Af Paolo Cognetti
Fra De otte bjerge

1.
Landsbyen Grana lå oppe i en af sidedalene, upåagtet af forbipasserende, der ikke engang overvejede at aflægge den et besøg, omsluttet af jerngrå bjergkamme foroven og forneden en brat skråning som gjorde stedet utilgængeligt. På toppen af skråningen vågede ruinerne af et forsvarstårn over nu tilgroede marker. En grusvej drejede bort fra hovedlandevejen og førte stejlt opad i hårnålesving til foden af tårnet; da den havde passeret det, blev den mindre stejl, drejede hen langs bjergsiden og videre op gennem den snævre dals ujævne terræn. Det var i juli måned, vi første gang kørte ind i den, året var 1984. De var i gang med at slå hø i engene. Dalen var bredere, end man skulle tro, når man så den nedefra, helt skovklædt på skyggesiden og anlagt i terrasser på solsiden. Mellem pletter af buskads nede i bunden løb der en elv, som vi nu og da kunne se glimte i solen, og det var den første ting, jeg kunne lide ved Grana. Jeg læste drengebøger dengang. Det var Mark Twain, der havde lært mig at holde af floder. Jeg tænkte, at man kunne fiske dernede, springe i vandet, svømme, fælde nogle småtræer og bygge en tømmerflåde, og mens jeg var helt opslugt af disse fantasier, lagde jeg slet ikke mærke til landsbyen, da den dukkede op bag et sving.

“Det er her,” sagde min mor. “Sæt farten ned.”

Min far sænkede farten til skridtgang. Lige siden vi var taget af sted, havde han adlydt hendes mindste vink. Han bøjede sig frem til højre og til venstre, spejdede ud gennem de støvskyer, bilen løftede, og kiggede længe på staldene, hønsegårdene, bjælkeladerne, de nedbrændte eller sammenstyrtede huse, traktorerne i vejkanten, ballepresserne. Der kom to sorte hunde med bjælder om halsen ud fra en gårdsplads. Bortset fra et par nyere huse var landsbyen tilsyneladende bygget af samme grå stenart som bjerget, og den klinede sig ind til det som et klippefremspring, et gammelt stenskred. Lidt længere nede gik der nogle geder og græssede.

Min far sagde ingenting. Min mor havde selv fundet stedet, hun bad ham standse på en holdeplads, steg ud af bilen og gav sig til at lede efter værtinden, mens han og jeg tømte bilen. En af hundene kom os gøende i møde, og min far gjorde noget overraskende og helt usædvanligt: Han rakte hånden frem og lod hunden snuse til den, sagde et venligt ord til den og kløede den mellem ørerne. Måske havde han det bedre med hunde end med mennesker.

“Nå?” spurgte han, mens han løsnede elastikkerne på tagbagagebæreren. “Hvad synes du?”

Skønt, var jeg mest tilbøjelig til at svare. Straks jeg steg ud af bilen, havde en forjættende duft af hø, stald, brænderøg og gud ved hvad slået mig i møde. Men jeg var ikke sikker på, at det var det rigtige svar, så jeg sagde: “Jeg synes her virker meget rart, hvad synes du?”

Min far trak på skuldrene. Han kiggede op over kufferterne og kastede et blik på skuret over for os. Det hældede til den ene side og ville utvivlsomt være faldet sammen, hvis ikke det havde været stivet af med et par pæle. Der stod en dynge halmballer derinde, og oven på dem en cowboy-skjorte som nogen havde taget af og glemt.

“Jeg er vokset op sådan et sted,” sagde han uden at røbe, om det var et godt eller et dårligt minde.

Han greb en af kufferterne i håndtaget og skulle til at trække den ned, men kom pludselig i tanker om et eller andet. Han så på mig og så ud til at tænke over noget, som tydeligvis morede ham.

“Hvis noget er passé, kan det så passere en gang til, efter din mening?”

“Det kan det nok ikke så godt,” sagde jeg for ikke at risikere noget. Han stillede mig altid den slags gåder. Han mente, at jeg ligesom han var udstyret med en særlig begavelse for logiske og matematiske problemstillinger og syntes måske, det var hans pligt at udfordre den.

“Tag nu elven dernede, kan du se den?” sagde han. “Lad os forestille os, at vandet er tiden, der går. Hvis det sted, vi befinder os, er nutiden, hvor tror du så, fremtiden er?”

Jeg tænkte mig om. Det her måtte være en smal sag. Jeg gav ham det mest oplagte svar. “Fremtiden er der, hvor vandet løber hen, altså dernede.”

“Forkert,” svarede min far. “Og heldigvis for det.”

“Hopla,” sagde han, som om han var blevet befriet for en byrde. Det var sådan, han plejede at sige, når han løftede mig i vejret, og den første af de to kufferter faldt til jorden med et drøn.

Det hus, min mor havde lejet, lå i den højest beliggende del af landsbyen, ud til en lille gård med et drikketrug i midten. Det bar præg af at have sin oprindelse i to forskellige perioder. For det første var der murene, svalegangene af mørknet lærketræ, det mosdækkede stentag, det store sodede ildsted, som tydeligvis var ældgammelt. Resten var bare gammelt. Det stammede fra en tid, hvor der var blevet lagt linoleum på husets gulve, hængt plakater med blomstermotiver op på væggene og sat overskabe og en vask op i køkkenet, og det var alt sammen falmet og dækket af skimmel. Der var kun en enkel genstand, som hævede sig over middelmådigheden, og det var et stort sort brændekomfur af støbejern, kompakt og alvorligt udseende, med et messinggreb og fire kogesteder. Det måtte stamme fra et andet sted og en helt tredje periode. Men det der var faldet i min mors smag, var efter min mening fraværet af alle mulige ting, for huset var næsten tomt: Min mor spurgte værtinden, om vi måtte sætte lidt skik på stedet, og hun svarede bare: “Gør som I vil.” Hun havde ikke lejet det ud i årevis og havde helt sikkert heller ikke regnet med at gøre det den sommer. Hun virkede temmelig kort for hovedet, men hun var ikke direkte uhøflig. Måske var hun en smule forlegen, fordi hun havde været i gang med noget markarbejde og ikke havde haft tid til at klæde om. Hun gav min mor en stor jernnøgle, forklarede hende en sidste ting vedrørende vandvarmeren og kom med nogle spage indvendinger, inden hun tog imod konvolutten, som min mor havde klar.

Min far var for længst forsvundet. For ham kunne det ene hus være lige så godt som det andet, og næste dag skulle han tilbage på kontoret. Han var gået ud på svalegangen for at ryge og stod og holdt om rækværkets ru træ, mens han betragtede bjergtinderne. Han kiggede ligesom undersøgende på dem, som om han overvejede, hvor han skulle sætte ind. Han kom ind igen, da værtinden var gået, så slap han for at hilse på hende, og i mellemtiden var han kommet i dårligt humør; han sagde at han gik ud for at købe et eller andet til frokost, og at han ville køre tilbage inden aften.

I det hus viste min mor, da min far var rejst, en side af sig selv, som jeg aldrig havde kendt. Så snart hun stod op om morgenen, lagde hun nogle pinde i ovnen, krøllede en avisside sammen og strøg en tændstik mod det ru støbejern. Hun havde tilsyneladende hverken noget imod røgen, som bredte sig i køkkenet, eller at vi skulle have et tæppe om os, mens der blev varmt i værelset, eller at mælken lidt senere kogte over i stålkanden og brændte på på den glohede ovn. Til morgenmad gav hun mig et stykke ristet brød med marmelade. Hun vaskede mig under den rindende hane, skyllede mit ansigt, min hals og mine ører, så tørrede hun mig i et håndklæde og sendte mig ud: Jeg skulle bare se at få noget frisk luft og noget sol og lægge nogle af mine storbymanerer af mig.

I de dage samlede min udforskning sig om elven. Der var to grænser, jeg ikke måtte overskride: Oppe ad strømmen var det en lille træbro, bag hvilken bredderne blev stejlere og snævrede ind til en smal kløft, og nede ad strømmen var det krattet neden for klippeskråningen, hvorfra vandet fortsatte sit løb mod dalbunden. Det var det område, min mor kunne overskue fra husets svalegang, men det var lige så godt som en hel flod. På den første strækning strømmede elven nedad i spring i en række skummende strømfald mellem store klippeblokke, hvor jeg lænede mig ud og betragtede de sølvglimtende genskær fra bunden. Længere nede løb den langsommere af sted og forgrenede sig, som om den var gået fra ung til voksen, og den skar sig igennem små holme, som var koloniseret af birketræer, hvor jeg kunne krydse over til den modsatte bred. Endnu længere nede havde et virvar af drivtømmer samlet sig til en dæmning, og det var vinterens sneskred, som havde revet de stammer og grene med sig, der nu lå og rådnede i vandet, men alt det vidste jeg ikke noget om dengang. Jeg så det bare som det tidspunkt i elvens liv, hvor den stødte ind i en forhindring og bremsede op, og vandet blev plumret. Jeg endte altid med at sætte mig der og stirre på vandplanterne, som stod og svajede lige under overfladen.

Der var en dreng, som gik og vogtede køer på græsgangene langs bredden. Min mor mente, det var værtindens barnebarn. Han havde altid en gul stok af plast med sig med et snoet greb, som han brugte til at give køerne et rap bagi og drive dem ned mod det høje græs. Det var syv unge og rastløse brunbrogede køer. Drengen skældte ud på dem, når de ikke ville lystre, og løb nu og da bandende efter en af dem, men når han gik op over skråningen igen, vendte han sig om og kaldte dem til sig med et ohohoh, eller eheheh, indtil de modvilligt fulgte efter ham hjem til stalden. Når de græssede, satte han sig ned på jorden og holdt øje med dem fra oven, mens hans snittede i en pind med sin springkniv.

“Du må ikke være der,” sagde han den eneste gang, han henvendte sig til mig.

“Hvorfor ikke?” spurgte jeg.

“Du tramper græsset ned.”

“Hvor må jeg så være?”

“Derovre.”

Han pegede over på elvens modsatte bred. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle komme derover, men jeg ville ikke spørge ham eller indlede en diskussion om, hvorvidt jeg måtte træde på hans græs. Derfor vadede jeg ud i vandet uden at tage skoene af. Jeg forsøgte at gå oprejst ude i strømmen og virke beslutsom, som om det var en helt dagligdags ting for mig at vade over et vandløb. Jeg krydsede elven og satte mig på en klippeblok med dyngvåde bukser og vandet drivende af skoene, men da jeg vendte mig om, havde drengen mistet interessen for mig.

LÆS OGSÅ: New York Times om Kattegæsten: “En usædvanlig intim, detaljeret og levende roman”

Vi tilbragte flere dage på den måde, han på den ene bred og jeg på den anden uden at værdige hinanden et blik.

“Hvorfor prøver du ikke at blive ven med ham?” spurgte min mor en aften foran brændekomfuret. Huset var gennemtrængt af mange vintres fugt, og derfor tændte vi op, når vi skulle spise, og blev siddende og varmede os, indtil vi skulle i seng. Vi læste i hver sin bog, og når vi skulle vende blad, pirkede vi til brændet og livede samtalen lidt op. Det store sorte brændekomfur stod og lyttede.

“Hvordan skulle jeg bære mig ad med det?” svarede jeg. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”

“Du skal da bare sige hej. Spørg, hvad han hedder. Spørg, hvad hans køer hedder.”

“Goddag mand økseskaft” sagde jeg og lod som om jeg var opslugt af min bog.

Når det kom til sociale relationer, var min mor kommet meget længere end mig. Der var ingen forretninger i landsbyen, så mens jeg udforskede min elv, havde hun fundet en stald, hvor hun kunne købe mælk og ost, en køkkenhave, hvor hun kunne købe lidt grøntsager, og et savværk, der kunne forsyne hende med nogle stumper træ. Hun havde også fået en aftale med den unge mand fra mejeriet, som hentede mælkejunger morgen og aften, om at han skulle have lidt brød og dagligvarer med til hende. Og inden ugen var omme, fik hun på en eller anden måde hængt nogle altankasser op på svalegangen og fyldt dem med geranier. Nu kunne man genkende vores hus på lang afstand, og jeg havde allerede hørt nogle af Granas få indbyggere hilse på hende og sige hendes navn.

“Og det er altså også lige meget,” sagde jeg et minut senere.

“Hvad er lige meget?”

“Det med at blive venner. Jeg kan godt lide at være alene.”

“Kan du?” sagde min mor. Hun så op fra bogen uden at smile, som om det var en meget alvorlig sag. “Er du sikker på det?” tilføjede hun.

Så besluttede hun sig for at hjælpe mig. Folk ser jo forskelligt på det, men min mor troede fuldt og fast på, at man skulle gribe ind i andre menneskers liv. Et par dage senere sad drengen med køerne pludselig i køkkenet. Han sad på min stol og spiste morgenmad. Faktisk fik jeg færten af ham, inden jeg så ham, for der hang en lugt ved ham af stald, hø, syrnet mælk, fugtig jord og brænderøg, som jeg lige siden har forbundet med bjergene, og som jeg har genfundet i bjerge overalt i verden. Bruno Guglielmina, hed han. Efternavnet havde han til fælles med alle andre mennesker i Grana, syntes han, vi skulle vide, men Bruno var han den eneste, der hed. Han var nogle få måneder ældre end mig; ligesom mig var han født i 1972, men i november. Han huggede de småkager, min mor gav ham, i sig som om han aldrig havde smagt noget lignende. Til min store overraskelse var det ikke kun mig, der havde holdt øje med ham nede i engen: Han havde også kigget på mig, selv om vi begge to lod som ingenting.

“Kan du godt lide elven?” spurgte han.

“Ja.”

“Kan du svømme?”

“Lidt.”

“Fiske?”

“Det tror jeg ikke.”

“Kom, jeg skal vise dig noget.”

Med de ord sprang han ned fra stolen; jeg vekslede et blik med min mor og løb efter ham uden at betænke mig et sekund.

Jeg kendte i forvejen det sted, hvor Bruno førte mig hen, det var der, hvor elven gled ind i skyggen under den lille bro. Da vi nærmede os bredden, sagde han hviskende, at jeg skulle være så stille som muligt og prøve at holde mig skjult. Så lænede han sig forsigtig ud over en klippeblok, akkurat langt nok til at han kunne titte frem. Han gjorde tegn med hånden til, at jeg skulle vente. Jeg kiggede på ham, mens jeg ventede. Han havde hørblondt hår, og hans nakke var solskoldet. Han var iført et par alt for store bukser med opsmøgede bukseben og hængerøv, som en karikatur af en voksen mand. Han opførte sig også lidt som en voksen, med en form for alvor i stemmen og fagterne: Han gjorde tegn til, at jeg skulle komme nærmere, og jeg adlød. Jeg lænede mig frem bag klippen og fulgte hans blik med øjnene. Hvad det var, jeg skulle se efter, vidste jeg ikke. Bag stenen løb elven i et lille strømfald ud i en skyggefuld, måske knædyb dam. Strømfaldet lavede krusninger i vandspejlet. Langs kanten var der en lille bræmme af skum, og en stor gren, der havde kilet sig fast på tværs af strømmen, havde fået græs og våde blade til at samle sig. Det synede ikke af meget, bare noget vand der strømmede ned fra bjergene, men af en eller anden grund betog det mig hver eneste gang. Da jeg havde stirret lidt på dammen, fik jeg øje på noget, der krusede overfladen, og det gik op for mig, at der var noget levende dernede. En, to, tre, fire slanke skygger stod med hovedet op mod strømmen, kun halerne bevægede sig langsomt fra side til side. Sommetider flyttede en af skyggerne pludselig på sig og standsede op et andet sted, og sommetider dukkede de ryggen op over vandoverfladen og dykkede ned igen, men de holdt hele tiden hovedet op mod strømmen. Vi stod lidt længere nede ad strømmen end dem, og det var derfor, de endnu ikke havde fået øje på os.

“Er det ørreder?” hviskede jeg.

“Fisk,” sagde Bruno.

“Er de altid der?”

“Ikke altid. Nogle gange skifter de bassin.”

“Hvad laver de egentlig?”

“De jager,” svarede han. For ham var det den naturligste ting i verden, mens jeg netop havde gjort en helt ny erfaring. Jeg havde altid troet, at fisk svømmede med strømmen, hvilket måtte være det letteste, og ikke at de brugte deres kræfter på at holde sig oppe imod den. Ørrederne slog akkurat så meget med halerne, at de ikke rørte sig ud af stedet. Jeg spekulerede over, hvad de mon jagede. Det var måske de små dansemyg, jeg så kredse i vandoverfladen og hænge fast i den. Jeg kiggede lidt på optrinet og forsøgte at forstå, så blev Bruno pludselig træt af det: Han sprang op og viftede med armene, og ørrederne forsvandt omgående. Jeg gik hen og kiggede efter. De var flygtet i alle retninger fra midten af dammen. Jeg stirrede ned i vandet, og det eneste, jeg kunne se, var det hvide og blålige grus på bunden, så måtte jeg løsrive mig for at følge efter Bruno, der løb op langs elvens modsatte bred.

LÆS OGSÅ: Svensk forfatter: ”Lige siden min Doris døde, har jeg tænkt meget på alderdom og ensomhed.”

Lidt længere oppe lå der en enlig bygning ved bredden, som lignede en opsynsmands hus. Det stod og faldt sammen mellem brændenælder, brombærranker og hindbær og hvepsebo, der tørrede ud i solen. Der var mange af den slags ruiner i landsbyen. Bruno greb fat i muren på et fremstående hjørne med masser af sprækker og trak sig op, og i to tag var han oppe ved vinduet på første sal.

“Kom nu!” sagde han og lænede sig ud deroppe. Så glemte han helt at vente på mig, måske syntes han, det var en smal sag at klatre op og kunne slet ikke forestille sig, at jeg skulle have hjælp, eller også var han bare vant til, at enhver måtte klare sig selv, hvad enten noget var let eller svært. Jeg efterlignede ham efter bedste evne. Stenene føltes ru, varme og tørre under fingrene. Jeg skrabede armene mod vindueskarmen, kiggede ind og fik øje på Bruno på vej ned gennem en lem ad en stige, der førte ned til underetagen. Jeg havde vist for længst gjort op med mig selv, at jeg ville følge ham, hvorhen det skulle være.

Værelset dernede henlå i halvmørke og var inddelt i fire lige store afdelinger, der mindede om bassiner. Der lugtede indelukket af mug og råddent træ. Efterhånden som mine øjne vænnede sig til mørket, så jeg, at gulvet var oversået med dåser, flasker, gamle aviser, lasede skjorter, udtrådte sko, rustne stumper af redskaber. Bruno stod bøjet over en stor, glat, hvid, hjulformet sten, som lå i et hjørne af værelset.

“Hvad er det?” spurgte jeg.

“En kværnsten,” svarede han og tilføjede: “En møllesten.”

Jeg bøjede mig ned ved siden af ham og kiggede på den. En møllesten havde jeg hørt om, men jeg havde aldrig selv set en. Jeg rakte hånden frem. Stenen her var kold og glat, og der voksede mos i hullet i midten, der satte sig på fingrene som grønligt slam. Det sved i rifterne på mine arme.

“Vi skal have den op og stå,” sagde Bruno.

“Hvorfor det?”

“Så kan den rulle.”

“Hvorhen?”

“Hvad mener du med det? Nedad, selvfølgelig.”

Jeg rystede uforstående på hovedet. Bruno gav sig tålmodigt til at forklare. “Vi stiller den op på højkant og triller den udenfor. Så skubber vi den ud i elven. Det får fiskene til at springe ud af vandet, og så spiser vi dem.”

Det forekom mig at være en strålende og helt umulig plan. Den sten var alt for tung for os to. Men tanken om den rullende sten og om, at vi to skulle være i stand til sådan noget, var så herlig, at jeg opgav mine indvendinger. Det var åbenbart ikke første gang, nogen forsøgte sig med det, for der var drevet to kiler ind mellem møllestenen og gulvet. De stak langt nok ind til, at stenen var hævet en smule over gulvet. Bruno samlede en kraftig kæp op, et skaft fra en hakke eller skovl, og med en sten begyndte han at hamre den ind i sprækken som et søm. Da spidsen sad fast, skubbede han stenen ind under træskaftet og holdt den på plads med den ene fod.

“Nu skal du hjælpe mig,” sagde han.

“Hvad skal jeg gøre?”

Jeg stillede mig ved siden af ham. Vi skulle begge to presse skaftet nedad og løfte møllestenen med vægten af vores kroppe. Vi hængte os begge i skaftet, og da mine ben løftede sig fra jorden, mærkede jeg et øjeblik, at den store sten rokkede på sig. Brunos plan var god nok, og havde løftestangen været stærkere, ville det måske have virket, men det gamle træskaft bøjede sig under vores vægt, knagede og knækkede til sidst midt over, så vi begge to landede på jorden. Bruno fik en skramme på hånden. Han bandede og viftede med den.

“Slog du dig?” spurgte jeg.

“Den møgsten,” sagde han og slikkede såret. “Før eller siden skal jeg nok få ram på dig.” Nu var han pludselig vred, han klatrede op ad stigen og forsvandt ovenpå, og kort efter hørte jeg ham springe ned fra vinduet og forsvinde i løb.

Den aften havde jeg svært ved at falde i søvn i min seng. Jeg var for spændt til at sove: Jeg havde en ensom barndom bag mig og var ikke vant til at være to om tingene.

Læs også:

2018-07-23T14:09:02+00:00