Fra Merethe Stagetorn – Jeg har ikke noget til gode hos Vorherre

1

Min mor var 16 år, da hun brændte gården ned. Det var ikke hendes skyld, men det var hende, der førte tændstikken.

Min mor skulle tænde op i gruekedlen, og som optænding brugte hun de sække, der havde været salpeter i. Men sækkene brændte ikke i bunden af gryden. De flagrede forvildede rundt i luften og lagde sig til rette på stråtaget.

Min morfar så flammerne på lang afstand, og han løb over marken for at slukke branden, men nåede det ikke. På mindre end en time var gården væk.

Et år senere var vores gård bygget op igen, og min mor ventede barn med Frederik. Han var 28 år og cyklede rundt og målte fedtprocenten i køernes mælk. Han var kontrolassistent og havde hvid kasket på hovedet og træsko på fødderne. Han lugtede sødt af mælk og frisk luft.

Den 26. oktober 1942 fødte Annie en lille datter med store blå øjne og lyst hår. Det er mig.

*

Jeg er opvokset på Stevns, helt ude på klinten. Der var hav for enden af marken, og jeg ved, jeg husker forkert, men i mine tanker er gården, Elmely, stor. Jeg kunne lave glidebane i entreen, fare vild i blomsterbedet, og selv om det var dejligt at lade håndfladen glide langs kornets spidser, var jeg kun nået til begyndelsen af rækken, før jeg fik sidesting.

Indtil jeg var syv år, boede jeg sammen med min mormor og morfar, min mor og hendes lillesøster og storebror. Mine forældre blev gift, da bulen under min mors kjole var synlig, men min far boede ikke hos os.

Da jeg blev ældre, spurgte jeg min mormor, om det var en skandale, men hun sagde, at det ikke var en skam, at min mor blev gravid med en ungkarl, der var 11 år ældre, og at det heller ikke var en skam, at de ikke boede sammen.

Men Annie og Frederik blev gift i Bethlehemskirken på Nørrebro i København, langt væk fra deres hjemby, og deres bryllupsbillede var det eneste, der ikke hang på væggen i mine bedsteforældres stue.

Min far var vokset op på et lille husmandssted med otte søskende. Hans far var vejmand, og helt ligesom i sangen om Jens Vejmand sad han i vejkanten og flækkede sten, eller slog skærver, som det hed dengang. Når min far lavede ballade, fik han tæv af min farfar, og bagefter blev han lukket inde i et mørkt rum under stalden, hvor de havde roer. Han kunne høre rotterne pibe, og han kunne mærke, når de kom tæt på. Han turde ikke røre sig, og når farfar åbnede døren igen og spurgte, om han kunne opføre sig ordentligt, sagde han altid ja.

Min far havde en drøm. Han ville være jurist. Mens han cyklede rundt med sin mælkekasse på bagagebæreren, talte han i hovedet, hvor mange penge han havde sparet sammen, og hvordan han skulle få en studentereksamen.

To måneder før jeg blev født, rensede han sine negle, redte det mørke hår tilbage og satte sig på en stol med ansigtet vendt mod en tavle. Min far begyndte på Høng Studenterkursus, og han flyttede ind på et af skolens små værelser. Der var ikke plads til min mor og mig.

To år senere blev han optaget på jura på Københavns Universitet, og jeg så kun min far, når han en eller to weekender om måneden gik fra København til Stevns og tilbage igen.

Han lagde penge til side, og han ville ikke bruge penge på bussen.

*

Jeg elskede min mormor. Vi lå på knæ i blomsterbedet og fjernede forsigtigt ukrudt med hænderne. Hun kunne navnene på alle blomster og planter i haven, og hun fortalte, hvordan man bedst passede på dem og fik dem til at gro.

Hun sad på en stol i stuen og klappede og sagde »iihh«, som kun en mormor kan gøre det, og gav os en 10-øre, når min kusine Marianne og jeg lavede teater og hoppede på ét ben rundt om det brune spisebord.

Mormor bagte franskbrød og lavede hindbærmarmelade, og jeg fik lov til at sidde på køkkenbordet med mine tynde ben dinglende ud over kanten, mens hun skar en skive og lod mig smage, mens det endnu var lunt. Hun tog mig med i hønsegården for at samle æg, hun lærte mig at binde en sløjfe, og hun puttede dynen ned om mig, når jeg skulle falde i søvn i min lille tremmeseng, som stod i hendes og morfars soveværelse.

Min egen mor var selv et barn, og hun havde sine egne drømme. Hun ville være skolelærerinde. Hun havde den smukkeste håndskrift, og når vi sad ved spisebordet, lærte hun mig at skrive Merethe, Annie og Frederik, og hun lærte mig at stave til flagstang og korssting. Men hun blev aldrig lærerinde. Hun havde min far, og hans kone behøvede ikke at få en uddannelse.

*

Da jeg var syv år, gik min fars drøm i opfyldelse. Han blev uddannet jurist, og han tog for en gangs skyld bussen til Stevns og hentede sin kone og lille datter. Min far havde lejet en lejlighed i Herninggade på Østerbro, og nu skulle vi være en familie.

LÆS OGSÅ: Jeg lever med en udløbsdato

Lejligheden var mørk. Den lå i stueetagen, overboens karnap skyggede for solen, og lejligheden var ikke særlig stor. Der var en stue med et spisebord med plads til seks og en lille skænk i hjørnet, og i soveværelset stod en ægteseng og en barneseng, der kunne vokse med mig. Det gik langsomt, og den nåede aldrig ud i fuld længde.

I entreen stod en kommode fyldt med syltetøjsglas, som jeg satte i mønstre og størrelsesorden, inden klunserne fik dem, når de kom og bankede på.

Det var også mig, der gav skærsliberen knivene, når de var blevet sløve, og jeg fik lov til at løbe ned i gården, når de tre musikanter kom forbi og vendte kasketterne og lagde dem på jorden. Overboerne pakkede mønter ind i blødt papir, viklede et elastikbånd omkring og kastede dem ud af vinduet.

Ellers sad jeg meget i lejligheden på en stol ved spisebordet og læste. Min mor brød sig ikke om, at jeg var alene i gården, hun var bange for børnelokkere. Jeg kan ikke huske, at hun fortalte mig, hvad en børnelokker var. Jeg mødte aldrig nogen, når jeg indimellem løb ned ad bagtrappen med mit sjippetov eller min hinkesten for at lege med de andre børn i gården.

En dag gav min far mig en kost, hvor han havde brændt mit navn, så det stod med sorte, skæve bogstaver. Men det var langt, og han havde delt det i to. MERE THE. Børnene i gården drillede mig og spurgte, om jeg også skulle have mere kaffe.

Så stod jeg der med min lille kost, som jeg ellers var så glad for. Men jeg lod, som om jeg var ligeglad, og jeg fejede hele gården, uden at nogen sagde tak.

*

Min far blev ansat som retsassessor i Københavns Byret. Det er en god stilling, når man er ung, men den er ikke særlig storslået, når man bliver ældre, og min far endte med at blive bitter over at slutte der, hvor han egentlig bare ville være begyndt.

Men dengang i lejligheden i Herninggade var min far en glad mand, og livet var godt eller måske ligefrem lykkeligt, hvis et barn ellers er bevidst om forskellen.

Jeg elskede at holde øje med ham fra stuevinduet, når han kom hjem og svingede benet over sadlen og satte cyklen i stativet. Han vinkede til mig, og jeg løb ud i entreen og ventede på, at han satte nøglen i døren. Han fik som regel ikke lov til at hænge jakken, før jeg havde stukket et papir i hånden på ham og bedt ham om at tegne et dyr. Eller to.

Min far var fantastisk til at tegne. Jeg kunne sidde på skødet af ham i timevis og følge blyantens streg, som forvandlede det blanke papir til en verden af vilde dyr, men jeg har ikke arvet hans evne, og jeg har ikke gemt en eneste af hans tegninger. Det er en af de ting, jeg fortryder.

I en periode var min mor nødt til at arbejde på et kontor, og da jeg ikke kunne være alene hjemme, passede min fars storesøster Frida mig. Frida blev aldrig gift og fik aldrig børn, og jeg tror, højdepunktet i hendes tilværelse var, når hun en gang om året inviterede hele familien på middag i sin lille lejlighed i Vanløse. Hun var meget beskeden og arbejdede hele livet som rengøringsassistent. Da hun tog sig af mig, var hun husbestyrerinde hos en læge på Frederiksberg, men han var temmelig fjern og så ikke rigtigt, hvad der foregik omkring ham.

Han opdagede ikke, at en lille pige med nysgerrige fingre listede rundt i hans store villa hele dagen, og at hun gemte sig i hans køkken, når han kom hjem. Han så heller ikke, at min faster havde en hudsygdom, som næsten dækkede hendes ansigt med vorter. Eller måske havde han fået sygdom nok på hospitalet og syntes ikke, at det var hans opgave at hjælpe hende.

*

Lillian fik en sølvske, da hun blev døbt.

I dag er den 64 år gammel, og det er mig, der spiser med den. Når jeg tager en skefuld yoghurt om morgenen, tænker jeg lidt på Lillian, og hvad der mon ville være blevet af hende.

Jeg var otte år, da jeg blev storesøster. Lillian var ikke helt normal, det kunne vi se med det samme, men mine forældre talte ikke med mig om, hvad hun mon fejlede. Jeg syntes, hun var kær, og jeg accepterede, at min lillesøster spjættede med kroppen, og at hun aldrig lærte at tale. Når hun ville sige noget, viftede hun med hænderne, men lydene, der kom ud af hendes mund, gav ikke rigtigt mening.

LÆS OGSÅ: Kære Zoe Ukhona, det hele startede med at jeg stod og ventede

Et par år senere købte min mor og far et hus på Nørre Allé i Glostrup. Jeg kunne stå i umindelige tider og kigge på de røde mursten og det spidse tag. Der var mønstre i de røde sten, og de var vores alle sammen. Vores helt eget hus.

Jeg fik mit eget værelse under kvisten, hvor der lige akkurat var plads til min seng og min fars gamle skrivebord. Jeg kunne stå oprejst, hvis jeg stod midt på gulvet mellem de skrå vægge, hvor der hang billeder, jeg havde sat fast med tegnestifter.

Det var mig, der passede Lillian, når jeg kom hjem fra skole, og jeg passede også Jens, som blev født, da Lillian var to år. Min mor blev nødt til at arbejde på Dansk-Engelsk Lakridsfabrik. Dengang var det dejligt, at der var lakrids i skufferne, når veninderne kom med hjem, men i dag tænker jeg, at det må have været et mærkeligt arbejde for min mor.

Hun skulle kontrollere, at damerne ikke stjal. Når de gik hjem fra arbejde, blev der taget stikprøver, og hvis en dame blev valgt ud, skulle min mor kigge i hendes taske. Nogle gange fik jeg lov at komme med ind og sidde i hendes lille bur, og jeg tænkte, at det måtte være fristende at stikke en æske i lommen.

Lillian og Jens var i dagpleje lige ved siden af min skole, og jeg skulle tage dem med hjem, når jeg havde fri. Min mor spurgte ikke, om jeg havde lyst. Hun sagde bare, jeg skulle. Jeg trak min mors cykel på fortovet, og Jens sad bagpå, mens Lillian sad foran. Nogle gange var det omvendt, og andre gange skændtes de om det. Jeg kunne ikke lide at gå med den store cykel, og jeg var hele tiden nervøs for, at den skulle vælte, fordi Lillian havde svært ved at sidde stille.

*

Lærerne syntes, jeg var dygtig.

Jeg lærte hurtigt at regne og skrive, og da fjerde klasse sluttede en varm dag i juni, sagde min klasselærer, at han havde snakket med de andre lærere, og at jeg ikke skulle komme igen efter sommerferien. Der var ingen grund til at gå i femte, når man var så dygtig, som jeg var, og han syntes, jeg skulle rykke direkte op i 1. mellem. Min mor og far blev smigrede og syntes, det var en rigtig god idé. Jeg husker ikke, hvad jeg selv syntes, men jeg fandt hurtigt ud af, at det gav respekt at være god til at lave lektier, men at det sjældent er nok til også at blive populær. Især ikke når man som jeg skulle gå med en hjemmestrikket grå kyse med ulden kant og hjemmesyet jakke, der var for kort på ærmerne og lignede uopskåret mekka. Det var det foretrukne møbelstof dengang, og hos os var det småt med penge, og min mor var dygtig til håndarbejde.

Tove og Inger var veninder. De gik i min klasse i mellemskolen i Glostrup og var et år ældre end mig, og de var altid sammen. De grinede med de andre piger, når drengene hev min strikkede hue af og kastede den hen over hovedet på mig, mens jeg løb rundt og forsøgte at gribe den. Til sidst var der en, der forbarmede sig, og satte den tilbage på mit hoved og trak den langt ned i panden på mig.

Jeg sagde ikke noget til min mor. Det nyttede alligevel ikke noget. Min mor var sparsommelig, og hun ville aldrig købe en ny, før huen var slidt op eller blevet for lille, og desuden var jeg nødt til at gå med den, fordi jeg havde astma og ikke kunne tåle kulde.

Det var ikke ondt ment, når Inger og Tove grinede. Det var bare for sjov, og de opdagede aldrig, at jeg havde dresseret mine følelser, og at jeg meget tidligt lærte mig selv, at følelser ikke bliver større af, at man græder. Jeg græder ikke i offentligheden, og jeg gør det heller ikke, når jeg er til begravelse. Måske med undtagelse af min lillesøsters, men det er 60 år siden, og jeg har ingen klar erindring om det.

*

Lillian døde, da hun var fire år. Hun fik et lille gravsted på Glostrup Kirkegård, og min far læste Fadervor.

Min mor og far fandt aldrig ud af præcis, hvad Lillian fejlede. Hun blev flere gange undersøgt af en engelsk læge, der hed Mrs. Dane, og når hun kom hjem til os og tog tøjet af Lillian og undersøgte den lille urolige krop, sad jeg ved siden af og lyttede og forstod ingenting.

Mrs. Dane mente, at Lillian var spastiker.

Det var mig, der passede Lillian, dagen før hun døde. Hun græd meget, men hun kunne ikke fortælle, hvor hun havde ondt. Hun sad bare og viftede med armene, og jeg troede, hun havde ondt i maven. Men min mor og far var fra landet, og på landet skulle man ikke forstyrre lægen mere end højst nødvendigt, og hvis det gjorde ondt, forsvandt det nok igen.

Jeg syntes, det varede en evighed, før min mor ringede til lægen, og Lillian kom på sygehuset. Der var stille i huset den nat, og jeg lå med åbne øjne og håbede, at Lillian blev rask.

Det blev Lillian ikke. Hun døde af tarmslyng dagen efter.

Jeg husker ikke nogen stor sorg i mit hjem i tiden efter at Lillian døde. Måske syntes mine forældre inderst inde, at det var bedst, at det endte sådan, fordi hun var handicappet, og måske havde livet på landet lært dem, at liv og død hænger sammen. Eller måske skjulte de deres sorg for mig, fordi følelser er noget, man tæmmer, og ikke noget, man taler om, ligesom vi stadig ikke gør.

Jeg spurgte dem aldrig siden, og måske så jeg også nok til, at det ikke var nødvendigt.

Min mormor og morfar var på bustur til Côte d’Azur, da Lillian døde, og min far hentede dem på stationen, da de kom hjem. De smilede, da de trådte ud af toget, og min mormor bredte armene ud, så jeg kunne gemme mig i dem. Men jeg blev stående ved siden af min far, og jeg fornemmede bevægelsen, da han tog hænderne op for ansigtet.

Pludselig så jeg noget, jeg aldrig før havde set. Min far, der ellers var så stærk, knækkede sammen.

»Det er Lillian,« sagde han.

Så kom der ikke flere ord.

Stadig interesseret? Så kan du få e-bogen til en god pris lige her.

Læs også:

2018-08-01T09:23:50+00:00