Af Takashi Hiraide
Fra Kattegæsten

1

Først lignede det en lammesky, der svævede derude. Siden kom blæsten og skubbede lidt til den, først fra højre og så fra venstre.

Det lille vindue i hjørnet af køkkenet vendte ud mod et højt træplankeværk, der lå så tæt på huset, at et menneske umuligt kunne klemme sig forbi. Indefra lignede den matterede rude en kinoskærm. Der var et lille knasthul i plankeværket, og hækken på den nordlige side af den tre meter brede gyde uden for plankeværket, kastede altid et svagt, grønt genskær ind på den simple skærm.

Når folk gik gennem gyden, fyldte deres silhuet hele ruden. Set inde fra det mørke køkken virkede sollyset endnu mere strålende, og ruden fungerede nærmest som et camera obscura, der fik de forbipasserende til at vende på hovedet. Og ikke nok med det, de gik også i den modsatte retning. Når de nærmede sig knasthullet, blev den omvendte spejling af dem langsomt blæst op og fyldte hele ruden, men lige så snart de var gået forbi, blev den opløst igen som en optisk illusion.

Billedet af lammeskyen den dag flimrede ikke forbi. Heller ikke da den var helt henne ved hullet i plankeværket, blev billedet særlig stort. Og selv da skyen nåede det punkt, hvor spejlingen burde være allerstørst, fyldte den kun øverste halvdel af vinduet og blev ikke større, end at den ville kunne ligge på en håndflade. Lammeskyen tøvede derude i gyden, svævede lidt hid og did og udstødte så et piv.

Min kone og jeg kaldte den lille vej for ‘Lyngyden’.

Hvis man kørte tyve minutter med den private toglinje i sydvestlig retning fra Shinjuku, stod af på en lille station, hvor eksprestogene ikke standsede, og gik sydpå i omkring ti minutter, kom man til en bakke. På toppen af bakken gik man over den eneste befærdede gade i kvarteret, som løb i øst-vestlig retning, og fortsatte så ned ad bakken. Halvfjerds meter nede ad den brede, snoede vej lå der en herskabelig villa med en gammeldags indgangsport og omgivet af en lerklinet mur, hvis nederste halvdel var dækket af vertikale, flækkede bambuspinde. Hvis man drejede til venstre umiddelbart før indgangsporten, kom man ind i den lille gyde med det mere beskedne plankeværk.

Vi lejede annekset, der lå i et afsides hjørne af den kæmpestore villagrund omgivet af den lerklinede mur og plankeværket. Nogenlunde halvvejs gennem gyden var der en lille sideindgang, som blev brugt henholdsvis som bagindgang for villaen og som lejernes hovedindgang. Umiddelbart før den åbnede det lille knasthul sig som et ubemærket øje.

Uden at vide med hvilken forbløende tydelighed billedet af dem blev projiceret ind på det lille vindue på den anden side af plankeværket, fortsatte de forbipasserende gennem smøgen, til de kom til en murstensmur, der stak ud fra venstre side og tvang gyden mod højre. Her stod de snart over for et andet hus, hvis tag var skjult under et stort zelkovatræ, og måtte straks svinge til venstre; og det var netop, fordi gyden zigzaggede frem og tilbage som en tegning af et lyn, at min kone og jeg spøgefuldt kaldte den for ‘Lyngyden’.

Zelkovatræet, der kastede sin skygge ud over gyden, var meget gammelt. Det var formodentlig fredet af amtet, og huset under det var blevet bygget rundt omkring stammen.

De store grene, der havde fået lov til at vokse frit, bredte sig ind over den østlige del af villaens have og strakte deres frodige, grønne løv helt hen til det nordøstlige hjørne, hvor vores anneks nød godt af dets skygge. I det sene efterår smed træet rigtig mange blade, hvilket frembragte dybe suk hos den gamle dame i villaen.

Det var den lille dreng på omkring fem år i huset med zelkovatræet, der besluttede sig for, at han ville have kattekillingen, som nogle dage tidligere havde forvildet sig ind i Lyngyden.

Selvom familien var vores nærmeste nabo mod øst, skabte Lyngyden en vis afstand mellem de to huse, og vi mødtes aldrig, hverken når vi gik ud eller kom hjem igen. Desuden bestod den side af deres hus, der vendte ind mod vores have, udelukkende af en massiv mur med en lille ventilationsrist i. Ydermere var vi jo bare lejere i det lille anneks i et hjørne af den store villas have, og de betragtede os sikkert ikke engang som rigtige naboer.

Drengen løb tit rundt og legede ude ved svinget i gyden, og vi kunne høre hans gennemtrængende stemme, men eftersom jeg altid sad ved mit skrivebord til langt ud på natten, og vi levede vores liv på forskellige tidspunkter, så jeg ham næsten aldrig. Dog trængte hans skingre stemme med ordene “Det er min kat!” gennem plankeværet og ind til os, en dag vi sad og spiste sen morgenmad.

Igennem nogle dage havde jeg set killingen løbe rundt og lege i vores have, der ikke var meget større, end at man lige akkurat kunne hænge tøj til tørre i den, og drengens stemme fik mig til at trække let på smilebåndet.

Her bagefter kan jeg godt se, at det var en mulighed, jeg gik glip af.

Få fat i resten af Kattegæsten 

Læs også: