Af Michael Rasmussen
Fra Udbrud

Min første erindring om mig selv som et viljesvæsen handler om cykling.

Jeg var fem år gammel og ville gå til cykling og vinde Tour de France. Det sidste lå godt nok ikke ligefor, men mine forældre, Mona og Finn Rasmussen, undersøgte sagen og fandt ud af, at man skulle være otte år for at begynde i Holbæk Cykle Ring, der snart fik stillet et klubhus til rådighed af seminariet på Borgmestergaardsvej. Det var min første karantæne – på hele tre år – og jeg var meget skuffet og fandt det både uretfærdigt og tarveligt og irriterende og vistnok en masse andet. Havde jeg kendt ordet, ville jeg sikkert have protesteret mod denne aldersdiskrimination, skønt forbuddet naturligvis handlede om sikkerhed. At cykle er farligt, især hvis man ikke passer på – eller er slet og ret uheldig. Det sidste kom jeg siden til at møde mange eksempler på, og som voksen priste jeg mig indimellem lykkelig for at have undgået og overlevet endnu en farlig situation i trafikken. Man skal ikke have set ret mange billeder for at vide, hvad en bil kan gøre ved en cyklist.

Men en femårig lytter helst ikke til den slags fornuft. I stedet organiserede jeg små løb på den cykel, som min morfar havde svejset sammen, og fik nabobørnene med på legen. Op og ned ad Ternevej, Nattergalevej, Rødkælkevej, Duevej og Svalevej. Det var et roligt parcelhuskvarter, vi boede i, og der var ikke ret meget trafik dengang. Jeg færdedes tidligt hjemmevant i kvarteret og gik selv til og fra skolen og sportshallen 500 meter væk. Når min mormor hentede mig fra skole, blev min radius udvidet med cirka en kilometer på vores side af jernbanen, og da jeg siden begyndte at gå med aviser, krydsede jeg sporene. Min verden begyndte at åbne sig, og jeg følte mig meget stor og ansvarlig og tjente mine egne penge.

Det var jeg naturligvis ikke, stor og ansvarlig. Jeg var en dreng ligesom så mange andre, optaget af mine egne sager, utålmodig og til tider urimelig. Mine forældre var derimod myndige voksne. Det kan godt være, at vi indimellem skændtes, eller at jeg blev vred på dem. Men vores hjem var en sikker havn. Kun én gang er jeg blevet slået. Jeg havde spillet tennis med min lillesøster, Susanne, på villavejen, og i samme øjeblik, som vores far kaldte os ind til aftensmad, var vi blevet uenige om, hvem der skulle hente bolden. Og da min far dømte mig til det, voksede min retfærdighedsfølelse. Indenfor i gangen kastede jeg derfor bolden mod min søster, men ramte i stedet en stoleryg, hvorefter bolden blev sendt op mod loftet og direkte ned mod spisebordet, så kødsovsen splattede ud over det hele. Da rejste min mor sig op og gav mig ganske velfortjent en syngende lussing. Min far derimod var ved at falde ned fra stolen af grin.

Sådan var de indimellem forskellige. Men de passede på os, hjalp os og sørgede for, at der var styr på vores børneliv. Faste rammer, hed det dengang – og det var positivt ment. Jeg ved ikke, om den slags stadig står i høj kurs; jeg kommer ærligt talt i tvivl, når jeg ser på familielivet omkring mig. Nej, jeg skal bestemt ikke spille hellig. Jeg ser min egen søn alt for lidt, og han har betalt prisen for en skilsmisse, som jeg selv havde mere end en finger med i. Min mor og far var mere påpasselige og punktlige end mig.

Jeg havde også bedsteforældre, der påskønnede det faste og genkendelige. Det var faktisk, som om ungdomsoprøret skyllede uden om Tølløse, i hvert fald uden om familien Rasmussen og omgangskreds. Opdragelse var et plusord. Der var ikke noget, der hed »forælder« eller det »grå guld«; de ældre var ikke rige, og de havde ingen friværdi. Til gengæld havde de tid til os børn. Min mormor og morfar boede et stenkast fra vores matrikel, og de var hjemme, når jeg kom forbi. Der var en klemme og et glas saft, indimellem også lidt sødt. Det var mormor, der syede min første enkeltstartsdragt af lycra i grøn, hvid og rød. Dengang fandtes der stofforretninger, folk købte ikke alt deres tøj, men syede noget af det selv, og min mormor var en ørn til den slags. Hun lærte også mig at sy og brodere. Så da vi i skolen havde håndarbejde, og mine klassekammerater bøvlede med hjerter og dyremotiver, broderede jeg navne som Fignon og LeMond i alle regnbuens farver.

Jeg havde tidligt mine favoritter. De ryttere, der kunne afgøre et løb selv; kongerne, bjergspecialisterne, de ærgerrige. Luis Herrera, den colombianske fugl. Den skrøbelige belgier Van Impe. Men ikke de mere brutale og robuste typer som Merckx og Hinault.

Jeg var også optaget af terrænet, af geografien, og dét i en grad så min mormor fandt atlasset frem og satte de rigtige stednavne på. Man kunne ikke bare sidde og digte, man måtte vide, det er jeg opdraget til. Jeg kom til at sætte en stor ære i at slå efter i Lademanns Leksikon, især hvis jeg kunne modbevise noget, en voksen havde slynget ud. Det blev en besættelse at sidde med snuden nede i landkortene og følge flodernes løb og lære byernes navne udenad. Jeg så Frankrig for mig, mit indre Frankrig. Det var Tourens Frankrig. Jeg tegnede årets Tour de France-rute ind; mormor fandt sig i det, måske fordi det var så sværmerisk og formålsrettet på én og samme tid. Jeg vil vinde det løb, sagde jeg mere end én gang til hende. Hun nikkede og svarede, at naturligvis ville jeg det. Vi forstod hinanden.

Tv-dækningen var sporadisk dengang. Man fulgte lige så meget Touren i bladene; jeg lånte og læste Le Coureur uden at kunne fransk og hængte plakaterne fra midtersiderne op på min væg, Fignon i Renault-trøjen fra 1983. Fignon var »lirens«, sådan som cykelrytterne sagde. Jeg var begyndt på det med lirens. Ordet findes mig bekendt ikke andre steder end i cykeljargonen. Det betyder at tage sig godt ud, men ikke kun det. Lirens inkorporerer også en moralsk kvalitet, som jeg vender tilbage til senere.

LÆS OGSÅ: Gul feber

Jeg var besat af cykling fra en tidlig alder og desuden så heldig at vokse op i en sportsglad familie. Min mor spillede bordtennis og blev i skolen kaldt »den lille amazone«, fordi hun dyrkede gymnastik på linje med klassens drenge og tævede dem, hvis de blev for næsvise. Det gjorde de så mindre og mindre. Min far var en kraftkarl allerede som barn og kunne gå på hænder i en alder af otte. Han havde også drømt om at gå til cykling, men det var både for dyrt og for besværligt i hans barndomshjem i Nakskov i 1960’erne. Det er mere end sandsynligt, at hans overvintrede drøm blev frigivet til mig mange år senere. Også dér var jeg heldig.

Fra begge mine forældre har jeg arvet glæden ved at bruge min krop sammen med en pæn portion stædighed. Det var ikke noget, vi talte om; det sportslige kom helt naturligt i vores familie. Vi havde ingen snakke om kropslig bevidsthed eller betydningen af at kende sig selv fysisk, det var egentlig bare påskønnet, praktiseret, ja, det var hverdag. At dyrke sport var en del af at være og høre til.

LÆS OGSÅ: Rolf Sørensens store cykelalmanak

Mine forældre må have købt sig fattige i klubkontingenter. Min søster var lige så aktiv som mig i de lokale idrætsklubber, og jeg gik både til svømning, springgymnastik, bordtennis og cykling. Det eneste, jeg ikke var vild med, var dans. Det er skæbnens ironi, at jeg en dag gik hen og blev kendt fra Vild med dans, for danse, det kunne jeg heller ikke dengang. Men jeg må også tilstå, at Mia Moltke gjorde et noget bedre indtryk end Ruth Henriksen i den lokale danseskole, hvor jeg faktisk gik tre år, fra jeg var fem, til jeg var otte. Men dans, det blev ikke mig!

Jeg blev til gengæld min årgangs klubmester i badminton flere gange, ligesom jeg spillede turneringer og blev udtaget til et svømmehold i Holbæk og kom på et udvalgt hold i springgymnastik, der blev sendt til Ringsted for lave opvisning. Jeg spillede også fodbold, især i skolens frikvarterer, og jeg kom på gymnasiets volleyballhold i Holbæk som sjettemand blandt de høje drenge.

Jeg var ham, der luftede sin irritation over, at pigerne i klassen spolerede gymnastiktimerne eller ikke interesserede sig nok for dem. Jeg kunne blive rasende, når deres niveau blev for lavt, og det ødelagde holdet og spillet, for eksempel volleyball. Jeg klagede min nød til min idrætslærer og spurgte, om hans timer ikke kunne blive kønsopdelt. Jeg var sikker på, at det ville løfte niveauet, hvis det kun var drengene, der dyrkede en bestemt sportsgren i en periode. Han svarede, at det kunne der ikke blive tale om, og at jeg måtte affinde mig med ligestillingen. Men det var ikke det, det handlede om. Hvis pigerne var på niveau med drengene, så var jeg ligeglad. Jeg er tilhænger af ligestilling i samfundet, men i sportens verden bliver mænd og kvinder aldrig lige, for mænd har mere testosteron og flere kræfter end kvinder. Jeg har i øvrigt ladet mig fortælle af idrætsforskeren Hans Søndergaard, at de kvinder, der stiger til tops i erhvervslivet, typisk har højere testosteronniveau i kroppen end gennemsnitskvinder. Noget tyder på, at man i erhvervslivet ønsker de mandlige egenskaber i en kvindelig indpakning.

Det gik mig også på, når andre gav op. Hvis en klassekammerat bare satte sig ned, fordi det gik dårligt for holdet, gik jeg helt kold. Mine klassekammerater trak på skuldrene, men jeg tog det alt for personligt. Jeg vil tro, det var her, jeg fik afsmag for holdsport. Min oplevelse var, at holdsport foregik på laveste fællesnævners præmisser. Og holdsport skabte i mine øjne snyltere, der gerne ville være på det vindende hold, men ikke var interesserede i at yde, hvad der skulle til for at vinde. De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, siger vi i Danmark, og det er sikkert en fin måde at indrette et samfund på. Men det fællesskab vendte jeg ryggen til. I sportens verden var det ikke en opskrift på at vinde. Sådan tænkte jeg dengang, og sådan tænker jeg stadig.

Find Udbrud – cykling og andre sandheder her >

Læs også:

2018-06-07T15:24:33+00:00