Satiren er et spejl for samfundet, satiren er demokratiets salt og hofnarren, der giver et rids i magthavernes maske. Satiren er den lille dreng, der peger på kejseren og siger “hov, han har jo slet ikke noget tøj på!” Men hvor går grænsen for satire? Det er et vanvittigt interessant spørgsmål, som slet ikke bliver diskuteret nok i dagens Danmark, et spørgsmål der ubesvaret efterlader folk i en grænseløs og urolig tilstand.

Uddrag af HERTIL OG IKKE LÆNGERE
Af Kirsten Birgit Schiøtz Kretz

1. Aktualitet minus pik og patter

At være eller ikke at være over grænsen – det er spørgsmålet. Og det er et afsindigt interessant spørgsmål, der slet ikke bliver stillet nok. Er jeg mon den eneste, som i disse tider er vanvittig interesseret i at undersøge, hvor grænsen for satire går? Det føles sådan, men det kan næppe være tilfældet, for hvor ofte er dit smil ikke stivnet efter en vittighed, når du har tænkt: “Hov, var den over grænsen? Må man stadig gøre grin med mænd, der elsker risengrød? Bøsser, der brokker sig over perkere, der larmer i bussen? Eller kvinder, der ikke kan kende forskel på en abe og et menneske? Eller magtfulde politikere, som er syge, men af en slags sygdom, hvor de ikke kan passe deres velbetalte arbejde, men godt kan være med i et tv-program? Går grænsen derovre, balancerer jeg på den, eller er jeg jokket lige hen over den og ind i spinaten? Er grunden til, at jeg lugter af lort, den shitstorm, jeg er midt i, eller fordi jeg uforvarende har skidt nogen op og ned ad ryggen? Grænsen for satire er et emne, som overhovedet ikke er uddebatteret, og jeg tror, det kommer til at være på alles læber de næste mange år. Personlig har jeg ligget søvnløs om natten over dette spørgsmål – hvor går grænsen – hvornår er det sjovt, og hvornår er det for sjovt? Hvornår bliver det så sjovt, at det ikke er sjovt længere? Humor er tragedie plus tid, men hvornår er tiden gået, før tragedien bliver humoristisk? Den grænse er så pinedød vigtig at finde, så hvorfor bliver det ikke diskuteret noget mere? Hvorfor er der ingen, der har boret sig ned i den Zeitgeist og taget det vigtigste emne op, verden har at tilbyde lige nu. Satire er ikke for sjov. Men hvornår er satiren for grov?

Alle har brug for at vide, hvor grænsen for satire går, men ingen ved det. Mange tror, de ved det. “Fundet!” råber de, når de ser noget, der ligner en grænse, men når de viser det til andre, er det blot et fatamorgana. For hvad der lignede en stor fed grænse, var i virkeligheden blot Thyra Franks bolsjestribede livrem. “Jamen Kirsten Birgit, en grænse er jo individuel, og man er nødt til at bruge intention og kontekst som pejlemærker,” er der nogle, der indvender. Men det er folk, der har givet op, folk, der ikke orker at høre mere om grænsen, måske har de ligefrem mistet troen på, at den findes. Til dem siger jeg: Fortvivl ej, jeg skal nok gøre det beskidte arbejde i denne bog. For en grænse skal ikke være individuel, det er noget bøvl. Du kan godt høre, hvor dumt det lyder. Er Nordkoreas grænse måske en smagssag? Eller grænsen for, hvor længe man kan holde ud at høre på arabisk musik? Nej, svaret er henholdsvis ved den 38. breddegrad og 15 sekunder, og det er lige meget, hvem du spørger. Sådan en grænse findes også for satiren, og det er på høje tid, den findes, for vi kan ikke fortsætte vores liv som hovedløse høner, der løber formålsløst rundt og leder efter grænsen.

Vi ved simpelthen ikke, hvor grænsen går, og det er et kæmpe problem, og det skal diskuteres. Og det skal diskuteres hele tiden. For det er SÅ interessant. Det er spørgsmålet, hvis man vil løse verdens problemer lige nu. Ja, klimakrisen, terror, overbefolkning, Amazonas afbrænding, multiresistente bakterier og globale, private selskabers overvågning af privatlivet er da også vigtigt, men de problematikker kommer og går. Grænsen for satire derimod, den består, og den er aldrig i menneskets historie blevet fastlagt. Tænk, hvad menneskeheden kunne udrette, hvis vi ikke skulle bruge tid og kræfter på at afgøre, om en vits var inde eller uden for skiven? Det svarer til, hvad det britiske parlament kunne have udrettet, hvis ikke de hver dag skulle bøvle med Brexit og den nordirske grænse, bare ganget med de 7,7 milliarder mennesker på planeten jorden, som ikke har en tidsbegrænsning for, hvornår de er inde eller ude, men som dagligt har problemer med at fastsætte satiregrænsekontrollen. Vi har som menneskehed sat en mand på månen, men det er ikke lykkedes at finde den livsnødvendige grænse, og det vil jeg ikke ha’! Jeg vil ikke ha’ det! Tænk, at folk i dagens Danmark dag ud og dag ind lever et liv, hvor de tror, de er på sikker grund, men lige pludselig træder over satiregrænsen, og hvis det bliver opdaget, skal de afhøres af satiregrænsekontrollen. Det er det værste, der kan ske, og det kan vi simpelthen ikke byde et menneske. Amnesty International burde bryde ind, for det er en utryg tilværelse at leve i en grænseløs verden uden kompas. Det er tid til en tænkepause! Tid til at fundere over livets store spørgsmål – måske ligefrem det største. Eftersom Amnesty har travlt, påtager jeg mig opgaven, for jeg kerer mig ligesom dem om mine medmenneskers tort og svie i det grænseløse satirelandskab.

Men hvordan i alverden tør jeg dog at begive med ud på så usikker grund, spørger du sikkert. Risikoen for, at jeg træder over grænsen, er jo overhængende stor, selvom jeg aldrig har gjort det før. Så hvorfor gør jeg det? Hvorfor bliver jeg ikke bare på sikker grund og polstrer mig med Sofie Hagen-klip på YouTube og Musik og Fis på DVD? Der er jo ingen, der er kommet uskadt fra at afsøge satirens grænse. Men som min salige fader, hestehandler Jens Birgit, altid sagde til mig: “Kirsten Birgit, min pige, der er nogle ting her i livet, du ikke kan sætte dig på din pariserrøv og tænke dig til. Nogle ting er du denondelynemig nødt til at prøve på egen krop, før du bliver klogere” – og så gav han sig selv stød. For hvis han skulle vide, hvad der skræmte hestene, var han nødt til at sætte sig i deres sted med stød. Ligeså vil jeg tage på en lunefuld rejse gennem satirens mystiske og farefulde landskab. Når det begynder at bliver lummert, ved jeg, at tampen brænder. Bevæbnet med det dyrebareste, jeg ejer – og som jeg heldigvis har masser og masser af, nemlig humor – vil jeg udsætte mig selv for grænse overskridende indtryk. Det kommer til at blive hårdt og stødende i mit indre, for satiren skal helt ind, og der skal trykkes til og stødes, så jeg kan mærke det. Jeg vil helt sikkert ønske, at jeg har et safeword, når satiren penetrerer mit indre med sin brod, og jeg mærker stik af smerte. Men her gælder ingen kære mor; “Oklahoma” er kun en ganske kedelig stat, og ikke et magisk ord, der får den satiriske brod til at stoppe med at støde og blot blive en kildende fjer igen. For vogt dem: Den fjer, du kildrer med, kan sagtens være spids i enden, og før du ved af det – KAZING – kan du uforvarende komme til at stikke med den spidse ende, og din kildeven er nu blevet et offer for din fjerpen. Dit smil er stivnet, og du kan ligeså godt lægge dig til at dø af skam med det åndssvage smil, du havde på læben. I dag er huden alligevel så tynd, at en lille fjer kan give dig krampagtige grimasser alle steder, selv den hårde hud på knæ og albuer.

Jeg kan selvfølgelig ikke berøre al satire; det ville jo være jo en uoverskuelig, grotesk opgave; et “syfilis-arbejde” som Karen Blixen engang har sagt. Derfor vil jeg indsnævre mit empiriske felt til blot at indeholde alt fra:

ABC Teatret
13
Aristoteles til Amin Jensen
Molière til Møllehave
Platon til platheder
Linje 3 til Line Baun
Wilde til Westergaard

Og alt derimellem. Men så heller ikke mere. Resten må man tænke sig til. Eller slå op i listen over, hvor grænsen går, som er at finde i sidste kapitel, og som er mine rejseminder fra rejsen til satirens ende og grænsens begyndelse.

Jeg håber De har pakket deres tornyster med penge, pas og prævention, kære læser, for det bliver en lang og strabadserende rejse. Men De skal ikke være nervøs, for ligesom man har en guide ved sin side, når man tager ayahuasca, vil jeg være deres satire-guide. Jeg husker, første gang jeg tog ayahuasca med Ib Michael. Selv kunne jeg ikke mærke en skid, men Mik blev virkelig søn af alt, der gror, vand og ild og jord, og i fire timer chantede han “kald mig Ismael”, mens han spillede luftrommer med sin Mik-pik, mens Mobys sang “Porcelain” var på repeat. Forbered dig på de samme prøvelser, der ved første øjekast virker som meningsløse rablerier. Og forbered dig på, at du ligesom Mik på ayahuasca kommer til at skide i bukserne og brække dig i lårtykke stråler, når du endelig når grænsen. Jeg skal nok holde dit hår, når det sker. Men glæd dig over, at din bevidsthed bliver udvidet som et røvhulshul, som det ellers kun sker i det socialdemokratiske ungdomsparti.

Hvor farligt kan det være at gå til grænsen, spørger du måske, og hvad kan der ske ved at overtræde? BAH! Sådan spørger kun en tåbe, der aldrig har mærket grænseoverskridende satire på egen eller andres krop. Det kan nemlig gøre mindst lige så ondt at mærke satirens brod på andres kroppe, ja, ofte er det som med forbrændinger – andengradsgrænseoverskridning er faktisk værre. Ved tredjegradsgrænseoverskridelser kan du mærke den grænseoverskridende satire på folk, der er døde/ufødte/ socialdemokrater, og i det tilfælde er din hud blevet så tynd, at den falder af i smertefulde laser, når du hører en vits i det fjerne. Hvis De er i tvivl om smerten, så forestil Dem, at grænsen er en laser. Ikke den slags, som katte jagter på YouTube, nej, jeg taler om den sønderlemmende slags, der kan skære pikken af James Bond. Forestil Dem for eksempel, at De har kastet rundt med Pussy, du har taget hårdt fat og taget en ordentlig omgang med Pussy i høet, og for andre kan det måske se ud, som om du har taget Pussy mod Pussys vilje, men du ved, at Pussy godt kunne lide det, og du synes, det var sjovt, at du havde set så meget af Pussy, at man kunne sige, du havde set Pussy Galore. Men så kommer der en rødhåret mand, vi kunne kalde ham Pegefinger, og siger: “Halli hallo, mand”, og du er sådan: “Do you expect me to explain”, og han er sådan: “No mr. Satiriker, I expect you to die!” og inden du ser dig om, er du låst fast og kan kun se på, mens laseren nærmer sig, og du får skåret pikken (i mit tilfælde vulvaen) af. Men bare rolig, grænsen kommer ikke til at skade dig. For jeg skal som i en anden fremragende Sean Connery-film, Lokkeduen, guide dig, der som en anden Catherine Zeta-Jones bliver i stand til at smyge dig uden om laserstrålerne, så du uden at udløse en alarm kan komme uskadt ind til skatten – et trygt satirelandskab, hvor alle kan gå med bare tæer, fordi ingen bliver trådt over fusserne. Grænsen skal ikke engang være noget, man går til, for hvis De nærmer dem, vil De automatisk tænke “HERTIL OG IKKE LÆNGERE!” De vil som en anden Vincent Cassel i Ocean’s Twelve blive i stand til at danse dig uden om lasergrænsen. Nej, de vil som Klatretøsen. Nå, det var alle de film med en laser i, som jeg har set …

Det kan lyde som en Mission Impossible, og De har sikkert allerede sved på panden. Godt, det burde De, men jeg er en rigtig Pippi-pige. Jeg siger: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert”. For bare fordi det aldrig før er lykkedes at finde grænsen og plante flaget med “HERTIL OG IKKE LÆNGERE”, er det ikke ensbetydende med, at det er umuligt. For som jeg altid har sagt: Hvad vil du med resten af dit liv? Et godt liv skal man kæmpe for. Det er aldrig for sent at få et godt liv. Det er ikke BS. Det er KBSKH i en nøddeskal. Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Og der er virkelig noget at kæmpe for, for gevinsten er så uendelig stor. Når først vi finder ud af, hvor grænsesatirebommen skal stå, så kan folket bruge resten af deres liv på det gode liv. Et liv, hvor al energien på at tænke på grænsen er frigivet. Og dét er værd at kæmpe for.

Så tag mig i hånden, jeg skal nok være din guide og gå forrest med kanariefuglen i hånden. Nu skal vi ned, hvor det bliver helt sort. En rejse, der er Dantes inferno værdig. En kanotur på Gudenåen med Joseph Conrad. Vi kan skabe lys for enden af tunnelen. For lige nu er der kun lort i enden. Og som jeg altid har sagt: Nogle gange må man gøre ting, også selvom det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort. Så er problemet stillet op, skulle jeg mene, og denne bog bliver interessant, det tør jeg godt love. Der er nemlig intet i denne verden, der er sjovere og mere interessant at diskutere end humor.

Hvor går grænsen for satire? Tag på en rejse gennem satirens mystiske og farefulde landskab med din veninde, grevinde, gudinde og heltinde, seniorkorrespondent på Den Korte Radioavis på Radio24syv, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Hun leder efter svaret, så du aldrig mere skal være i tvivl om, hvor satiregrænsen går. 

Læs også:

Danny 'Zonic' Sørensen er træner for Astralis og en af Danmarks første professionelle gamere. I Hjernen bag Astralis fortæller han for første gang historien om e-sportens rejse fra sumpede netcaféer til en milliardindustri med udsolgte [...]

14 krimiforfattere, du kan møde på BogForum I weekenden fra d. 15.-17. november bliver Bella Centeret fyldt med skønnne bogfolk, og vi glæder os helt vildt – både til at se mange af [...]

Nikolaj Christensen har leveret soundtracket til en hel del danskeres ungdom og turneret landet tyndt i 30 år. Men han har også mærket, hvor hårdt det slår, når populariteten pludselig dykker. I PILOT fortæller Nikolaj Christensen [...]

Satiren er et spejl for samfundet, satiren er demokratiets salt og hofnarren, der giver et rids i magthavernes maske. Satiren er den lille dreng, der peger på kejseren og siger "hov, han har [...]

Tidligere Operativ Chef for PET Frank Jensen finder efter sin fars mystiske død et hemmeligt rum, da han rydder op i hans arbejdsværelse. Her ligger stærkt fortrolige dokumenter, der beskriver faderens liv som hemmelig agent under [...]

3 ting du helt sikkert ikke vidste om naturen. Naturen består af et net af komplicerede forbindelser, og langt de fleste af dem lægger vi mennesker ikke mærke til. Med udgangspunkt i de nyeste [...]