En tur i skoven i november

Hvis du er træt af efterårets regnvejsfulde dage, kan det måske være en trøst at tænke på, at træerne lige nu fylder deres depoter op med vand, så de kan klare sig til næste sommer. I Peter Wohllebens nyeste bog Brugsanvisning til skoven bliver du klogere på ting, du ikke anede, du skulle vide om skoven. Vidste du fx, at regnorme hader regnvejr?

Uddrag fra BRUGSANVISNING TIL SKOVEN
Af Peter Wohlleben

Træerne har tabt deres løv, himlen er grå, og det drypper koldt fra grenene. Hvem har dog lyst til at gå tur i sådan et vejr? Det kan nu alligevel godt betale sig, når man ved, hvad der foregår mellem træstammerne. For eksempel er regnen, som ikke for ingenting kaldes “flydende solskin”, livsvigtig for skoven. Om sommeren regner det alt for lidt på vores breddegrader, eller sagt på en anden måde: Træerne forbruger simpelthen for meget. Et udvokset bøgetræ suger op til fem hundrede liter vand op af jorden på en dag med sommerhede, og selv når der kommer kraftige tordenbyger, er tilførslen af vand slet ikke tilstrækkelig til de tørstende kæmper. Derfor skal de tanke godt med forråd op, og det skal ske om vinteren. Når det regner meget, er det altså måske en trøstende tanke, at træernes lager er ved at blive fyldt op nu. I jorden rundt om rødderne på et enkelt eksemplar kan det være op til femogtyve kubikmeter vand, som oplagres i ganske små porer. At de moderne høstmaskiner trykker denne vandtank uopretteligt flad med deres brede dæk og en vægt på op til halvtreds tons, kan man endda se bagefter. Så er skoven fuld af vandpytter, hvilket er helt unaturligt, bortset fra på sjældne voksesteder i fugtige omgivelser. Normalt forsvinder overskuddet af flere ugers regn nemlig ned i grundvandet – en proces, som kan vare mange årtier.

Apropos: Når vandet løber ned, siver det ikke kun ned i porerne i jorden. Nej, her er der desuden et kunstigt rørsystem, som dog undtagelsesvis ikke er anlagt af os mennesker, men af regnormene, som flittigt graver sig gennem jorden og dermed skaber et gangsystem, som de beklæder med slim. Her kan de efter deres målestok bevæge sig relativt hurtigt nede i jorden, men ikke altid hurtigt nok. Muldvarpene er efter dem og snupper krabaterne, der kan være så tykke som blyanter, som saftige godbidder. Hvis de fanger mere, end de kan spise, sørger de med et bid for, at ormene ikke kan bevæge sig og gemmer dem bagefter som levende forråd i deres hule. Det lyder ikke særlig kønt, og det er det bestemt heller ikke for regnormene. Ikke nok med det. Har du nogensinde spurgt dig selv, hvor navnet kommer fra? Det er ikke så svært at svare på, for man ser jo kun dyrene ved længerevarende regn, som på disede efterårsdage ofte forvandler landskabet til et ubestemmeligt pløre. Hvis du ikke bryder dig så meget om den slags vejr, er du i det bedste selskab, for regnorme hader regn. Den løber ned i deres underjordiske boliger, og den, der ikke kryber op i den friske luft hurtigt nok, drukner ynkeligt. Men heller ikke oppe over jorden er faren overstået. Den regnorm, der bevæger sig i den forkerte retning, havner i en vandpyt og lider alligevel den skæbne, som den prøvede at undslippe. Da vandet har vanskeligt ved at løbe væk på den sammenpressede jord på vejene, ses hundredvis af “sømandsgrave” med regnorme her, når det er sådan et vejr.

På dette sted kan vi for øvrigt endnu en gang lave en kort afstikker til det at overleve i skov og natur, for et ægte alternativ til jagt er at fange regnorme. Ikke kun i dårligt vejr, nej, også i solskin kan man lokke dem op. For at gøre det stikker man en kæp ned i jorden og trommer på den. Det frembringer rystelser som dem, regndråber laver, og efter få minutter kryber de første orme op. En anden mulighed er at gå på stedet. Smagen af regnorme minder om hønsekød; stegt med salt er der intet at indvende mod sådan et måltid. Mængden af orm kan beløbe sig til mere end hundrede tons per kvadratkilometer; selv i krisetider behøver ingen altså at sulte på vores breddegrader.

LÆS OGSÅ: Gode råd til årets skovture – om myg, mitter og myrer

Tilbage til november: Efteråret er svampetid. En første bølge kan som regel allerede opleves i sensommeren, når kraftige regnskyl gør skovbunden våd efter lang tids tørke. Men her drejer det sig tydeligvis om utålmodige udsendinge, som ikke kan vente til det egent lige starttidspunkt. Det ligger om efteråret, når de første længere regnperioder kommer. Det er meget sikrere for formeringen, da hattene så bevares længere. Desuden har træerne meget sukker til overs her kort før deres vintersøvn, og det kan nu anvendes af svampene til at danne overdådige frugtlegemer. Ikke kun vi mennesker men også vildsvin synes, de smager dejligt. De grå trynedyr vil dog helst have olie- og stivelsesholdige frugter. Det får de nogle år i rigelige mængder fra ege- og bøgetræer, og så begynder det store ædegilde også for rådyr og kronhjorte. Hurtigt indtages endnu en gang vigtige kalorier for at øge fedtlaget under huden. Når vinterkulden kommer, sætter dyrene deres stofskifte flere gear ned og tilbringer dagene med at ligge og døse, sneet inde i en tykning, beskyttet mod vinden og uden at kunne ses.

Om efteråret kan mus, egern og skovskader iagttages, mens de bringer deres del af høsten i sikkerhed, idet de opretter underjordiske depoter. Mens skovskaden er i stand til sikkert at genfinde op til ti tusind af disse, har egernet tilsyneladende nogle gange huller i hukommelsen. Så spirer hele buketter af små skud frem fra den slags glemte skjulesteder om foråret.

Brugsanvisning til skoven, Peter Wohlleben
Find bogen her

Læs også:

2018-11-06T10:24:53+00:00