Fire mænd på et loft

»Klaveret var et naturligt samlingspunkt, når vi mødtes på tværs af skuespillerskolens årgange. Vanen tro var det en person fra årgangen over mig, som dikterede sangene. En slank, lyshåret fyr ved navn Søren Pilmark. Når han satte sig ved tangenterne, gjaldt det bare om at spænde sikkerhedsbæltet og prøve at følge med.« I sin tid på skuespillerskolen mødte Preben Kristensen ikke kun Søren Pilmark, men også en krølhåret charmetrold ved navn Anders og et musiktalent med en dyb basstemme. Og så brugte han en affekteret stemmeføring og en bredskygget hat til at skabe én af sine mest populære parodier nogensinde.

Uddrag af Husk at være glad
Af Preben Kristensen i samarbejde med Danni Travn

Tjeneren stillede en dampende steak foran mig.

»En special steak med tilbehør D, god appetit, Preben.«

»Tak.«

Jeg samlede en pomfrit op, trak den gennem bearnaisesovsen og lod den sprødt knase mellem mine tænder. Efter en lang dag på teatret strømmede saligheden altid igennem mig, når jeg spiste min hofret hos Jacob’s BarBQ. Restauranten var åbnet, få år inden jeg kom til byen, og midt i duften af stegt lam og friskbagt pitabrød stod Jacob Evar og emmede af gåpåmod. Han havde levet sine første år som jødisk flygtning i Mellemøsten, var flyttet til det nyoprettede Israel og siden rykket til Danmark sidst i 1960’erne, fordi han forelskede sig i Inger. Med sig havde han taget sin hjemregions fornemme madtraditioner og en evne til at skabe en indbydende og løssluppen atmosfære.

Efter at have tygget og sunket det sidste stykke kød fandt jeg en plads tættere på klaveret midt i restauranten. Klaveret var et naturligt samlingspunkt, når vi mødtes på tværs af skuespillerskolens årgange. Vanen tro var det en person fra årgangen over mig, som dikterede sangene. En slank, lyshåret fyr ved navn Søren Pilmark. Når han satte sig ved tangenterne, gjaldt det bare om at spænde sikkerheds-bæltet og prøve at følge med. Han var med afstand den, som var længst fremme i skoene, og jeg så ubetinget op til ham, fordi han var mere komplet end mig: Han kunne både synge og spille. Jeg fulgte nu godt med, når potpourrierne tog fart, og det sam-me gjorde Asger Reher og en fra Pilmarks årgang, den krølhårede charmetrold med mellemrum mellem tænderne, Anders Bircow. Greb stemningen os, kunne vi synge til langt ud på natten. Som vært nød Jacob Evar den gode stemning og lod os gå linen ud, mens det var værre for de stakkels tjenere, som gerne ville lukke ned og holde fri.

For at tjene lommepenge optrådte Anders og Søren i forskellige sammenhænge, og da Asger og jeg fandt ud af, at vi delte musiksmag, dannede vi en lignende duo med os begge på sang og Asger på guitar. I begyndelsen drev musikken ene og alene værket; havde vi bare fem minutters pause i Bunkeren, sad vi og jammede. Men på et tidspunkt fik vi en opgave for en institution, der beskæftigede sig med vand. De spurgte, om vi kunne binde vores sange sammen med nogle små numre, der alle kredsede om, jeps, vand. Beredvilligt kastede vi os ud i at tvangsforbinde de forskellige numre med vandede vittigheder og fandt faktisk ud af, at det løftede vores lille show. Derfor flød vi videre ad de kanaler. Asger indstuderede nogle små Storm P-monologer, mens jeg lavede Mark Twain-teksten »Begravelsen i Nevada«, som Ebbe Rode havde gendigtet på dansk.

Indslagene valgte vi ud fra vores egen smag, men i det små forsøgte vi at tilpasse os publikum. Så da vi blev hyret til at optræde på en efterskole, syntes vi, det kunne være morsomt at lave sjov med elevernes kundskaber. Vi forfattede et fiktivt brev, Asger skulle læse op. Det foregav at være fra en af eleverne, skrevet ganske kluntet og uklart, og blandt Asgers punchlines var: »Ja, jeg må lige bemærke, at der altså ikke er tre m’er i stol, og kun ét p i klaver.«

Stilhed i salen.

Ufortrødent gik vi videre, men bagefter blev vi hevet til side af skolelederen.

Ved I godt, at de elever, I har optrådt for, fortrinsvis er unge, som er ordblinde?«

»Gud, nej, det er løgn,« sagde jeg.

»Det er nok en meget god idé lige at tjekke, hvad det er for et publikum, man står overfor.«

»Naturligvis, undskyld.«

Sådanne lærestreger er gode at få midt i sin ungdoms kådhed, for så begår man aldrig, eller kun sjældent, fejlen igen.

På skuespillerskolen tog vores sanglærer Niels Pihl initiativ til at lave noget firstemmig herresang. Han havde luret, at Asger og jeg såvel som Anders og Søren sang i vilden sky ved den mindste anledning, ligesom han nok vidste, at vi legede sammen på Jacob’s BarBQ. Netop sådan så jeg det: Vi legede i vores fritid. Mit primære fokus var at blive en kvalificeret skuespiller. Men da Niels spurgte, om vi ville prøve at synge nogle barbershopharmonier i en sangtime, indvilgede vi alle sammen, og da de sidste toner ringede ud, kiggede vi på hinanden med enige og sigende blikke: »Hey, der er noget her!«

Anders trådte straks i karakter som organisator, og inden jeg fik set mig om, stod jeg med et engagement på 22 aftener i København som medlem af kvartetten Barberhop Harmony. Jacob Evar stod nem-lig over for at åbne en filial i Lille Kannikestræde,  og med sit vanlige ønske om at skabe ekstra kolorit omkring maden hyrede han os til at optræde gen-nem tre uger i sommeren 1977. Driftigt indrykkede Jacob annoncer for restauranten og kundgjorde, at man foruden maden kunne opleve »Søren Pilmark, Anders Bircow, Preben Kristensen og Asger Reher fra Aarhus Teater. De synger og spiller i den helt specielle ‘barbershopstil’ fra vore bedsteforældres tid. Det er underholdning ud over det sædvanlige.«

Vi skulle fylde fem kvarter hver aften og gik straks i gang med at hive alverdens idéer ind i vores kvartet. Med firstemmige versioner af »Blue Moon« og »Yes Sir, That’s My Baby« levede vi op til vores barbershopnavn, mens vi bandt det hele sammen med sketches, satire og parodier. Vi skelede til, hvad vi syntes swingede rent musikalsk, og hvad vi grinede af. Om andre ville kalde det et show, en kabaret, en koncert eller teater, betød intet for os. I nogle numre sang vi uden akkompagnement, i andre satte Søren sig bag klaveret, og Anders greb guitaren. Personligt kastede jeg mig over en parodi på en teatralsk italiensk operasanger, og så præsenterede jeg en idé til en parodi for de andre, som næppe kunne kaldes original, men, vurderede jeg, ville vække genklang hos de fleste publikummer.

»Jeg har lagt mærke til, at hun tit bruger ord som fascinerende, charmerende og noget med hjerte. Og jeg tror, jeg kan ramme den dér affekterede klang,« forklarede jeg og gav et par eksempler.

De andre grinede og var med på den. Idéen udviklede sig til, at jeg skulle komme skævt i gang, fordi det ville være morsomt at punktere højtideligheden. Således satte jeg mig ned inden vores premiereaften og kradsede nogle noter ned til mig selv: »Margrethe II ind, vinke, få tale, begynde.«

Jeg skrev min første replik:

»Endnu et år er gået … Det er den forkerte tale, De har givet mig.«

Jeg skulle få en ny tale stukket i hånden.

»Gud bevare Danmark.«

Med en mine, der viste, at jeg var kommet til at begynde fra bunden, skulle jeg så vende papiret om og så gå i gang.

»Prins Henrik og jeg har været meget fascinerede af den hjertevarme modtagelse, vi har fået her på Jacob’s BarBQ i København. Det har været en oplevelse af dimensioner, som har varmet os – og Prins Henrik – om hjertet.«

Jeg stregede »varmet«. Det blev for enslydende med både hjerte og varme to gange. I stedet griflede jeg »grebet«. Sådan.

Den sølle lap papir kom til at danne skabelon for en parodi, jeg vendte tilbage til igen og igen.

Sommernatten sænkede sig blidt over de smalle gader i Københavns Indre By, da Søren, Anders, Asger og jeg klokken 22.30 iført ens hvide satinveste og stive skjortekraver trådte op på den lille scene første gang. Jeg følte mig professionelt velforberedt og ungdommeligt ærgerrig, og samtidig stillede jeg mig frem uden egentlig pejling med, hvad reaktionen ville være. På kort sigt var den god: De mætte gæster grinede på de rigtige tidspunkter. Og på lidt længere sigt var reaktionen stærkere, end vi havde kunnet forestille os, da vi rejste fra Aarhus med vores fritidsprojekt: Flere dagbladsanmeldere dukkede op og skrev med en begejstret forundring om disse knøse fra provinsen.

»En af de sjoveste og mest præcise små sommerforestillinger, man for tiden kan opleve i Køben-havn,« hed det i Politiken, som blandt andet fremhævede: »Dronning Margrethes tale var en ustyrlig morsom studie i upper-sprog.«

Jeg kunne med lethed spille koket over for dig og påstå, at jeg selvfølgelig var så professionel, at jeg hvilende i min faglighed lod anmeldelserne passere forbi. Det ville være løgn. Med årene har jeg nok bygget et vist bolværk, men dengang tog jeg ordene for pålydende. Derfor gav det et skud energi og selvtillid, at vores sammenflikkede numre rykkede i publikum og meningsdannere. Tænk at blive set, hørt og respekteret for det, man bringer til verden.

Godt en uge efter anmeldelsen i Politiken prydede vi forsiden af Berlingske Tidende med ordene: »Det er tiptop«. Jeg købte et eksemplar og bladrede frem til Sektion 2, hvor jeg så, at avisens agtede teateranmelder Jens Kistrup stod bag anmeldelsen.

»Barbershop Harmony, læg mærke til navnet,« skrev han og mente ligefrem, at vi burde nyde større udbredelse: »En time i tv ville ikke være for meget.«

Om ikke i en hel time, så fik Kistrup snart ønsket om at se os i tv opfyldt. Jacob Evar gav os et engagement i restauranten i Aarhus og rykkede selvfølgelig annoncer ind i de lokale aviser og blade, hvor han citerede anmeldelserne fra København. Vi nåede så høj en grad af talk of the town, at vi blev hyret til at optræde ved indvielsen af Aarhus Festuge i september 1977, side om side med Jesper Klein og Ebbe Rode. Som en del af vores repertoire tog jeg »Dronningen« med, fordi hun dagen forinden havde åbnet festugen og holdt tale. Det virkede som en uskyldig leg at parodiere talen med de virkemidler, jeg nu succesfuldt havde testet hele sommeren.

Mens de strålede af lokalpatriotisk stolthed hjemme i Skive Folkeblad og skrev, at jeg var »nær ved at stjæle billedet«, lød der imidlertid anderledes ophidsede røster andre steder. Under overskriften »Et par borgerlige ord« gav klummeskriveren Leander mig en bredside i Jyllands-Posten: »Dagen forinden havde  festugekomitéen fået dronningen til at foretage den officielle åbning, men ikke desto mindre lagde man navn til, at fire skuespilelever fra Aarhus Teater parodierede dronningens tale i fjernsynet. Det må være en særlig form for århusiansk hykleri – eller måske ubegavethed? – der ligger bag.«

Værre havde det været for Edith Lodshøj, som sendte et læserbrev til Aarhus Stiftstidende: »En skandale var det, at fire unge ‘drenge’ skulle have lov til at genere dronningen, som de gjorde. Der har ofte været morsomme og ikke ondskabsfulde parodier af regentparret, men dette her var under lavmålet.«

Selv om det blot var to spage buhråb i et brøl af latter, hørte jeg pludselig kun dem. For ligesom den positive anmeldelse giver mig rygvind, kan den negative skubbe mig ud på en slingretur af tanker.

»Åh, nej, har jeg nu gjort nogen sure?«

»Var det bare plat?«

»Kan jeg parodiere?«

»Er det overhovedet i orden at lave parodier?«

Jeg hørte engang en historie om det altfavnende britiske teaterikon Noël Coward. Efter en forestilling bukkede han for en begejstret sal. Alle stod og hujede og klappede. Alle undtagen én. På en af de forreste rækker sad en mand og buhede. Coward gik frem til kanten og lænede sig ned mod manden: »Jeg er faktisk fuldstændig enig med Dem, men hvad kan vi to stille op med resten af publikum?«

Den frækhed og evne til at springe op og falde ned på kritik har jeg aldrig rummet. Til gengæld kan jeg se, efterhånden som jeg fortæller dig min historie, at jeg har noget andet: en evne til i sidste ende at lade det positive brolægge min videre vej. Jeg vaklede en stund efter de hårde ord om »Dronningen« – og glemte dem aldrig – men jeg var aldrig i reel fare for at få overbalance og vælte ned i tvivlens fortærende sorte hul. Jeg gled forbi det og smilede på den anden side. Som om min fars evige ekko messede fra min underbevidsthed: »Husk at være glad.«

Så »Dronningen« overlevede. Faktisk mere end det: Hun kom til at følge mig i årtier og frigjorde sig efterhånden fra den virkelige dronning, således at hun begyndte at foretage sig ting, hendes inspirationskilde aldrig ville gøre. Dronning Margrethe vil ikke have nogen smartphone, men min dronning anskaffede sig selvfølgelig en, så hun kunne køre videre på den ustoppelig leg med royalt pluralis, der blev grundlagt på den allerførste lap papir. Altså havde min dronning ikke en iPhone, men en wePhone.

Op mod et show fandt jeg en hat, hvis skærm kunne foldes i alle mulige retninger. »Hvor er den sjov,« tænkte jeg. Den stak jeg min dronning i hånden, velvidende at Dronning Margrethe aldrig ville gå med en lignende hat. Men min dronning fik en masse skæg ud af at folde den på alverdens måder.

I forbindelse med den rigtige dronnings 50-års fødselsdagsfest på Herlufsholm var jeg en del af underholdingen. Der lod jeg min egen dronning blive hjemme, fordi jeg fandt det upassende at slippe hende løs i den sammenhæng. Til gengæld tog jeg hatten med, og alle grinede indforstået, da jeg trak den frem:

»Jeg vil ikke tage den på i dag. For det er noget med, at hvis jeg gør det, så ændrer min stemme sig. Jeg har desuden besluttet mig for, at den ikke skal bruges længere. Så jeg vil gerne have lov til at overrække den til Deres Majestæt.«

Så fik dronningen den som min ringe gestus for alt det, jeg har budt hende.

Modsat min dronningeparodi levede Barbershop Harmony kun kort tid efter gennembrudssomme-ren. I al fredsommelighed gled Søren ud af gruppen og kørte videre med andre ting. Vi resterende tre syntes stadig, formen var sjov, og gik på jagt efter en ny fjerdemand. Udover at vi ønskede en person med musik og komik i årerne, havde vi et rent sangteknisk ønske: For yderligere fylde i harmonierne måtte han gerne have en dybere stemme end Søren. Vi følte intet hastværk og fokuserede på vores skuespil. Anders var blevet færdig og fastansat på teatret i 1977, Asger og jeg blev det året efter, og derfor sad vi alle tre til teatrets julefrokost i 1978.

Som traditionen dikterede, diskede skuespileleverne op med en revy, og midt i narrestregerne kom en splitterravende nøgen mand spænende på tværs af scenen med alt hvirvlende og dinglende omkring sig. En person midt på scenen bemærkede med lakonisk henvisning til årets julekalender på Danmarks Radio, Fru Pigalopp og juleposten: »Åh, det var bare fru Pik-galop.«

Med frit udsyn til alle talenterne kom Thomas Eje ind i mit liv. Anders, Asger og jeg fattede alle sympati for den her førsteårselev, hvis smag og humor viste sig at gå helt i spænd med vores. Han havde den basstemme, vi drømte om og langt mere: Med sin baggrund på musikkonservatoriet spillede han nærmest instinktivt på alle instrumenter, og hans komiske timing lå på sit helt eget taktslag. Hvor vi tre andre sigtede efter rap timing fra amerikansk underholdningstradition, hængte Thomas en anelse i bremsen. Det virkede godmodigt og blæste ny luft ind i dynamikken på scenen. Sidst men ikke mindst parodierede han ubesværet Gud og hvermand med vid og præcision. Da jeg så hans Mogens Glistrup, pakkede jeg for stedse den væk, jeg i sin tid havde lavet i Gøglervognen.

Det måske bedste af det hele: Han ville gerne være med i vores gruppe.

Alt dette foregik, mens min skuespillerkarriere skulle løbes i gang. Med kontrakt på Aarhus Teater var jeg sikret indtægt og roller. Jeg havde haft en god og varieret første tid på teatret med debut i Nordahl Griegs Nederlaget og siden roller i alt fra Shakespeares Henrik IV og Brechts Miraklet i Kødbyen til musicalen Guys and Dolls. Ingen hovedroller dog.

Kort inde i 1979 mødte jeg op på teatret og gik spændt og målrettet mod opslagstavlen. For det var dagen, hvor rollerne for den kommende sæson blev offentliggjort. Jeg vidste, at den altoverskyggende forestilling ville blive West Side Story med premiere i september, og som stor fan af musicals i almindelighed og den historie i særdeleshed håbede jeg på, at jeg kom med på holdet. Jeg stillede mig foran opslagstavlen og kiggede straks på listen over West Side Story.

»Maria – Betty Glosted«, stod der øverst.

Og lige under: »Tony – Preben Kristensen«.

Det gibbede i mig. Jeg kiggede igen. Lod blikket vandre langsomt på tværs for at være sikker på, at jeg ikke læste skævt. Den var god nok. Hovedrollen. Førsteelskeren. Jeg smilede. Fik nogle klap på skuldrene af de kollegaer, som med samme spænding havde samlet sig. Jeg hørte ord som »wauw!« og »tillykke« omkring mig, mens jeg prøvede at tage nyheden ind.

Men en enkelt kollega viste sig straks som arg modstander af mig i rollen som Tony. Så snart Asger så listerne, lod han med vanlig skråsikkerhed folk på teatret vide, at det var en fejlcasting. Bagefter sagde han det direkte til mig: »Du er fejlcastet i den rolle.«

Der lå ingen jalousi i det. Intet personligt. Der lå bare ren Asger i det. Var han uenig i en kunstnerisk disposition, sagde han det råt for usødet, og ethvert argument prellede af.

»Sådan er det. Det kommer ikke til at fungere.« Jeg kendte og holdt af Asgers impulsive facon – den dag i dag ved jeg, at har jeg brug for det mindste, stiller han op blandt de første. Men den manglende opbakning her, hvor jeg stod foran mit livs hidtil største rolle, skuffede mig. Jeg returnerede hans udfald med at deklarere, at hvis han ikke havde mere tiltro til mig, gad jeg simpelthen ikke stå med ham på scenen i det firemandsshow, han, Anders, Thomas og jeg bryggede på.

Tro mod sit uhøjtidelige jeg sagde Asger bare »okay« og bakkede ud.

Og så var vi tre.

PREBEN KRISTENSEN fortæller levende og tænksomt om sit livs forunderlige rejse. Om barndomshjemmets stærke værdier, der bar ham frem: flid, nysgerrighed, livsglæde. Om fem årtiers dansk underholdning, komplet med sværdslag i kulissen, hans egen kamp for anerkendelse og ofte morsomme møder med nogle af landets største ikoner. Kort sagt en rørende og varm bog fra et menneske, som gør sig umage med at se livet i lyse nuancer.

Find bogen her

Læs også:

Michael Bundesen: Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt. Uddrag af Alting har en ende Af Michael Bundesen, fortalt til Kaare Sørensen [...]

Allan Olsen: Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren. [...]

Fire mænd på et loft »Klaveret var et naturligt samlingspunkt, når vi mødtes på tværs af skuespillerskolens årgange. Vanen tro var det en person fra årgangen over mig, som dikterede sangene. En slank, [...]

Rebelske piger: Beyoncé Uddrag af Godnathistorier for rebelske piger 2 Af Elena Favilli & Francesca Cavallo Sangerinde, sangskriver og forretningskvinde Født d. 4. september 1981, USA Beyoncé var seks år gammel, da hendes far [...]

OPERATION CONSTANT »Sagen mod den svenske terrorgruppe har været den mest alvorlige i Danmark, hvis du ser på professionalismen, planlægningen, og hvor tæt vi faktisk var på, at et omfattende terrorangreb blev gennemført.« [...]

Kære Zoe Uddrag af Kære Zoe Ukhona Af Pelle Hvenegaard Det hele startede faktisk også med, at jeg stod og ventede. Ventede på kvinden i mit liv og nu [...]

2018-11-16T15:16:00+00:00