Af Lassen Bo Jensen – Vejen

Gå nu, Matti.
Vi sad på bænken foran røgeriet på havnen. Bænken var slidt af vind og vejr, og malingen var krakeleret. Med spidsen af tommelfingerneglen krattede jeg flager af lyseblåt af. Nedenunder var den mørkegrøn, samme farve som Mandens Audi 80 med forhjulstræk. Men den grønne maling var ikke til at løsne fra plankerne.

Moderen lænede sig ind over mig og gav mig et kys på panden. Hendes læber var kolde og tørre.

Hun trak vejret i hurtige, korte åndedrag, som om hun var forpustet.

Det var blikstille. Solen bagte, så det var svært at tro, at det nogensinde havde været vinter. Havnebassinet stod spejlblankt. Kun ude ved pynten med de nyudsprungne bøgetræer var der et pust af vind, som krusede overfladen.

I luften hang en skarp dunst af røg, tjære og fordærvet fisk.

En kutter tøffede ind gennem havneindløbet. Jeg forestillede mig, at lasten bugnede med sprællende fisk, der ikke forstod, hvorfor de ikke længere svømmede omkring i havet. Eller måske var det netop det, de gjorde, svømmede omkring i havet. Det var ikke altid, fiskerne havde heldet med sig.

Jeg holdt af at lytte til fiskekutterne, når de stævnede ud eller vendte hjem. Der var noget beroligende ved den på én gang dovne og vedholdende dunken fra deres maskiner, som ville de forsikre verden om, at alt var i sin skønneste orden. At næste dag ville ligne den foregående.

LÆS OGSÅ: Mareridt i Berlin – “En intens og bevægende roman”

Men denne formiddag fandt jeg ingen ro. Og jeg vidste ikke, hvordan næste dag ville se ud.

– Gør nu, som jeg siger, sagde Moderen.

Jeg koncentrerede mig om en særlig drilsk flig af maling, der nægtede at give slip. En flage knækkede af og skar op under neglen. Jeg ignorerede smerten.

– Hvorfor?

– Det er lige meget. Du skal bare gå op til din far, sådan som jeg har bedt dig om. Han sidder på sit kontor. Du kender vejen.

Der var noget galt med Moderens stemme. Den lød helt forkert. Og hun havde et udtryk i øjnene, som jeg ikke havde set før. Måske var det beslutsomhed. Det var skræmmende, for Moderen tog aldrig beslutninger – meget mere skræmmende, end når hun lå i sengen og stirrede op i loftet med øjne af glas.

– Han vil ikke have, at jeg kommer ind på fabrikken, hvis vi ikke har aftalt det i forvejen, sagde jeg.

– Gå nu.

Jeg sagde ikke noget. Og jeg blev siddende.

Moderen begyndte at nynne en af sine melodiløse melodier, men efter et øjeblik holdt hun inde.

Nu var vi begge tavse.

Stilheden blev brudt af en skraldende latter. Det var fiskehandleren, der lo. Han stod i døren til sin butik og drak øl sammen med en af fiskerne, en lille tyk mand i blå kedeldragt. De kastede et hurtigt blik mod os på bænken, og igen lød der latter.

Moderen syntes ikke at bemærke det.

Egentlig burde alt være godt. De fire onde ting var overstået, og ingen talte længere om oliekrisen. Der var igen olie nok i verden til, at man kunne køre søndagstur om søndagen, selv om Manden hellere ville ligge på sofaen og læse avis.

LÆS OGSÅ: Kattegæsten – “En usædvanlig intim, detaljeret og levende roman”

Atomkrigen var heller ikke blevet til noget. Russerne blev selvfølgelig ved med at holde militærparader for at prale af alle deres raketter, men det betød ikke noget. De kunne ikke finde ud af at sende en mand til Månen, sådan som amerikanerne havde gjort, så der var ikke noget at frygte. Og Store Nikolaj havde for anden gang slået op med den sure Belinda. Det betød, at der igen var en chance for, at vi kunne tage på fisketur sammen. Men det vigtigste var, at jeg havde fået en ny ven. Sammen skulle vi være rockstjerner, når jeg havde lært at holde rytmen på trommerne.

Alt burde være godt, men det var det ikke. For der var noget galt med Moderen.

Med ét rejste jeg mig op. Jeg begyndte at gå. Jeg kunne ikke længere holde ud at sidde der på bænken ved siden af Moderen, der blev ved med at trække vejret, som om hun lige havde løbet et maratonløb.

– Matti, sagde hun.

Jeg stoppede ikke op. Jeg ville ikke høre hendes stemme eller møde hendes blik. Jeg rundede hjørnet til fiskehandlerens butik uden at se mig tilbage. Fiskehandleren stod stadig i døren, selv om fiskeren var gået over for at pille tang ud af sit garn. Han fulgte mig med øjnene uden at sige noget, men der var noget lusket ved hans blik, som bekræftede mig i min mistanke. Fiskehandleren var en tyv. Det var ikke kun noget, jeg havde bildt mig ind. Der havde været en guldtand i ålens indvolde, og det var ham, der havde stjålet den. Men det virkede ligegyldigt nu.

Jeg krydsede vejen uden at se mig for og drejede op ad det brostensbelagte stræde mod byen. Jeg gik så hurtigt, jeg kunne. Det var ikke, fordi jeg havde lyst til at besøge Manden på fabrikken, ikke efter dét, han havde gjort. Men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre af mig selv. Moderen havde sagt, at jeg skulle holde fri fra skole, og jeg kunne ikke dukke op nu, hvor halvdelen af skoledagen var gået.

Ved iskiosken stoppede jeg pludselig op. Det var ikke en tanke, mere en følelse, sort og knugende. Den begyndte at vokse i mig og svulme op, til den havde fortrængt alt andet. Det var som at blive kvalt indefra. Jeg var ikke i stand til at tage et skridt mere.

Mit blik faldt på tavlen fra Frisko. Der var klistret et mærkat med Udsolgt på tre af isene. Guld Strut, Goliath og Filur. Men der var stadig Københavnerstang, som var min yndlingsis. Palle svor til Champagnebrus. Sinken var ligeglad. Han sagde, at de alle smagte lige godt.

Så begyndte jeg at løbe. Det var ikke noget, jeg besluttede mig for. Det var noget, benene gjorde af sig selv.

Jeg løb tilbage mod havnen, tilbage ad strædet med de ujævne brosten og over havnevejen uden at blive kørt over.

Jeg rundede hjørnet til fiskebutikken og så det, jeg allerede havde set for mit indre øje. Bænken med den afskallede, lyseblå maling var tom. Moderen var væk.

I det samme hørte jeg et højt plask. Det lød som en tung genstand, der var blevet smidt i vandet. Fiskehandleren stod ved foden af molen.

– Svendsens skøre kælling er sgu hoppet i havnen, råbte han.

Få resten af historien om Vejen

Læs også:

2018-07-18T11:06:19+00:00