevidsthed havde taget styringen og prøvet at fortælle hende noget. I skolen havde hun altid protesteret mod ting, der var forkerte. Selv i sin tid som lærer havde hun sat sig op mod urimelige bestemmelser og tåbelige nye regler. Men her på centret havde hun sjovt nok bare fundet sig i det. Hvordan var hun blevet så sløv? De, der ikke brød sig om styret i et land, iværksatte en revolution. Det kunne man vel også her, hvis bare hun fik de andre med sig. Men bankrøveri – det var måske alligevel at overdrive? Hun udstødte en lille, nervøs latter. For det var jo netop det, der var lidt skræmmende – hendes drømme plejede næsten altid at gå i opfyldelse.

Læs også:

2018-08-13T13:57:25+00:00