Fra Dick Harrison – Trediveårskrigen, En europæisk krise

Trediveårskrigen: årsager og perspektiver
Den 20. maj 1631 blev den unge lejesoldat Peter Hagendorfs indtil da strålende krigslykke afløst af en elendig ulykke. Sammen med de andre soldater i Tillys armé stormede han fuld af tørst på bytte frem mod den dødsdømte købstad Magdeburg for at undertvinge de genstridige borgere bag murene under en af de værste plyndringer i krigshistorien. Men noget gik galt. Ved Neustädterporten blev Hagendorf ramt af to skud og faldt sammen. “Det blev mit bytte”, konstaterede han i sin dagbog og fortsætter:

Derefter blev jeg ført ind i lejren, forbundet, for jeg var for det første skudt en gang fortil gennem maven, for det andet gennem begge skuldre, så kuglen lå i skjorten. Altså bandt feltskæreren mine hænder på ryggen, så han kunne få mejslen ind. Så blev jeg ført til min hytte; halvdød.

Senere drog hans hustru, Anna, ind i den hærgede by for at hente en pude og tøjstykker, sidstnævnte for at forbinde sin mands sår. Efter halvanden time kom hun tilbage med en gammel sømandskone, som hjalp hende med at bære noget sengetøj. Anna havde også fået en kande vin med sig samt to sølvbælter og klæder. Om aftenen blev Hagendorf opsøgt af sine kammerater, der lod ham få små rester fra plyndringen: “Hver og en gav mig noget, en thaler eller en halv thaler.”

Peter Hagendorf er en af hovedpersonerne i denne bog. Vi kommer til at møde ham ofte. Han deltog i en stor del af Trediveårskrigen, fra midten af 1620’erne helt frem til 1648, og han har efterladt sig en dagbog, som forskningen først har fået øjnene op for på det sidste.

Den lejesoldat, der blev skudt ved Magdeburg, er en af mange almindelige mennesker, som under og efter Trediveårskrigen skrev deres erfaringer, erindringer og anskuelser ned. Jeg har valgt at sætte disse personer i centrum. Det kan ganske vist føre til, at bogen til tider giver indtryk af at være kompliceret, med et mylder af stemmer, som slås om pladsen, men det må man acceptere. Trediveårskrigen var kompleks og forvirret, og det må indses af alle, der ønsker at yde konfliktens deltagere retfærdighed.

Mellem 1618 og 1648 blev næsten alle europæiske folk og stater på et eller andet tidspunkt inddraget i krigens blodige malstrøm. Konfliktens mange ansigter og skiftende slagmarker bidrog til at gøre den svær at overskue allerede i samtiden. Årsagerne til krigen, og mulighederne for fred, blev diskuteret intensivt, og en af de få ting, som alle var enige om, var netop kompleksiteten. Konger og fyrster greb til våben af vidt forskellige grunde. Hensynsløs realpolitik, tankeløse vovestykker, romantiske ridderdrømme, ungdommelig eventyrlyst, højadelig svaghed for intriger, religiøs fanatisme, slægtstroskab og ren og skær griskhed var at finde i et og samme slag i felten, i en og samme hær.

LÆS OGSÅ: Tor Nørretranders – Meningen med livet er at give det videre

Denne mangfoldighed skinner klart igennem i den stride strøm af skriftlige kilder, som krigen har efterladt sig, men når historikere har bestræbt sig på at udrede og forklare årsagerne og identificere, hvad det allervigtigste er – hvad det var, der drev voldsorgiet frem i tre årtier – har modstridende tolkninger gjort sig gældende. I en ældre historisk tradition var det almindeligt at henvise til krigen som et opgør mellem katolikker og protestanter. Senere forskere har også analyseret konflikten som et af de første typiske eksempler på en krig om magtbalancen mellem rivaliserende europæiske stormagter, en forløber for 1700-tallets arvefølgekrige og 1900-tallets verdenskrige. Hvis man nærlæser de enkelte krigsscener nøjere, dukker yderligere årsager til krigen frem.

I dette kapitel skal vi stifte bekendtskab med de tungestvejende elementer i Trediveårskrigen, de røde tråde, der kan spores til de fleste krigsskuepladser. Vi får også en hurtig oversigt over de forskellige opfattelser blandt historikere, og hvordan den videnskabelige verden i 1800- og 1900-tallet har forsøgt at få styr på hændelsesforløbet.

Religion, magtbalance og tidlige moderne stater

Det kendteste aspekt af Trediveårskrigen er dens karakter af religionskrig. Konflikten beskrives ikke sjældent som den sidste, største og afgørende styrkeprøve mellem katolicismen og protestantismen.

Religionens rolle var i lang tid et fremtrædende tema i den traditionelle svenske og tyske krigshistorie. I ældre svenske lærebøger blev Gustav II Adolf fremstillet som en lutheransk ridder, der kommer stormende som ‘løven fra nord’ for at frelse tyske trosfæller fra et papistisk tyranni. Den svenske indgriben i krigen er ligesom den tidligere danske blevet forklaret med tungtvejende religiøse argumenter. Men det er længe siden. I dag er forskerne enige om, at hverken Christian IV eller Gustav II Adolf i første omgang var drevet af fromhed, da de førte deres hære sydpå.

Derimod står det klart, at krigen rummede adskillige religiøse elementer, både på propagandascenen og i enkelttilfælde. Det får vi mulighed for at vende tilbage til. Det er nemt at finde konkrete udslag af religiøs fanatisme og martyrier under Trediveårskrigen, især hvis vi retter vores historiske mikroskop mod lokalhistoriske perspektiver.

Mindst lige så omtalt er det strengt politiske magtbalanceaspekt. Udgangspunktet for denne tolkning er, at Trediveårskrigen først og fremmest skal forstås som en tvekamp mellem Det Tysk-romerske Kejserrige under huset Habsburg i Østrig og landets fjender – Frankrig, Sverige og de tyske fyrstendømmer. 1900-tallets forskning styrkede fortolkningen om magtbalancen, og der er næppe nogen historiker, som i vores tid har fornægtet, at der ligger noget i det. Der er ingen tvivl om, at styret i Frankrig, som var katolsk og bekæmpede huguenotterne, det vil sige calvinistiske protestanter, i deres eget land, handlede ud fra en strengt realpolitisk overbevisning, da man allierede sig med det lutheranske Sverige. Franskmændene var bange for at blive omringet af habsburgerne i Tyskland, Nederlandene og Spanien. Ved at støtte tyske fyrster, tyrkiske sultaner, skandinaviske monarker og alle andre, der var villige til at spænde ben for de habsburgske familiemedlemmers store ambitioner, håbede de på at kunne styrke Frankrigs sikkerhedspolitiske position. Kardinal Richelieu, Frankrigs stærke mand i 1620’erne og 1630’erne, handlede efter det gamle princip om, at fjendens fjende er min ven. Gustav II Adolf viste sig at være en udmærket fjende af fjenderne.

I selve Tyskland var der endnu et scenarie, som gentagne gange var mere aktuelt: De tyske fyrster ville helst ikke have, at kejsermagten i Wien blev alt for stærk. De ønskede ikke at vende tilbage til det 1000- og 1100-tal, da Det Tysk-romerske Rige var blevet regeret af en stærk centralmagt, og da hertuger, grever og rigsstæder var nødt til at bøje sig for kejserens vilje. Målet for mangen en fyrste var derimod at styrke den selvstændige stilling, som Brandenburg, Sachsen, Bayern og andre småriger havde tilkæmpet sig i perioden fra 1300-tallet til 1500-tallet. Fra den synsvinkel var Trediveårskrigen den sidste store strid i lang tid mellem den tyske centralmagt og de lokale fyrstemagter, hvor sidstnævnte vandt. Det kom til at vare helt til 1871, før Tyskland blev forenet, paradoksalt nok under ledelse af huset Hohenzollern, som i 1600-tallet herskede i Brandenburg og hørte til kejsermagtens farligste dødbringere.

LÆS OGSÅ: Kristian Leth om HÅB

 

Hertil kommer endnu et andet realpolitisk aspekt. Da krigen var godt i gang, fik den sin egen dynamik. Mange fyrster, som blev trukket ind i konflikten, havde egoistiske formål, som territoriel og økonomisk vinding. Andre gik nødtvunget ind i krigen; de ville helst have holdt sig neutrale, og de ville gerne genvinde denne status, så snart de fik chancen.

Inden hver udgift, som for eksempel når man rekrutterede en hær, måtte fyrsten skaffe indtægter til at dække den. Hvert felttog førte til nye udgifter. For et lille og fattigt land som Sverige kom denne virkelighed så småt til at være en altovervejende grund til at lade krigen trække ud år efter år. Man krævede belønning og erstatning, kompensation, for den store indsats, man ydede. Det sagde sig selv, at disse svenske gevinster, hvis og når de blev høstet, var dømt til at gå ud over andre. I første række af de ramte stod kurfyrsten af Brandenburg, som herskede i det nordlige Tyskland og var interesseret i de samme områder som svenskerne. Altså skulle kurfyrsten selv have kompensation på en andens bekostning, og heller ikke denne anden kunne uden videre lades i stikken. Hver taber var en potentiel hævner, og alle politiske hævnere havde en tendens til at finde villige allierede, som var bange for, at der blev rokket ved den lokale magtbalance. Trediveårskrigen bevidnede adskillige kædereaktioner af den art. Det, der begyndte som en relativt enkel konflikt, blev mangedoblet til en uoverskuelig mængde krige, diplomatiske intriger og frugtesløse forhandlinger.

Religion, magtbalance og rivaliserende krav om erstatning blev vævet sammen på Europas komplicerede politiske og militære landkort mellem 1618 og 1648. Dertil kommer et element, som sjældnere bliver fremhævet i historiebøgerne, men som bliver tydeligt, hvis vi analyserer, hvordan de deltagende fyrster opførte sig over for deres undersåtter: Trediveårskrigen var af central betydning for skabelsen af det, historikere kalder den tidligt moderne statsmagt.

Udtrykket ‘tidligt moderne stat’ sigter til den umiddelbare forløber for vore dages nationalstat. En tidligt moderne stat var et rige, hvor det lykkedes herskerne at lægge middelalderens svage fyrstemagt bag sig og centralisere mange af de samfundsfunktioner, som tidligere var blevet styret af andre. Et typisk eksempel er kirken. I middelalderen havde den været selvstyrende, for ikke at sige selvstændig, mens kirken i en tidligt moderne stat var underordnet fyrstens interesser. Et andet eksempel er synet på den offentlige magt. I middelalderen havde adelen haft mulighed for at have sine egne hære, men i en udbygget tidligt moderne stat gjaldt der et statsligt magtmonopol. Et tredje eksempel er den juridiske orden, som ofte gennemgik en omfattende centralisering og reformering. Et fjerde eksempel er fremkomsten af statslige økonomier og kompagnier, handelsprivilegier og merkantilisme.

Behovet for at kue undersåtter, rekruttere soldater, pacificere territorier og fremskaffe indkomster bidrog til stærke centralmagter i lande som Frankrig, Sverige og Østrig. Trediveårskrigen kan sammenlignes med en fødeafdeling for Europas nationalstater. Det var på den tid, at den svenske statsmagt fik faste konturer under Axel Oxenstiernas ledelse. Det var på den tid, at den franske stat blev formet til en stormagt under Ludvig XIII og kardinal Richelieu. Det var på den tid, at habsburgerne for alvor gjorde op med lokale eliter og gennemtvang deres egen politiske og statsreligiøse linje. Bondeoprør blev knust, og adelige, der gjorde modstand, blev dræbt eller drevet i landflygtighed.

Et tragisk eksempel er Bøhmens skæbne. Det var her, det hele begyndte. Trediveårskrigen blev indledt ved defenestrationen i Prag, da landets protestantiske elite nægtede at rette ind under den habsburgske ledelse. Da man indgik Den Westfalske Fred i 1648, var cirklen sluttet, og de defenestrerede mænds østrigske herrer havde sejret. Bøhmen var pacificeret og igen lagt ind under kejsermagten og kom til at fortsætte på den måde. Kejseren i Wien kan måske nok have mistet sin sidste chance for at herske over hele Tyskland og knuse protestantismen, men i sin egen baghave var han indiskutabelt sejrherren. Fortsættelsen er velkendt. I anden halvdel af 1600-tallet og første halvdel af 1700-tallet ekspanderede huset Habsburg voldsomt i Centraleuropa og opbyggede et imperium, der holdt helt til 1918.

Et andet aspekt, som sjældent finder vej ind i historiebøgerne, er det globale. Trediveårskrigen var mere end en tysk borgerkrig og en europæisk krig om magtbalancen. Det var reelt set en verdenskrig, den første væbnede konflikt, som for alvor fortjener denne betegnelse. Krigen faldt sammen med de første store sammenstød mellem de unge europæiske kolonimagter på den anden side af havet med det resultat, at så fjerntliggende regioner som Vestindien, Brasilien, Angola og Ceylon blev trukket med ind i konflikten. På det tidspunkt blev Trediveårskrigen en verdenshistorisk begivenhed, der delte vandene.

Landsknægtene

Man er nødt til at sætte sig ind i soldaternes verden for at forstå Trediveårskrigen. Konflikten faldt sammen med den sidste storhedstid for de europæiske lejesoldater. Den lejede soldat har ganske vist eksisteret siden tidernes morgen, men i europæisk historie bliver han først og fremmest sat i forbindelse med tidsalderen fra midten af 1300-tallet til midten af 1600-tallet.

I kølvandet på den sorte død fra 1347 til 1352 blev mange europæiske lavadelsmænd ludfattige og søgte til krigsprofessionen for at overleve. Det fik både dystre og forudsigelige følger. Krige, som ellers skulle have været kortvarige, blev trukket i langdrag i årti efter årti, eftersom lejesoldaterne gav konflikterne deres eget liv, destruktive rytmer, som herskerne kun formåede at påvirke marginalt. Skoleeksemplet er krigen mellem England og Frankrig fra 1337 til 1453. De to kongehuse havde været oppe at toppes om dynastiske spørgsmål og omstridte territorier i flere hundrede år, men efter at lejesoldaterne var trådt ind på scenen, viste det sig at være umuligt at slutte en varig fred. Selv om der blev indgået aftaler, fortsatte soldaterne med at drage omkring i de franske landområder og terrorisere civilbefolkningen, eftersom de ikke havde noget andet at leve af. Det er ikke tilfældigt, at konflikten er gået over i historien som ‘Hundredårskrigen’.

Situationen var den samme i mange lande. På denne tid søgte tyske fogeder og soldater til Norden på jagt efter indtægter. I Grækenland grundlagde lejesoldater i de catalanske og navarriske kompagnier deres egne herredømmer. I mange større italienske byer tog landsknægtenes hærførere, kondottiererne, magten. Såkaldte rovriddere – adelige, der med udgangspunkt i stærkt befæstede ridderborge overfaldt bønder, købmænd og rejsende – gjorde hverdagen usikker i Tyskland. Fraværet af en effektiv centralmagt medførte, at rovridderfænomenet overlevede i flere hundrede år.

Find resten af bogen om Trediveårskrigen her

 

Læs også:

2018-10-30T09:18:54+00:00