Rebecca Laudrup: Jeg tror ikke, man bliver bedre ved at blive det samme sted hele sit liv.

»Man skal ud og se dem, som lever anderledes, tænker anderledes, og som gør tingene anderledes rent fysisk for at forstå, at vi er enormt privilegerede, og samtidig er vi også enormt indsnævrede. Ingen af os burde jo i princippet passe ind i en boks, uanset vores køn, hudfarve eller hjemsted.«

Hvor er ”hjemme” så egentlig henne?

”Hvor er hjemme for dig?” blev jeg spurgt, hver eneste gang jeg kaldte København for ”hjem”. Jeg tyggede lidt på spørgsmålet, for hvor var hjemme egentlig? Her sad jeg i udlandet, i mit fysiske hjem, som føltes som mit hjem, og samtidig kategoriserede jeg ”hjemme” som et sted, hvor min familie og omgangskreds befandt sig. Jeg kan sådan set ikke helt forklare det, men jeg har ikke rigtig følt, at hjemme var andre steder end der, hvor mine forældre var. Grunden til det er nok, at vi flyttede så meget, da jeg var barn, så derfor var mit hjem lig med tryghed, og trygheden var lig med dem. Jeg har haft 22 eller 23 hjem, sidst jeg talte, men nogle gange forvirrer jeg også mig selv, så det kan godt være, at jeg har glemt et enkelt på vejen. Jeg har boet 12 år i udlandet, det er næsten halvdelen af mit liv, og så har jeg gået på ni skoler, inklusive universitetet, siden jeg startede i børnehaveklasse.

Jeg oplever ofte, at folk går i to retninger, når de hører tallene. Enten er deres reaktion: ”Hvor er det synd for dig, at du har flyttet så meget”, eller også har de den helt modsatte: ”Du er jo den heldigste i verden at have oplevet og set så meget allerede.” Det er ikke så sort-hvidt, hvis du spørger mig. Det er ikke synd for mig, og samtidig vil jeg ikke kategorisere mig selv som ”verdens heldigste”. Jeg ville på ingen måde være alle de oplevelser foruden, for jeg har lært en hel del af det og fået en viden og forståelse for andre kulturer, som man altså ikke kan læse sig til i bøgerne.

Samtidig har det også været svært i perioder at flytte så meget næsten hvert eneste år – jeg har nemlig ikke prøvet at bo mere end to et halvt år i et land, siden jeg var 13 år gammel. Men jeg har jo som sagt altid haft en base. Nemlig mine forældre. Senere i livet blev det så min mand Frederik. Og jeg tror virkelig på, at hvis man har en eller for den sags skyld to at støtte sig op ad, ja, så kan man også klare det meste. Ville jeg rejse ud igen? Som Mr. Big fra Sex and The City ville sige det: abso-fucking-lutely.

Jeg er nemlig nok det, man ville kalde en rastløs type. Ikke helt som Mr. Big, som ikke kan finde ud af at binde sig i et forhold – det tog ham seks år at finde ud af, at Carrie var den rigtige, kom ind i kampen, kammerat! Men jeg er typen, som bliver rastløs, hvis jeg befinder mig det samme sted for længe, eller det, der er længe, i min optik. Det er helt klart ikke noget, jeg vil kalde et godt karaktertræk, for jeg er simpelthen så dårlig til bare at være i det og slappe af. Jeg har brug for, at der sker noget nyt, og det har ofte noget med en flyt-ning at gøre. Nyt land, ny by, ny bolig. Der skal ske et eller andet, jeg vil prøve grænser af og prøve noget andet.

Det er nok på grund af de mange steder jeg har boet, at jeg har svært ved at falde til ro, så jeg øver mig meget i at beherske mig. Jeg kan jo ikke flytte til en ny lejlighed hvert halvandet år, bare fordi jeg begynder at trippe lidt. I stedet må jeg ændre lidt på hjemmet. En ny plante der, en ny lampe her, måske en anden vægfarve, og så flytter jeg om på alle mulige dimser i hjemmet, som ingen andre lægger mærke til, at der blevet rykket rundt på. Men det giver ro i sindet. Og når jeg har ro i sindet, er jeg lidt rarere at omgås – spørg selv Frederik.

Jeg var aldrig inde over, hvor vi skulle flytte hen, da jeg var barn. Det var på mange måder en lettelse, at jeg som sådan ikke havde noget at skulle have sagt, for mine forældre stod for valgene, og så fulgte jeg betrygget med. Der er måske andre forældre, som havde valgt at gøre det anderledes og ladet børnene være en del af beslutningen og få lov til at bestemme, om de ville eller ikke ville til den by eller det land.

Jeg tror nu, det var meget godt, at mine forældre ikke gav mig det valg, da jeg var 13 eller 14 år gammel, for så havde jeg nok sagt nej til noget, jeg ikke havde forstand på. Der er jo ingen 13-årige, der synes, det er sjovt at flytte fra vennerne. Den første gang, hvor jeg kan huske, at vi boede ude, var i 2007, da vi flyttede til Madrid. Og da jeg fandt ud af, at vi skulle flytte til udlandet, glædede jeg mig helt vildt. Vi skulle flytte til et varmt land, jeg fik at vide, at der var stor sandsynlighed for, at der var en pool (alle børns drøm), og så synes jeg egentlig også, at det var lidt sejt at fortælle min klassekammerater, at jeg skulle flytte til Spanien.

En anden umiddelbar grund var nok, at jeg absolut ikke havde nogen ide om, hvad der skulle til at ske, og at der også kom til at være en hverdag, selvom det var varmt, og der var en pool. De andre gange, da vi pakkede sammen igen og skulle videre, vidste jeg godt, hvad det hele handlede om, men sandheden er, at man faktisk vænner sig skræmmende hurtigt til at sige ”på gensyn” til folk, også når man ikke er særlig gammel.

Alligevel, så lad mig sige det igen: Der er ingen, der synes, det er sjovt at flytte fra vennerne – selvom man har gjort det mange gange før, så er det lige meget, om man er 13 år eller 24 år gammel. Når det så er sagt, så var det jo kun i starten. Og så kommer det jo også lidt an på, hvilken type barn man er. Jeg var lidt det barn eller den teenager, som var den stille type i starten. Det første halve år sagde jeg ikke det store, jeg gik lidt rundt og håbede på, at jeg kunne få venner uden at gøre særlig meget. Reality check, det er ikke sådan, man får venner.

Hver eneste gang jeg flyttede – til den internationale skole i Hellerup, så til Madrid, videre til Moskva, tilbage til Madrid, og så Mallorca – fandt jeg ud af, at det ville tage mig knap og nap et halvt år at få gode kammerater, at falde til og turde række hånden op i timen. Det var egentlig ikke, fordi det gjorde mig det store, jeg fokuserede så meget på skolen og på at få gode karakterer, at jeg ikke følte mig udenfor.

Jeg vidste sådan set også godt, at vennerne ville komme, for efter juleferien blev jeg nemlig altid mere afslappet, åben og snakkesalig – og bum, så var jeg en del af fællesskabet. Men det er stadig ikke nemt at være ny, selvom man er fokuseret og kender rutinen. Min far har dog altid sagt, at sådan var det også for ham; vi har fulgt hinanden ret godt, for han var også ny. Ny klub, nye kollegaer, nye spillere – han vidste godt, hvordan det var at være ny og være nervøs første dag, og det var faktisk enormt rart, at jeg ikke var helt alene om det.

Mine forældre var dog gode til ikke at blande sig, for jeg har altid været glad for at være alene, selv i den danske folkeskole ville jeg af og til lyve og sige til de andre børn, at jeg havde en aftale, bare fordi jeg gerne ville hjem og lege alene på mit værelse. Sådan var jeg også i mine teenageår, her var dukkerne bare skiftet ud med skolebøger og Friends på dvd.

På ferie i Tunesien. Den fremmede mand på billedet var vores bodyguard – det har vi ikke prøvet at have siden.

Fra det ene skolesystem til det andet

Jeg er blevet mødt mange gange med spørgsmålet om, om jeg selv kunne finde på at flytte ud med mine børn i fremtiden, nu hvor jeg selv har prøvet at være barnet. Det er da klart, at jeg nok ikke ville sige, at det mest optimale ville være at flytte så mange gange i streg, som jeg gjorde. Mest fordi det bare tog tid at falde til i et nyt skolesystem. Jeg har både gået på international, amerikansk og britisk skole, samt er blevet hjemmeundervist. Og lad mig sige det, som det er, det er fire helt forskellige måder at gå i skole på. Selvom det alt sammen er engelsk-sproget, betyder det ikke, at det er samme slags skolesystem.

Det er noget, jeg ofte understreger over for forældre, der vælger at flytte ud. De bliver virkelig nødt til at tjekke op på, hvilken slags skole de gerne vil have, deres børn skal gå i. Jeg vil ikke sige, at der er noget, der er bedre end andet, men de internationale skoler, jeg gik på, var nok de hårdeste, fordi der var så mange opgaver og krav ud over de fag, som man har valgt. Det britiske er det mere intense, fordi man ikke har så mange fag, men dem, man så har, er der rigtig meget pensum til. Det amerikanske er ”lettest” rent fagligt, men her går de meget op i, at man har mange ekstra aktiviteter ved siden af, som gør ens profil unik, og så har de testen SAT (adgangstest til højere uddannelser i USA), som er latterligt svær. Hjemmeundervisningen skal kun benyttes, hvis man ikke kan komme ind på en propfyldt skole, eller hvis man er en popsanger og hedder Justin Bieber. Det er ensomt og  hårdt og gør en rastløs.

Jeg kan dog mærke, at hver og en skole har gjort noget godt for mig, og så værdsætter jeg helt vildt, at de alle gik så meget op i kreativitet. Jeg havde drama og kunst på højt niveau. Det har præget mig og er udelukkende grunden til, at jeg valgte at flytte til Paris for at læse, for man fik decideret ros for at gå den mere kreative vej. Og en af de eneste grunde til, at jeg fortryder en lille smule, at jeg ikke blev færdig med min bachelor i Paris, er fordi jeg kan godt se i dag, at det vil være svært for mig at komme ind på et universitet i Danmark. Jeg passer simpelthen ikke ind i den såkaldte boks. Plain and simple og en smule skræmmende.

Jeg kontaktede på et tidspunkt et dansk universitet, fordi jeg over-vejede at læse engelsk. Jeg taler og skriver bedre på engelsk, end jeg gør på dansk, så derfor formodede jeg – første fejltagelse fra min side af, man skal aldrig bare antage noget – at det var et oplagt valg, nu hvor jeg var god til faget. Jeg skrev til studiet for at høre, hvad mine muligheder var, da jeg ikke kunne finde ud af, hvad adgangskravene til mig ville være, da jeg havde så mange forskellige skolesystemer i lommen. Det svar, jeg fik, gjorde på en måde hele min uddannelse ubrugelig. Jeg fik at vide, at jeg skulle supplere og tage de fleste fag om igen, også med kvote to.

Jeg må ærligt indrømme, at da jeg fik mailen, føltes det som en stor falliterklæring og endnu mere fik jeg også demonstreret, hvor hamrende umoden jeg også kan være over for mine forældre. Det såkaldte gode gammeldags ”flip” var stilen, jeg valgte at køre med: ”Det er jeres skyld, at jeg ikke kan læse i Danmark! Det er jeres skyld, at jeg bliver straffet for at flytte med jer ud. Og nu skal jeg starte helt forfra, fordi jeg ikke ’passer ind i systemet’. Jeg passer ikke ind! Jeg har taget det højeste niveau i engelsk, og alligevel skal jeg tage det som enkeltfag. Jeg drømmer på engelsk! Jeg. Drømmer. På. Engelsk. Og alligevel skal jeg supplere det, selvom jeg kom ind på fem engelsktalende universiteter rundtomkring i verden. Det er ikke fair!”

Det var ikke fair, at jeg ligefrem valgte at give dem skylden, for det har aldrig været deres skyld, tværtimod. Men det var heller ikke fair over for mig, for helt ærligt, så var der jo noget om min hysteriske snak. Jeg føler, at jeg er blevet straffet for at være udlandsdansker, og hvis der er noget, jeg ikke synes, at man skal straffes for, så er det lige det. Jeg ville ønske, flere turde rejse ud og bo i andre dele af verden, så de kan komme hjem igen med en bedre og større viden, samt forståelse for hvor heldige vi egentlig er som befolkning. Samtidig ville det også gøre, at vi turde snakke lidt mere om de ting, som vi virkelig skal blive bedre til, altså se lidt mere indad: Hvad kan vi gøre alle sammen for at blive bedre?

Jeg tror ikke, man bliver bedre ved at blive det samme sted hele sit liv. Man skal ud og se dem, som lever anderledes, tænker anderledes, og som gør tingene anderledes rent fysisk for at forstå, at vi er enormt privilegerede, og samtidig er vi også enormt indsnævrede. Ingen af os burde jo i princippet passe ind i en boks, uanset vores køn, hudfarve eller hjemsted. De såkaldte ”bokse” gør måske bare, at folk tror, at livet bliver lidt nemmere, men det er kun nemmere for dem, som følger regelbogen helt. Og hvis der er noget, jeg gerne vil lære mine kommende børn, så er det, at de ikke behøver at følge alle ”reglerne” for at klare sig godt i livet.

Jeg ville som sagt rejse ud med hele min familie, som mine forældre gjorde med mig, hvis jeg fik muligheden, da det nok er den største gave, de har givet mig i livet. Og ja, jeg kan godt selv høre klicheen i det, men den er altså god nok. Jeg har nok ikke lige så stor omgangskreds, som mine venner og veninder her i Danmark har. Men til gengæld kan jeg ringe til gamle kammerater, som befinder sig i hele verden: New York, London, Paris, Barcelona, Amsterdam, Madrid, Washington DC, Cape Town, Bogota, og listen fortsætter. Det kan godt være, at vi kun sjældent snakker sammen, men hvis jeg stod i en fremmed by og ikke anede, hvor jeg skulle gå hen, kunne jeg kontakte dem med det samme, og så ville de stå der for at hjælpe.

Det er lidt den holdning, man har til tingene, når man har gået på international skole, eller hvis man er flyttet til et nyt land grundet forældrenes arbejde. Vi har nemlig alle prøvet at stå og føle os alene. Der er en form for sammenhold, som jeg synes er virkelig smukt, og så giver vi hinanden tips til de byer, vi enten har boet eller bor i. Der er ufattelig mange af mine tidligere klassekammerater, som har skrevet og spurgt: ”Rebecca, jeg kommer til København og har brug for den bedste guide – kan du hjælpe?” Og så skriver vi om livet, nogle af os kan ikke flytte hjem grundet krig, nogle af os taler fire eller fem sprog, nogle af os tog i militæret, nogle af os er snart læger eller prøver at blive skuespillere, og nogle af os har stadig ikke knækket koden til, hvad vi skal og hvorhenne.

Ingen dømmer hinanden, for vi kommer fra så mange forskellige baggrunde og kulturer, at vi har forstået, at vi ikke helt kan sætte os ind i de andres situation.

Den tankegang kan jeg virkelig godt lide. Jeg tror nemlig på, at det er afsindig vigtigt at have et åbent sind, når det kommer til andres valg og kulturelle værdier. Jeg tror, der er flere, der tror, at hvis man gik på en international eller britisk eller amerikansk skole, så må det betyde, at ens forældre tjente mange penge. Men sådan hænger tingene ikke sammen. Bevares, det er ikke billigt, men det er altså kun i få lande, at man ikke skal betale for at gå i skole. Det var dog ofte forældrenes arbejde, der betalte, eller de fik støtte, eller også havde de sparet så meget sammen, at deres barn kunne gå der. Så vi kom fra alle slags klasser. Og det er vigtigt at understrege, for jeg har førhen haft mistanke om, at folk troede, at jeg kun gik i skole med dem, som blev set som overklasse. Men jeg har gået i klasse med ham, som boede halvanden time væk fra byen i en lille etværelses lejlighed med sin mor. Og med hende, hvis far var prins, og derfor havde hun livvagter 24 timer i døgnet. Der blev dog aldrig forskelsbehandlet. Alles måder at leve på blev respekteret, uanset religion, hudfarve eller familiesituation. Det vil jeg gerne give videre, for det var den gave, mine forældre valgte at give mig, da vi rejste ud: forståelsen for andre.

Før jeg pudser glorien og lyder så hellig, at folk er ved at få kaffen galt i halsen, så skal det lige siges, at jeg også fejler og selv kommer til at dømme på forhånd. Men i det mindste er jeg for det meste klar over det. Det kan godt være, at jeg også havde lært dette ved at blive boende ét sted hele mit liv. Men kulturel viden er altså bedst indtaget, når man møder nogen eller ser det med egne øjne. Plus, hvem vil ikke gerne have en ven i Bogota? Jeg havde en undskyldning for at rejse til Columbia som 16-årig (ja, det sagde mine forældre okay til) for at besøge en veninde og se et af de smukkeste, men også mest komplekse og til tider farlige lande i verden.

At rejse ud i tyverne

Så er der større forskel på at rejse og flytte til udlandet, når man er 14 år gammel, og det er til Rusland med ens forældre, end når man er 23 og flytter til Kina med sin kæreste, fordi han har fået job der? Ja og nej. Det er da klart, at man kan finde ud af mindre selv, når man er 14 år. Man går måske heller ikke lige så meget op i, hvilken by man flytter til, for man fokuserer primært bare på, hvilken skole man skal gå på. Får jeg venner? Hvilke fag skal jeg have? I Kina var det jo min kæreste Frederik og mig, der skulle finde en bolig sammen, men eftersom han arbejdede så meget, var det oplagt, at jeg tog ud og kiggede på lejlighederne. Jeg kiggede på 72 forskellige. Jeg var så træt til sidst, at jeg næsten ikke kunne overskue hele flytteprocessen. Frederik var flyttet til Kina, fem måneder før jeg selv kom derud, så det var mig, der stod med nedpakningen i København. Det lykkedes takket være gode venner, svigerfamilie og ikke mindst hjælpsomme forældre, som vidste, hvordan tingene skulle gøres.

Min mamma burde skrive en ”Sådan flytter du til udlandet – guide til ned- og udpakning”-bog, for hun kender vitterlig alle de gode tricks. Det tog jeg nok for givet, da jeg var yngre, hvor man ikke skulle være lige så meget med i processen. Ja, mine forældre har flyttet så mange gange, ergo var det også oplagt, at de var med ude at kigge på 30 ud af de 72 lejlighed, jeg så i Hongkong. Til alles overraskelse var det Frederik, der fandt vores bolig derude.

Det er dog ikke altid nemt at rejse ud i tyverne, i hvert fald ikke for mig. Men det kommer lidt an på ens situation. Det var langt nem-mere for mig at rejse til Hongkong end det var at rejse til Paris, da jeg var 19 år gammel. For det første var jeg alene i Paris, det var jeg ikke i Hongkong. Jeg var alene om dagen, men næsten hver aften havde jeg en at spise aftensmad med, og hvis der er noget, som er undervurderet, så er det det lige netop det. At lave mad sammen, spise aftensmad sammen og kunne have en samtale om alt og ingenting, det gør noget godt for sjælen.

I Paris kunne der gå over en halv dag, før jeg sagde noget. Det gør, at man bliver lidt af en enspænder, og til sidst mangler man en form for kontakt. Weekenderne var langt hyggeligere i Hongkong, end de var i Paris, da jeg havde en at opleve byen med. Og så var der endnu en årsag til, at det var nemmere at flytte til Hongkong end Paris, og det var, at mine forventninger ikke var specielt høje med hensyn til besøg. Jeg vidste godt, at Hongkong var langt væk, og derfor kunne jeg ikke forvente, at folk kom ud og besøgte os. Dem der gjorde, fik da helt klart lidt ekstra pluspoint på kontoen, for det betyder meget, at venner og familie gerne vil flyve den lange tur, have jetlag i et par dage og så tage hele vejen hjem igen, blot fordi de gerne vil se en. Det varmer helt ind i hjertet. Til gengæld gør det også hammerondt, når man føler, at folk ikke har tid eller ikke helt prioriterer at besøge en, især når man ved, at man kun er halvanden til to timer i en flyver væk. Jeg havde alt for mange forventninger til, at folk skulle komme og besøge mig i Paris. Der var besøg, men der gik lang tid imellem, og jeg gik fra at være omringet af mennesker til lige pludselig at føle mig lidt glemt, og så får man ondt i hjertet.

I dag ved jeg godt, at jeg overreagerede. Folk har jo studie, deadlines, familier og jobs, så at finde tid til at flyve væk i et par dage kan faktisk godt være stressende. Men jeg har også fundet ud af, at vi alle har så sindssygt travlt, at vi nærmest ikke har tid til at lave aftaler, selv-om vi kun bor ti minutter væk fra hinanden. Det ligger i vores danske dna, dét at vi alle har så travlt med at have travlt.

Efter at jeg kom hjem fra London i 2018, havde jeg været ude i halvandet år. Og jeg forventede bestemt ikke, at folk løb mig i møde med åbne arme og tårerne ned ad kinderne og med flag og bannere, hvor der stod: ”Vi har savnet dig”. Men den såkaldte ”tid” – den, som vi har så svært ved at finde til hinanden – gjorde, at jeg næsten ikke følte, at det gjorde nogen forskel, om jeg var hjemme eller ude. Det er ikke for at skælde folk ud, for jeg ved godt, at jeg var savnet, ligesom jeg havde savnet dem. Det er blot en konstatering: Man ses altså ikke mere eller mindre, fordi man nu er flyttet hjem, det er bare blevet nemmere at lave spontane aftaler.

Der er flere ting, som jeg prøver at huske mig selv på. Når man kommer hjem efter halvandet år i udlandet, er det meget nemt at falde tilbage i sin lille osteklokke og bare køre den gamle og samme rutine. Det er nemt at glemme alt det, man lovede sig selv at gøre bedre, når man kom hjem igen. Jeg skal selv være bedre til at finde tid til min omgangskreds. Jeg kan jo ikke sidde med løftet pegefinger og sige: ”Kom ind i kampen, venner”, hvis jeg så ikke prøver at ændre på det selv. En ting, som jeg har lært, mens jeg boede i udlandet, er, at jeg skal prøve på at lade være med at have for mange forventninger til andre. Min måde at sige, tænke og gøre tingene på er ikke nødvendigvis den rigtige måde. Jeg kan derfor ikke blive skuffet over, at de ikke tænker, som jeg tænker.

Vi kan have så mange forventninger til hinanden. I Paris var jeg skuffet over, at folk ikke besøgte mig nok, skrev nok til mig eller fandt tid nok til mig, når jeg endelig kom til København og besøgte dem. Jeg havde ret til at have de følelser, jeg havde også ret til at være ked af det, men jeg havde ikke ret til at være skuffet over andres måder at gøre tingene på.

Jeg valgte selvfølgelig at åbne munden og sige noget, men jeg har inderligt lært de sidste par år, at man skal passe på med at fortælle folk, hvad de gør forkert. Især når man ikke selv er perfekt. Jeg var nok lidt mere hård og kold i tonen, fordi jeg ikke ville indrømme, at jeg var såret. Jeg skulle nok bare havde sagt, at det gjorde mig ked af det. Og så var den ikke længere. Man kan ikke ændre på hinanden, vi kan hjælpe hinanden med at blive bedre mennesker, men vi kan ikke forvente, at folk skal gøre det, vi selv ville gøre. Det har været en læ-ringsproces for mig, men dét at have boet i udlandet både med mine forældre, alene og så med Frederik, har været forskellige læringspro-cesser i mit liv. Jeg ved ikke, om jeg er blevet et bedre menneske af det, det tror jeg ikke. Men jeg har lært at se lidt indad og forstå, at vi alle er forskellige, og at intet er ligetil her i livet, og gudskelov for dét.

LÆS MERE i Rebecca Laudrups hudløst ærlige fortælling om at skulle finde sig selv i lyset – og skyggen – af sin kendte familie. Om skoleskift, mobning, vægttab – men også om at få åbnet sit perspektiv på verden og finde sin egen vej.

FØLG REBECCA på bloggen Bee A Traveler og på Instagram

Blogger og influencer REBECCA LAUDRUP fortæller åbent om, hvordan det er at vokse op som Michael Laudrups datter i en fodboldtosset familie og finde sig til rette som en, der går sine helt egne veje. Tag med Rebecca Laudrup rundt på kloden, når hun følger sit hjerte og springer ud i tingene, hvad enten det er at flytte til Hong Kong med kæresten, gå på universitetet i Paris eller tage til London for at forfølge drømmen om at blive stylist. Rebecca gør op med ideen om at leve sit liv, som andre mener man burde, og går i stedet efter det, hun vil.

Du kunne også være interesseret i…

Selvhjælp kan godt forandre ens liv – men ikke nødvendigvis til det bedre… Uddrag af Et bedre jeg Af Marianne Power Livsforandrende tømmermænd Der kommer et tidspunkt i enhver kvindes [...]

Rebecca Laudrup: Jeg tror ikke, man bliver bedre ved at blive det samme sted hele sit liv. »Man skal ud og se dem, som lever anderledes, tænker anderledes, og som gør tingene anderledes [...]

  • Jakob Buch-Jepsen

At stirre ind i helvedes forgård "Jeg tilhører dem, der mener, at de, som arbejder med straffesager – de, som kender stoffet indefra – bør oplyse og med deres vinkel give indblik i [...]

PIA OLSEN: Jeg kom for sent i gang med at få børn »Det var ikke mit første valg at få Karla alene, det var plan B. Jeg ville gerne have haft en far [...]

Michael Bundesen: Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt. Uddrag af Alting har en ende Af Michael Bundesen, fortalt til Kaare Sørensen [...]

Allan Olsen: Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren. [...]