Fra Martin Österdahl – Bed ikke om nåde

Prolog

EN SORT MERCEDES fulgte efter hende hele vejen fra universitetets port og videre langs Gribojedovkanalen. Den lå bag hende, da hun drejede ind på Nevskij Prospekt, forsvandt på intet tidspunkt. Max sagde altid til hende, at hun skulle have øjne i nakken, når hun gik alene i mørket, men det var svært at holde øje bagud uden at se mistænkelig ud.

Hun gik hurtigt, så hurtigt hun kunne uden at løbe, ville ikke vise forfølgeren, at han var blevet afsløret. Kuverten med bogen holdt hun hårdt ind til kroppen under frakken. Den måtte ikke falde i de forkerte hænder.

Da hun nåede til metrostationen ved Gostinyj Dvor, skyndte hun sig hen mod perronen i et forsøg på at forsvinde i mængden. På Majakovskaja skiftede hun til et tog på den røde linje. Da hun nåede til Finlandstationen, mærkede hun sveden drive ned ad ryggen, men åndede lettet op, da hun så toget, der skulle bringe hende ud af byen, holde ved perron.

Så snart hun var steget om bord, forlod toget perronen. Først da det trillede ud af byen mod forstæderne, gav hun sig selv lov til at slappe af. Der afgik masser af tog fra stationen hver time. Det var usandsynligt, at forfølgeren kunne have fulgt hende gennem togskiftene i metroen, set hende i folkemasserne og fundet frem til lige præcis hendes tog.

Måske havde hun bare bildt sig selv det hele ind? Ladet sig påvirke af journalistens advarsler?

“Giv slip på det. Kom ikke for tæt på den virksomhed.”

Men hun kunne ikke slippe det.

Da hun steg af toget fyrre minutter efter, var Mercedesen det første, hun fik øje på. Hun gjorde sig umage for ikke at gå i panik; gik bare hurtigst muligt fra perronen. Tog kuverten frem, griflede adressen ned og puttede den i en af postkasserne på stationen. Da hun et kort øjeblik lukkede øjnene, så hun Max for sig.

LÆS OGSÅ: “Far tog dem. Far tog alt”

Jeg ville have forklaret det hele, men jeg håber, du alligevel forstår.

Fem minutter senere nærmede hun sig bygningen og stak i løb. Den mørke gade lå øde hen. Måske var det alligevel lykkedes hende at ryste forfølgeren af? Men så gled Mercedesen rundt om hjørnet, og lyset fra forlygterne ramte hende.

Hun var så tæt på nu, men måtte ikke føre den, der sad i bilen, frem til hendes hjem. Der var alt for meget materiale forbundet med hendes forskning og ting, der kunne lede til hendes medarbejdere.

Hvor skulle hun gå hen?

Hun åbnede tasken og lukkede hånden om mobiltelefonen. Bilen blændede hende med det lange lys, der lød et klik, da en bildør blev åbnet, og kort efter hårde hæle mod asfalten. En stor, mørk silhuet nærmede sig. Manden bevægede sig langsomt, men kom alligevel alt for hurtigt hen mod hende.

Lyden af et ladegreb på en pistol.

En lang arm, der pegede på hende.

Idet hun rakte hænderne i vejret, kastede hun mobiltelefonen ind i buskadset. Han måtte ikke finde den – så ville alt være tabt.

Manden standsede et par meter fra hende. Han var bredskuldret, men med et lille hoved og en usædvanlig lang hals. Tøjet var elegant: frakke og smoking. Hun kunne ikke se ansigtet tydeligt, men blev alligevel forbløffet. Manden så meget gammel ud. Som en person fra en anden tid.

“Hvem er du?” råbte hun. “Skyd ikke!”

“Vend ryggen til mig,” sagde manden. “Læg dig på knæ med hænderne bag hovedet.”

Hun gjorde, som han sagde. Lukkede øjnene.

Manden bøjede sig ind over hende, og et kort øjeblik føltes det, som om han omfavnede hende. Så blev hun låst fast i et jerngreb, hendes næse og mund blev dækket af en klud.

Kraften i næven var umenneskelig, og hun tog et par heftige indåndinger gennem kluden. Effekten kom prompte, alle kræfter sivede ud af hende. Hun sank sammen mod armen, der holdt hende, lod sig omslutte af hans frakke, blev usynlig for verden udenfor.

Manden løftede hende op som et sovende barn. Det sidste, hun opfattede, var klikket, da manden åbnede bilens bagagerum.

Lørdag den 24. februar 1996

STEMMERNES SUMMEN NÅEDE helt op til Nestor Lazarevs private loge. Der var plads til tolv personer, men i aften ville han være alene. Marinskij-teateret i Sankt Petersborg var fyldt med et forventningsfuldt publikum før aftenens opførelse af Eugen Onegin.

Kvindernes kjoler glitrede om kap med væggene, der var nymalede i cremefarvede og gyldne nuancer. Logerne ved siden af Lazarevs blev fyldt, stoffet knitrede, når tilskuerne satte sig i sæderne. På parkettet nedenfor lo en ung mand, idet han lod sig synke ned i et af de rummelige sæder ved siden af en smuk kvinde.

Nestor Lazarev sad rank i logen. Hans rygrad var hverken kroget af høj alder eller svækket af sygdom. Kroppen var stadig stærk, takket være sistema, nærkampsteknikken, som han trænede hver morgen.

Så gik tæppet op, og pulsen steg. Nakkehårene rejste sig, da orkesteret begyndte at spille.

Med højre pegefinger fulgte Lazarev første akts toner i partituret. Han lukkede øjnene og nød oplevelsen. Det var en særlig aften for ham, med Tjajkovskijs musik, som han havde brugt hele sin barndom på at mestre. Lige præcis denne opera, baseret på Pusjkins epos, fremført af Marinskij-teaterets operakompagni, var en perfekt opvisning i russisk overlegenhed.

Et dæmpet bank, og døren til logen blev forsigtigt åbnet.

Øjeblikket var spoleret.

Lazarev vendte sig om. En mand stod uden at røre sig i døråbningen, i tavs retstilling. Marcel Rousseau flakkede med blikket et sted nede over publikum på parkettet og fingererede ved sin guldring. Han undveg Lazarevs blik.

Hvis ikke det er noget vigtigt, så kyler jeg din krop ud over balkonen og ned på de nyrige svin dernede, tænkte Lazarev.

“Hr. formand,” sagde Rousseau. “Vi må tale sammen.”

LÆS OGSÅ: Krimi – Der er kun to slags gode mennesker. De døde og de ufødte.

“Vent udenfor. Vi kan tale sammen i pausen.”

Han lukkede øjnene, forsøgte endnu en gang at lade sig overstrømme og omslutte af musikken. Men det eneste, han kunne tænke på, helt indtil akten sluttede, var Rousseau, der ventede på ham.

Hvorfor var han kommet herhen? Nu?

Da dørene til logerne blev åbnet, tog samtalerne over. Rundt om Lazarev lo de andre gæster, glade og oprømte, tørstende efter sovjetskoje sjampanskoje.

Han gik hen til Rousseau, der ventede med et glas i hånden.

Rousseau lænede sig ind mod Lazarev og hviskede i hans øre. “Kan du huske den journalist, jeg fortalte om i sidste uge? Ham, der spurgte, hvor teknologien kom fra?”

“Den slags glemmer jeg ikke.”

“I eftermiddags fik jeg nøjagtig samme spørgsmål.”

Lazarev rynkede panden. Han havde holdt sin hemmelighed skjult længere, end han brød sig om at tænke på. De lange, mørke år, før han kunne starte virksomheden. Ikke én eneste gang havde han fået spørgsmålet. Ingen havde undret sig. Før nu.

“Hvem?”

“En ung kvinde,” sagde Rousseau. “Fra universitetet, Det Økonomiske Fakultet.”

Det, Rousseau sagde, kunne tolkes som én af to ting: enten et uhyre usandsynligt sammentræf eller et ekko af Lazarevs fjerne fortid. Hvis det var det første, var der intet at bekymre sig om. Hvis det var det andet, vidste han, at han ville blive nødt til at tage sig af det med det samme.

“Du virker nervøs, Marcel.” Lazarev tog fat om Rousseaus nakke og klemte til. “Jeg kan forsikre dig om, at du ikke har noget at bekymre dig om.”

Han trak Rousseau ind til sig og kyssede ham tre gange på kinderne.

“Tag du nu hjem, og hvil dig – du bekymrer dig for meget.”

Lazarev vendte ryggen til Rousseau og gik tilbage til sin loge. Han lod sig glide ned på det bløde plyssæde, ventede et minuts tid for at være sikker på, at Rousseau ikke ville komme tilbage. På gulvet ved hans fødder lå programmet for aftenens forestilling. Et billede af sopranen, der spillede den kvindelige hovedrolle. Under billedet havde producenterne nedfældet en velkendt frase fra operaens libretto:

“Alle mænd overgiver sig til kærlighedens magt.”

Hans tanker vandrede væk til en anden premiere, et andet operahus. Krigstid.

Hun havde været omgivet af mennesker. Foyerens vægge havde været beklædt med forgyldte spejle. Han havde set manden, ærkefjenden, i et af spejlene. Måden, manden havde iagttaget hende på, ville han aldrig glemme. Lazarev havde været uagtsom, han havde sænket paraderne og nær mistet alt.

På en måde var det, som om kæderne og låsen stadig tyngede ham.

En trommehvirvel fra orkesteret. Anden akt var begyndt. Lyden af trommerne fremkaldte andre billeder, fly aftegnet mod himlen. Redningen.

Det var ikke noget sammentræf. Lazarev havde aldrig troet på sammentræf. Tiden var inde til, at han iværksatte den afsluttende operation.

Tilfredsstillelsen ville kun blive større af, at det også indebar afslutningen på noget, han havde troet afsluttet for længst.

Denne gang var der ikke plads til fejltagelser.

Find resten af Bed ikke om nåde her

Læs også:

2018-07-18T12:08:40+00:00