Fra LØGN af Anne Marie Mygind

KAPITEL 1: LØGNENS ANATOMI

Den, der påstår, han aldrig lyver, har allerede gjort sig skyldig i én. Mennesker lyver i snit fire gange om dagen uden at skænke det nogen videre tanke. Men det er værd at tænke over. For ved at gøre det, kan du blive meget bedre til det – og dermed også gøre det sværere for andre at lyve for dig.

Hvad er en løgn?

LØGN

SUBST. /en; -en, -e, -ene/

En bevidst usand oplysning.

Så enkelt kan det ifølge ordbogen siges. Men enhver, der har fået stillet spørgsmålet: ”Jeg synes altså ikke, han ligner mig, er du sikker på, at jeg er faren?” og svaret ja, i den tro, at elskeren var steril, ved, at løgnen kan være ubevidst. En løgn kan være en bevidst usand oplysning, og er det som regel også, men som eksemplet viser, er ordbogens forklaring ikke den fulde historie. Så nu får du den her.

Hvor kommer den fra?

Historien om løgnen starter i Edens have, da Gud siger til Adam, at han må spise af alle havens vækster på nær træet i midten. Hvis han spiser af det, skal han dø. Adam accepterer forbuddet i første omgang, og det samme gør Eva, da hun kommer ind i billedet – lige indtil slangen spørger: ”Kan det være rigtigt, at I ikke må spise af noget træ i haven?” Nu er det ikke ét træ, men alle træerne. ”Nej, vi må ikke spise af træet i midten, ja, vi må end ikke røre det,” svarer Eva. Nu behøver de ikke engang spise af det for at dø. Den ene overdrivelse har lynhurtigt ført til den næste, og nu fører den næste til denne meget fatale redigering af sandheden: ”I skal ikke dø! I skal blive som Gud,” siger slangen uden at indvie hende i de langsigtede konsekvenser, for jo, dø skal de – bare ikke lige med det samme. Men den forførende kombination af ”ikke dø” og ”blive som Gud” er mere, end Eva kan modstå. Hun tager en bid og giver resten af æblet til Adam. Og således ender historien med, at alle mand ryger ud på knæ og albuer – slangen på maven – til det liv, der ender med døden. Flot Eva. Men også tak, fordi du lærte os, hvor galt det kan gå, når vi overdriver, og ligeledes tak til slangen for at lære os, at det er forkert at tilbageholde viden. Eller tak, fordi I prøvede, er det vel.

For den mindre bibeltro løgner findes der selvfølgelig også en naturlig forklaring på, hvor løgnen kommer fra. Lige siden vi gik på fire ben, havde vinger, svømmefødder, og hvad vi ellers har skilt os af med, har vi løjet og bedraget. Eller sagt på Poul Thomsensk: Dyr udsender bevidst vildledende signaler. Fuglen lokker rovdyr væk fra reden ved at lade som om, den selv er kommet til skade, den vandrende pind har aldrig været en røvsyg pind, som ingen gider spise, hunchimpansen undertrykker sine parringslyde, når hun varetager artens overlevelse med en anden end alfahannen og så videre op til to ben. Løgn har med andre ord været et spørgsmål om overlevelse, så fair nok …

Hvorfor lyver vi?

Men hvad er vores undskyldning for at lyve? Ungerne tager institutionerne sig af, ingen er udpræget interesseret i at spise os, og hvis alfahannens sædkvalitet er for dårlig, kan vi få hjælp på fertilitetsklinikken, så overlevelse er næppe grunden. Og dog. ”Mennesket lyver for at overleve socialt,” er den korte udgave af, hvorfor vi mindst to gange dagligt styrer i en nydelig bue uden om sandheden. Ordene kommer fra Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet. ”Vi lyver for at opnå nogle ting, som har betydning eller relevans for vores sociale overlevelse. Vi lyver for prestige, for at profilere os i forhold til hinanden, for at klare os i den kamp, vi alle er i om hunnerne, om ressourcer, om de bedste pladser i tilværelsen, for at tiltuske os goder, som har reproduktiv værdi – altså goder, vi kan bruge til at omsætte til parringsmuligheder,” forklarer Henrik Høgh-Olesen.

Tingene, vi lyver om, er ligeså forskellige som menneskene, der gør det. Mænd lyver for at fremstå stærkere og mere magtfulde, end de er, kvinder lyver for at fremstå dydigere end de er, er nogle af stereotyperne, men motivationen er den samme.

”Hvis du har et godt omdømme, så kan folk godt lide dig, så bliver du inddraget, så får du flere netværk end andre, og netværk er gode, fordi de giver dig nemmere adgang til det, du gerne vil have. Så selvom vi lyver af flere forskellige grunde, gør vi det helt basalt for at erhverve os goder og muligheder, som har med vores overlevelse at gøre.”

Og lykkes løgnen ikke, kan det få fatale følger, forklarer Henrik Høgh-Olesen. ”Hvis nogen finder ud af, at vi lyver, bliver vi stødt ud af gruppen, hvilket er den ultimative angst for fortidsmennesket – som du og jeg er. Det er kun nanosekunder siden, at vi tog italienske sko på og begav os ud på asfalten. Hele vores psykologiske arkitektur er dannet som jæger-samler. Det har et øjebliks modernitet ikke rokket en tøddel ved, så det er meget, meget livstruende at blive opdaget i at gøre noget, der er forkert,” kan Henrik Høgh-Olesen desværre også berette. Derfor lyver vi paradoksalt nok også for at skjule, at vi har gjort noget forkert.

Nogle lyver så godt og så ofte, at det virker som et instinkt. Men så nemt kan den ofte lidt opslidende adfærd ikke forklares. Man kan gøre for det, så den undskyldning kan vi godt vinke farvel til.

”Løgnen er ikke et instinkt, men en mulighed, der opstår, når der er bestemte hjernefunktioner til stede, som gør os i stand til at bruge og misbruge ting. Funktionerne sidder efter alt at dømme i de senest tilkomne hjerneområder, nærmere bestemt pandelapperne og den yderste del af hjernebarken, den såkaldte neocortex.” Det er med andre ord her, vi stikker af fra vores firbenede forfædre. ”Via de funktioner kan vi sætte os ind i hinandens hjerner og vide, at hvis hun nu tror, at jeg tror, at hun ved – alle de der komplekse ting – så det er ikke et instinkt, men en meget bevidst handling,” forklarer Henrik Høgh-Olesen.

Hvem lyver vi for?

”Vi lyver for vores nærmeste og for vores konkurrenter, for at skade folk og for at spare dem. Ifølge en anekdote blev Kaj Munk engang spurgt, om man altid skal sige sandheden. Jah, medmindre man har noget bedre at sige, svarer den ellers så moralske mand. Det er altså meget, meget komplekst,” konkluderer Henrik Høgh-Olesen.

Og mindre komplekst bliver det ikke, hvis den, som man skal sige sandheden til, ikke ønsker at høre den – et dilemma, alle kender til, og som man ikke kan uddanne sig ud af, vidner professorens eksempel om: ”Som servicemedarbejder i sundhedssektoren er det min opgave at viderebringe den her information til dig: Du skal dø. Men hvad nu, hvis du ikke vil høre det her? Hvad nu hvis du på alle måder fortæller mig, at lige netop dét vil du ikke have at vide. Skal jeg så lade være?”

Der findes ikke ét svar, men generelt mener Henrik Høgh-Olesen, at det handler om at finde en version af sandheden, som ikke er så tung, at den får fundamentet til at revne. Heri ligger også forklaringen på hvorfor – og opskriften på hvordan – vi lyver for os selv.

”Man må give sig selv den bedst tænkelige udgave af sandheden. Den, som man bedst kan bære, for at man kan holde sig selv ud. Det må ikke være så meget ude af trit med virkeligheden, at det er forrykt, for så kan folk spærre én inde. Men den dårlige karakter skal forklares, så selvfølgelig finder man den bedste version. Vi skal jo videre i spillet. Den dumpede elev kan sige ’jeg er ualmindeligt dum, jeg egner mig slet ikke til at studere’, men det ville være svært at hive sig op efter den.

Læs også:

2018-08-06T13:45:36+00:00