Af Charlotte Bøving, Varde 2018.

Bring mere til bordet end du tager.

Jeg har ikke altid været god til at tage mig kærligt af mig selv. Jeg er vokset op i en hård familie, hvor der mildt sagt ikke var så meget fokus på den kærlighed, man gav eller ikke gav til hinanden, der var mere fokus på, at ”mor og far skal ud og tjene penge” og ”mor og far har vigtige lægejobs.” Vi børn var egentlig bare noget, der kom til undervejs. Og var der. Og oplevede ting, børn ikke skal opleve.

Min mor og far havde et meget problematisk forhold med vold og hor og ulykkelighed. For min mors vedkommende: En meget ulykkelig kærlighed til min far, der var voldelig og altid føjtede rundt med andre kvinder. Min barndom gjorde mig til en reflekterende betragter, der lærte at gå på vat og fornemme stemninger. Jeg kan i dag træde ind i et lokale og sige præcis hvilken stemning, der er, og hvem, der er i hvilket mode. Det, tror jeg, er kommet af, at jeg altid har skullet fornemme, ”hvad humør er far i i dag?” og af, at jeg altid var meget opmærksom på min mors ulykkelighed. Jeg mente, at jeg skulle prøve at gøre hende glad, og det gjorde jeg så ved at prøve at forkæle hende. Så fra jeg var helt lille, har jeg rendt rundt og gjort en masse ting, som jeg ikke tror, andre børn gør. Stryge tøj, ordne have, købe ind og lave madpakker. Jeg gjorde det for at glæde min mor.

Når livet er hårdt, prøver jeg altid at se det positive i stedet for at dvæle ved det negative. Det er min livsfilosofi og i virkeligheden selve min måde at komme videre på. Når jeg kigger mig omkring, ser jeg rigtig mange mennesker, der dvæler ved det negative, og så er det altså virkelig svært at komme videre og tage læring med sig. Min barndom har lært mig, at man kan arbejde sig ud af mange ting. Flittighed er også mit drive. Jeg er simpelthen ikke kommet sovende til noget som helst i mit liv. Jeg har insisteret på at arbejde mig igennem. Uanset hvor skidt det, jeg står i, nu er, så tænker jeg altid: Hvad kan jeg lære af det her? For det er sjældent vores succeser, vi lærer af, det er mere modgangen. Vi oplever alle i løbet af livet at kigge ned i afgrunden – eller endda at stå på bunden af afgrunden og kigge op fra den – men hvis vi lærer at håndtere det svære, tror jeg inderligt på, at vi KAN løfte os selv op igen og endda løfte os selv til helt nye højder.

En vigtig del af min livsfilosofi er også, at man skal bringe mere med til bordet, end man selv tager. Den sætning fik jeg første gang sat ord på en af de mange morgener i de to år, jeg var tv-læge i Go’ Morgen Danmark. Man skal bringe mere med til bordet, end man selv tager. Det var kokken Claus Meyer, der var med i programmet den morgen, som sagde det. Og den gik rent ind – jeg genkendte noget: Det er lige sådan, jeg har det, det er lige sådan, jeg synes, jeg altid har prøvet på at være! Claus Meyer tilføjede meget smukt, at hvis man altid husker på det i alle livets henseender, så har man kun gode relationer til andre mennesker. Og at have gode relationer til andre mennesker er utrolig vigtigt for mig, fordi det ikke altid har været givet i mit liv.

Når man er barn, forstår man livet stykvist og ikke som det fulde billede, livet er, og som barn kunne jeg ikke altid forstå, at jeg ikke altid fik noget godt igen, hvis jeg var givende over for et andet menneske. Nu, hvor jeg er blevet voksen, så forstår jeg oprigtigheden i at være et givende menneske uden at forvente noget tilbage. Det kan være, at jeg giver et menneske noget, og det kan være, der ikke kommer noget tilbage lige nu, det kan være, der gør det senere, det kan være, der aldrig gør det, men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at jeg er oprigtigt givende, fordi jeg har overskud og lyst til at være det.

LÆS OGSÅ: KRIMI – “Far tog dem. Far tog alt.”

Det er der andre, der ser, så pludselig kommer der alligevel noget tilbage til mig – ofte fra helt uventede sider. Da jeg efter min operation i september 2016 lå på hospitalet og var sprættet op i maven, fik jeg tilsendt over 100 buketter blomster, og 90 af dem var fra mennesker, jeg ikke anede, hvem var. Mine foredrag og mine tv-udsendelser ”Lægen flytter ind” havde betydet noget for dem, og de ville bare give mig en kærlig tanke med på vejen og fortælle, hvor meget jeg havde flyttet dem ved at vise dem min vej i livet. Og i 2017 fik jeg prisen “Årets Vardenser” af min hjemby Varde. Det er en gammel tradition, at byen vælger én, der gør en forskel for byen og sætter den på landkortet. Den dag havde Vardes viceborgmester, Anders Linde, officielt lokket mig til en valgfest, men det var et skalkeskjul: Pludselig kom ugeavisens chefredaktør ind ad døren med en buket blomster og sagde ”Vi skal have kåret ”Årets Vardenser”.” Og det var mig! Jeg var fuldstændig uforberedt, jeg følte det virkelig som et kæmpe og vildt rørende skulderklap. 20 år tidligere fik min mor den samme pris. På en eller anden udefinerlig og fin måde går det hele op, hvis bare man husker det igennem sit liv: At bringe mere med til bordet, end man selv tager.

Kærlighed er, hvad jeg først og fremmest gerne vil give videre. Jeg synes, at vi, i den tid vi lever i, har meget travlt med at nedgøre hinanden i stedet for at være opmærksomme på det gode i hinanden, og der skal så lidt til for at få mennesker til at gro. Plant et lille frø, vær opmærksom, sig ”hold da op, hvor var du enormt god lige dér.” Der skal så lidt til at få glædesgnist tilbage. Så lidt til at sætte et lille kim, der får mennesker til at overveje: Måske kan jeg bringe mit liv til et bedre sted end dér, hvor jeg er lige nu, måske kan jeg løfte mig selv og mit liv. Op! Hvis man er et svært sted i livet, skal der ofte så lidt til. Det handler om at ville have det bedste ud af sig selv.

Den indsats kommer aldrig dårligt tilbage. Jeg tror også, det er vigtigt, at vi tør være i de svære følelser. Og dét har jeg måttet arbejde med selv. Når noget ikke er lykkedes. Når jeg har været i smerte. Når jeg har slæbt rundt på barndommens bagage. Det har været svært for mig, fordi jeg har haft det svært med ting, der gør ondt. Vi skal ikke være så bange for, at noget gør ondt. Det er med til at give livet kontraster og lærer os at værdsætte de gode ting. Et eller andet sted tror jeg på det her med et kærlighedsflow – at hvis man giver lidt ud, kommer der altid noget godt igen.

Kærlighed er, hvad jeg allerhelst selv gerne vil have igen. Og opmærksomhed. Det har jeg vel altid higet efter, fordi det ikke altid var en selvfølge at få hjemmefra. Det var ikke altid, at man blev set. Man skulle gøre sig særlig fortjent til opmærksomhed eller anerkendelse i mit barndomshjem. Enten skulle jeg vinde sportsmedaljer til min far, eller også skulle jeg være god i skolen for min mor. Jeg kan ikke fortænke mine forældre i, at det var deres værdisæt, jeg blev præsenteret for, for det var det, de selv havde med fra deres egen barndom, og det havde bragt dem dertil, hvor de var i livet, og det var på mange måder langt. Det værdisæt, man bærer på, er naturligt ofte også det, man gerne vil give videre til sine egne børn, jeg må bare sige, at det, jeg manglede, var kærlighed. Det er så ikke helt rigtigt at sige, at jeg ikke fik kærlighed, for det fik jeg, men kun i brudstykker. Og den kærlighed, der var, gik ALTID hånd i hånd med utrygheden, fordi mit barndomshjem var, som det var. Utrygt. Det gjorde mig usikker – og jeg tvivlede på min egen intuition.

Tryghed og kærlighed har jeg så fået mange andre steder fra. Blandt andet fra en reservebedstemor, der passede mig, fra jeg var et år gammel. Hun fodrede mig med kærlighed. Når jeg manglede kærlighed og tryghed hjemme på Rosenvænget, eller det var hårdt at være dér, så var der altid ly nede hos ”mormor” på Stausvej. Mormor hed i virkeligheden Betty og var mor til vores første unge pige i huset, Karen. Betty tog mig til sig, som var jeg hendes eget barnebarn. Eller måske endda mere end hendes egne børnebørn, for hun var superglad for mig.

Hun sagde altid: ”Jeg vil aldrig undvære dig for noget i verden.” Og jeg svarede altid: ”Det skal du heller ikke.” Hun vidste godt, at jeg ikke altid havde det nemt derhjemme, og hun var livslangt rasende på min far. Mormor betød alt for mig, fra jeg var helt lille. Kærlighed, opmærksomhed, omsorg. Hun havde altid tid. Hun gav mig selvtillid. Og så kendte hun vejen til mit hjerte: Det var sødt, sødt, sødt og masser af brun sovs og kartofler.

Der var fred nede hos mormor. Når jeg stod af cyklen og gik ind, stod hun bare og holdt om mig, og så var der bare kærlighed og opmærksomhed. Det har på flere måder været min redning. Mormor fulgte simpelthen med fra sidelinjen i min barndom. Jeg kom grædende ned til hende rigtig mange gange, både hvis jeg var blevet mobbet i skolen, og hvis der havde været voldsomheder derhjemme. Så var hun der. Jeg tror ikke, at nogen har været lige så vred på min far, som hun var, over det han bød os. Hun hadede virkelig min far på grund af alle de voldsomheder. Men hun blandede sig ikke, jeg tror heller ikke, at den lille bitte kvinde kunne have indledt en kamp imod min far. Den kamp ville hun have tabt, han ville have kørt hende over. Men det, hun gjorde, var vigtigt.

Mormor Betty var absolut en katalysator for mig i en svær barndom, og jeg tror dybest set på, at vi kun behøver ET menneske på vores vej for at få os til at gro i den rigtige retning. Møder vi ikke det menneske, er der stor risiko for at gro i den forkerte. Det vigtige er, om vi møder kærligheden eller ej. Mormor Betty gav mig sin.

Om vi møder kærlighed eller ej er samtidig så afgørende for, om vi som voksne kan vise os selv kærlighed eller ej. Evnen til at elske os selv er også en vigtig medspiller i vores sunde eller bevidst usunde livsstil og i, hvordan vi passer på vores krop og sind. Det er simpelthen vigtigt at elske sig selv. Det sidste par år har mine foredrag haft afsæt i sund livsstil, og hvor lidt der skal til at gøre en forskel i sit eget fysiske liv, tage ansvar for sit eget fysiske liv, så man ikke bare ender i en evig hviletilstand som midaldrende – med stor kuffert på maven, pakket til ”den sidste rejse”, usund levevis, dårlige blodprøver og oven i skal have blodtrykspiller, kolesterolpiller og sukkersygepiller, fordi man ikke har passet på sig selv. Dét medfører afkortning af det gode liv. Og det er jo ikke kun en afkortning af det gode liv her og nu, man mister ganske enkelt en masse færdigheder, som man i den grad har brug for, når man bliver ældre. Jeg oplever det selv nogle gange, når jeg møder gamle klassekammerater og tænker: Hold nu op, du ligner en på 70! Det er 20 år for tidligt.

Jeg plejer altid at sige: ”Vi skal ikke have alderdom, vi skal have voksendom.” Og den mulighed misser man altså, hvis man har henkogt sig selv til zombie i sit eget liv. Det gode liv kan for mig sagtens være, at man nyder et glas vin og noget god mad. Men det er også, at man gør sig fortjent til det gode liv og passer på sin krop henad vejen, så man kan have sit gode liv i lang tid i stedet for kun at have det i en begrænset årrække for så at ende som livsstilsramt i de sidste otte-ti år af vores levetid. Sådan ville jeg ikke ende, før jeg blev syg. Det vil jeg så absolut heller ikke nu. Jeg træner videre. Hver dag. Jeg bliver utidig, rastløs og i dårligt humør, hvis jeg ikke gør det. 30 kilometer på cyklen – så er jeg klar i hovedet. Træning er min lynafleder, og jeg bliver nulstillet mentalt.

Det gode liv er selvfølgelig også mange andre ting. Livsglæde ikke mindst. Jeg har fået en kræft-diagnose, og det, at jeg er blevet kræftramt, har gjort, at mit fokus har flyttet sig. I stedet for at klynke over modgang og ”nu er jeg blevet ramt af en sygdom”, så føler jeg faktisk, at mit liv er blevet rigere efter diagnosen. Jeg er blevet mere opmærksom på alt det gode, jeg når at opleve på min vej, for jeg ved, at mit liv pludselig har fået en tidligere udløbsdato. At min levetid er blevet begrænset. Jeg ved stadig ikke, hvornår den udløbsdato er, det kan være om 5, 10, 15, måske 20 år. Men jeg ved, at statistikken siger, at kun halvdelen af dem, der får min diagnose, er i live efter fem år. Sort på hvidt. Jeg har meget klart fået konkretiseret, at der er en udløbsdato, og at den sandsynligvis kommer, før alderdommen ellers naturligt ville sætte punktum for mit liv. Den viden og udsigt har gjort, at mit liv er blevet mere intenst. Jeg prøver at VRIDE det bedste ud af hver eneste dag.

Jeg stiller nøjagtig det samme spørgsmål til mig selv og andre nu, som jeg gjorde før: Hvorfor skal man blive syg, før man finder ud af, hvad der er vigtigt for en og begriber værdierne i livet? Man skal da finde ud af det inden! Jeg er vokset op med to lægeforældre, og da jeg var en lille pige, blev der talt sygdom, liv og død med den største naturlighed derhjemme. Så jeg har forholdt mig til døden, siden jeg var lille, og var vel kun fem, da jeg begyndte at spørge til det med døden: hvad skete der, når man var død? Jeg var nysgerrig, og mine to naturvidenskabelige forældre fortalte, at når man var død, blev man brændt eller begravet i jorden, eller også blev ens aske strøet ud over havet, og det var ligesom det, så var livet slut.

Det er jeg enig i. Jeg tror ikke på hverken reinkarnation, paradis eller noget andet i den overjordiske afdeling, det er jeg også selv for naturvidenskabeligt uddannet til, men jeg tror altså på, at det vi giver – kærlighed, omsorg, nærvær og opmærksomhed – lever videre i de mennesker, vi har berørt på vores vej igennem livet. Jeg tror som sagt på, at det breder sig som ringe i vandet. De aftryk og mærker, vi sætter, kommer til at påvirke mange andre. Og lige præcis det havde jeg måske ikke været så opmærksom på, FØR jeg lå med min diagnose i sygesengen, hvor alle de mennesker, som jeg på en eller anden måde har gjort noget for, sendte blomster og varme tanker retur til mig.

Da jeg begyndte på mine TV-programmer ”Lægen flytter ind”, fik jeg flere tusinde personlige mails. DR sagde, at de aldrig før havde oplevet, at der kom så mange mails til en enkelt vært på baggrund af et program. Jeg tror, det handler om, at jeg er mig – what you see, is what you get – og ved at være mig, hjælper jeg mennesker til at flytte deres fokus på, hvad der er vigtigt i livet. Nemlig at gribe livet og ikke det modsatte. På et tidspunkt holdt jeg et foredrag, hvor en mor til en 14-årig dreng kom hen og sagde: ”Det rører mig så dybt, når du står og fortæller om at gribe livet, for min lille knægt er ramt af fuldstændig samme diagnose som dig.” Det er mennesker i alle aldre, fra alle samfundslag og i alle fysiske og mentale tilstande, der kommer til mig. Det er vel min force, at jeg faktisk KAN tale til dem alle. Jeg kan tale til de voksne. Og jeg kan tale til børnene og være lige der, hvor de er. Fordi jeg i løbet af mit eget liv har gennemlevet og gennemprøvet det hele både på den hårde og på den gode måde.

Jeg var i begyndelsen egentlig et barn fuld af selvværd – jeg skulle siden komme til at miste det igen, og det er noget, jeg har kæmpet med hele livet: Et sammenkrøllet stykke papir kan aldrig foldes ud og blive helt glat igen, sådan er det. Jeg har mine krøller og folder.

Da jeg var helt lille, var mine forældre meget fortravlede, og da de ikke kunne få en børnehaveplads til mig, betød det, at jeg som treårig kom med dem på Varde Sygehus, hvor de arbejdede, før de fik deres egen praksis. Så jeg blev passet af andre læger, sygeplejersker og portører, og det indebar, at jeg fik enormt meget voksentid og opmærksomhed, hvilket nok gjorde, at jeg blev lidt mere fremme i skoene end mange andre på min alder. Og dér fik jeg en slags grundlæggende selvtillid – jeg oplevede, at andre også gad høre på mig. Jeg var en lille spradebasse, der sagde, hvad jeg tænkte.

Jeg var et anderledes barn, og det ramte mig, da jeg kom i første klasse på Brorsonskolen i Varde og mødte en klasse, som allerede var rystet godt sammen i børnehaveklassen. Jeg var hende den lille kloge, der var et år yngre end alle de andre og af den grund også fysisk meget mindre. Dér startede mobberiet – fordi jeg ikke var som de andre. De andre børn syntes i hvert fald, jeg var irriterende. Jeg var sådan en, der vidste bedre. Jeg blev kaldt dydsmønster, fordi jeg altid vidste, hvad jeg skulle svare, når læreren spurgte, og jeg lavede mine lektier i modsætning til mange i min klasse. Jeg blev lærernes kæledægge, og det skabte misundelse. Jeg følte hurtigt, at jeg ikke var en del af fællesskabet. Allerede i første klasse lagde jeg mærke til, at jeg ikke havde en bedste veninde i klassen, ligesom mange af de andre piger havde. Og så blev jeg voldsomt mobbet. I en grad så jeg blev skubbet og slået og vendt i hundelort. Der var især to drenge og en pige, som jeg var helt enormt bange for.

På min skolevej var der en viadukt, og hver eneste dag var jeg bange for at gå under den. Der stod altid nogen og ventede på mig, så jeg kunne få tæsk. Buksevand fik jeg også tit. Det var ikke altid lige sjovt. For at sige det på jysk. Den lille kæphøje friske unge med masser af selvtillid blev i hvert fald pakket godt og grundigt væk i skolen. Det gav mig selvtillid at kunne mine lektier, men de andre straffede mig for, at jeg kunne mine ting. Jeg prøvede at lade være med at lave lektier for at forsøge at være ligesom de andre. Men første gang læreren skrev i min kontaktbog, at jeg ikke havde lavet lektier, var det bare forfærdeligt at skulle hjem og vise den til min mor og få den skrevet under. Jeg glemmer det aldrig. Det var virkelig en tung gang hjem den dag. Min mor blev ikke glad. Så jeg fandt ud af, at det heller ikke var løsningen ikke at lave mine ting. Der VAR ingen løsning.

Mobningen foregik igennem hele folkeskoletiden. Da jeg blev lidt ældre, blev jeg kaldt strygebræt, fordi jeg ikke var så udviklet. Jeg blev også kaldt blinklys, fordi jeg fik tics, jeg gik konstant og blinkede. Trangen til at blinke har jeg stadig, jeg er bare blevet god til at kontrollere det. Men hvis jeg virkelig bliver presset og stresset, er trangen lidt stærkere end normalt. Så mange år efter … det siger noget om, hvad det er, jeg har båret med mig.

Jeg mener det virkelig, når jeg siger, at jeg simpelthen ikke kan huske, at jeg har glædet mig til at gå i skole. Til gengæld husker jeg tydeligt angsten. Erindringen om angsten sidder i mig endnu. Følelsen af ikke at være god nok …

Min folkeskoletid var et helvede, hvor mit selvværd blev mere og mere krøllet. Lærernes duks og klassekammeraternes prygelknabe. Mobberiet tog noget af min grundlæggende selvtillid og mit selvværd, det tog simpelthen noget fra mig som menneske. Det eneste sted i skolen, hvor jeg følte, at jeg var i selvtillids-ly, var i gymnastiktimerne, for dér var jeg bedre end alle de andre. Dér kom selvtilliden, men kun dér. Sporten blev min flugt. Og min redning.

Jeg er fra den tid, hvor man upædagogisk trak lod om at være ”førstevælger” og ”andenvælger”, når der skulle vælges hold til rundbold og håndbold og så videre. Jeg var altid en af dem, der blev valgt først til idræt. Det var så det eneste tidspunkt i skolen, hvor det skete. Jeg havde kronede dage til idræt. Og lige det modsatte, når vi havde almindelige timer.

LÆS OGSÅ: “Kære Zoe Ukhona, det hele startede med at jeg stod og ventede”

Jeg fortalte aldrig rigtig mine forældre om mobberiet i skolen. Og jeg fortalte aldrig skolen om mine forældre. Jeg gik bare og var indelukket, for jeg KUNNE ikke fortælle i skolen, hvad jeg oplevede derhjemme. Det var simpelthen så voldsomt. Omvendt kunne jeg ikke fortælle min mor derhjemme, hvad der foregik i skolen, for så ville jeg gøre hende endnu mere ked af det. Og jeg var bange for, at hvis min far fik det at vide, så ville han tage op på skolen og banke børnene, og så ville jeg få dobbelt så mange problemer. Jeg gik alene med det.

Da jeg startede i gymnasiet fortsatte nogle af drillerierne, men jeg lærte at kompensere for mit manglende selvværd igennem håndbolden, hvor min selvtillid blomstrede. Min ungdomstræner gjorde hele forskellen – igen et bevis på, hvor vigtigt det er at møde bare ét rigtigt menneske på et essentielt tidspunkt i livet – og den blomstrende selvtillid fik mig til at tro på, at jeg duede til noget.

I gymnasiet turde jeg også være ærlig om, hvad jeg havde med hjemmefra. Da jeg gik i folkeskolen, skjulte jeg det: At min far bankede min mor. At Björn Wiinblad vaser og lysestager fløj igennem stuerne, at æbler blev knaldet mod væggene, så saften drev ned, at min mor altid var ulykkelig, og at der altid blev drukket meget alkohol derhjemme. Der var altid spiritus i vores hjem, der var altid fester, og min far gav den fuld gas. Det gik jeg og skjulte, jeg var flov over, at det var sådan. Og min far havde mange affærer, som jeg hørte om, fordi min mor delte det med mig.

Jeg er læge, så det er uundgåeligt, at jeg tænker meget over, hvad der betyder mest for ens evne til at favne livet og blive et helt menneske. Er det arv eller miljø? Jeg tror, miljøet betyder rigtig meget. Arven gør, at man, hvis man er godt begavet, har nogle værktøjer med for livet. Og det er altid en fordel at have en veludstyret værktøjskasse. Men jeg tror altså, at miljøet er det allervigtigste for, om man klarer sig i livet eller ej. Jeg er rimeligt godt begavet – og jo det må man godt sige om sig selv – og jeg er så vokset op i et miljø, som var paradoksalt, for det var både godt og skidt. Det er mit held, at det også var godt. Det gjorde det muligt for mig at bruge min arv: Min begavelse. Hvis det kun havde været skidt, er det absolut ikke sikkert, at jeg havde magtet det.

Jeg tror også, at jeg har en social begavelse. Det er i hvert fald min fornemmelse, at uanset hvad jeg er trådt ind i, så har jeg kun oplevet at blive taget sindssygt godt imod. Af både deltagere i ”Lægen flytter ind”, men så absolut også af mine patienter. Netop fordi jeg har den ballast, jeg har. Det sænker paraderne. Min ballast hører til i den tungere afdeling, men jeg har i løbet af livet fundet ud af, at de fleste mennesker har noget tungt med. Ingen miljøer er perfekte. Da jeg var barn og følte mig anderledes, troede jeg, at det kun var min familie, der havde noget ulykkeligt derhjemme, og jeg misundte alle mine klassekammerater for, at de havde sådan nogle lykkelige familier. Lige indtil de en efter en stort set alle sammen blev skilsmissebørn. Så jeg er kommet frem til, at der sker ting og sager alle steder. Alle har problemer. Det, der afgør, om vi kommer hele ud på den anden side, er, hvordan vi tackler de problemer, vi møder.

Når jeg i dag ser mig selv i spejlet, ser jeg et menneske, som er i fred med sig selv. Det har jeg ikke altid været. Jeg har hele tiden været på rejse for at finde ud af, hvem jeg var. Jeg kender de bedste sider af mig selv. Og de værste. Dem har jeg forsøgt at luge ud i. Jeg har fundet den udgave af mig, som jeg gerne vil være. Og har forsøgt at skille mig af med hende, jeg ikke vil være. Det lykkes for det meste. Jeg har arbejdet meget på at gøre den del af mig, som er den hårde Charlotte, mindre. Jeg er vokset op i et voldsomt hjem, hvor tonen altid var hård, så det blev også MIN tone og MIN stemme. Jeg ved nu, at jeg ikke kan lide det, jeg er vokset op med, og derfor har jeg grundlæggende haft to muligheder. Enten bare at fortsætte med det, jeg havde lært. Eller begynde at se kritisk på det og så gå min egen vej.

Det er altså noget af en proces at udvikle sig til det menneske, man gerne vil være, når man har det med i bagagen, som jeg har. Og helt ærligt: Når jeg bliver presset op i et hjørne, kan jeg blive som en løve i bur, og så kan den hårde tone godt komme frem i mig. Jeg genkender den, men jeg bryder mig ikke OM den, fordi den minder mig om hende, jeg ikke vil være.

I dag lykkes det mig stort set at være en Charlotte, der vælger at sige fra over for dem, der presser mig op i et hjørne. Jeg siger: ”Det her kan jeg ikke være en del af.” For jeg kan bare ikke lide det, det gør ved mig. Det betyder, at selv mennesker, jeg holder sindssygt meget af, må jeg indimellem parkere for en stund. Så hvor jeg tidligere tog kampene og eskalerede tonen, er jeg nu bare i fred med, at den vej, jeg vælger i dag, er en god vej for mig.

Jeg vil gerne smitte andre med mit ærlige livssyn. Jeg vil gerne inspirere andre til at blive en bedre udgave af sig selv. Jeg håber, at andre kan genkende ting i mig og i mit liv og blive inspireret til at vælge det gode. Jeg tror på, at man selv vælger meget her i livet. Jeg har valgt en partner, der gør mig godt, i stedet for det modsatte. Det er en kvinde. I dag kunne det lige så godt have været en mand. Det kunne det ikke tidligere, der turde jeg ikke give mig hen til mænd. Tidligere var jeg altid bange for at blive såret, blive gjort ked af det, blive ydmyget. Som jeg havde set min mor blive det af min far. Og hvis en mand gjorde kur til mig, tænkte jeg, at det bare var et spørgsmål om tid, før jeg oplevede ham som en, der ville gøre mig ked af det. I dag ser jeg mennesker, ikke køn. Min kærlighed handler bare om mennesker. Min kone Pernille har det på samme måde, hun blev også forelsket i mig. Det skete bare. Hun havde været sammen med en mand i 20 år og havde aldrig set det komme, at hun skulle være sammen med en kvinde. Jeg tror på … at man kan nå frem til steder i livet, hvor man tør vælge det, der gør en godt. Men det kræver, at man er åben. Og ærlig. Og frem for alt kender sine egne behov og tør sige dem højt. Ingen kan gøre en lykkelig, hvis man ikke selv ved, hvor man vil hen.

LÆS OGSÅ: “Min mor var 16 da hun brændte huset ned.”

Der er ingen lys uden mørke i livet, og det er faktisk essensen af mit budskab. At få en diagnose, få smerten, få at vide, at man lige pludselig befinder sig mellem liv og død på en måde, som man er nødt til at forholde sig til, fordi sygdommen er kommet for at blive – det er mørket. Men der er også lys. Lige nu har jeg det superfint, jeg er i rimelig ro og balance. Men det er tid til eftertænksomhed. Det fylder rigtig meget, og det optager mig rigtig meget lige nu, hvor jeg vender alle sten i mit liv.

Lægers børn er jo aldrig syge, vel? Da Charlotte var 17, fik hun ondt i maven, og det blev værre og værre. Hendes lægeforældre så tiden an. Og an. Og lidt mere an. De så tiden så meget an, at den læge, der fik lagt Charlotte på operationsbordet, så hun kunne få lynfjernet blindtarmen, da hun endelig kom på hospitalet, sagde, at kun læger venter SÅ længe med at få indlagt deres børn. Det havde været lige til øllet. Charlotte blev selv læge. Hun har stillet tusindvis af små og store diagnoser. Indimellem har hun endda opdaget andres sygdom, før de selv havde bemærket noget. Ved et middagsbord. Til et møde. Ude i det offentlige rum. En hævet skjoldbruskkirtel. Et ildevarslende modermærke. Den slags. En dag blev Charlotte selv syg, men det, hun fejler, vokser så langsomt og giver så diffuse symptomer, at to og to har været længe om at give fire. Måske ville hun ubevidst heller ikke erkende, at hun, lægen og lægernes datter, kunne blive rigtig syg. Charlotte er verdensmester i sejhed. Selv nu hvor hun har en diagnose. Midt i kapitlet her græder hun faktisk og bliver selv lidt overrasket, for Charlotte er for det meste alt andet end sentimental, men det er heller ikke for sin egen skyld, at hun græder, hun græder for sin mors.

Læs mere af Jeg lever med en udløbsdato >>

Læs også:

2018-09-18T13:41:53+00:00