Kom med på et sjældent, ærligt kig ind i kulissen blandt tennisverdenens superstjerner, når Michael Mortensen fortæller sin historie.

GRUS af Michael Mortensen og Peter Pilegaard kan købes hos din boghandler fra d. 28. september – find den her

Det er allerede november. En tung, tåget dyne har lagt sig over hele København. Lyset fra gadelamperne på Frederiksberg er reduceret til udviskede hvide silhuetter i den grynede luft. Det er eftermiddag. Men det føles som nat.

Tågen får mørket til at virke frastødende, så jeg skynder mig rundt om hjørnet, hvor den genkendelige væg af røde mursten møder mit blik. Ejendommens hvide vinduer får facaden til at ligne et dansk flag i den tætte dis, og jeg mærker med det samme et tæppe af tryghed kaste sig over mig ved synet af hjem.

Jeg ånder lettet op, inden jeg fortsætter videre ned ad den lille havegang langs ligusterhækken mod opgangens indgang. Jeg frydes ved at smække glasdøren i hovedet på den klamme tåge. Det føles som en sejr, så jeg nærmest hopper euforisk forbi havebordet med potteplanterne, der som altid står som en botanisk velkomst på opgangens terrazzogulv. Den gamle elevator på mellemetagen venter på mig. Det føles næsten, som om den er glad for at se mig, så jeg smiler til den, mens jeg pænt stiller mig og trykker på den sorte plastikknap.

Den let turbulente tur til tredje sal er som en gammel mands håndskrift, så jeg står musestille for ikke at forstyrre, indtil den med sit abrupte punktum lander. Jeg træder ud på afsatsen foran vores hoveddør, spejler mig i det blanke, gyldne navneskilt og sætter håret. Selvom jeg er på vej ind ad min egen hoveddør, skal jeg tage mig ordentlig ud. Det er jeg opdraget med. Det pæne, ordentlige menneske. Først derefter låser jeg mig ind.

“Filippa kom forbi salonen i dag. Hun skulle have den shampoo, hun elsker,” råber Maria begejstret ude fra køkkenet, da hun hører mig i entreen. Min kone elsker, at vores datter også er blevet hendes bedste veninde. Det er hun blevet, siden Filippa for nylig flyttede hjemmefra, og det klæder dem at være voksne sammen. Det fornemmer jeg først for alvor nu, hvor jeg er hjemme igen efter at have været på afstand af det hele så længe. Jeg har stort set ikke set familien siden French Open-triumfen i juni. Mine forpligtelser med Li Na på WTA Touren har holdt mig væk, og bruddet med kineseren i New York for få måneder siden er stadig ømt, kan jeg mærke. Så hverdagens rutiner med familien føles som en genfødsel af den mand, jeg kan være for min kone, og den far, jeg kan være for mine døtre.

Jeg sætter kaffe over, min kop nummer jeg-ved-ikke-hvad i dag, mens maden tages ud af køleskabet. Bordet dækker næsten sig selv, mens Maria fortsætter med at kommentere hver-dagens trivialiteter.

“Hun havde travlt.”

“Nå, o.k.”

“Ja. Hende og Irfan skal ud at spise i aften.”

“Det lyder hyggeligt,” svarer jeg og fjerner den fjerde tallerken fra bordet. Filippa kan ellers godt lide at dukke op ved spisetid.

“Er det ikke vildt, at de allerede har været sammen i seks et halvt år?”

Jeg kigger over på Maria. Det giver næsten ikke mening, det, hun siger.

“Jo, helt vildt.”

Der er gået 17 år, siden Maria flyttede med Filippa fra Sverige hjem til mig på Frederiksberg. Nu skal den lille pige, som jeg lærte at cykle for få øjeblikke siden, fejre seks et halvt års dag med kæresten, mens hendes lillesøster, Sarah, har barrikaderet sig på sit værelse som nyudklækket teenager. Jeg kan ikke helt følge med, tænker jeg. Jeg vil gerne sige noget mere, men bliver pludselig afbrudt af dørtelefonens skarpe lyd, der får Sarah til at springe ud af sit hi som trold af en æske.

“Hvem kommer?”

Jeg trækker på skuldrene.

“Aner det ikke.”

Alle kigger på alle. Ingen af os venter nogen. Dørtelefonen ringer igen. Den er insisterende. Pisseirriterende egentlig.

“Sikkert bare reklamer,” siger jeg og går ud i entreen.

“Hallo.”

“Det er politiet.”

“Politiet?”

“Ja. Politiet.”

Jeg forstår ingenting. Det må være min gode ven, Martin H. Han plejer at lave fis. Det er ligefrem hans varemærke. Det lyder også som ham.

“Hvem er det?” siger jeg spøgefuldt. Jeg regner med, at spas mageren vil afsløre sig selv, men der kommer ikke noget forløsende grin, og jeg mærker de små hår i nakken rejse sig.

“Det er politiet,” lyder det igen. “Vil De være venlig at åbne?” Mit hjerte hopper op bag øjnene og giver mig en pludselig hovedpine. Det dunker i mine tindinger. Jeg undskylder min langsommelighed overfor ordensmagten og skynder mig at trykke på knappen, inden jeg løber hen til vinduet i værelset ved siden af. Politibilens lydløse blå blink lyser gaden op.

“Hvem er det?” spørger pigerne mig ude fra køkkenet.

“Det er politiet,” råber jeg tilbage.

Jeg farer tilbage ud i entreen, videre hen til hoveddøren, hvor jeg kort standser op og lytter, mens jeg holder vejret. Hjertet hamrer løs i mit bryst. Jeg har brug for stilhed for at kunne fokusere. Så jeg holder vejret og hører den genkendelige lyd af den gamle elevatordør, der åbner sig.

Maria og Sarah kommer ud til mig. Forsigtigt åbner jeg døren.

“Maria Mortensen?”

De to betjente kigger på min kone, mens de spørger. Deres uniformer ser faretruende ud. Det gør mig bange, og jeg kan se, at Maria allerede står og ryster. Det er angsten for det værste, der får hende til at skælve. Jeg skynder mig at tage fat i hende, mens jeg vender mig mod Sarah.

“Gå ind på dit værelse, Sarah!”

Hun bliver stående.

“Nu, Sarah!”

Hun går ind på sit værelse og smækker døren. Sarahs temperament er heftigt, det har det altid været, men hun er bange; det kan jeg se. Det er klart. Hun er kun 15. Men døren mellem værelset og entreen er som et skjold mod, hvad end der nu kommer, tænker jeg.

Politiet fortæller, at Filippa er blevet påkørt af en bil.

“Det er kritisk,” siger de.

Deres ord forstummer i lyden af Marias gennemtrængende skrig. Sarah kommer farende ud igen. Jeg skynder mig at bede hende blive, hvor hun er, mens jeg forfjamsket flår jakken ned fra knagen og træder ned i mine våde sko.

“Bliv så på dit værelse, Sarah!”

Politibetjentene har allerede eskorteret Maria ind i elevatoren, og jeg iler ned ad trapperne, mens jeg bliver ved med at bede Sarah om at blive, hvor hun er. Hele vejen ned gennem opgangen råber jeg til min yngste datters skygge på trappeafsatsen øverst oppe, indtil glasdøren mod gaden afbryder forbindelsen mellem os.

Byens trafik bøjer af for de blå blink og den larm, der nu høres med dem. Maria knuger min ene hånd på bagsædet, mens jeg forsøger at betjene min telefon med den anden. Jeg må ringe til Roland først. Han er Filippas biologiske far. Jeg forsøger at fremstå klar i mælet, men det svenske sprog er pludselig en enorm udfordring. Alt skriger indeni mig. Jeg ringer videre. Marias forældre, mine søskende, Irfan. Til sidst lægger jeg telefonen fra mig. Jeg er tavs, men skrigene fortsætter.

Maria sidder og kigger frem foran sig. Chokket er som en klud i munden. Hendes krop sitrer. Vi sidder uden at sige noget som helst, mens politibilen kører overfor rødt. Den kører i den forkerte side af vejen og gør Peblinge Dosseringens sorte vand blåt.

Jeg mærker igen mit hjertes brutale banken mod inder siden af mit bryst med så kraftige slag, at min trøje bevæger sig.

Dunk. Dunk. Dunk.

Det er lyden af angsten for at tabe. Angsten for at miste. Den har jeg kendt hele mit liv.

Læs også:

Rebelske piger: Beyoncé

Rebelske piger: Beyoncé Uddrag af Godnathistorier for rebelske piger 2 Af Elena Favilli & Francesca Cavallo Sangerinde, sangskriver og forretningskvinde Født d. 4. september 1981, USA Beyoncé var seks år gammel, da hendes far [...]

2018-09-19T12:34:23+00:00