Fra Mænd bærer min kiste af Jenle Hallund

PROLOG

HAN SIGER JEG skal skrive, manden de siger er et geni. Skriv for satan. Bliv ved med at skrive. Jeg sidder over for ham i hans kontor lidt nord for hovedstaden som mere ligner et privat bibliotek end et arbejdssted. Han siger at det der er sket med mig, er en historie. Historien om hvordan jeg endte her på hans sofa, 5 uger efter at jeg forsøgte at begå mord mod mig selv.

Jeg tænker på de seks digte jeg skrev, da jeg var i 20’erne. Nu er jeg 32. Det går op for mig at jeg ikke kan lide at skrive.

“En side om dagen, til mig,” forlanger han. “Skriv det for mig.” Han tror det vil hjælpe mig til at holde mig i live. Jeg tror det vil hjælpe mig til at dø. Når det er skrevet, når det er sagt, når det er ude af mig, kan jeg dø. “Okay, en side om dagen,” svarer jeg. Han smiler og rører forsigtigt ved mine fingre. Jeg rejser mig fra sofaen, og vi giver hinanden hånden. “Men ingen regler!” forlanger jeg.

“O.k., ingen regler. Kun princippet om fuldkommen åbenhed. Ikke skjule noget.” Hans øjne glimter af forventning.

Jeg trækker min hånd tilbage.

Jeg havde taget 333 piller. Jeg overlevede. Bagefter gik jeg en halv time ind i Rold Skov, landets dybeste skov, og råbte til himlen: “Er det ydmygelse du vil have? Så er jeg her!”

Men jeg er på den anden side af stolthed og fordom nu. Jeg er neden under regler og konventioner, oven over moral der stinker af umoral, fri fra lænker af løfter og færdig med at holde på løgne for at beskytte en fejlagtig antagelse af en kollektiv virkelighed.

Fuck virkeligheden.

Der er 5 mænd. Nogle af dem vil komme til at bære min kiste. Nogle af dem er nødt til at bære den vægt der er mig.

Den første var min far. Den anden min bror, og tredje mand var kunstneren. Derefter den berømte fodboldspiller der mest af alt lyder som en kvindefantasi, men som var virkelig nok for mig. Derefter geniet som selvfølgelig er mere splejset i det end fodboldspilleren, men fuldt ud i stand til, føler jeg, at kæmpe en god kamp om det fjerde hjørne af min kiste. Vi får se.

Fik jeg for resten nævnt at det i min opfattelse er dem der elsker de døde højest, der bærer kisten?

1

FAREN

Da min far døde

I DETTE SEKUND ved jeg præcis hvordan kærlighed føles. Den er hvid, den er stille, og jeg er okay. Fra det næste øjeblik kender jeg smerte som et sug mod noget der var, men som forsvandt. I denne bil forstår jeg at Gud netop har gjort mig til det ensomme barn der altid vil være på jagt. Min far sidder ved siden af mig bag rattet. Noget tid forinden, i hans lejlighed der har udsigt over havnen, har han sagt at han har to måneder tilbage at leve i. Det er 61 dage eller mindre.

Jeg kigger på min far. Han er så smuk. Ikke bare lidt pæn eller tiltalende, men uforglemmeligt smuk. Mørkt, kort, krøllet hår og en udtryksfuld mund der afslører smilehuller når den ler. Og det gør den tit. Hans hud er let solbrændt af at være ude i al slags vejr, hans ansigt er barket af skægstubbe, hans næse kongelig og hans hage stærk. Et udsøgt ansigt med perfekte tænder. Men det er i hans grønne øjne magien viser sig. Det grønne kombineret med en usædvanlig kraftig sort cirkel omkring det yderste af hans iris. Derinde er mit liv.

Han ser på mig. Smiler sit drengede og samtidig selvsikre smil. Hans indtrængende blik er ikke trist, men drillende, intelligent og fuldt af historier.

LÆS OGSÅ: Jyllands-Posten om De otte bjerge – “Langt, langt væk fra borgerligheden”

Jeg kigger på hans hænder på rattet. Han har smukke, lange og stærke hænder.

Han rækker højre hånd over og tager min hånd. Han kører med venstre hånd. Hans hånd i min på mit sæde.

Kilometer efter kilometer.

Min far skal dø.

Han sagde: “Jeg er ikke bange.”

Jeg havde siddet med pandekager foran mig ved hans spisebord klokken 4 en tirsdag eftermiddag. Det var forår, og solen skinnede. Han smilede til mig næsten uden at bevæge munden, og følelsen var så intens at jeg lettede fra stolen og fløj op over bordet. Jeg kunne se mig selv dernede. Men jeg var der ikke. Jeg var her. Oppe i luften, ude af min krop.

“Jeg har kræft. Det kan ikke helbredes. Lægerne siger jeg højst har to måneder tilbage at leve i.”

Faren ser skiftet i sine børns ansigter, ser dem blive deforme på hver deres måde, og tænker at han burde være gået ud foran en lastbil i stedet for at servere døden som en let dessert. “Jeg har ikke smerter,” forsøger han. Men han lyver.

Det føltes vidunderligt at flyve. Frit og let. Ingen kropslige begrænsninger, total bevægelsesfrihed. En kildrende fornemmelse i min mave. Jeg var sluppet væk.

“Det eneste jeg er ked af, er at jeg ikke kommer til at se jer vokse op og blive voksne. Men jeg vil være deroppe, hvis de lukker mig ind, og jeg vil kigge ned på jer og følge jeres liv. Undtagen i soveværelset.” Han grinede. Jeg syntes ikke det var sjovt.

Ovenfra, oppe fra luften, så min far rolig ud, værdig, næsten lettet, som han sad dér ved siden af os, sine børn. Jeg kunne se mig selv sidde og kigge lige ud i luften. Jeg så tom ud, uden indhold. Jeg så sær og hård ud.

“Jeg er parat. Det er okay at jeg dør nu.”

Bang! Jeg var tilbage i min krop. I mine fingre, i mine øjne, i mit blod der føltes så koldt. Jeg kunne mærke stolen under mig. Min vejrtrækning irriterede mig. Min hud var stiv og hård som fængselsmure der holdt mig på plads. Jeg ville ud. Det her var ikke rigtigt. Dette var ikke mit hjem. Det her var fuldstændig forkert.

På vej tilbage til forstæderne efter ‘mødet’ med vores far sad jeg alene på det lange sæde bagest i bussen.

Vi havde ikke kunnet tage bilen, stedfaren havde et vigtigere møde han skulle bruge bilen til. Jeg vendte mig om og kiggede ud ad bagruden og så gader, butikker og huse forsvinde bagud. Karreer af beton og mursten, store arkitektoniske monumenter og stilfulde ejendomme bag mig blev mindre og mindre og mere og mere meningsløse mens bussen kørte igennem byen og drejede fra ved havnen. På denne rute hjem til min mor passerede bussen ikke vandet igen. Den kørte væk fra det.

Vi strejfede et kirsebærtræ som stod i knop. Det gjorde mig vred. Det var en fornærmelse. Tårer begyndte at løbe fra mine grønne øjne med de usædvanligt sorte cirkler, præcis ligesom min fars. Verden findes ikke længere. Verden er holdt op. Det samme skulle dette kirsebærtræ som stod så ubesværet og lystigt dér og skiltede med sin egen frembringelse af nyt liv, af skønhed. Det var et ondt træ. Livet havde ingen fortsættelse nu. Men dette træ stod trodsigt og ligeglad dér med sine grene der rakte ind i bussen, gennem min hud og ind i mit hjerte og rev kød, vener og knogler ud. Jeg hader naturen.

Jeg var på vej hjem. Min mor og far var skilt. Jeg boede hos min mor selvom jeg ønskede at bo hos min far. Men det måtte jeg ikke for min mor. Min far var ikke god nok til opgaven. Men for 4 måneder siden havde jeg fået et sæt nøgler til min fars lejlighed ved havnen. Jeg kan huske det tunge, gyldne nøglebundt der faldt ned i min håndflade. De lignede kæmpenøgler taget ud af Alice i Eventyrland. Ja, endelig et hjem. Mit hjem. Mit liv. Endelig kunne jeg begynde. Nøglerne var som magiske nøgler til livets begyndelse. Nøgler til solens døre, tunge, men kostbare frø som det umulige kunne vokse ud af.

Jeg ved at min far kan mærke håbet fra mine fingerspidser da han lader nøglerne falde ned i min lille, åbne hånd, og han rører ved min hud. Jeg kan se en hvid fornemmelse skyde gennem hans krop som han ikke er vant til, eller som han har glemt. For mig er håb gult og hvidt, men min far ser også blå, røde og grønne farver i højre hjørne af sin bevidsthed. Fornemmelsen er barnlig, fantasmagorisk og naiv, men samtidig insisterende og arrogant. Jeg giver min far et billede: Han ser et glimt af sin datter, 21 år gammel, idet hun drejer hovedet mod ham i en opmuntrende og drillende bevægelse. Hun smiler, faren ryster på hovedet. Han sidder ved plasticbordet på molen på den lokale restaurant i Italien. ‘Gå du bare’ siger hans øjne til hende. ‘Gå du bare. Mor dig godt. Jeg vækker dig til morgenmaden,’ tænker han. Hans datter, på en eller anden måde hævet over sandet mellem to løbende skridt, vender sit smilende ansigt væk fra ham og løber hen til en gruppe venner hun først lige har mødt. Faren vender hovedet væk fra sin datters ryg og ser ud over havet der ligger oplyst af månen. Mens hun bevæger sig væk, tænker han, taknemmelig for at han er nået så langt: ‘Vi behøver aldrig at rejse herfra. Alt er perfekt. Jeg er lykkelig.’

Det er håbets historie hans lille datter giver ham. Hun ser op på ham med de tunge nøgler i hånden, lykkelig. Men hun rører sig ikke, som om også hun er klar over at det er et øjeblik stjålet fra de eventyrhistorier hun ikke bryder sig om at faren læser for hende.

Han ser at hun stråler i alle regnbuens farver.

Han ved at han kun giver hende håbets farver, han ved at han narrer hende, han ved at han snart vil være nødt til at sige til hende: “Jeg skal dø.” Men ikke endnu. Ikke endnu.

I den dumme bus på vej hjem græd og græd jeg. Jeg kan ikke huske at min mor trøstede mig eller at nogen af de andre passagerer så medfølende på mig. Måske tog jeg fejl. Jeg var 12 år gammel.

LÆS OGSÅ: “Let og humoristisk læsning, jeg var ganske enkelt vild med den”

Den selvsamme aften ved aftensmaden med min stedfar og min mor omkring vores store, hvide spisebord med asparges, melon og noget italiensk skinke smukt anrettet på fade får vi serveret en advarsel. Min bror og jeg sidder ved det runde bord, jeg forestiller mig vi ligner voksfigurer, foran de store vinduer og en fransk dør der står åben ud til terrassen. Jeg sidder med ryggen til terrassen. Et tidligt blomstrende kirsebærtræ længere oppe i haven kaster lette skygger på terrassen. Senere, om et par måneder, vil et lyserødt lag af faldne blade fra det japanske kirsebærtræ dække plankerne som maling. Jeg vil også have ryggen til det til den tid.

De taler om regler mens vi spiser. Der er gået 5 timer siden døden gjorde sin entré. Regler der skal følges. Hvis vi vil ind at se min far i byen, skal vi give besked 24 timer i forvejen.

61 dage bliver pludselig til 30 dage. Som om et sekund ikke har nogen betydning. Hvorfor stjæler de mit liv? Til hvad?

“Det er nødvendigt for at rytmen i vores dagligdag ikke bliver forstyrret og for at opretholde en følelse af normalitet,” forklarer de. “For jer børn.”

Så ung og i dette øjeblik så klart bevidst om menneskelig ondskab, om menneskelig smålighed og menneskelig egoisme. Hvordan kan de? Hvem interesserer sig for regler og forhåndsplanlægning? Her er slutningen. Døden.

Det er tid at leve nu. Nu, i dag, i morgen, dette minut er tiden hvor vi må tage, tage, tage fra livet. Før det ikke er mere. Jeg hader dem. Jeg har ondt af dem, jeg ser på dem og føler afsky for dem. Det er dem der er døde. Det her liv er døden, denne virkelighed inden for disse mure. Ikke i min fars krop. Jeg vil ikke acceptere det.

Jeg spiser ikke ret meget. Jeg svarer dem ikke. De bliver begge vrede, og min stedfar, en pedantisk og af natur utilfreds mand, forklarer at min opførsel er uforskammet og mit ansigt flabet. Jeg siger ingenting. Hvad skal jeg sige? “Denne mur af tavshed er ikke i orden. Forstår du det?” spørger han. Jeg forstår det ikke. Så gentager min mor formaningen selvom jeg ved at de ikke er på samme hold.

Pas på, tænker jeg. Jeg kan ødelægge jer.

Jeg rejser mig fra bordet og fylder i opvaskemaskinen og vasker gryder og pander af og gør mine tirsdagspligter færdige. Min stedfar iagttager mig. Vi er alle sammen tavse.

Hvad tænker du på, far?

“Jeg tager ind til ham om 24 timer,” siger jeg med ryggen til de to voksne jeg ikke føler nogen forbindelse til. “Så har I fået jeres varsel.” Jeg nægter at mærke deres misbilligende blikke i ryggen da jeg går op ad trappen til mit værelse.

Læs også:

2018-07-25T14:28:57+00:00