Hvis vi kun ser mod Silicon Valley, når vi prøver at forstå fremtiden, risikerer vi at stå med ryggen til udviklingen – og så risikerer vi for alvor disruption.

Kina-ekspert Christina Boutrup er klar med bogen Den store techrevolutionsom handler om den teknologiske revolution, der lige nu finder sted i Kina. En revolution som vil få kinesiske virksomheder til at oversvømme verdensmarkedet med nye teknologier, der på alle måder vil overgå, hvad vi i Europa og USA forestiller os er muligt.

29. september 2018

VI SKAL TIL AT KOPIERE KINESERNE

Kinesere er gode til at kopiere, mens vi i Vesten er mere innovative og kreative. Sådan lyder en klassisk fordom, men den er ifølge Christina Boutrup fuldstændigt forældet. 

Kinesiske virksomheder er nemlig ikke bare blevet frontløbere inden for bl.a. elbiler, sol-celler, højhastighedstog og droner, men også inden for innovative digitale forretningsmodeller, sofistikerede brugeroplevelser og den praktiske anvendelse af kunstig intelligens. Samtidig er de stadig billigere end deres vestlige konkurrenter, og de er lynhurtige til at udvikle nye produkter.

Det er derfor blevet tid til, at vi begynder at kopiere kineserne. Danske beslutningstagere bør ifølge Boutrup vende blikket mod Kina, når de søger inspiration eller forsøger at ruste deres organisationer til fremtiden. Ikke bare for at studere og forsøge at kopiere kinesiske virksomheders omkostningsstruktur, så de kan holde konkurrencen fra døren, men fordi de rent faktisk kan lære noget værdifuldt.

“Så længe den stereotype fortælling om kopi-Kina lever så stærkt i vestlige erhvervslederes bevidsthed, vil erhvervsledere i Vesten blive distraheret så meget, at de risikerer at misse den vigtige udvikling i Kina,” skriver Boutrup i Den store techrevolution.

(Artiklen fortsætter under videoen)

MANAGEMENT OG KUNG-FU-FILOSOFI

Én af de ting, vi ifølge Boutrup kan lære af kineserne er deres kung-fu-filosofi. Mens vestlige erhvervsledere først lige er begyndt at få øjnene op for meditation og yoga, har Jack Ma, grundlæggeren af den kinesiske gigantvirksomhed Alibaba, fra starten brugt de bedste ingredienser fra Øst og Vest, og det gør ham stærk.

“De dygtigste og mest progressive kinesiske virksomhedsledere tager det bedste fra både Østen og Vesten. De læser de nyeste managementbøger fra Europa og USA og kombinerer dem med nyttige værktøjer fra traditionel kinesisk kultur,” lyder det fra Boutrup.

Tidligere var de kinesiske virksomheders svageste punkter hr, kommunikation og markedsføring, men sådan er det ikke længere. “Den nye generation af entreprenører og erhvervsledere er langt mere professionelle og veluddannede end den første generation.” Hvis man vil kunne tackle dem, gør man ifølge Boutrup klogt i at læse militærstrategen Sun Tzus berømte bog Kunsten at føre krig fra 600 år f.v.t., som er den hurtigste vej til at blive klogere på den kinesiske kung-fu-filosofi.

Et af de vigtigste principper i kung-fu er, at man skal kende sin modstander lige så godt som sig selv. Et andet vigtigt princip handler om distraktion. “Hvis du kan få modstanderen til at tro, at du er svag, når du er stærk, eller få fjenden til at tro, at du er langt væk, selvom du er tæt på, så kan du overraske med ét slag.

DEN STORE TECHREVOLUTION

Kina har i al stilhed taget et kvantespring og gennemgår i disse år en vild tech-revolution, som rykker ved magtbalancen i verden og kommer til at påvirke os alle. Kinesiske virksomheder er allerede globalt førende inden for flere af de vigtigste nye teknologier, som droner, solceller, fintech, sociale medier, e-handel og sandsynligvis også kunstig intelligens. Åbenheden og lysten til at afprøve nye teknologier – ansigtsgenkendelse og dronelevering – er stor, og kinesiske virksomheder er ikke underlagt de samme etiske dilemmaer og lovgivningsmæssige begrænsninger, som vi kender i Europa og USA.

Hvorfor er det vigtigt for dig? Fordi det er et spørgsmål om tid, før kinesiske teknologiselskaber for alvor begynder at ekspandere uden for Kina, og fordi Kina på mange måder er blevet et vindue til fremtiden – på godt og ondt. En fremtid, hvor man kan betale med sit ansigt, og hvor staten ved hjælp af massiv overvågning uddeler point til borgerne for deres opførsel på de sociale medier og i den fysiske verden.

Den store tech-revolution

OM FORFATTEREN

Christina Boutrup er en af landets førende Kina-kendere, og hun har gjort det til sin levevej at gøre beslutningstagere klogere på verdens nye supermagt.

Boutrup er uddannet erhvervsjournalist og har fulgt Kinas udvikling tæt siden 2004, blandt andet som Asien-korrespondent og som vært for radio- og tv-programmer. Hun har skrevet flere anmelderroste bøger og er med sin stærke formidlingsevne og nuancerede tilgang til Kina en flittigt benyttet foredragsholder, facilitator og ordstyrer på danske og internationale konferencer og workshops.

Hun er desuden aktiv i advisory board for tænketanken Think China under Københavns Universitet og fast Kina-analytiker for TV2 og News.

Christina Boutrup

Læs også:

2018-10-12T08:43:17+00:00