Selvhjælp kan godt forandre ens liv – men ikke nødvendigvis til det bedre…

Uddrag af Et bedre jeg
Af Marianne Power

Livsforandrende tømmermænd

Der kommer et tidspunkt i enhver kvindes liv, hvor det går op for hende, at tingene ikke bare kan fortsætte, som de er. For mig var det tidspunkt en søndag med tømmermænd.

Jeg husker ikke, hvad jeg havde lavet aftenen før – bortset fra, at jeg tydeligvis havde fået for meget at drikke og var gået omkuld med fuld makeup og al tøjet på. Da jeg vågnede, var mine øjne klistret sammen af kager af mascara, og min hud var fedtet af foundation og nattesved. Mine jeans snærede om ma-ven. Jeg skulle på toilettet, men var for doven til at bevæge mig, så jeg lynede lynlåsen op og lå med lukkede øjne.

Alt gjorde ondt.

Nogle gange kan man slippe godt fra det med sine tømmermænd. Man vågner og føler sig kvæstet men munter, småeuforisk endda, og dasker sig igennem dagen, indtil ens tømmermænd foretager en blid landing omkring klokken fire om eftermiddagen. Det her var ikke en af den slags tømmermænd. Det her var en omgang lige-på-og-hårdt, ikke-ignorerbare tømmermænd. Mit hoved føltes, som om der var sprunget en bombe derinde. Min mave kværnede rundt og rundt som en vaskemaskine fuld af giftigt affald. Og min mund føltes – forudsigeligt nok – som om noget eller nogen var døde derinde.

Jeg rullede rundt og rakte ud efter glasset på sengebordet. Mine hænder rystede så meget, at vandet løb ned over hagen på mig og ned på dynen.

Lyset, der faldt i en stribe ind igennem gardinerne, stak i øjnene. Jeg lukkede dem igen og ventede på, at den skulle komme … Jep, der var følelsen …

Den tidevandsbølge af ængstelse og selvhad, som vælter ind over en efter en lidt for munter aften. Visheden om, at man har gjort noget virkelig dumt, at man er et dårligt menneske, og at lutter dårlige ting venter forude resten af ens ynkelige lille liv, for det har man fortjent.

Jeg var martret af det, mine venner kalder Angsten, men det var ikke bare tømmermændenes skyld, at jeg havde det sådan. Følelsen af gru, ængstelse og fiasko var der altid, lå ligesom og summede i baggrunden. Tømmermændene havde bare skruet et par ekstra takker op på volumenknappen.

Ikke fordi mit liv var dårligt. Slet ikke.

Efter at have brugt tyverne på at stresse mig vej op ad karrierestigen i avisverdenen var jeg nu en succesrig freelanceskribent og boede i London. Jeg fik løn – en rigtig løn, simpelthen – for at crashteste mascaraer. En måned før mine livsforandrende tømmermænd var jeg blevet sendt til et spabad i Østrig, hvor jeg hang ud med rige husmødre, der betalte store summer for ikke at få andet at spise end tynd suppe og gammelt brød. Jeg fik turen gratis, tabte to et halvt kilo og kom hjem med en samling små fancy hotelshampooer.

Kort efter havde jeg fulgt en masterclass i forførelsens kunst ved Dita Von Teese i hendes suite på Hotel Claridge’s, og jeg havde endda interviewet James Bond og efterfølgende i flere uger lyttet til en besked på min telefonsvarer, hvor den store, nu afdøde Roger Moore takkede mig for “en fandens god artikel”.

Professionelt levede jeg det gode liv.

Privat så livet også ret godt ud. Jeg havde nære venner og en kærlig familie. Jeg købte alt-for-dyre jeans og drak alt-for-dyre cocktails. Jeg var ude at rejse i ferierne. Jeg lignede på en prik en, der går og nyder livet.

Men det gjorde jeg ikke. Jeg var lost.

Mens mine venner renoverede badeværelser og planlagde sommerferie i lejede villaer, tilbragte jeg weekenderne med at drikke eller ligge i sengen og se The Real Housewives eller The Kardashians.

Når jeg endelig var ude, bestod mit sociale liv af en perlerække af forlovelsessammenkomster, bryllupper, housewarminger og barnedåb. Jeg smilede og gjorde som forventet. Jeg købte gaver. Skrev kort. Skålede for deres lykke. Men for hver gang jeg fejrede endnu en mærkedag, som ikke var min, følte jeg mere og mere, at jeg sakkede bagud, var alene, ubetydelig. I en alder af seksogtredive kunne jeg se, at mine venner satte flueben ud for diverse forskellige livsfaser, mens jeg hang fast i det samme liv, som jeg havde levet, siden jeg var i tyverne.

Jeg var altid single, jeg ejede ikke min egen lejlighed, og jeg havde ikke nogen plan.

Mine venner spurgte indimellem, om jeg var okay, og jeg sagde, at det var jeg. Jeg vidste, at jeg ikke var lykkelig, men hvad havde jeg at være ulykkelig over? Jeg var heldig. Jeg var grotesk heldig. Og derfor sukkede jeg lidt over at være single, fordi det virkede som noget folk kunne forholde sig til – men jeg vidste ikke engang, om det nu også var det, der var kilden til min manglende lykke. Ville en kæreste kunne løse alle livets problemer for mig? Måske, måske ikke. Ville jeg gerne giftes og have børn? Jeg vidste det ikke. Men spørgsmålet var og blev også hypotetisk. Det var ikke ligefrem fordi mændene kastede sig for fødderne af mig.

Sandheden var, at mænd stadig skræmte mig fra vid og sans, hvilket føltes frygtelig pinligt. Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af at gøre ligesom alle andre? Møde nogen, blive forelsket, gifte mig.

Jeg følte mig defekt.

Men jeg sagde ikke noget til nogen. I stedet nikkede jeg bare, når folk forsikrede mig om, at jeg nok også snart ville møde nogen, hvorefter vi skiftede emne, og jeg gik alene hjem og fortsatte min langsomme nedstigning til intet, hvis jeg nu skulle forsøge at se dramatisk på det. Hvilket jeg, på grund af tømmermændene, naturligvis skulle.

Jeg kiggede rundt på elendigheden i mit soveværelse i den eksorbitant dyre kælderlejlighed, jeg boede til leje i. Snavsede strømpebukser og trusser var spredt ud over gulvet, et fugtigt håndklæde lå siden af, en papirkurv flød over af renseservietter og tomme vandflasker. En, to, tre halvtomme kaffekrus …

Mens jeg besigtigede scenariet, hørte jeg en stemme fra et sted langt inde i mig selv:

Hvad fanden har du gang i?

Og derefter igen, denne gang højere og mere insisterende:

Hvad fanden har du gang i?

Det er præcis det, der altid sker, når nogen rammer bunden i bøger, ikke? En stemme toner frem ud af intetheden og fortæller hovedpersonen, at noget må ske? Stemmen kan være Gud eller en død mor eller måske fortidens juleånd som hos Dickens – men der er altid en stemme.

Jeg troede selvfølgelig aldrig på den slags. Jeg tænkte, at det bare var et litterært kneb udtænkt af overdramatiserende og opmærksomhedssøgende skønånder – men det viser sig, at det er sandt. Nogle gange kan man vitterlig nå et sted hen, hvor man hører stemmer.

Min havde været efter mig i månedsvis og vækket mig klokken tre om natten de fleste nætter, hvor jeg satte mig brat op i sengen, med hamrende hjerte, mens stemmen kommanderende spurgte:

Hvad fanden har du gang i? Hvad fanden har du gang i?

Jeg gjorde mit bedste for at ignorere den. Jeg lagde mig til at sove igen, gik på arbejde, på pub om aftenen. Men som månederne gik, fik jeg stadig sværere ved at undertrykke følelsen af, at der var noget galt med mig. Sandheden var, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg havde gang i i forhold til mit liv. Og sprækkerne var begyndt at blive tydelige. Jeg havde svært ved at bevare smilet på læben, og de tårer, som normalt var forvist til soveværelset, var begyndt at optræde ude i offentligheden – på pubben, på toilettet på arbejdet, til fester hos vennerne – indtil jeg til sidst havde forvandlet mig til den kvinde til bryllupper, som tager turen fra at dingle snalret rundt til Beyoncés “Single Ladies” til at sidde og hulke ude på wc’et.

Jeg havde aldrig, aldrig ønsket at være sådan en person. Men sådan var det. Det var sket.

Telefonen ringede, da jeg var midt i min fjerde stive tømmermandstime i selskab med The Kardashians. Jeg havde stadig ikke været i bad.

Det var min søster, Sheila.

“Hvad laver du?” spurgte hun. Hendes stemme lød glad og frisk. Hun var ude at gå, kunne man høre.

“Ikke noget, jeg har tømmermænd. Hvad med dig?”

“Jeg har lige været en tur i fitnesscenteret, og nu skal jeg hen og møde Jo til en brunch.”

“Cool.”

“Du lyder helt til rotterne,” sagde hun.

“Det er jeg ikke, jeg har bare tømmermænd,” vrissede jeg. “Hvad med at gå en tur? Det hjælper altid.”

“Det regner,” sagde jeg. Det gjorde det ikke, men det kunne Sheila ikke vide. Hun boede i New York i sin fancy lejlighed og havde fancy venner, som spiste fancy brunch sammen. Jeg forestillede mig hende trave raskt hen ad sin gade på Manhattan, ren og spændstig oven på træningen og med sine dyre, lyse reflekser i håret skinnende i solen.

“Hvad har du tænkt dig at lave i dag?” spurgte hun. Jeg hadede den implicitte kritik i spørgsmålet.

“Det ved jeg ikke. Dagen er alligevel snart forbi her, klokken er fire.”

“Er du okay?”

“Ja, jeg er bare træt.”

“Okay, men så løber jeg igen.”

Jeg skulle til at sige farvel, lade hende komme videre i sit fantastiske liv og fortsætte min tur ned i selvmedlidenhedens afgrund, men i stedet begyndte jeg at græde.

“Hvad er der i vejen? Skete der noget i går aftes?” spurgte Sheila.

“Nej, det er ikke det.”

“Men hvad så?”

“Jeg ved det ikke …” sagde jeg og min stemme knækkede over. “Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig.”

“Hvad mener du?”

“Jeg er ked af det hele tiden, og jeg ved ikke hvorfor.”

“Åh, Marianne …” Hendes stemme mistede sin sædvanlige kant.

“Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre længere. Jeg har gjort alle de ting, som det er meningen, at man skal – jeg arbejder hårdt, jeg forsøger at være sød over for folk, jeg betaler min skide husleje for den her skide lejlighed, men hvad er overhovedet pointen? Hvad er pointen med noget som helst?

Det kunne Sheila ikke svare på, så klokken tre om natten, da jeg ikke kunne sove og heller ikke klare at være i selskab med familien Kardashian længere, rettede jeg blikket mod nogen, eller rettere sagt noget, som kunne.

Jeg var fireogtyve, da jeg læste min første selvhjælpsbog. Jeg sad og drak billig hvidvin på All Bar One ved Oxford Circus og sukkede over mit lortevikarjob, da min veninde rakte mig et godt slidt eksemplar af Føl frygten – og gør det alligevel af Susan Jeffers.

Jeg læste bogens slogan højt: “Vend frygt og ubeslutsomhed til selvtillid og handling …”

Jeg rullede med øjnene, hvorefter jeg vendte den om og læste bagsiden: “Hvad er det, der afholder dig fra at være den, du har lyst til at være og leve dit liv, sådan som du gerne vil leve det? Frygten for åbent at konfrontere din chef i forhold til et problem? Frygten for forandringer? Frygten for selv at tage tøjlerne?”

Jeg rullede noget mere med øjnene. “Jeg er ikke bange, det er bare, at jeg har et lortejob for tiden.”

“Jeg ved godt, det lyder lidt plat, men prøv at læse den,” forsøgte min veninde at overtale mig. “Jeg lover dig, at den vil give dig lyst til at gå ud og GØRE noget!”

Jeg kunne ikke lige se, hvad den havde fået hende til at gøre, ud over at drikke sig i hegnet sammen med mig, men skidt nu med det. Samme aften læste jeg halvdelen af bogen i min småsvimle vinbrandert. Aftenen efter læste jeg den færdig.

Det kan godt være, at jeg var en engelsk litteraturstuderende med litterære prætentioner, men der var noget opløftende, nærmest berusende, over de larmende store bogstaver og udråbstegn. Hele den amerikanske you-can-do-it-attitude. Det var præcis det modsatte af min engelsk-irske pessimisme. Den fik mig til at føle, at alt kunne lade sig gøre.

Efter at have læst den sagde jeg mit vikarjob op, også selvom jeg ikke havde andet arbejde på hånden. Ugen efter hørte jeg, at en af mine venners venner arbejdede på en avis. Jeg ringede til hende, og da hun ikke tog telefonen, ringede jeg igen. Og blev ved med at ringe. Jeg udviste en ihærdighed, som var fuldkom-men ny for mig selv. Til sidst ringede hun tilbage og sagde, at jeg kunne komme derind og arbejde i en ulønnet praktik. To uger senere fik jeg tilbudt et job.

Det var begyndelsen på min journalistiske karriere. Min risikovillighed gav pote.

Efter det var jeg totalt hooked på selvhjælp. Hvis en bog lovede at forandre mit liv i løbet af min frokostpause, give mig mere selvtillid/en mand/flere penge i fem nemme trin og havde fået Oprahs velsignelse, købte jeg ikke alene bogen, men også T-shirten og lydbogen med øvelser til.

Bøger som 7 gode vaner, Den lille bog om indre ro, Guide til livet og Positiv tænkning og handling blev alle sammen læst fra start til slut. Afsnit streget under. Noter skrevet i marginen. Hver især syntes de at rumme løftet om et lykkeligere, mere fattet, mere tilfredst jeg … men virkede de?

Gu’ fanden gjorde de ej!

På trods af at jeg læste I Can Make You Rich – skrevet af Paul McKenna, en tidligere radio-dj, nu hypnotisør, som da bestemt havde skabt sig en ganske anseelig formue med sit nye selvhjælpsbrand – var jeg elendig til det med penge. Giv mig ti pund, og jeg har brugt tyve, før du har fået stukket din pung tilbage i lommen.

Selvom jeg havde læst Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus og Why Men Love Bitches, var jeg altid single.

Og selvom Føl frygten havde hjulpet mig med at få gang i karrieren, havde jeg ikke læsningen af The Succes Principles at takke for mine senere succeser – de måtte udelukkende tilskrives en altfortærende angst for at fejle, som fik mig til at knokle som en gal.

Engang min veninde Sarah hjalp mig med at pakke i forbindelse med en af mine mange flytninger, syntes hun, at det var hysterisk morsomt, at der lå en stak selvhjælpsbøger i hvert eneste rum. Under sofaen, under min seng, stablet op ved siden af klædeskabet.

“Mange af dem er i forbindelse med mit arbejde,” argumenterede jeg. Hvilket var sandt – til en vis grad. Indimellem skrev jeg faktisk om dem. Men de fleste gange købte jeg bøgerne af andre årsager: Fordi jeg troede, de ville forandre mit liv.

“Siger de ikke alle sammen det samme?” spurgte Sarah. “Vær positiv. Træd ud af din comfortzone? Jeg forstår ikke, hvorfor de har brug for 200 sider for at sige det samme, som står opsummeret på bagsiden i ét afsnit.”

“Nogle gange er det nødvendigt at gentage budskabet, for at det kan synke ind,” sagde jeg.

Sarah tog den bog op, som lå oven på køleskabet ved siden af to mobilopladere og en bunke takeaway-menuer fra indiske restauranter.

“Lev livet uden bekymringer,” læste hun titlen højt på den godt gennembladrede bog.

“Den er faktisk god!” sagde jeg.

Hun grinede.

“Nej, jeg mener det, det er en klassiker, den er skrevet under Depressionen. Jeg har læst den mindst tre gange.”

“Du har læst den tre gange?” spurgte Sarah.

“Ja!”

“Og du synes, den har hjulpet dig.”

“Ja!”

“Du bekymrer dig ikke længere?”

“Altså …”

Hun var efterhånden knækket helt sammen på midten, og tårerne stod ud af øjnene på hende.

Jeg ville ønske, jeg kunne blive forurettet, men nej. Jeg bekymrede mig mere end nogen anden, jeg kendte.

Jeg var ikke nogen god reklame for bogen eller for nogen af bøgerne oppe på hylden for den sags skyld – eller som rettere sagt lå gemt under min seng. Jeg var det levende bevis på argumentet om, at hvis selvhjælp nu også virkelig hjalp, kunne man nøjes med at læse én bog, og så var den sag klaret. I virkeligheden købte jeg mindst én selvhjælpsbog om måneden – og alligevel befandt jeg mig nu her: deprimeret, med tømmermænd, neurotisk, alene …

Så hvorfor læste jeg selvhjælpsbøger, hvis de ikke, nå ja, hjalp?

Ligesom når man spiser chokoladekage eller ser gamle afsnit af Venner, læste jeg dem for at trøste og berolige mig selv. Bøgerne tog de mange former for usikkerhed og ængstelse på sig, som jeg følte, men skammede mig for meget til at tale åbent om. De fik min personlige angst til at virke som en normal del af det at være menneske. At læse dem fik mig til at føle mig mindre alene.

Dertil kom så et vist element af dagdrømmeri. Hver eneste aften slugte jeg deres løfte om at blive løftet op fra min beskedne økonomi til sus og dus og forestillede mig, hvordan livet ville være, hvis jeg var mere sikker på mig selv og mere effektiv, hvis jeg holdt op med at bekymre mig om alting og sprang ud af sen-gen for at meditere klokken fem om morgenen … Der var bare ét problem. Hver eneste morgen vågnede jeg op (ikke klokken fem) og levede videre, som jeg plejede. Intet forandrede sig, fordi jeg ikke gjorde noget af alt det, som bøgerne sagde, jeg skulle. Jeg førte ikke logbog, jeg sagde ingen positive og bekræftende ord til mig selv…

Føl frygten – og gør det alligevel forandrede mit liv, første gang jeg læste den, fordi den fik mig til at handle: Jeg følte frygten og sagde mit job op. Men siden da var jeg ikke rykket ud af min comfortzone – jeg var knap nok kravlet ud af sengen.

Og da mine søndagstømmermænd omsider begyndte at lette, og mens jeg genlæste Føl frygten for femte gang, fik jeg en idé. En idé som kunne få mig til at holde op med at være en deprimeret, tømmermandsplaget bunke lort og forvandle mig til en lykkelig og højtperformende person:

Jeg ville ikke længere bare læse selvhjælpsbøger – jeg ville LEVE selvhjælp.

Jeg ville følge hvert eneste store såvel som lille råd, de såkaldte guruer havde at tilbyde mig, for at finde ud af, hvad der skete, hvis jeg virkelig fulgte de 7 gode vaner. Virkelig følte Nuets kraft. Ville det ændre mit liv? Ville jeg blive rig? Tynd? Finde kærligheden?

Tanken kom til mig fuldt udfoldet: Jeg ville tage en bog om måneden og følge den til punkt og prikke for at se, om selvhjælp virkelig kunne forandre mit liv. Jeg ville gøre det i et år – så altså tolv bøger i alt. Og jeg ville systematisk gå i kødet på mine fejl og mangler én bog ad gangen: penge, min evne til at bekymre mig, min vægt … Og så, når året var omme, ville jeg omsider være … perfekt!

“Okay, men så skal du også rent faktisk GØRE tingene. Ikke bare tale om det.”

“Ja, Sheila, jeg har fanget den. Det skal jeg nok.”

Men selv Sheilas realisme kunne ikke tage modet fra mig. Jeg lagde på, lukkede øjnene og forestillede mig, hvor perfekt jeg ville være, når året var omme.

Den perfekte udgave af mig ville ikke gå og bekymre sig eller lave overspringshandlinger, men få sit arbejde fra hånden uden problemer. Hun ville skrive for alle de bedste aviser og magasiner og tjene absurd mange penge på at gøre det – nok til at få bøjle på og få fikset sine uperfekte tænder. Den perfekte mig ville bo i en skøn lejlighed med store vinduer. Hun ville have reoler fulde af åndfulde skønlitterære værker, som hun rent faktisk læste. Om aftenerne gik hun til blærede sociale sammenkomster, hvor hun så fantastisk ud i underspillet, men dyrt tøj. Og hun gik ofte og regelmæssigt i fitnesscenteret. Åh, og så havde hun selvfølgelig en flot mand i kashmirsweater ved sin side. Det siger sig selv.

Den slags perfekthed man ser i bladene, ikke? I den slags interviews med perfekte mennesker i deres perfekte hjem i deres perfekte outfits hvor de taler om deres perfekte liv? Nu skulle jeg selv blive en af dem!

Det var november, så derfor ville jeg begynde til januar. Et nyt år, en ny mig.

Jeg mærkede et stød af forventning op igennem kroppen. Det hele føltes bare så rigtigt. Det her skulle virkelig blive det, som forandrede mit liv.

Jeg havde på daværende tidspunkt ingen anelse om, at min nydelige tolvmånedersplan skulle forvandle sig til en seksten måneder lang rutsjebanetur, hvor hver eneste lille del af mig blev vredet og vendt på vrangen.

Ja, selvhjælp forandrede mit liv – men var det til det bedre?

Et bedre jeg er en morsom og rørende bog om at lede efter lykken. Bogen har ligget på bestsellerlisterne i England, er solgt til filmatisering og er under udgivelse i en lang række lande.
Marianne Power er journalist og forfatter og bor i England. Et bedre jeg er hendes debut som forfatter. Følg hende på @TheHelpMeBlog

Læs også:

Selvhjælp kan godt forandre ens liv – men ikke nødvendigvis til det bedre… Uddrag af Et bedre jeg Af Marianne Power Livsforandrende tømmermænd Der kommer et tidspunkt i enhver kvindes [...]

Rebecca Laudrup: Jeg tror ikke, man bliver bedre ved at blive det samme sted hele sit liv. »Man skal ud og se dem, som lever anderledes, tænker anderledes, og som gør tingene anderledes [...]

  • Jakob Buch-Jepsen

At stirre ind i helvedes forgård "Jeg tilhører dem, der mener, at de, som arbejder med straffesager – de, som kender stoffet indefra – bør oplyse og med deres vinkel give indblik i [...]

PIA OLSEN: Jeg kom for sent i gang med at få børn »Det var ikke mit første valg at få Karla alene, det var plan B. Jeg ville gerne have haft en far [...]

Michael Bundesen: Alt var fedt. Livet var fedt. Øl var fedt. Rock var fedt. Smør var fedt. Fedt var fedt. Uddrag af Alting har en ende Af Michael Bundesen, fortalt til Kaare Sørensen [...]

Allan Olsen: Det kan klinge hult og frelst at tale om tolerance. Men der var faktisk en del af det dengang på Christianshavn. Man kunne se rockstjernen stå og tale med pædagogen og revisoren. [...]