Emma Sköld er tilbage

En bølge af indbrud hærger den mondæne Stockholmsforstad Bromma, og tyvenes metoder bliver mere og mere brutale. Da en teenagedreng bliver fundet myrdet, sættes Emma Sköld på sagen. Er det et indbrud, der er gået galt? Og er den polske rengøringsdame, der fandt den myrdede dreng, involveret? SYNDEBUKKEN er det sjette fritstående bind i serien om kriminalinspektør Emma Sköld.

Her får du de første tre kapitler.

Uddrag af Syndebukken
Af Sofie Sarenbrant

Trafiklyset i Alvik skifter til rødt, alligevel gasser han op i svinget mod Tranebergsbron. Dækkene hviner, og bilen kommer fare-truende tæt på midterrabatten, men det lykkes ham at få kontrol over sin kørsel, før lakken skraber mod autoværnet i beton. Den tidligere pludselige styrtregn har gjort asfalten glat. Et splitsekunds tvivl om, hvad fanden han har gang i, så er glædesrusen tilbage. Intet kan stoppe ham.

Han speeder yderligere op. Kun bevægelsen fremad tæller. Friheden og lykkerusen besejrer monstret med otte hundrede hestekræfter. Måske er det den lille ekstra manøvre, der bliver afgørende.

Det får han aldrig at vide.

Ferrarien mister kontakt med vejbanen og kaster sig mod højre, mod fortovet og brorækværket. Han når kun at tænke, at langt dernede er der mørkt vand.

Stilheden suser i hovedet, og han holder vejret. Eksplosionen er øredøvende, da bilen slynges ind i rækværket. Ruder knuses, og stål skærer mod asfalten. Lugten af brændt gummi borer sig ind i næsen, og airbaggen rammer som et knyt-næveslag i ansigtet. Der lyder et skingert skrig, men han kan ikke afgøre, om det kommer fra hans egen strube eller fra sædet ved siden af. Han spænder instinktivt alle muskler, mens han venter på faldet mod vandet, dødsensangst for ikke at kunne komme fri, når bilen rammer overfladen. Hvad vil hans forældre sige?

Det er alt for tidligt at dø.

Onsdag d. 8. august

1

Kriminalassistent Emma Sköld har siddet på gulvet i over en time ved siden af sin datters seng, men Ines vil ikke falde til ro. Emma lægger hånden på hendes pande, den er varm. Ikke så mærkeligt, at hun vågnede, selv om klokken er over midnat.

Emma ser sig om i den tiårige niece Sofias hjørneværelse med det store vindue ud mod haven. Lyserøde vægge med sengehim-mel og skabe fyldt med eventyrkjoler og tylsnederdele, højhælede glittersko, diademer og kroner.

Som at træde ind i en drøm for en toårig.

Emma sætter pris på ikke at have langt på arbejde, men da Josefin spurgte, om de ville bo i Smedslätten i et halvt år, sagde hun ja tak. Flyttebilen kørte for en uge siden. De blev enige om at lade alle ting blive stående, som de var. Emma har ikke brug for meget andet end et skab til sine ejendele. Ting og tøj har aldrig haft større interesse, hun kunne bo i en rygsæk. To hundrede og seksogtyve kvadratmeter plus diverse føles som luksus, men på regnfulde dage er det vidunderligt at have et stort hus at kunne bevæge sig rundt i.

Ines har nu endelig været stille et stykke tid. Emma rejser sig og lister væk fra sengen hen over det bløde tæppe, mens hun holder vejret. Hun ånder lettet op, da hun når helt ud på gangen uden at blive standset af gråd.

„Sover hun allerede?“ spørger Nyhlén og smiler skævt.

Hun nikker træt til svar.

„Kom,“ fortsætter han og viser hende op ad trappen. „Du skal muntres lidt op.“

Nej, jeg vil bare sove.

Men han ser så målbevidst ud, at hun ikke nænner at stoppe ham.

„Heldigt at stearinlysene har lang brændetid,“ siger Nyhlén forventningsfuldt og fører hende ind i den smukke stue med originalstukkatur fra tyverne.

Hun mødes af den største buket røde roser, hun nogen sinde har set, og hendes første tanke er ikke nu. Midt om natten, en hverdag? På sofabordet står en kandelaber, en dyr æske smukke pralinéer og en flaske champagne. Hun synker, da hun ser, at han allerede har fjernet folien og det snoede bånd. Da hun vender sig om, er Nyhlén pludselig krympet fra én femogfirs til cirka en meter. Hjertet slår hurtigere, da det går op for hende, at han ligger på knæ. Nej. Det er som at blive ramt af en uventet orkan, og hun ved ikke, hvor hun skal søge ly. Der er ingen steder at gemme sig, ingen steder at flygte hen. Hun er alt for træt til en livsafgørende beslutning, men det er umuligt at stoppe ham nu.

„Elskede Emma,“ siger Nyhlén tøvende og taber så tråden.

Hun står som fastnaglet til gulvet, ude af stand til at svare. Usikker på, om hun stadig trækker vejret.

„Du må ikke se ud, som om du står foran bødlen, så taber jeg tråden,“ siger han. Han ler og klør sig i panden.

Nyhlén ler let, om end ængsteligt. Hun har lyst til at trække ham på benene, spole tilbage til Ines’ værelse og blive siddende der, indtil morgenens første solstråler finder vej ind gennem mørklægningsgardinernes sprækker.

„… så mit spørgsmål til dig er …“

Det går op for Emma, at hun kun opfanger fragmenter af Nyhléns velvalgte ord, som han sikkert har filet på i de to år, de har boet i hendes lejlighed i byen.

Det gør det kun endnu værre.

Han holder en lille æske frem, og det er smertefuldt at se, hvordan hånden ryster. Først i tredje forsøg lykkes det ham at åbne låsen med sine fumlende fingre. Han sveder og har røde kinder.

„Vil du være min kone … til døden os skiller?“

Døden, altid denne død.

Et gys går gennem kroppen, og hun forsøger at berolige nerverne.

Hvad skal hun svare?

Sekunderne går. De ved begge, at betænkningstid ikke er nødvendig, hvis alt er rigtigt. Hun kan ikke holde ud at se ned på Nyhlén i den ubekvemme stilling på gulvet, men hun må ikke se væk. Hun er nødt til at sige noget. Han tager sig til hoften og skærer en grimasse. „Den har låst sig.“

„Nyhlén …“ siger Emma. „Jeg …“

Smerten i blikket, da han rejser sig op, er umulig at overse.

Han åbner champagnen, skænker i glassene og tager en ordentlig slurk.

„Skål,“ mumler han.

De slår sig ned i den store sofa, som aldrig har føltes så hård og ubekvem før, og hun famler efter den rette formulering.

„Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde,“ siger hun til sidst.

„Har jeg lyst til at høre det her?“ spørger han mekanisk og tager æsken med pralinéer og begynder at spise, som om det var hans sidste måltid. Så bunder han glasset med champagne.

Emma holder gråden tilbage. „Du er fantastisk.“

Nyhléns tårer løber ned ad kinderne. „Men?“

„Ingen men,“ skynder hun sig at svare og aner boblerne i sit urørte glas i udkanten af synsfeltet. Hun har mest lyst til at skylle det i sig for at dulme angsten, men hun lader være. „Det har ikke noget med dig at gøre.“

„Hvad har jeg gjort galt?“ spørger han mellem mundfuldene.

„Jeg forstår det ikke.“

„Ikke noget,“ svarer hun. Hun rækker ud efter en serviet på sofabordet og giver ham den. „Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal sige.“

„Heller ikke mig.“

En ubehagelig tavshed lægger sig i stuen. Men hvor gerne hun end vil, kan hun ikke lukke øjnene for den følelse, der dukkede op, da hun forstod, hvad der var ved at ske. Hun var uforberedt på frieriet, men også på sin egen modvilje. Så længe deres fælles til-værelse har gået sin vante gang, har hun ikke tænkt så meget over det, og hun ville ønske, at det havde fået lov at fortsætte på den måde. Fordringsløst og enkelt. Eller er det fejt? En undskyldning? Nyhlén holder chokoladeæsken frem imod hende, der er en enkelt praliné tilbage. „Vil du have én?“

„Nej tak, tag du bare den.“

Han er så sød og betænksom, en svigermors drøm. Alligevel sidder jeg her og siger nej til ham, tænker hun. Hvorfor er jeg sådan en idiot?

Og nu er der ingen vej tilbage.

„Det hele er nok blevet for meget,“ siger Emma forsigtigt, før hun når at tænke igennem, hvad hun vil sige. „Alting har bare kørt derudad efter drabene på tiggerne, og jeg har ikke rigtig nået at få reflekteret over noget. Du ved selv, hvor forkert alting var, før Gunnar og de andre blev anholdt. Den langtrukne retssag og det store medieopbud bagefter. Alle sofasamtalerne i morgen-tv og radioprogrammerne. Og du var der for mig og Ines som en frelsende engel. Det er jeg dig evigt taknemmelig for.“

„Så du har aldrig villet det her, er det det, du forsøger at sige?“ spørger han og pudser næse i servietten.

At Nyhlén har hjulpet hende er uvurderligt, og selvfølgelig føler hun en enorm taknemmelighed og kærlighed.

Men er han den rette?

„Jeg har vist brug for en pause, Nyhlén.“

„Kan du ikke engang svare på mit spørgsmål?“ spørger han stødt.

Emma ryster på hovedet. „Nej, jeg er træt og forvirret, og det er bedre at tale om det senere, når jeg har tygget på det.“

„Hvornår er ‘senere’?“ Han laver citationstegn i luften.

„Jeg har brug for tid, kan du give mig det?“

„Hvad betyder det rent praktisk?“ spørger han opgivende. „At jeg skal rejse væk herfra? Nu?“

„Ja, det er nok bedst, hvis du bor hjemme hos dig selv lidt.“ Nyhléns ansigt drukner i servietten, og Emma modstår en indskydelse til at række hånden frem, da hun hører hans stille gråd. Eftersom hun er årsag til hans smerte, er hun den forkerte til at trøste ham. Åh, hvor ville hun ønske, at det her aldrig var sket.

Hvorfor skulle han også fri til hende?

„Så går jeg nu,“ siger Nyhlén efter nogle pinefulde minutter og rejser sig med besvær. „Jeg skal bare pakke mine ting.“

2

En, to, tre. Så snart den sekstenårige Gervase får balkondøren op, begynder han at tælle. Det har hans far lært ham. Fire, fem, seks. Han har kun nogle minutter i den fremmede villa. Ikke fordi vagter eller politi er så hurtige, men før naboer og forbipasserende indser, at der er noget galt, hvis de ser en skygge glide forbi inde i huset. I værste fald griber de selv ind. Han bevæger sig hen mod noget, der ligner en badeværelsesdør, for det er dér, folk opbevarer deres smykker – dér eller i soveværelset.

Alarmen er ikke gået i gang. Måske har de ingen?

Eller også er den lydløs.

Sytten, atten, nitten.

Stressen ånder ham forræderisk i nakken. Han åbner badeværelsesskabet og finder forskellige medicinæsker, som han ikke er interesseret i, men under håndvasken er der et smykkeskrin, som han tømmer ned i den frankerede kuvert i rygsækken. Blikket standser ved diamantringen. Den ser dyr ud. Han tøver et øjeblik, før han lægger den ned i inderlommen i stedet for i tasken.

Seksogtredive, syvogtredive, otteogtredive. Han må ikke tælle forkert.

En knagende lyd får ham til at stivne og lytte. Gamle huse lever deres eget liv, men lød det ikke som fodtrin?

Treogfyrre, fireogfyrre, femogfyrre. Sekunderne flyver af sted, han kan ikke spilde mere tid. Forsigtigt forlader han badeværelset og ser til sin store rædsel, at der står en længere henne ad den lange gang. En mørk silhuet.

Hjernen standser helt op, og han glemmer at tælle.

Er det forbi nu?

En truende mandestemme siger noget, som Gervase ikke forstår.

Det er også lige meget, han har kun én ting i hovedet, og det er at komme ud. Straks. Det var det her, han frygtede, det, som ikke måtte ske.

Hvad er der af flugtveje? Balkonen.

Problemet er, at vejen derhen er blokeret af den mørke silhuet. Stemmen lyder stadig mere ophidset, og Gervase kan ikke tænke klart. Den fyldte kuvert ligger i sikkerhed i rygsækken, så nattens indbrud behøver ikke at ende i total fiasko. Men hvis han ikke slipper væk …

Tiden står stille.

Han forestiller sig sin fars skuffede blik. Foragten. Ikke engang et simpelt villaindbrud kunne den håbløse dreng klare.

Gervase bevæger sig fremad, selv om advarselssignalerne lyder. Aldrig standse op. Først nu ser han, at manden over for ham har noget i hånden.

Men han skal forbi.

Det må briste eller bære.

3

Emma skyller glasset med champagne i sig og puster stearinlysene ud. Hun overvejer at sende et undskyld til Nyhlén, men lader være. Der findes ingen formildende ord.

Elskede Thomas Nyhlén.

Hun kan ikke give ham et ja, når svaret er måske. Det ville være et endnu større svigt. Emma fylder glasset, mest fordi hun ikke ved, hvad hun skal stille op med sig selv. Da der kun er et par dråber tilbage i flasken, rejser hun sig usikkert op. Hun går rundt og slukker den ene lampe efter den anden i stueetagen. Hvor blev der øde. Spøgelsesagtigt. Tomt. For første gang er hun den eneste voksne i den store villa i Bromma. Hun skynder sig op mod soveværelset og stiller alarmen i stueetagen, sådan som Josefin har instrueret hende i at gøre om natten.

Pludselig står Ines i døråbningen.

„Jeg vil have far,“ siger hun søvndrukkent, da Emma forsøger at få hende i seng igen.

„Han var nødt til at køre,“ lyver hun.

Hvordan forklarer man en toårig, at man har slået op?

Ines begynder at snøfte. „Han sagde ikke farvel.“

„Jo, det gjorde han, men du sov,“ svarer Emma og ved med sig selv, at hun skal være fåmælt, så Ines ikke bliver lysvågen. Så falder hun ikke i søvn igen. „Nu går vi ind og lægger os, det er midt om natten.“

Men Ines bliver stående med et anklagende blik. „Jeg vil ikke.“ „Skal jeg bære dig?“ spørger Emma.

Gråden eskalerer. „Jeg vil ikke have dig, jeg vil have far.“ Det sidste skriger hun. Emma løfter sin fortvivlede datter op og bærer hende bestemt hen til sengen, så sidder hun med den ene hånd over hendes ryg, indtil hun trækker vejret tungt igen. Men Emmas eget hjerte hamrer voldsomt. Måske mente Ines ikke det, hun sagde. Måske befandt hun sig midt imellem drøm og virkelighed.

Men Emma er alligevel såret.

Selvfølgelig er hun den vigtigste person i sin datters liv, selv om hun sætter pris på, at Ines også er glad for andre voksne. Nyhlén er så fantastisk til børn. Emma stiller ofte spørgsmålstegn ved sin moderrolle. Hun forlod sit eget barn i over en måned, lige efter fem måneders koma.

Hvem kan finde på den slags?

Ingen.

Men hun overbeviser sig selv om, at hun ikke havde noget valg.

Emma rejser sig op, mens hun spekulerer på, om hun er lige så egnet til at være mor som sin søster, som har fået tre børn. Givet dem alt. Tænk, hvis Ines savner Josefin, der tog sig af hende? Eller endnu værre: Hillevi, der var barnepige, da Emma lå på hospitalet? Hvor meget skade kan en baby have taget af at være i en gal kvindes hænder?

Emma ryster de ubehagelige tanker af sig og går ud på bade-værelset. Hun vil ikke vide, hvad klokken er nu, det er alligevel for sent at blive udhvilet til i morgen. Tandpastaen er næsten sluppet op, men hun trykker den sidste smule ud med vold. Da hun er færdig, sætter hun tandbørsten tilbage i glasset. Der står kun to tilbage.

En mangler.

Hun kravler ned under dynen i den tomme dobbeltseng.

Tankerne kører rundt i hovedet på hende, men til sidst falder hun i søvn.

Pludselig vågner hun med bankende hjerte uden at ane, om hun har sovet i nogle minutter eller i flere timer. Hun er alene i sengen. Alligevel føles det, som om der var nogen i værelset for et øjeblik siden.

Hun får gåsehud.

Nyhlén er sikkert bare på toilettet, tænker hun for at berolige den galopperende puls. Hun har akkurat vendt sig om og lukket øjnene, da hun igen slår øjnene op. Lysvågen.

Nyhlén pakkede jo sin taske og gik.

Find bogen her

Læs også:

  • Syndebukken - Sofie Sarenbrant

Emma Sköld er tilbage En bølge af indbrud hærger den mondæne Stockholmsforstad Bromma, og tyvenes metoder bliver mere og mere brutale. Da en teenagedreng bliver fundet myrdet, sættes Emma Sköld på sagen. Er [...]

  • Det glemte barn - Michel Bussi

“Det her forstår jeg ikke. Liane burde være her …” På en idyllisk ø i det indiske ocean nyder Martial, Liane og deres seksårige datter en skøn ferie - indtil Liane forsvinder. Alle [...]

Uddrag fra Inger Wolfs, EN DJÆVELSK PLAN. Find den hos din boghandler fra d. 30. august 2018. Læs mere her Prolog   Den gule undulat havde vækket ham med sin kvidren. Uden for [...]

Efterforsker Aaron Falk er tilbage og bliver hevet ind for at finde den forsvundne Alice. Han spindes ind i en gammel sag om løgne og hemmeligheder. Hemmeligheder Aaron troede, var lagt i graven [...]

Af Herman Koch - Sommerhus med swimmingpool 1 Jeg er alment praktiserende læge. Jeg har konsultationstid fra klokken halv ni om morgenen til klokken et om eftermiddagen. Jeg tager mig god tid. Jeg [...]

Af Katrine Engberg Fra Glasvinge Klare glasampuller lå i det aflåste skab, side om side med engangssprøjter og kanylebøtter. Morfin og Oxycontin til stærke smerter, Propafenon til atrieflimmer og blodfortyndende Pradaxa, forsvarligt forseglet [...]

2018-10-12T09:58:44+00:00