Af Herman Koch – Sommerhus med swimmingpool

1
Jeg er alment praktiserende læge. Jeg har konsultationstid fra klokken halv ni om morgenen til klokken et om eftermiddagen. Jeg tager mig god tid. Jeg sætter tyve minutter af til hver patient. De tyve minutter er mit varemærke. Hvilken anden familielæge sætter tyve minutter af til én? siger folk – og siger det videre til hinanden. Han tager ikke for mange patienter ind, siger de. Han vil give sig god tid til hver enkelt. Jeg har en venteliste. Når en patient dør eller flytter, har jeg med en enkelt opringning fem nye i stedet.

Patienter forveksler tid med opmærksomhed. De tror, at jeg giver dem mere opmærksomhed end andre familielæger. Men jeg giver dem kun mere tid. Det, jeg skal vide, har jeg set på ét minut. De øvrige nitten minutter fylder jeg ud med opmærksomhed. Med illusionen om opmærksomhed, må jeg hellere sige. Jeg stiller nogle indlysende spørgsmål. Hvordan går det med sønnen/datteren? Er De begyndt at sove bedre? Nu spiser De vel ikke for meget/for lidt? Jeg sætter stetoskopet på deres bryst og derefter på deres ryg. Tag en dyb indånding, siger jeg. Ånd roligt ud. Jeg lytter ikke rigtigt. Jeg forsøger i hvert fald ikke at lytte rigtigt. Indefra lyder alle menneskekroppe ens. Først og fremmest er der selvfølgelig hjerteslaget. Hjertet ved ikke noget. Hjertet pumper. Hjertet er maskinrummet. Maskinrummet holder kun skibet i bevægelse, ikke på rette kurs. Derudover er der lydene fra indvoldene. Fra organerne. En overbelastet lever lyder anderledes end en sund lever. En overbelastet lever stønner. Den stønner og trygler. Den trygler om én fridag. En dag til at komme af med den værste forurening. Nu er den altid bagud. Den overbelastede lever er som køkkenet i en restaurant, der aldrig har lukket. Opvasken hober sig op. Opvaskemaskinen kører for fulde omdrejninger. Men stakkene af snavsede tallerkener og gryder med fastbrændte rester bliver kun større og højere. Den overbelastede lever håber på den ene fridag, der aldrig kommer. Hver eftermiddag klokken halv fem-fem (og somme tider før) bliver håbet om den fridag knust. Hvis leveren er heldig, er det til at begynde med kun øl. Med øl kan man skubbe det meste arbejde over på nyrerne. Men der er jo altid dem, for hvem øl ikke er nok. De tager noget ved siden af: en genever, en vodka, en whisky. Noget, som de kan hælde ned i ét drag. Den overbelastede lever strammer sig an, indtil den til sidst revner. Først bliver den hård, som et for hårdt pumpet dæk. Derefter skal der bare en lille ujævnhed i vejbelægningen til, for at det eksploderer.

Jeg lytter med mit stetoskop. Jeg presser fingeren mod det hårde sted lige under huden. Er det ømt her? Hvis jeg trykker endnu hårdere, sprænges den her i mit konsultationsværelse. Det kan jeg ikke have. Et værre rod. Blodet kommer op i én stor bølge. Ingen praktiserende læge ønsker et dødsfald i sit konsultationsværelse. Hjemme er alt tilladt. I deres eget hus, midt om natten, i deres egen seng. Med en sprængt lever når de som regel ikke engang hen til telefonen. Ambulancen ville under alle omstændigheder komme for sent.

Med tyve minutters mellemrum kommer mine patienter ind. Min praksis ligger i stueetagen. De kommer på krykker og i kørestole. Nogle er for tykke, andre kortåndede. De kan i hvert fald ikke gå på trapper længere. En trappe ville betyde den visse død. Andre bilder sig det bare ind: at deres sidste time er kommet allerede ved det første trappetrin. De patienter udgør langt flertallet. De fleste mennesker fejler ikke noget. De jamrer og stønner, de laver lyde, som om de ser døden i øjnene hvert sekund på dagen, de plumper med et suk ned i stolen over for mit skrivebord – men de fejler ikke noget. Jeg hører på deres klager. Det gør ondt her, og her, somme tider stråler det ud nedefter … Jeg sætter en interesseret mine op. Samtidig skribler jeg noget på et stykke papir. Jeg beder dem om at rejse sig og følge med mig ind i behandlingsværelset. En sjælden gang beder jeg dem om at klæde sig af bag skærmen, men som regel ikke. Jeg synes såmænd, at alle de menneskekroppe er slemme nok i påklædt tilstand. Jeg har ikke behov for at se dem, de kropsdele, som solen aldrig skinner på. Ingen hudfolder, hvor der altid er for varmt, og bakterierne har frit spil, ingen skimmel og betændelse mellem tæerne, under neglene, ingen fingre, der kradser et eller andet sted, fingre, der gnubber på noget, indtil det begynder at bløde … Her doktor, her er kløen værst … Nej, jeg vil ikke se det. Jeg lader, som om jeg kigger, men jeg tænker på noget andet imens. På en rutsjebane i en forlystelsespark, på den forreste vogn er der monteret et grønt dragehoved, folk rækker armene i vejret og skriger lungerne ud. Ud af øjenkrogen ser jeg våde totter af kønshår, røde, betændte, bare pletter, hvor der aldrig mere vil vokse hår, og jeg tænker på et fly, der eksploderer i luften, passagererne sidder spændt fast i deres sæder, mens de begynder deres flere kilometer lange tumlen i det uendelige: Det er koldt, luften er tynd, i dybet venter havet. Det svier ved vandladning, doktor. Som om jeg tisser glasskår … Et tog bliver sprængt i luften, lige før det kører ind på stationen, rumfærgen Columbia splintres i millioner af små stumper, det andet fly borer sig ind South Tower. Her svier det, doktor. Her …

De kan klæde Dem på igen, siger jeg. Jeg har set nok. Jeg skriver en recept til Dem. Nogle patienter har svært ved at skjule deres skuffelse: en recept? I et par sekunder står de uforstående med deres underbukser eller trusser om knæene. De har taget en formiddag fri fra arbejdet, de vil have valuta for pengene, også selv om det er penge, som samfundet af raske mennesker hoster op med. De vil i det mindste have lægen til at føle på dem, at han tager sine engangshandsker på og tager noget – en legemsdel – mellem sine sagkyndige fingre. At han stikker én finger ind et sted. De vil undersøges, de lader sig ikke nøje med hans årelange erfaring, hans kliniske blik, der på et øjeblik registrerer, hvad et menneske fejler. Fordi han har set det hundrede tusind gange før. Fordi hans erfaring fortæller ham, at der ikke pludselig ved gang nummer hundrede tusind og et er behov for at tage engangshandsker på.

LÆS OGSÅ: “En usædvanlig intim, detaljeret og levende roman”

Somme tider er det uundgåeligt. Somme tider må man derind. For det meste med en eller to fingre, en enkelt gang med hele hånden. Jeg tager mine engangshandsker på. Hvis De lige vil lægge Dem på siden … Hos patienten er det vendepunktet. Han bliver endelig taget alvorligt, der bliver foretaget en indvendig undersøgelse, men hans blik er ikke længere rettet mod mit ansigt. Nu ser han udelukkende på mine hænder. Mine hænder, der tager engangshandskerne på. Han spørger sig selv, hvordan han har kunnet lade det komme så vidt. Om det her nu også er det, han vil. Inden jeg tager handskerne på, har jeg først vasket hænder. Eftersom vasken befinder sig over for undersøgelsesbriksen, står jeg med ryggen til ham, mens jeg vasker hænder. Jeg giver mig god tid. Jeg har smøget ærmerne op. Jeg ved, at patientens øjne hviler på mig. Jeg lader vandet fra hanen strømme ud over mine håndled. Omhyggeligt vasker jeg først hænder og går derefter videre op ad underarmene: helt op til albuerne. Jeg kan ikke høre det for lyden af vandet, men jeg ved, at patientens åndedræt bliver hurtigere, da jeg er nået til albuerne. Det accelererer, eller det standser endda helt i nogle få sekunder. Der skal foretages en indvendig undersøgelse, og bevidst eller ubevidst har patienten selv insisteret på den undersøgelse. Denne gang ville han ikke lade sig affærdige med en recept. Men i mellemtiden opstår der tvivl. Hvorfor vasker og desinficerer lægen sine hænder og underarme helt op til albuerne? Noget i patientens krop trækker sig sammen. Skønt han netop burde slappe mest muligt af. Afslapning er nøglen til et smidigt forløb af en indvendig undersøgelse.

Jeg har i mellemtiden vendt mig om og tørrer hænder, underarme, albuer. Jeg ser stadig ikke på patienten, da jeg derefter tager et par plasticindpakkede handsker op af en skuffe. Jeg river pakningen op, sætter foden på pedalspandens pedal og smider den væk. Først nu, da jeg tager handskerne på, ser jeg for første gang igen på patienten. Hans blik er, hvordan skal jeg sige det, anderledes end før, jeg vendte mig om for at vaske hænder. Læg De Dem bare ned, siger jeg, før han får mulighed for at sætte ord på sine betænkeligheder vedrørende den indvendige undersøgelse. Med ansigtet mod væggen. En nøgen krop er mindre ydmygende end en krop med bukser og underbukser nede om hælene. Mindre hjælpeløs. To ben med sko og strømper på, men lænket til hinanden ved anklerne af bukser og underbukser. Som en fange i en chain gang. En person med bukserne nede om anklerne kan ikke slippe væk. Man kan underkaste sådan én en indvendig undersøgelse, men man kan også give ham et knytnæveslag midt i ansigtet. Eller man kan tømme en pistol mod loftet. Nu har jeg fandeme hørt længe nok på alle de løgne! Jeg tæller til tre … En … to … Prøv at slappe af, siger jeg igen. Vend Dem roligt om på siden. Jeg trækker handskerne lidt strammere op over fingrene og længere op over håndleddene. Lyden af gummiet, der strækker sig, minder mig altid om balloner. Balloner til en fødselsdagsfest, man har pustet dem op om natten for at overraske fødselsdagsbarnet. Det her kan godt føles lidt ubehageligt, siger jeg. De skal bare sørge for at trække vejret roligt. Patienten er kun alt for bevidst om min tilstedeværelse lige bag hans delvis blottede legeme, men han kan ikke længere se mig. Det er det øjeblik, hvor jeg lige tager mig tid til at studere dette legeme, i hvert fald den blottede del, nærmere.

Jeg har indtil nu haft en mand i tankerne. I nærværende tilfælde ligger der en mand på undersøgelsesbriksen med bukser og underbukser nede. Jeg kommer til kvinderne om lidt. Den pågældende mand drejer hovedet halvt om imod mig, men han kan som sagt ikke længere se mig så godt. Læg bare hovedet roligt ned, siger jeg. Slap bare af. Uset af patienten retter jeg samtidig blikket mod den nøgne lænd. Jeg har allerede sagt, at det måske kommer til at føles ubehageligt et øjeblik. Mellem denne meddelelse og selve den ubehagelige fornemmelse er der ikke noget. Det er det tomme øjeblik. Det mest tomme øjeblik under hele undersøgelsen. Sekunderne tikker lydløst af sted, som en metronom uden lyd. En metronom på et klaver i en stumfilm. Der har endnu ikke været fysisk kontakt. På den nøgne lænd ses sporene af underbukserne. Røde striber, som elastikken har efterladt på huden. Somme tider er der buler eller modermærker. Selve huden er på dette område ofte for bleg, det er et af de områder, hvor solen sjældent kommer. Dog er der næsten altid behåring. Længere nede tager den behåring kun til. Jeg er venstrehåndet. Jeg lægger højre hånd på patientens skulder. Gennem handskens vinyl mærker jeg, at kroppen stivner. Hele kroppen spændes og trækker sig sammen. Den vil helst slappe af, men instinktet er stærkere, den stritter imod, den væbner sig mod det kommende angreb udefra.

Læs også: “Min søster. Hold kæft hvor er hun ulidelig.”

Og så er min venstre hånd allerede, hvor den skal være. Patientens mund åbnes, læberne glider fra hinanden, et suk slipper ud mellem tænderne, da min langfinger glider ind. Noget midt imellem et suk og et støn. Rolig, siger jeg. Det er hurtigt overstået. Jeg forsøger at lade være med at tænke på noget, men det er altid svært. Derfor tænker jeg på den gang, da jeg om natten havde mistet min cykelnøgle i mudderet på en fodboldbane. Det var en mudderpøl på mindre end en kvadratmeter, og jeg var helt sikker på, at den lå der. Er det ømt her? spørger jeg. Nu føjer min pegefinger sig til min langfinger, sammen finder vi cykelnøglen hurtigere. Lidt … Hvor? Her …? Eller her? Det regnede på fodboldbanen, der var stadig et par lamper tændt, men der var for lidt lys til, at man kunne se ordentligt. For det meste er det prostata. Kræft eller blot en forstørrelse. Ved en første undersøgelse kan man endnu ikke sige ret meget. Jeg kunne have gået hjem og så være kommet tilbage næste dag for at lede videre i dagslys. Men mine fingre var allerede begravet i det, mudderet sad langt oppe under neglene på mig, så nu kunne jeg lige så godt fortsætte. Av! Dér, doktor! For fanden! Undskyld … Åh, for fanden! Og så var der det ene uendeligt lille øjeblik, mine fingre der mærkede noget hårdt i den våde grød. Forsigtig, det kan også være et glasskår … Jeg holder det op mod lyset, det sparsomme lys fra en lygtepæl ved siden af banen, men i grunden ved jeg det allerede. Det stråler, det blinker, jeg behøver ikke at gå hjem. Uden at se på mine hænder tager jeg handskerne af og smider dem i pedalspanden. Sæt Dem bare op. De kan godt klæde Dem på igen. Det er stadig for tidligt at drage nogen konklusioner, siger jeg.

Det er nu allerede halvandet år siden, at Ralph Meier pludselig sad i mit venteværelse. Selvfølgelig genkendte jeg ham straks. Om han lige måtte … det var bare en lille ting, sagde han. Da han først sad i konsultationsværelset, kom han direkte til sagen. Om det var sandt, hvad den og den havde fortalt ham, at det var ret let at få mig til at give … her så han sig sky omkring, som om han var bange for, at vi kunne blive aflyttet. “Den og den” var nogle af mine faste patienter. I sidste ende fortalte de det alle sammen videre til hinanden, og sådan var også Ralph Meier havnet hos mig. Det kommer lidt an på, sagde jeg. Jeg er dog nødt til at stille Dem nogle spørgsmål om Deres almene helbredstilstand, så vi ikke senere får os nogle overraskelser. Men derefter? sagde han insisterende. Hvis alt er i orden, er De så faktisk parat til … Jeg nikkede. Ja, sagde jeg. Det kan arrangeres.

Nu er vi halvandet år længere fremme, og Ralph Meier er død. Og i morgen tidlig skal jeg give møde for det lægeetiske nævn. Ikke for det, som jeg dengang var ham behjælpelig med, men for noget andet, som skete godt og vel et halvt år senere: for noget, man kunne kalde en “lægelig fejl”. Det lægeetiske nævn gør jeg mig ikke særlig store bekymringer over, vi kender alle sammen hinanden inden for lægestanden, ofte har vi studeret sammen. Her er forholdene ikke som i USA, hvor en advokat kan ruinere en læge efter en forkert diagnose. Her i landet skal man virkelig gå alt for vidt. Og så lidt til. En advarsel, et par måneders suspension, mere bliver det ikke til.

Det eneste, jeg fortsat skal bestræbe mig på, er at nævnets medlemmer også bliver ved med at betragte det som en lægelig fejl. Jeg må holde tungen lige i munden. Jeg må selv blive ved med at tro hundrede procent på det – på den lægelige fejl.

Begravelsen var for et par dage siden. På en smuk, landlig begravelsesplads, hvor floden slår en bugt. Høje, gamle træer, vinden blæste gennem grenene og fik bladene til at rasle. Der var fuglekvidder. Jeg var blevet stående så langt bagved som muligt, det forekom mig at være det klogeste, alligevel kunne intet have forberedt mig på det, der skete derefter.

“Hvor vover du at komme her!”

Et kort øjebliks fuldkommen stilhed, det virkede endda, som om vinden pludselig havde lagt sig. Også fuglene tav fra det ene øjeblik til det andet.

“Dit dumme svin! Hvor vover du? Hvor vover du?”

Judith Meier havde en stemme som en trænet sangerinde, en stemme der også skal kunne nå tilhørerne på bageste række i en koncertsal. Alle hoveder drejede sig om imod mig. Hun stod ved rustvognens åbenstående bagklap, hvor graverne netop havde taget kisten med hendes mands lig på skuldrene.

Nu benede hun hen imod mig, hun banede sig vej mellem de hundredvis af gæster, der veg til side for at give hende plads. Hendes høje hæle i indkørslens grus var i et halvt minut den eneste lyd i den ellers åndeløse stilhed.

LÆS OGSÅ: Jyllands-Posten om De otte bjerge – “Langt, langt væk fra borgerligheden”

Hun standsede op lige foran mig. Jeg forventede faktisk, at hun ville slå mig i ansigtet med sin flade hånd. Eller at hun ville hamre med knytnæverne mod min jakkerevers. At hun kort sagt ville lave en scene, det havde hun altid været god til.

Men det gjorde hun ikke.

Hun så på mig. Det hvide i hendes øjne var blodskudt.

“Dit dumme svin,” sagde hun endnu en gang, nu meget mere dæmpet.

Derefter spyttede hun mig i ansigtet.

Læs også:

2018-09-26T11:34:56+00:00