Af Janni Ree fra bogen ‘Golddigger – I think not’

Jeg gik på Sorø Privatskole, som var ret gammeldags indstillet, når det gjaldt disciplin. Vi skulle hver morgen stå på rad og række uden for klasseværelset, indtil læreren skridtede ned ad gangen for at påbegynde timen. Så slog læreren døren op, og i snorlige række trippede vi ind og stillede os pænt bag vores stole, indtil vi bestemt blev bedt om at sætte os. Ofte skulle vi stående høres i matematiske tabeller, og først når man kunne dem uden fejl, fik vi lov til at tage plads.

Selvom revselsesretten for længst var blevet afskaffet, kunne man godt få en på hovedet, hvis man for eksempel havde glemt sit gymnastiktøj. Det fik jeg nu aldrig, for jeg glemte aldrig gymnastiktøjet, men til gengæld har jeg flere gange fået et rap over nallerne med lærerens pegepind for en række andre småforseelser. Jeg har også stået et utal af gange i rækken af elever, der skulle besøge rektors kontor som straf for det ene og det andet.

De glade firsere med permakrøller og neonkunst på væggene. Min søster tog billedet, mens jeg dyrkede en af mine favoritbeskæftigelser, at tale i telefon.

Selvom disciplinen var streng på Sorø Privatskole, så var jeg totalt vild med at gå der. Det blev mit daglige frirum, og jeg kunne sidde for mig selv i timevis og lave lektier i skolens aula. Måske hviskede min underbevidsthed til mig, at såfremt mit voksenliv skulle blive anderledes end min barndom, måtte jeg give den fuld gas i skolen.

Det samme gjaldt mit fritidsliv, hvor jeg i mange år var lidt af en drengepige og meget dominerende. Jeg havde det ganske enkelt bedst med drengene og gik ikke af vejen for et raskt slagsmål. Og så var jeg meget ambitiøs i de sportsgrene, jeg dyrkede i fritiden. Jeg var elitegymnast, gik til fodbold, spillede volleyball og dansede jazzballet.

Jeg tilbragte meget tid sammen med mine venner, men tog dem aldrig eller meget sjældent med hjem. Jeg var nok lidt flov over det skuespil, jeg risikerede at udsætte dem for, hvis nu det var en af de perioder, hvor proppen var af flasken. Derfor var det lettere bare at tage hjem til dem i stedet for og skåne alle parter for en tur i Hurlumhejhuset. Savnede jeg, at mit hjem ikke var en teaterforestilling, hvor man aldrig vidste, hvilket stykke der skulle spilles? Ja, gu gjorde jeg så!

I 13-14-års alderen eksploderede min krop fra det ene minut til det andet. Brysterne voksede, jeg fik menstruation, og mine former ændrede sig også. Min søster og jeg skiftede på samme tid Sorø Privatskole ud med Grandtofteskolen i Ballerup, fordi mine forældre for en tid var gået fra hinanden, og vi boede derfor i et rækkehus i Ballerup sammen med min mor. På det tidspunkt fik drengene for alvor øjnene op for hende den nye i klassen, for jeg havde bryster, der var en del større end gennemsnittet, og det faktum kombineret med resten af mit udseende syntes drengene var ualmindelig interessant. Faktisk så interessant, at de kunne finde på at stå på lur uden for vores hus og glo ind ad vinduerne for at få et glimt af mig – helst et afklædt et af slagsen. Der var også perioder, hvor jeg nærmest måtte flygte i frikvartererne, fordi det ikke var til at holde ud, at drengene havde så travlt med at komme tæt på mig.

Her er jeg på Kos på ferie sammen med en kæreste. Tror, jeg er 16 år.

Grandtofteskolen var en meget voldsom oplevelse for mig. Jeg syntes, den var kæmpestor og kaotisk, der var ingen disciplin, og jeg savnede den orden, der var i Sorø. Jeg talte også et andet sprog end de andre elever. Jeg talte udpræget midtsjællandsk, som man gør i Sorø. Der blev helt stille i klassen, når jeg skulle læse op, fordi de andre syntes, det var skideskægt at høre min dialekt.

Jeg begyndte også at gå i ungdomsklub, og der var her, at det gik op for mig, at den skønhed, naturen havde skænket mig, også havde en værdi, der kunne omsættes til næsten hvilken som helst kæreste, jeg lystede. Et enkelt kast med det lange lyse hår, og jeg kunne få drengene til at gøre hvad som helst.

Efter et års tid blev jeg flyttet fra Grandtofteskolen til Bagsværd Kostskole og Gymnasium. Det var blevet alt for meget med det drengefnidder.

Det var på den tid, at glamourøse tv-serier fik godt og grundigt tag i mig. Jeg var helt væk i amerikanske kærlighedssoaps og kunne i timevis drømme mig hen til et liv, hvor jeg levede i rigdom, overflod og med masser af glamour iblandet store portioner af livets lykkemiddel nummer et: kærlighed.

Om det var de drømme, der gjorde, at jeg som 18-årig faldt pladask for en 30-årig mand, der hed Kim, ved jeg ikke. Men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at her var mit livs kærlighed. Min veninde Karen Frisk og jeg var en aften på natklubben Annabels i København, hvor vi blandt andre skulle møde en fyr, der hed Rene, som jeg allerede havde flirtet lidt med, og Rene havde sin kammerat, Kim, med i byen den aften. Rene præsenterede mig for Kim, hvilket han nok ikke skulle have gjort, for efter at Kim og jeg havde danset til tonerne af Simply Reds ‘If You Don’t Know Me By Now’, var Rene glemt, og jeg havde nu kun ét navn i mine tanker: Kim!

Han var ganske enkelt manden i mit liv. Han så fantastisk ud, var vildt charmerende og havde masser af ambitioner og økonomisk frihed. Hold nu op, hvor var jeg dog totalt smaskforelsket i ham, og jeg var ikke i tvivl om, at han skulle være far til mine børn. Men efter at have datet Kim et par måneder, måtte jeg desværre også tilskrive ham titlen som lidt af en playboy. Og en dag sagde han til mig, at det ikke gik med os to; han syntes, jeg var for ung og sagde for mange mærkelige ting. Mit 18-årige hjerte gik næsten i stykker, og jeg fandt for første gang ud af, hvad kærestesorger betyder, og hvor smertefulde de kan være. Da Kim sagde, at han ikke ville have mig, var det helt sikkert en af mit unge livs største nedture.

Dengang vidste jeg ikke, at det kun var for en tid, vi forlod hinanden.

Få resten af historien om Janni Ree her.

Læs også:

2018-07-20T11:10:30+00:00