Fra Dan Jørgensen – Staunings arv

Dette kapitel er bogens indledning.

Thorvald Stauning er Danmarkshistoriens vigtigste politiker. Han samlede Danmark i en tid, hvor resten af Europa gik i opløsning.

Staunings vision var klar: Han ville skabe størst mulig lykke for flest mulige mennesker. Den vision er senere blevet til virkelighed. Skiftende socialdemokratiske ledere løftede Staunings arv og har skridt for skridt udviklet det velfærdssamfund, vi har i Danmark i dag. En samfundsmodel, der har gjort os til et af verdens lykkeligste lande.

Men nu lever vi igen i en opløsningstid. Fundamentet under vores samfundsmodel slår revner. Måske er historien ved at gentage sig selv? Som i Staunings tid ser vi også nu en verden, hvor populismen vinder frem, og socialdemokratiske løsninger på tidens udfordringer fravælges.

Så galt er det endnu ikke gået i Danmark. Men faretendenserne er til stede. Uligheden stiger, danskerne føler sig mere utrygge, og stadig flere mister troen på, at politikerne kan gøre en positiv forskel for dem i deres liv.

Svaret på tidens udfordringer er ikke at bryde det ned, vi har bygget op. Tiden er ikke til liberalistiske eksperimenter. I stedet skal vi samle Danmark om de værdier og det fællesskab, som har gjort os til et af de bedste lande i verden at leve i. Vi skal lære af Stauning.

Kapitel 1
Tidens brænding

Over for denne forvirring og politiske
håbløshed står Socialdemokratiet som
en klippe i tidens brænding

Thorvald Stauning, statsminister
»Danmark for Folket«, 1934

Kære læser, lad os starte med et eksperiment. Om lidt vil jeg bede dig lukke øjnene et øjeblik og forestille dig, at du hører Thorvald Staunings stemme for dig.

Det er 1. januar 1940. Landsfaderen taler til folket. Hans dybe bas lyder: »Vi skylder vort land at stå sammen om opgavernes løsning. Nu gælder det Danmark.«

Prøv. Kan du høre ham for dig? Jeg tror det. De fleste kender Staunings rolige mæle. Ligesom vi alle kan beskrive hans karakteristiske træk: det store skæg, de runde briller og den skaldede isse.

Er det ikke fantastisk? Mere end 75 år efter Staunings død er han stadig præsent. Vi føler, vi kender ham. Men gør vi egentligt det?

Da jeg begyndte researchen til denne bog, troede jeg, at jeg allerede var ret velbevandret i Socialdemokratiets historie. Specielt følte jeg, at jeg havde et ganske godt kendskab til Staunings liv og levned. Men jeg blev klogere.

Dykker man ned i Staunings liv, læser de mange bøger, der er skrevet om ham, studerer hans taler og personlige notater, så tegner der sig et billede af en mand, der har haft større betydning for Danmark, end i hvert fald jeg havde begreb om.

Med fare for at undervurdere læseren vil jeg tillade mig at antage, at det samme gælder for dig. I givet fald kan du glæde dig til fortællingen om cigarrulleren, der blev landsfader. Manden, der samlede Danmark i en svær tid og støbte fundamentet for det velfærdssamfund, vi har i dag.

Stauning troede på, at politik gjorde en forskel. Derfor kæmpede han hele sit voksne liv for sin vision. Han ville gøre danskerne lykkelige. I dag er det mål nået. Skiftende socialdemokratiske regeringer byggede videre på det fundament, Stauning støbte, og gjorde dermed Danmark til et af verdens lykkeligste lande.

Historien er vigtig. Det er alle historier, der fortæller os, hvordan vi er blevet dem, vi er. Men den her historie er også vigtig af en anden årsag. Den fortæller os, at det, vi har, ikke er kommet af sig selv. Det danske velfærdssamfund er resultatet af en lang række politiske valg og beslutninger.

Det betyder, at vi kan miste det hele igen. Danskerne ligger i toppen af listen over verdens lande, når man måler på deres indbyggeres lykkeniveau. Men hvor længe?

Hvis ikke vi værner om vores samfundsmodel og de værdier, den bygger på, kan vi gå en usikker fremtid i møde.

Hvad kan vi lære af Thorvald August Marinus?

Når Stauning talte, lyttede folk. Ofte var det lange seancer. En kongrestale kunne nemt vare mere end tre timer. Alligevel siges det, at tilhørerne altid var med ham hele vejen; opmærksomme og åbne.

I dag ville en moderne kommunikationsrådgiver nok anbefale en anden og kortere form til politiske ledere, der har ambitioner om at være populære. Men dengang, i starten af det forrige århundrede, virkede det for Stauning.

Thorvald Stauning var en fremragende kommunikator. Han havde ikke studeret retorik og kunne næppe have gengivet Aristoteles’ appelformer, hvis nogen havde spurgt ham. Alligevel mestrede han dem til fulde. Lige dele naturtalent og evne til at lære af sine erfaringer gjorde ham til en folkeforfører i ordets bedste forstand. Hans etos var uhyre stærkt; den personlige integritet, den autoritet og troværdighed, det gav at arbejde sig op fra fattige kår, blive cigarruller, fagforeningsmand, partifunktionær, formand og til sidst hele Danmarks statsminister.

Staunings fremtoning hjalp også. Imponerende var han. Som Hans Hedtoft skrev om ham: »Hærdebred, vikingehøj og fysisk stærk var han i sine velmagtsdage.« Altid velklædt og med en dyb, myndig og rolig stemme.

Der var også masser af patos i Staunings kommunikation. Men ikke på samme måde som en vis kansler i syd havde held med i samme tidsperiode. Stauning brugte ikke svulstige ord og kunne ikke drømme om at hæve stemmen eller optræde synligt agiteret for at understrege en pointe. Det var indholdet i hans ord, der rørte folk. Det var værdierne, der gav patos til talerne og appellerede til tilhørernes følelser.

Stauning kendte også værdien af det rationelle argument – logos. Han var en detaljens mester. Hans lange taler var altid fyldt med facts og informationer. Kendsgerninger, som han kaldte dem. Selv i de valgpjecer og kampskrifter, han forfattede, blev der redegjort for tal og tendenser mellem det patosbelagte og værdibaserede.

Stauning var ikke gammeldags. Han var med på noderne og klar til at bruge de nyeste virkemidler. Plakaten »Stauning eller Kaos« havde han fundet inspiration til på den anden side af Atlanten, hvor republikaneren Calvin Coolidge år forinden var gået til valg på sloganet »Coolidge or Chaos«. Stauning var også først med at holde politiske taler på vogne rundt omkring i landet, efter at de elektriske højtalere var blevet udviklet og gjorde det muligt. Ligesom det nye medie tonefilmen blev udnyttet til propaganda, når Socialdemokratiet under Staunings ledelse lavede datidens svar på valgvideoer, med tidens folkekære skuespillere, der hjalp til med at sælge partiets budskaber.

Jeg er derfor ikke et sekund i tvivl om, at havde Stauning levet i dag, så ville han have været en mester til at kommunikere på de sociale medier. Den pointe gjorde jeg gældende på en konference om Socialdemokratiets historie i Aarhus i foråret 2018. Følgelig lagde jeg et stemningsbillede fra den gode dag i Smilets By på de sociale medier. Det blev et foto fra salen, hvor jeg selv er på scenen foran et stort billede af den ikoniske plakat »Stauning eller Kaos«.

Mange reagerede positivt. Men ikke alle. En ældre herre skrev på Instagram: »Tag dig nu sammen, og bliv som de gamle Socialdemokrater, tro mig, så vil I få mange stemmer til næste valg.« På Facebook mente en yngre kvinde, at »Stauning ville rotere i sin grav, hvis han så, hvad Socialdemokratiet er blevet til.«

Det har jeg hørt før. Nogle kritikere mener ikke, at mit parti længere er tro mod sine rødder. De hævder, at hvis vi blot var mere på linje med tidligere tiders socialdemokratiske kæmper, så ville det gå os langt bedre. Har de ret i den kritik? Både ja og nej.

Nej, fordi Socialdemokratiet i Danmark faktisk ikke er et parti i krise. Vi leder ikke desperat efter en måde at kapre stemmer på. Modsat de fleste andre socialdemokratier i Europa er vi et af de få, der har forholdsvis stor opbakning i befolkningen. Vi tabte ganske vist magten ved sidste folketingsvalg, men hvad mange glemmer, er, at vi gik frem som parti sammenlignet med forrige valg. Endnu bedre gik det til kommunalvalget i 2017. Ud af landets 98 borgmestre er 46 af dem nu socialdemokrater. Læser man meningsmålinger, vil man desuden vide, at vi nu i flere år har været det parti i Danmark, der har klart størst opbakning. Og så har jeg slet ikke nævnt, at vi i en årrække har haft bestandig medlemsfremgang.

Det danske socialdemokrati er ikke i dyb krise som vores franske, hollandske, græske og italienske søsterpartier.

Alligevel kan vores kritikere jo godt have en pointe. Bør vi ikke kontinuerligt spørge os selv, hvordan vi kan gøre det bedre? Er der ting, vi kan lære af vores historie? Jeg synes det. Derfor har jeg skrevet denne bog.

I debatten på de sociale medier blandede komikeren Simon Jul sig på et tidspunkt med kommentaren: »Hvis man endelig skal rode gode gamle Thorvald August Marinus ind i Socialdemokratiet anno 2018: Hvad tror du så, han ville sige til jer?«

Over de næste 200 sider vil jeg forsøge at give et kvalificeret bud.

Opløsningstider

Stauning havde magten i en tumultarisk periode. Specielt 1930’ erne var på mange måder en opløsningstid. På den måde gentager historien sig i dag. Nu – som dengang – er der opbrud i de politiske landskaber.

I mange europæiske lande og på den anden side af Atlanten i Guds eget land har de etablerede partier mistet kontakten med befolkningerne. Mistilliden til det politiske system har manifesteret sig, og populister har vind i sejlene. Heldigvis ser vi kun få steder decideret totalitære tendenser. Det nynazistiske parti Gyldent Daggry har ganske vist 18 mandater i det græske parlament, og i Budapest kan man støde på medlemmer af det højrenationale parti Jobbik, der marcherer i gaderne. De er dog heldigvis stadig undtagelserne, der bekræfter reglen. Europa står ikke på randen af en fascistisk magtovertagelse.

Alligevel bør alarmklokkerne ringe. Der er lighedstegn mellem 1930’erne og dagens verdensorden. Når Donald Trump kan blive præsident i USA, Marine Le Pen komme videre til anden runde i det franske præsidentvalg, Viktor Orbán vinde valg på valg i Ungarn, Geert Wilders og hans Frihedsparti gå frem, hver gang hollænderne er ved stemmeurnerne, og Nigel Farage fra det EU-skeptiske parti UKIP have held til at overbevise briterne om, at det er en god idé at forlade EU – så viser det os, at befolkningerne gør oprør.

Noget er gået galt, men hvad?

En del af svaret skal findes i den økonomiske situation. Som da børsen i New York krakkede i 1929, har også finanskrisen i 2009 eftervirkninger mange år efter. Uligheden er steget. Mennesker føler sig utrygge, og håbløsheden er fulgt med. Det ses i USA, hvor en fællesnævner for mange af de mennesker, der stemte på Trump, er, at de har mistet troen på fremtiden. De stater, hvor uligheden er størst, er også de stater, hvor Trump vandt størst. Og det ses i Europa, hvor globaliseringen på mange befolkningsgrupper virker mere som en trussel end som en udvikling, der skaber bedre fremtidsmuligheder.

Læg dertil en stigende tilstrømning af mennesker – flygtninge og migranter fra andre dele af verden til Vesten – og der begynder at tegne sig et billede af, hvad det er, mange folk reagerer på. Kombinationen af ulighed og indvandring er en stærk cocktail, der skaber utryghed og utilfredshed. Det er i høj grad det, der har fået så mange til at fravælge de partier og politikere, de ellers i årtier har haft tillid til.

Hillary Clinton, der ellers var storfavorit til at vinde præsidentvalget i USA, tabte som bekendt til Donald Trump. En mand uden politisk erfaring, som brød alle spilleregler for den demokratiske samtale. Han slap af sted med at sige ting og opføre sig på måder, som de fleste politiske iagttagere og eksperter tidligere ville have forsvoret var mulige. Indtil han gjorde det.

I Europa har socialdemokratierne mærket tendensen. For mindre end 20 år siden havde de magten i 13 af EU’s 15 lande. Sådan er det ikke mere. I dag er der kun socialdemokratisk ledede regeringer i en lille håndfuld ud af EU’s 28 lande. I lande med stolte socialdemokratiske traditioner, for eksempel Holland og Grækenland, er partiet kun en skygge af sig selv. I Tyskland går det heller ikke for godt for det traditionelt meget stærke Sozialdemokratische Partei Deutschlands, SPD. Det parti, hvis principprogram de første socialdemokrater i Danmark nærmest skrev af, da de i 1876 forfattede vores første program, Gimleprogrammet. Nu ligger SPD i mange meningsmålinger dårligere end protestpartiet Alternative für Deutschland, AFD. For slet ikke at tale om François Mitterrands gamle Parti Socialiste i Frankrig. I skrivende stund er det tidligere så magtfulde parti nærmest udslettet. Det sidste, jeg har hørt fra venner i Frankrig, er, at der nu kun er fem medarbejdere tilbage i partiet, der for ikke så længe siden havde hundredvis af ansatte. Det engang summende travle hovedkvarter på Rue de Solférino midt i Paris er sat til salg.

Som i 1930’erne er Europa og USA midt i en opløsningstid. Så galt står det ikke til i Danmark. Men tag ikke fejl. Tidens brænding slår også ind over vores lille land. De internationale tendenser ses også her. Uligheden er steget i Danmark. Det samme er utrygheden.

Globaliseringen, som vi kalder den udvikling, hvor verdens lande bliver stadig mere gensidigt afhængige af hinanden på tværs af grænser og verdensdele, har konsekvenser. For nogle byder den på muligheder. For andre er den en trussel. Flytter fabrikken, jeg arbejder på, til Kina i morgen? Bliver mit job overtaget af en polak, der vil arbejde for det halve af min løn? Er der råd til omsorg for mig, når jeg bliver ældre? Kan vi integrere alle de udlændinge, der er kommet til vores land? Den slags bekymringer behøver man ikke læse statistikker for at vide findes i den danske befolkning.

Jeg tror, at alle, der som jeg kommer meget rundt i vores land og taler med mange forskellige mennesker, kan genkende billedet. Den optimistiske danske ånd – troen på, at i morgen kan blive bedre end i dag – er truet.

Det er sket, i takt med at tilliden til politikerne er faldet; tiltroen til, at »dem derinde på Christiansborg« kan gøre en forskel, er ofte langt væk.

Denne bog handler om, hvordan vi er blevet et af verdens lykkeligste lande. For det er vi. Men den handler også om, hvad vi skal gøre for finde optimismen i vores land igen. Hvordan sikrer vi, at Danmark også i fremtiden er et godt sted at leve?

Mod en ny værdikamp

En ny værdikamp er under optrapning. Den kommer til at handle om vores velfærdssamfund. Hvad er det for et Danmark, vi ønsker? Den liberalistiske vej eller den socialdemokratiske?

Det er et nybrud. Eller måske rettere: en tilbagevenden til normaltilstanden, for faktisk har denne konfliktlinje historisk været den mest dominerende i den danske samfundsdebat. På den ene side har stået mit parti, Socialdemokratiet, der med skiftende allierede har drevet udviklingen af velfærdssamfundet – den såkaldte universelle velfærdsmodel. Heroverfor har stået et borgerligt Danmark, hvor Venstre og De Konservative bestandig har argumenteret imod denne udvikling. Som jeg vil vise i denne bog, har de gjort, hvad de kunne, for at forhindre og forhale, at vi nogensinde skulle udvikle det velfærdssamfund, vi heldigvis endte med at få alligevel. Sådan var det fra slutningen af 1800-tallet – indtil marts 1998.

Da Venstre tabte folketingsvalget det år, og Anders Fogh Rasmussen blev ny leder af partiet, ændrede Venstre kursen fra den ene dag til den anden. Partiets nye leder aflyste en mere end hundrede år gammel værdikamp. Anders Fogh Rasmussen gav op.

Fogh havde indset, at han aldrig ville blive statsminister, hvis han fortsatte med at kritisere den samfundsmodel, som de fleste danskere faktisk holdt af. Derfor skulle det nu være slut med at diskutere velfærd. I stedet skulle udlændingepolitikken øverst på dagsordenen. Med den kursændring redefinerede han rammerne for den politiske debat i Danmark i de næste mange år. Men nu er den tid ovre. Vi har sagt farvel til Fogh-æraen. En ny værdikamp er på vej. For der er sket to store ting, der har ændret dansk politik fundamentalt.

For det første har vi i Socialdemokratiet ændret kurs i udlændingepolitikken og laver nu brede kompromiser og aftaler med regeringen og Dansk Folkeparti på dette område. Udlændingepolitikken er så at sige neutraliseret. Vi kommer stadig til at diskutere temaet, men det bliver ikke det, der kommer til at afgøre de næste folketingsvalg i Danmark.

For det andet har vi i dag en regering, der med egne ord er den mest borgerlige og liberale regering, Danmark nogensinde har set. Fremtrædende ministre har udtalt, at de ønsker et endegyldigt opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Får de magt, som de har agt, bliver Danmark et helt andet land. Det bliver farvel til velfærdssamfundet. Og goddag til en form for minimalstat, hvor enhver er sin egen lykkes smed.

*

Jeg har skrevet denne bog, fordi jeg ikke kunne lade være. Da jeg begyndte at grave i arkiverne, blev jeg grebet. Staunings liv er simpelthen for spændende til, at jeg kunne modstå fristelsen til at dykke længere ned i historien. Jeg opdagede også, hvor meget hans tid mindede om den, vi gennemlever nu, og hvor meget vi derfor kan lære. Endelig mener jeg, at der er behov for flere, lidt dybere ideologiske og værdibaserede debatter i dansk politik.

Den demokratiske samtale har det svært i disse tider. Ofte er den flygtig og overfladisk. Årsagerne synes mange. Lad mig nævne journalisternes korte deadlines, redaktørernes krav om hårdt optrukne konflikter, politikere, der taler i soundbites, for slet ikke at tale om internettets over- flod af alskens information, der gør det umuligt for mange at skille skidt fra kanel. Alt det er skadeligt for den almindelige politiske dannelse i vores land.

I sådan en tid er der måske mere end nogensinde brug for, at vi tager os tid til også at grave spadestikket dybere og tage de mere grundige, velunderbyggede debatter om vores fortid og vores fremtid. Det er mit ubeskedne håb, at denne bog kan medvirke til det.

Lige på det punkt er jeg i øvrigt enig med Anders Fogh Rasmussen. Da hans bog fra 1993, Fra socialstat til minimalstat, sidste år blev genudgivet, skrev han i bogens nye forord: »Jeg vil gerne opfordre nutidens politikere til at skrive bøger og deltage i værdibaserede debatter om samfundets udvikling på længere sigt […] Det er helt afgørende, at politikere faktisk brænder for en sag og har et klart politisk ståsted, som vælgerne kan mærke. Det skaber den tillid mellem vælgere og folkevalgte, som er mere nødvendig end nogensinde.«

Hørt og hermed gjort.

Læs også:

2018-07-16T13:35:21+00:00