Prolog: MIN ÆRLIGHED

Af: Fie Laursen fra Min ærlighed

At lade som om man er en anden, end den man er, resulterer i to negative ting: Man tiltrækker dem, man ikke kan lide, og man kan ikke tiltrække de personer, man gerne vil have omkring sig. Når du lader, som om du er en anden, er det som at sige til dig selv, at du ikke er god nok.

Noget af det, jeg har lært de sidste par år, er, at man skal passe på, hvem man prøver at være, for man kan hurtigt miste sig selv og glemme det unikke menneske, man er født som. Når du tager en maske på, narrer du folk med dit ydre, men det tager hårdt på dit indre, og dit indre er det vigtigste og mest dyrebare, du har. Det er smukt med forskellighed og unikke personligheder.

Mit navn er Fie Laursen. Jeg er 20 år gammel, kendt blogger og reality-personlighed. Jeg er træt af at lade min usikkerhed styre mig, og derfor siger jeg fra: over for det liv, jeg skabte for mig selv for at opnå berømmelse, høje honorarer og venner.

I flere år har jeg opført mig som en person, jeg ikke er, i håb om at opnå bekræftelse og højere status og at få flere venner, oplevelser og penge. Jeg fortalte altid mig selv: ”Spil videre, det er mere sikkert at spille en anden end at tro på, du er god nok.” Jeg troede aldrig, at jeg var god nok. Folk ville have det vilde, det dramatiske og det, de kunne snakke om i kantinen efter en kedelig historietime. Der var noget spændende ved at være folks daglige taleemne, og at alle fandt mig interessant. Det var lige meget, om de tænkte godt eller dårligt om mig, for nu var jeg spændende, og jeg var noget.

Læs også:

2018-06-01T14:41:53+00:00