Fra Det bedste til mig og mine venner af Jakob Melander

Kapitel 1

Sneen glitrer i lyset fra halvmånen og lygterne ude på H.C. Andersens Boulevard. Hun kan lige akkurat skimte silhuetten af sørøverskibet, frosset fast i Tivolisøen. Bagved anes Det Gyldne Tårn og Dæmonen mod de blinkende stjerner.

Alting er så fjernt. Lydene fra byen, trafikken, råbene fra Rådhuspladsen og Vesterbrogade. Hun elsker at gå alene i eventyrhaven om natten, særligt her op til jul. Til daglig er her et mylder af gæster, familier med skrigende børn, gamle abonniner. Men om natten, i månens skær, får haven noget af sin gamle magi tilbage. Hanne Leth-Jeppesen smiler og vender sig, låser døren til H.C. Andersen Slottet og aktiverer alarmen.

Hun samler pelsen om sig, det er koldt i aften. Eller er det bare vinen, der får hendes hud til at gløde og åbne sig mod frosten? Hun tripper forbi karrusellen, passer på ikke at støtte på den ømme fod. Godt, hun kom i tanke om dokumentet fra banken. Det skulle helst ikke ligge sammen med rejsedokumenterne, når hun afleverer dem til regnskabsafdelingen. Strengt taget var det jo en ferie, men … Hun smiler og går ned mod søen.

Et eller andet glimter i randen af hendes synsfelt. Hun drejer hovedet, lader blikket feje hen over buskadset. Ingenting. Det må være lyset, der får tårefilmen i øjenkrogen til at glimte, måske en billygte på boulevarden udenfor.

Hun fortsætter, drejer til højre, væk fra søen og forbi Nimb Terrasse. Snetæppet ligger i driver mellem hytterne på Plænen. I åbningstiden er her sweaterudsalg, Fuglsang Biz, Plänenburg. Granguirlander og julepynt. Men lyskæderne, der er viklet om juletræer, tagrygge og udhæng, er slukkede nu. Karrusellen på det lille torv mellem hytterne står stille: Renen er stivnet i jagten på den brune bjørn og den gråhovedede ulv.

En raslen får hende til at fare sammen. Men det er bare trafikken, der flyder i natten uden for haven. Derude er der lysreklamer, liv og latter. Glade mennesker i byen. Juleferien er begyndt.

Det glimter atter bag hende, og denne gang er der ingen tvivl. Det er her, inde i haven. En skygge løber mellem to hytter, men inden den forsvinder i skyggerne, har hun set den.

Kniven.

Hjertet hamrer i hendes bryst, hun kan ikke få vejret. Alt i hende skriger: Løb, se at komme væk! Men hun kan ikke røre sig.

Og så er den der: stemmen.

»Alle børnene nåede ud af Tivoli, undtagen Hanne. Hun fik en kniv i sin pande.«

Angsten slår i bølger gennem kroppen. Der lyder en hæs rallen, og der går et øjeblik, før hun forstår, den kommer fra hende selv.

»Hvem … hvem dér?« Hun prøver at gøre stemmen fast, men hun kan næsten ikke udtale ordene.

En kølig latter vokser ud af skyggerne.

»Du kan skrige, så meget du vil. Herinde er der ingen, der hører dig.«

Så løber hun. Benene går under hende, hun flyver over det åbne stykke mellem hytterne. Grene knækker bag hende, en ed.

Rædslen kører i kroppen, gør det umuligt at fokusere. Panikken snører halsen sammen. Grene, skygger farer forbi. Der er fyldt med mennesker på Vesterbrogade, få hundrede meter herfra. Redningen er snublende nær, og alligevel er det alt sammen for sent: Der er ingen, der kan hjælpe hende nu.

Det knaser i gruset bag hende. For hvert flagrende, angstfyldte slag hendes hjerte slår, kommer han nærmere, stadig nærmere. Glimtet af det lange knivblad mellem buskene nede ved søen – for det var det, det var, det ved hun nu – kører over hendes nethinde. Igen og igen, som hun springer videre, stadig videre.

Hun tvinger benene frem, kaster sig rundt om et hjørne. Det gør ondt i fodleddet nu, dér, hvor hun forvred foden i efteråret. Smerten er lige ved at få hende til at skrige, men hun bider tænderne sammen og halter videre. Søger ind i skyggerne, mens hun forbander kroppens og musklernes forfald.

LÆS OGSÅ: Kendt modemande fundet myrdet i Ørstedsparken

Hvorfor skal hun dø nu? Så tæt på?

Og så kommer det, håbet. Måske er det alligevel ikke slut. Nattevagten ved indgangen! Der er kameraer over hele haven. De må kunne se hende på skærmene. Hun kaster sig ud fra væggen. Snubler halvt ned ad skrænten og ud på stien. Der er ikke sat kameraer op i julemarkedet, men herude kan de se hende.

Hun tør ikke skrige, vifter blot med armene og former et stumt Hjælp med munden. Ansigtet er rettet mod døren over Woodhouse, dér, ved hun, sidder et kamera.

En skygge styrter frem. Knivbladet spejler de frostklare stjerner, og rædslen er tilbage. Hendes krop reagerer i dødsangst, mærker allerede stålets iskolde bid. Impulser iler ud langs nervebanerne. Blodet pumper adrenalin ud i hver en fiber. Hun er tilbage på et primalt niveau. Reptilhjernen tager over.

Han er tæt på nu, så tæt, det hvæsende åndedrag høres over lyden af deres løbende fødder. Hvor bliver de af? Hvorfor kommer vagten ikke?

Og der er den, lyden af kniven. Det hvisler forbi, lige bag hende.

Hun skriger, presser sine allerede smertende ben videre, fremad, hurtigere. Men han er lige bag hende, sætter også tempoet op. Og denne gang løftes hendes nakkehår af trykbølgen, idet bladet suser tæt forbi. Angsten bærer hende afsted, frem mod Koncertsalen. Der, mellem søjlerne, må hun kunne slippe fra ham, holde ham hen, til hjælpen kommer.

Men i sidste øjeblik vælger hun at dreje til højre, vil gemme sig, trykke sig ind mellem Grand Prix-bygningen og boden, der sælger turpas. Med en sidste kraftanstrengelse kaster hun sig frem, er næsten inde i passagen, da han får fat i hendes hår. Det kraftige ryk får hende til at spjætte ud og ligge næsten vandret. Det sortner for øjnene, benene sparker ud. Så bliver al luft slået ud af hende, idet hun rammer gruset.

Hun rækker op, griber om hånden, der flår i hendes hår, mens røde, grønne, blå pletter danser for hendes øjne. Hun gisper efter vejret, prøver at ignorere smerterne i ryggen, balderne. Og hele tiden holder hun øje med den blanke kniv, der danser i mørket over hende. Hun vrider sig fra side til side, forsøger at sparke ud, mens hun kæmper for at undgå den andens huggende angreb og spørgsmålene, der hagler ned over hende. Hun hulker, svarer, værger for sig, forsøger at udsætte øjeblikket, hvor knivbladet vil bide til.

Men han er for hurtig, for stærk. Og der er for lidt plads under buen, hun kan ikke vende sig, ikke komme væk. Hun ligger udstrakt, ormer sig fra side til side, mens kulden trænger op fra jorden, sløver hende, og kniven kommer nærmere, stadig nærmere.

Find resten af historien her

Læs også:

2018-09-26T11:34:35+00:00