Askehave III Blodpagten

TRAUMERNE OG FORRÆDERIET LØBER SOM SORT OLIE i familiens hjerte. Malin Askehave har fået fat i hemmeligholdte dokumenter, der viser, at familiefirmaet, Askehave Shipping, har skabt sin formue ved at samarbejde med højtstående nazister. Hun har forsøgt at rette op på fortidens forbrydelser, men det har kostet hende dyrt. Under en forretningsrejse er hun havnet i et af verdens mest voldelige fængsler og må nu i bogstaveligste forstand kæmpe for sit liv.

I hendes fravær har hendes eget kød og blod udstukket en ny og farlig retning for Askehave Shipping. En retning, der ikke bare er altødelæggende for klimaet, men også har store sikkerhedsmæssige implikationer. Malin må samle al sin styrke, og med ar på krop og sjæl begynder hun sin rejse tilbage til livet og jagten på dem, der må stå til ansvar.

BLODPAGTEN er tredje og sidste bind i serien om sangerinden og klimaaktivisten Malin Askehave – et spændende thrillerdrama om de skrøbelige bånd, der binder os sammen, og en historie om familiehemmeligheder, bedrag og kærlighed, der trodser alt.