Fra De Loyale af Delphine de Vigan

Hélène

Jeg tænkte, at knægten blev mishandlet. Meget hurtigt fik jeg den tanke. Måske ikke de første par dage, men ikke særlig længe efter den første dag i mellemskolen. Det var noget i hans kropsholdning, hans vigende blik, jeg kender det, jeg kender det ud og ind, en måde at gå i ét med tapetet, at lade lyset strømme gennem én. Bortset fra at det ikke virker over for mig. Jeg fik masser af tæsk som barn, og jeg skjulte mærkerne lige til det sidste, så mig kan man ikke narre. Jeg siger ‘knægten’, for de er et rørende syn, drengene i den alder, med deres fine pigehår, deres lilleputstemme og den usikkerhed, der klæber til deres bevægelser. De er et rørende syn, når de spærrer øjnene op af forbløffelse, eller når de får skældud med knyttede hænder bag ryggen og bævende læbe – de ligner de frommeste, mest uskyldsrene små lam. Men der er ingen tvivl – det er i den alder, de begynder at begå alvorlige dumheder.

Nogle uger efter skolestart bad jeg om et møde med skoleinspektøren angående Théo Lubin. Jeg var nødt til at forklare ham det flere gange. Nej, ingen mærker og ingen betroelser, det var noget i elevens væremåde – en slags isolation, en måde at forsøge at undgå opmærksomhed. Hr. Nemours begyndte at le – forsøge at undgå opmærksomhed, men var det ikke tilfældet for halvdelen af klassen? Jo, selvfølgelig vidste jeg godt, hvad han talte om – den vane, de har med at synke sammen i stolen for ikke at blive spurgt om noget, at rode rundt i deres taske eller pludselig at give sig til at studere deres bordplade indgående, som om hele arrondissementets overlevelse afhang af det. Den slags elever bemærker jeg uden overhovedet at løfte blikket. Men det har intet med det her at gøre. Jeg spurgte ham, hvad man vidste om eleven og hans familie. Man måtte kunne finde et eller andet i skolejournalen – nogle bemærkninger, en tidligere beskrivelse af ham. Skoleinspektøren granskede omhyggeligt de kommentarer, der var skrevet i drengens karakterbøger. Flere lærere havde netop hæftet sig ved hans tavshed sidste år, men ikke andet end det. Han læste dem højt for mig: “Meget introvert elev”, “Han skal deltage i undervisningen”, “Gode eksamensresultater, men eleven er for stille”. Forældrene er skilt, drengen bor skiftevis hos dem begge, intet usædvanligt. Skoleinspektøren spurgte mig, om Théo var venner med nogle af de andre drenge fra klassen, og det kunne jeg ikke benægte – de er altid sammen, de to, et perfekt match, samme engleansigt, samme hårfarve, samme lyse hud. Man skulle tro, de var tvillinger. Jeg betragter dem gennem vinduet, når de er ude i skolegården. De udgør én menneskesky krop – en slags gople, der pludselig trækker sig sammen, når man nærmer sig den, for derefter at folde sig ud igen, når faren er drevet over. De sjældne øjeblikke, hvor jeg ser Théo smile, er, når han er sammen med Mathis Guillaume, og der ikke træder nogen voksne ind i deres sikkerhedszone.

LÆS OGSÅ: Jyllands-Posten om De otte bjerge: ‘Langt, langt væk fra borgerligheden’

Det eneste, der vakte skoleinspektørens opmærksomhed, var en rapport, som sygeplejersken havde skrevet i slutningen af året. Rapporten lå ikke i skolejournalen – det var Frédéric, der foreslog mig at tjekke på skolens sygestue for alle tilfældes skyld. I slutningen af maj havde Théo bedt om lov til at forlade klasselokalet. Han sagde, at han havde ondt i hovedet. Sygeplejersken nævner en vigende adfærd og nogle uklare symptomer. Hun har noteret, at han havde røde øjne. Théo forklarede, at det tog ham lang tid at falde i søvn, og at han nogle gange lå vågen næsten hele natten. Nederst på papiret har hun tilføjet Skrøbelig elev med rødt og understreget bemærkningen med tre streger. Bagefter har hun sikkert lukket journalen og lagt den tilbage i skabet. Jeg har ikke kunnet udspørge hende, for hun arbejder ikke længere på skolen.

Uden dette dokument ville jeg aldrig have formået at få Théo indkaldt af den nye sygeplejerske.

Jeg talte med Frédéric om det, han virkede bekymret. Han sagde, at jeg ikke burde være så optaget af den sag. Han synes, at jeg det sidste stykke tid har virket træt, har været anspændt og hvas som en kniv – det var det udtryk, han brugte. Jeg tænkte straks på den kniv, som min far havde liggende i køkkenskuffen, frit tilgængeligt for alle og enhver – en springkniv, som han plejede at sidde og folde ind og ud med mekaniske, monotone bevægelser for at dæmpe sin nervøsitet.

Théo

Det er en bølge af varme, som han ikke kan beskrive, der brænder og opheder – på samme tid en smerte og en lindring. Det er et øjeblik, som han kun har oplevet ganske få gange, og som må have et navn, som han ikke kender, et kemisk, fysiologisk navn, der udtrykker dets kraft og intensitet – noget, der rimer på forbrænding eller antænding eller sprængning. Han er tolv et halvt år gammel, og hvis han svarede ærligt på de spørgsmål, som de voksne stiller ham – “Hvilket arbejde vil du gerne have?”, “Hvad er dine hobbyer?”, “Hvad kunne du tænke dig at beskæftige dig med i dit liv?” – og hvis ikke han frygtede, at de sidste holdepunkter, der synes at være tilbage omkring ham, ville styrte sammen på stedet, ville han svare uden tøven: “Jeg elsker at mærke alkoholens virkning i min krop.” Først i munden – det øjeblik, hvor halsen modtager væsken – og derefter de få tiendedele af et sekund, hvor varmen glider ned i maven. Han ville kunne følge dens spor med fingeren. Han elsker den fugtige bølge, der kærtegner hans nakke og spreder sig ud i lemmerne som en narkose.

Han drikker direkte af flasken og hoster gentagne gange. Mathis, der sidder over for ham, betragter ham og ler. Théo tænker på dragen i den billedbog, som hans mor læste for ham, da han var lille – en gigantisk krop, øjne som to knivskarpe sprækker og et åbent gab, som afslører et par hjørnetænder, der er skarpere end hos bidske hunde. Han ville gerne være dette kæmpestore bæst, der har svømmehud mellem fingrene og kan brænde alt. Han tager en dyb indånding og sætter atter flasken til læberne. Når han lader sig bedøve af alkoholen, og når han forsøger at visualisere dens vej gennem kroppen, ser han en af de tegninger for sig, som frøken Destrée ofte deler ud i klassen, og hvor de skal navngive hver enkelt del: Vis æblets vej gennem kroppen og angiv, hvilke organer der medvirker i fordøjelsen. Han smiler ved tanken om dette billede og morer sig med at forvrænge det. Vis vodkaens vej gennem kroppen; farvelæg dens bane; beregn, hvor lang tid det tager de tre første slurke at nå ud i dit blod … Han ler for sig selv, og Mathis ler over at se ham le.

Efter nogle minutter er der noget, der eksploderer i hans hjerne, det er en dør, der bliver sparket op, en kraftig trækvind fuld af støv, og nu dukker billedet af en saloon i Det Vilde Vesten op i hans hoved, hvor svingdøren giver efter med en knirken. Et kort øjeblik er han en cowboy, der går hen imod baren i mørket, mens sporerne på hans cowboystøvler skraber mod jorden med en dump lyd. Da han læner sig op ad bardisken for at bestille en whisky, forekommer det ham, at alt er blevet udvisket – al frygt og alle minder. De natuglekløer, der konstant klemmer om hans bryst, har endelig sluppet grebet. Han lukker øjnene, alt er renset ud, og alt kan begynde på ny.

Mathis tager flasken ud af hånden på ham og fører den op til læberne. De skiftes til at drikke. Vodkaen flyder over, en gennemsigtig stribe løber ned over hagen. Théo protesterer – det tæller ikke, hvis han spytter det ud igen. Så tager Mathis en stor slurk, han får tårer i øjnene, han hoster, holder sig for munden, og et kort øjeblik tænker Théo, at han skal til at kaste op, men efter nogle sekunder kan Mathis ikke lade være med at le endnu højere. Med en hurtig bevægelse holder Théo en hånd op for hans mund for at få ham til at tie stille. Mathis holder inde.

LÆS OGSÅ: Mænd bærer min kiste

De holder vejret, sidder helt stille, spidser ører. I det fjerne høres en lærerstemme, som de ikke kan identificere – en udtryksløs monolog, hvis ord de ikke kan skelne.

De befinder sig på deres skjulested, deres tilflugtssted. Det her er deres territorium. Under trappen til kantinen har de opdaget dette tomme rum – én kvadratmeter, hvor de næsten kan stå oprejst. Der er sat et stort skab op for at spærre vejen, men med en smule adræthed kan de krybe under det. Det hele handler om timing. Man er nødt til at gemme sig på toilettet, indtil alle elever er kommet ind i klasserne. Blive siddende et par minutter mere og vente på, at gangvagten, der en gang i timen sikrer sig, at eleverne ikke driver rundt på gangene, har fjernet sig.

Hver gang det lykkes dem at kravle under skabet, må de konstatere, at det er et spørgsmål om centimeter. Om få måneder vil de ikke længere kunne gøre det.

Mathis rækker ham flasken.

Efter en sidste slurk slikker Théo sig på læberne – han elsker smagen af salt og metal, der bliver i munden længe efter, nogle gange i flere timer.

Afstanden mellem pegefingeren og tommelfingeren udgør deres målestok for, hvor meget de har drukket. De er nødt til at gøre flere forsøg, ingen af dem kan holde hænderne stille, de sprutter af latter.

De har drukket meget mere end sidste gang.

Og næste gang vil de drikke endnu mere.

Det er deres pagt og deres hemmelighed.

Mathis tager flasken tilbage, pakker den ind i papiret og lægger den ned i sin rygsæk.

Begge drenge tager to stykker Airwaves-tyggegummi med lakrids-/mentolsmag i munden. De tygger energisk for at frigive duften og drejer tyggegummiet rundt i munden. Det er den eneste slags, der maskerer lugten. De venter på det rette øjeblik, før de går ud.

Da de har rejst sig op, er følelsen ikke længere den samme. Théos hoved svinger frem og tilbage, men det kan ikke ses.

Han går på et flydende gulvtæppe med geometriske motiver, han går på tæer, han føler sig uden for sig selv, lige ved siden af, som om han har forladt sin krop, men bliver ved med at holde den i hånden.

Lydene fra skolen trænger knap nok ind til ham. Det føles, som om han er pakket ind i et beskyttende lag vat, der har gjort ham både døv og usynlig.

Han vil gerne prøve at miste bevidstheden fuldstændig en dag.

Begrave sig i rusens tykke stof, lade sig tildække og indsvøbe som i et liglagen, i nogle timer eller for altid – han ved, at det kan ske.

Læs også:

2018-08-21T14:59:29+00:00