SLEMME SKURKE, DER SPILLER HØJT SPIL, VINDER OG TABER MANGE PENGE. DET ER RIGTIG SJOVT

Af Jørgen Leth fra bogen Spørge Jørgen 2 – Jørgen Leth svarer på alt – igen.

Vi er på Hotel NH Haiti El Rancho. Det er i Pétionville, som er en forstad til Haitis hovedstad, Port-au-Prince.

Hotellet er meget kendt og klassisk, og vi har haft en enkelt overnatning. Det er et sted, hvor mange velstillede mennesker mødes om aftenen for at spille på kasinoet og hænge og hygge i baren. Hotellet er blevet gevaldig opfrisket og moderniseret i nyere tid, og arbejdet tog flere år. El Rancho har et iøjnefaldende og sentimentalt kitschdesign med store buer og hvælvinger. Det er skam godt nok.

Der er en flot patio ind mod hotellet, hvor man hele tiden forventer at se store limousiner levere den ene flotte blondine efter den anden til hovedindgangen.

Hotelværelsernes altaner ser ud, som om de er udskåret af en tyk, hvid creme. Det er som forestillingen om Elvis Presley i Hollywood. Hele hotellet minder om en flot formet hvid kage, som mageligt har lagt sig til rette på en bjergside, og bygningen mænger sig med nogle af de dyreste ejendomme i området.

El Rancho er en slående påmindelse om forskellen mellem rig og fattig i Haiti. Forstaden Pétionville tiltrækker overklassen med fredelige og smukke omgivelser og et køligere klima end i den lavere beliggende hovedstad.

Der er også mange attraktioner i Pétionville. Eksklusive forretninger og virkelig førsteklasses gourmetrestauranter. Det er derfor sjovt at gå ud at spise i Pétionville, hvor der er mad fra alle verdens kanter. Men jeg synes ikke, at det relancerede El Rancho er et vanvittigt morsomt sted at være.

Det ser rasende flot ud inde i kasinoet, men det er lidt kedeligt. Især i dag, hvor det er søndag. Musikken er elendig, og gæsterne virker noget fraværende. Morgenbuffeten var også ualmindelig uinspireret. Jeg kan i forvejen ikke lide buffeter, men denne her fulgte fuldstændig slavisk det internationale koncept for den slags. Kedeligt, kedeligt. Kaffen er til gengæld fortrinlig, og tjenerne er fremragende og stiligt klædt i sort og hvidt. Det hele kører på skinner.

Jeg har tidligere haft fantastiske oplevelser på hotellet, da det var mere haitiansk, end det er i dag. Nu skal det matche så mange andre luksushoteller i Caribien. Den tendens er jeg bestemt ikke vild med. Men jeg kan godt forstå, at man gerne vil kopiere turistsucceser fra nabolandene Den Dominikanske Republik og Jamaica. Haitis turistministerium presser netop på for at intensivere den udvikling. De misunder simpelthen de omgivende landes evne til at tiltrække turister. Det lykkes bare ikke rigtig, fordi for mange turister er angste for voodoo og for, at den politiske uro blusser op på ny. Sådan er det bare.

Jeg tror dog ikke, at det hjælper at kopiere turistattraktioner fra de omkringliggende lande.

Hvad synes du om at gå på kasino?

Det har jeg været godt underholdt af. Jeg har prøvet det en del gange, specielt her på El Rancho. Et kasino afspejler, hvordan det pågældende land fungerer.

I problematiske politiske tider i Haiti har der været alt for mange skurke på kasinoet. Narkosmuglere og magtfulde officerer. Skumle fyre rent ud sagt. Og skumle kvinder. De sad ved bordene og spillede for enorme summer. Den slags er meget påfaldende, og det kan man stadig opleve. Det er som scener fra gamle film med slemme skurke, der spiller højt spil, vinder og taber mange penge. Det er rigtig sjovt.

De kan blive helt hysteriske, når de taber. De sveder og hamrer hænderne i bordet. Jeg har indimellem stået og hængt ud ved sådan et bord og kigget på. Det er dog ikke populært, for de vil nødig iagttages for meget. Især ikke, når de taber.

Jeg plejer at fortrække, når de sender mig onde øjne. Jeg er vild med at være med på sådan en kigger. Til gengæld ville jeg aldrig spille ved samme bord som sådan nogle gangstere. Aldrig. Man undgår dem og ser højst på, når de spiller.

Hvordan har du det med skurke?

Jeg synes, at de skal være der. De er jo en slags krydderi på livet. Jeg synes ikke om det, de laver. Men jeg har vænnet mig til, at de er der. Heltene er kun helte i kraft af skurkene. Det er måske en lidt uansvarlig måde at betragte det på. Men sådan har jeg det.

I årenes løb har jeg bevidst opsøgt skurkene. I den periode, jeg var reporter i Haiti, var jeg en af dem, der havde mest mod til at tale med dem. Jeg syntes, at det var spændende at høre deres udlægning. På den måde har jeg også fået stof til flere af mine bøger. I Haiti er der i den grad både helte og skurke. Jeg kender især mange af de værste politiske skurke i landet. Lige fra ekspræsident Jean-Bertrand Aristide og nedad i rækkerne af generaler, officerer, mordere og så videre.

Det er jeg ikke flov over. Det er jeg stolt over. Det er en del af den journalistiske praksis at få skurkene i tale, så vi kan få indblik i deres overvejelser og motiver.

Det betyder ikke, at man skal viderebringe deres tirader ukritisk. Det er slet, slet ikke dét, det handler om. Men ved at tale afslører de ofte sig selv. I sprogbrug og i de emner, de vælger at fokusere på. Jeg ønsker klarhed. Ikke overfladiske og letkøbte klichéer og fordomme.

Bør man bekæmpe sine fordomme?

Ja, selvfølgelig. Hvis man identificerer dem, skal man prøve at dæmpe dem. Fordomme fører ikke til noget godt. Jeg har også selv nogle. Helt sikkert. Jeg prøver at være vidende om det, og på den måde neutralisere det så vidt muligt.

Hvordan har skurkene det med dig?

Det kan jeg ikke rigtig vide. Men jeg har gode erfaringer med at være til stede og undgå at blive smidt ud. Jeg prøver at liste mig ind på de emner, jeg vil vide mere om. En god interviewer kan få noget afgørende ud af sin kilde, næsten uden at vedkommende bemærker det. Det skader ikke at være charmerende i visse situationer. Måske endda smigre på en lidt falsk måde.

Jeg har dog været virkelig bange indimellem. For eksempel da jeg skulle interviewe general Raoul Cédras, der reelt herskede over Haiti 1991-94. Jeg ankom til militærets hovedkvarter i Port-au-Prince med en engelsk kollega, og Cédras bemærkede, at han jo ikke kendte hende, for hun var ny i byen. Men mig havde han hørt om.

’Jeg har noget, jeg vil vise dig,’ sagde han til mig og sendte en adjudant af sted. Han kom tilbage med en helsidesartikel, jeg havde skrevet til Information kort forinden. Det chokerede mig lidt.

’Jeg forstår jo ikke dansk, så jeg tænkte, at du kunne oversætte den for mig,’ sagde Cédras. Det gjaldt om at være koldblodig. Hvis jeg oversatte den direkte, var det ikke godt. Artiklen var meget kritisk over for militæret og general Cédras. Så jeg oversatte den luftigt og tempereret. Jeg måtte være hurtig i hovedet og ikke lade mig mærke for meget af den pressede situation. Jeg slap med skrækken.

Før og efter den oplevelse har jeg siddet over for frygtelige folk. Jeg mødtes med en skurk på en restaurant her i Pétionville. Han var canadier og en slags rådgiver eller spindoktor – af den grove slags – for militærregimet i Port-au-Prince. Jeg havde inviteret ham på middag sammen med en anden journalist. Spindoktoren var tidligere jagerpilot, og han bar synligt en pistol i bæltet. Han insisterede på at sidde med ryggen mod væggen. Derefter lagde han en taske på stolen ved sin side, og oven på den placerede han en Beretta-pistol.

Det var ret vildt. Men det er også farverigt at kunne beskrive den slags i en artikel. Jeg har oplevet mange af den slags situationer.

Jeg talte engang med Emmanuel Constant, som var leder af gruppen FRAPH i 1990’erne. De tog rundt om natten i Port-au-Prince og slog folk ihjel og voldtog kvinder. Jeg besøgte Constant i hovedkvarteret, hvor han var omgivet af meget lyssky folk, som ikke var i uniform. De var tungt bevæbnet med maskinpistoler og alt muligt. Constant virkede meget overgearet, som om han var på en stor dosis kokain. Han plaprede løs, og min ven, fotograf Henrik Saxgren, fik skudt nogle billeder. Det var næppe lykkedes at få det interview, hvis jeg havde sagt noget negativt om Constant. Nogle gange gælder det om at holde mund, hvis man vil have adgang til sandheden. Man skal iagttage, rapportere og undersøge.

Findes der korrupte journalister?

Det er meget svært at svare på. Det gør der nok. Der har altid været mennesker, som sælger deres sjæl til djævelen. Men det er ikke det primære problem for tiden. Det er snarere, at magtmennesker prøver at undertrykke journalister. Jeg synes ikke, at journalisterne er skurkene. Generelt synes jeg, at journalister har en vilje til at finde frem til sandheden.

Hvordan foregår kokainhandlen i Haiti?

Der er ikke nogen handel i selve Haiti. Men meget går gennem Haiti. Det er en forretning, som har foregået i lange tider og i perioder med velsignelse af myndighederne. Blandt andet af François Duvalier og Jean-Bertrand Aristide. Det har også vist sig, at det blandt andet var politichefer, der organiserede handlen. Og en stribe tidligere haitianske politifolk sidder i dag i fængsel i Florida, fordi de er blevet taget i narkosmugling.

Kokainen kommer fra Colombia og bliver smidt over bord på sydkysten ved Jacmel. Jeg har med egne øjne set sådan en kæmpe pakke skylle i land på kysten. Den blev samlet op, mens politiet var talstærkt til stede og overvågede fordelingen af leverancen. Kokainen fragtes så op til nordkysten ved Cap-Haïtien. Her lastes den i skibe eller fly, og så sendes den videre til USA. Kun meget lidt bliver brugt lokalt. Der er faktisk få problemer med narko i Haiti. Men det er et velkendt transitland for narko, simpelthen fordi politiet er så billigt til salg. Colombianerne har længe betragtet Haiti som den nemmeste genvej til at få varerne til USA.

Hele forretningen med stoffer er baseret på, at man vil holde udgifterne nede. Bagmændene kalkulerer med, at nogle fragter går tabt, for eksempel fordi de bliver taget af kystvagten i USA.

Nabobygningen til resortet uden for Cap-Haïtien, hvor jeg bor, tilhører en narkobaron. Det ved alle. Området er omkranset af meget høje mure, og det er heftigt tilgitret. Men han bliver ikke rørt af myndighederne. Der hersker den udbredte holdning til narkobaronerne, at ’de har jo gjort det godt. De har gang i en god business’. Så håber man, at det kommer resten af samfundet til gode. Sådan er indstillingen.

En af dem, der har gjort mest for at bekæmpe trafikken af narko fra Haiti, er Dean Curran, som er tidligere amerikansk ambassadør i Haiti. I sin afskedstale til den haitianske elite af mulatter og forretningsfolk talte han dunder til dem og sagde: ’Vi ved alle sammen, at I har hjulpet dem, og I ved det også!’ Han var meget forhadt, fordi han sagde sandheden ved den sammenkomst, som foregik i en eller anden fin forening. Han talte på vegne af USA, som lider under narkostrømmen fra Haiti, og præsident Donald Trump har også været ude at sige, at narkoen gør stor skade på dele af den amerikanske befolkning.

Har du aldrig følt dig utryg ved at bo i Haiti?

Nej, det har jeg ikke. Men jeg har været i mange dramatiske situationer.

Alene det at gå i visse gader i Port-au-Prince kan give én følelsen af, at man er i fare. Men jeg har en god evne til at orientere mig og finde ud af, hvor jeg kan gå, og hvornår jeg skal søge væk. Hvem jeg kan tale til, og hvem jeg ikke skal tale til.

Det er en usvigelig sikker fornemmelse, jeg har, og derfor har jeg undgået situationer, hvor jeg er blevet rigtig nervøs og bange.

Har du nogensinde modtaget dødstrusler?

Nej, det har jeg ikke. Aldrig.

Har du været indblandet i en retssag?

Jeg har i hvert fald været indirekte involveret i andres retssager. Jeg kan godt tillade mig at prale med, at jeg reddede en dansk sømand ud af fængslet i Haiti. Han var fanget i det bundrådne haitianske retsvæsen. Det er korrupt, og man stræber udelukkende efter at lænse de anklagede. Det danske udenrigsministerium bad mig se på sagen. Det var i slutningen af 1998, og jeg var lige flyttet til Jacmel. Jeg glemte det faktisk i første omgang, fordi der var så mange andre ting, jeg skulle. Men da jeg en dag sad på en café, fortalte en bekendt mig, at en dansker – eller en nordmand – var blevet fængslet i byen. Først da kom jeg i tanke om, at jeg var blevet bedt om at tjekke op på sagen. Jeg gik med det samme hen til fængslet og mødte manden, kaptajn Rune Bergsby. Han var i et grimt og rædselsfuldt fængsel. Han sov i en celle sammen med seks andre, men han fik dog lov til at sidde udenfor om dagen.

Han var ulykkelig, men han var samtidig en sej personlighed fra Svendborg. En rigtig sej sømand. Han sagde, at han vidste, jeg boede i byen, og at han havde ventet på, at jeg kom. Han fortalte sin historie: Han var uretmæssigt blevet sigtet for at have slået en prostitueret ihjel. Den prostituerede havde i et par dage været om bord på det danske skib, som Bergsby var kaptajn på.

Ved forhøret havde politiet prøvet at presse ham til at tilstå mod forskellige løfter. Men han nægtede, da han var helt uskyldig. En korrupt dommer og en statsanklager antydede hele tiden over for ham, at han jo kunne købe sig fri. Det er desværre en rådden praksis i det haitianske retsvæsen. Man skal gøre alt for at prøve at holde sig fri af det system. Bergsby gjorde det meget klart for mig, at han ikke ville betale for at slippe for anklagerne.

Jeg gik ind i sagen og hjalp ham først og fremmest med korrespondance til hans danske kontakter, blandet andet rederiet og Udenrigsministeriet. Jeg støttede ham og besøgte ham 2-3 gange om dagen. Maden havde han fået arrangeret. Den fik han simpelthen bragt udefra.

Det blev en langvarig historie. Jeg besøgte ham dagligt i de fire måneder, han sad i fængslet. Jeg tror, at det var dét, der holdt hans mod oppe, så han undgik at bøje sig for presset til at tilstå og indgå en handel.

Jeg medvirkede også til, at den danske ambassadør i Mexico kom på besøg, og at ambassadøren holdt møder med den daværende præsident og ekspræsidenten. Jeg vil også gerne rose det danske udenrigsministerium for, at de gjorde rigtig meget og aldrig opgav kaptajnen. De bakkede ham op i, at han skulle fastholde sin uskyld. Det var faktisk bevægende for mig at opleve, at det, vi kan kalde ’det officielle Danmark’, ikke opgiver at kæmpe for en landsmand, der er havnet i en slem knibe i udlandet. Det kunne jeg rigtig godt lide, for det repræsenterer det stik modsatte af det haitianske retsvæsen.

Efter lang tids juridisk tovtrækkeri og politisk påvirkning, der ikke løste situationen, foreslog jeg kaptajnen og det danske udenrigsministerium, at de skulle hyre en dygtig og magtfuld haitiansk advokat fra Port-au-Prince. En advokat, som jeg kendte personligt. Han tog sagen og fik den taget op ved den højeste retsinstans, hvor Rune Bergsby blev pure frifundet. Forinden var sagen dog ved at koste ham livet, for han blev bragt til Haitis værste fængsel i Port-au-Prince, og det tog virkelig hårdt på ham. Da sagen var afsluttet, var det imidlertid mig, der kom i farezonen.

Den danske ambassadør fra Mexico sagde rent ud til mig, at jeg trængte til beskyttelse mod det korrupte retsvæsen i Jacmel, som måske ville forfølge mig af hævngerrighed. Han foreslog, at jeg blev honorær konsul i Haiti. En ulønnet stilling, som gav mig en vis diplomatisk beskyttelse, og så fulgte der noget ansvar med. Det sagde jeg ja til, og så fik jeg et meget fornemt udformet brev fra dronning Margrethe II, som blev sendt til mig via den daværende præsident, René Préval. Jeg var stolt over det og glad. Det har også været nyttigt at have den titel.

Har du en fast advokat?

Ja, i Haiti havde jeg én. Han hed Gary Lissade, men han døde desværre for et års tid siden. Han var også min gode ven, og han hjalp mig med andet end det juridiske. Det var netop ham, der til sidst løste hårdknuden i sagen om den danske kaptajn. Lissade var en af Haitis førende advokater.

I Danmark har jeg også haft en advokat og ven i én og samme person, nemlig Kjeld Kornum. Lige nu har jeg faktisk besøg af Ole Damsbo, som var min advokat i en meget vigtig sag over for det danske udenrigsministerium, hvor ministeriet endte med at lægge afstand til nogle usande artikler om mig.

Læs også:

2018-08-08T14:03:54+00:00