Gode råd til årets skovture – om myg, mitter og myrer

“Du skal under ingen omstændigheder vaske hår, lige før du skal i skoven. Myg og mitter er helt vilde med lugten af frisk shampoo og kaster sig ligefrem over hovedbunden. Hvis du ikke har lyst til at gå ud med uvasket hår, hjælper kun en hat (som dog straks ødelægger frisuren).” I Peter Wohllebens nyeste bog Brugsanvisning til skoven bliver konkrete råd serveret med humor og stor indsigt. Undervejs bliver nogle sejlivede myter også aflivet – vidste du f.eks. at insekter ikke har noget imod frost, men hader halvkoldt og sjappet vintervejr?

Uddrag fra BRUGSANVISNING TIL SKOVEN af Peter Wohlleben

Vinteren har mange fordele. Der er en særlig ro i skoven. Næsten ingen er ude at gå tur, svampesamlerne har også for længst sat deres små kurve op på loftet igen, og fra sidst i januar ser man heller ingen jægere mere. Men først og fremmest er der ingen myg eller mitter (nogle meget små, flueagtige stikmyg). Selvfølgelig er de der stadig, men de er ikke aktive, de slumrer fredeligt det næste forår i møde. Når det bliver varmere, varer det som regel til ind i maj, inden der er dannet større populationer af de små blodsugere. Men nogle fugtige, varme uger kan eksplosionsagtigt sætte gang i udviklingen – inden for fjorten dage bliver der et flyve- og stikkefærdigt insekt ud af et æg. Små vandhuller og pytter er tilstrækkelige til, at larverne har et hjem. Myg og mitter elsker fugtig luft. Når sommersolen stiger op over de dugdækkede enge om morgenen, føler plageånderne sig altså rigtig godt tilpas. Tør luft og flimrende solhede bryder de sig slet ikke om, men der findes jo muligheder for at undvige: skoven. Her er luftfugtigheden væsentligt højere, og her er der evig skygge. Hvis du er ude at vandre i et regnfuldt år og leder efter en rasteplads, bør den ikke ligge dybt inde i skoven, men i udkanten af en lysning – under den første række træer virker den tørre luft fra det fritliggende område endnu, og du kan alligevel nyde skyggen. Endnu bedre er et sted med vind, for den hader minipiloterne som pesten. Her kan de ikke rigtig styre hen imod deres ofre, fordi de hele tiden bliver blæst væk ved indflyvningen til landing.

Også tidspunktet på dagen spiller en stor rolle. Om morgenen og om aftenen er solen svag, og fugtigheden tilsvarende højere, mens der ved middagstid derimod er de dårligste betingelser for myg og co. Bortset fra i skoven, som er særlig attraktiv specielt efter regnskyl. Du skal under ingen omstændigheder vaske hår, lige før du skal i skoven. Myg og mitter er helt vilde med lugten af frisk shampoo og kaster sig ligefrem over hovedbunden. Hvis du ikke har lyst til at gå ud med uvasket hår, hjælper kun en hat (som dog straks ødelægger frisuren). Og så er der bremserne. De har det stort set lige omvendt. De kan bedst lide at flyve i den brændende middagssol. Når du flygter fra myggene i den mørke skov og ud i det fri, kan det altså ske, at du allerede er ventet. Det oplevede jeg på en vandretur sammen med min bror. Vi gik rundt i nationalparken i Eifel, vejret var perfekt, og vejen slyngede sig idyllisk langs med en bæk omgivet af marker. Men over en strækning på flere kilometer blev min bror i den grad overfaldet, at vi måtte afbryde turen. Og bremser er virkelig ondskabsfulde. De kan selvfølgelig ikke gøre for deres medfødte adfærd. Men den stædigt vedholdende flyvning hen imod os, den blide landing og derefter det smertefulde bid – man skal virkelig holde ekstremt meget af dyr for at tolerere det. Hvis du har valget mellem pest og kolera, altså myg og bremser, så vælg hellere myggene og dermed den dybe skov. Bremser afskyr skygge og er så omgående væk.

Hvis du ikke frit kan vælge vejen på turen (for eksempel fordi du er med i en gruppe, og arrangøren ikke har tænkt på den slags detaljer), kan du klare det på en anden måde. Tøj, der beskytter mod stik, er én variant. Producenter af beklædning til udendørs brug tilbyder stoffer til skjorter, bluser og bukser, som garanteret kan modstå stik. Jeg har afprøvet det flere gange på mine rejser til Lappland. Bukser og skjorte holdt, hvad de lovede. Alligevel havde jeg ved slutningen af en lang dags vandring gennem det svenske højland cirka fyrre stik af kæmpestore mitter (hos os i Tyskland måler de normalt et par millimeter). Det svage punkt var dog ikke buksestoffet, men det faktum, at buksebenene kravler op, når man sætter sig, så der bliver frit udsyn til sokkerne. Det gennemskuede insekterne straks og stak gennem den sorte uld.

En anden mulighed er kemiske præparater. Ikke kun fritliggende områder af huden, men eventuelt også hår og tøj, som ikke modstår stik, kan sprayes med dem. Men forsigtig: Nogle midler angriber kunststof, så tekstiler af den slags fibre kan gå i opløsning. Og ikke nok med det: Stoffer som DEET (diethyltoluamid) går ikke kun myg på nerverne, men også dig, og det helt bogstaveligt. For de trænger nemt gennem huden, kommer ind i blodet og dermed også ind til nerverne. Kriblen og følelsesløshed er det mindste onde; der er også mistanke om, at de fremkalder hjerneskader. Mere harmløse er præparater på ren vegetabilsk basis, for eksempel med cederolie. Man kan vænne sig til den skarpe lugt, og det gælder åbenbart også myg. Den afskrækkende virkning er begrænset og forsvinder allerede efter få timer, så man skal smøre sig ind igen. Hvad så? Vi klarer det sådan, at vi altid har myggesikkert tøj på og kun smører et virksomt kemisk middel, som ifølge forbrugerrådet i Tyskland er skånsomt, på de udsatte steder (sokkeområde, hænder, ansigt og nakke). Hvis det kun er myg, som er problemet, og ikke også bremser eller skovflåter, er det tilstrækkeligt med ens egen “fartvind” som dannes af bevægelsen, når man går. Kun i længere pauser må man regne med angreb og planlægge et passende forsvar.

LÆS OGSÅ: Peter Wohllebens kærlighedserklæring til skoven i bogen Træernes hemmelige liv

Når man slår lejr i skoven, er der også nogle andre insekter, man skal holde øje med: de røde skovmyrer. Fra naturens side forekommer disse naturfredningens ikoner næsten ikke på vores breddegrader. Men med graners og fyrretræers sejrsgang og med omskabelsen af vores skove til plantager har de forsvarsdygtige dyr fået fodfæste her i store områder. De regnes for skovens politibetjente, som fjerner ådsler og skadedyr. Og alt, som ikke kan bevæge sig fremad hurtigt nok, bliver decideret klippet i stykker af de skarpe kindbakker og derefter i fællesskab slæbt hen til den store tue. Dybt nede i dens indre bor dronninger, som utrætteligt lægger æg og derudover lader sig fodre. Den største tue i mit distrikt, som dog er forladt nu, har en diameter på fem meter. Og reden er endda endnu større, for nede under jorden breder den sig lige så meget.

Skovmyrer har et raffineret klimasystem og varmer sig for eksempel i solen, når der er for koldt inde i boet. Derefter kravler de varme dyr tilbage igen og afgiver varmen derinde. Om vinteren bliver de langt inde i boet og bliver højst forstyrret af spætter eller vildsvin på jagt efter larver, som prøver at profitere af varmen i tuen. De huller, der så opstår, bliver repareret om foråret ved at slæbe nye nåle derhen. Nåle er stikordet: Skovmyrer skal bruge dem til at bygge deres tuer, så de ville ikke kunne overleve i en løvskov – har du måske nogensinde set en myretue af blade? I de urskove, vi engang havde, og som overvejende bestod af bøgetræer, kan de statsdannende insekter derfor ikke have eksisteret. Alligevel regnes disse kulturfølgere for beskyttelsesværdige, og her vender vi tilbage til stikordet “skovens politibetjente”. Det, som ikke mindst skovfogeder værdsætter ved skovmyrerne, er, at de gør det af med barkbillerne. Og i år med voldsomme angreb, når hele granskove bliver slået ihjel af de små overfaldsmænd, kan man nogle gange faktisk få øje på nogle små, grønne øer. Når man går nærmere, opdager man midt i øen en myretue, hvis beboere er i gang med at guffe områdets biller i sig. De nøjes dog ikke med arter, der anses for skadedyr. De æder simpelthen alt, også totalfredede sommerfuglelarver såsom egesommerfuglens. Naturen kender nu engang ikke forskel på begreberne “nyttedyr” og “skadedyr”.

Ad lange “veje” løber myrerne ud i det omliggende terræn. For at komme hurtigere frem er forhindringer ryddet af vejen på disse minivejbaner, så du i hvert fald kan skelne infrastrukturen lige i nærheden at tuen. Jo større tuen er, jo længere bevæger de flittige dyr sig ud i omgivelserne. Tilsvarende stor afstand bør man holde, når man slår lejr. Skovmyrer er ikke farlige, men meget ubehagelige. I modsætning til andre arter har de ingen brod, men bider for at forsvare sig. For at det skal være mere virksomt, sprøjter de desuden myresyre omkring sig. Det er sket mere end én gang, at sådan en lille fyr har arbejdet sig hen over skoene og ind i buksebenet på mig for så (mens jeg kørte bil) at bide godt til i bløde huddele – av! For en sikkerheds skyld er det altså bedre at trække sokkerne ud over buksebenene, og hvis man bliver stående i nærheden af en tue, hjælper det at gå på stedet. Så længe fødderne bevæger sig, springer dyrene nemlig som regel af igen.

Det er spændende at komme tættere på og iagttage, hvordan myrerne flokkes om de mange indgange eller ligger rundt om dem og varmer sig i den lune formiddagssol, og at se alt det, de kommer slæbende med, og hvordan de gør det – jeg kan godt lide at iagttage myre- familierne. Alle, der endnu aldrig har lugtet deres syre, bliver overraskede over, hvor skarpt den lugter. For at prøve det skal du ganske kort og let lægge hånden et sted, hvor der sidder særlig mange dyr. De krummer nu bagkroppen frem mellem benene og sprøjter på din hud. Efter to til tre sekunder ryster du alle de myrer af, der sidder på din hånd, og holder hånden tæt op til næsen og lugter til den. Duften er så stikkende, at det næsten gør ondt.

Myrer kan du undgå, myg, bremser og co. kun i begrænset omfang. Hvor er det dejligt, når der kommer en hård vinter og alt “utøjet” dør! Det får jeg ofte at høre, og bortset fra, at jeg ikke selv vil betegne den slags ubehagelige dyr som frastødende, så passer det heller ikke. Hårde vintre generer nemlig slet ikke insekterne. De fleste myg findes i Arktis – og koldere bliver det vist ikke. Læg i øvrigt mærke til de ting, som ikke er i fokus, når du ser reportager fra det høje nord. Så kan du se, hvor mange myg der svirrer om kamerafolkene og ustandselig kommer med på billedet. Det, der virkelig generer insekterne, er det samme vejr, som går os på nerverne: vintre, hvor temperaturen dårlig nok kommer under frysepunktet, desuden konstant regnvejr, som gennembløder alt; det er det, som gør mennesker og dyr syge. Mens vi bliver forkølede, overfalder svampe og bakterier de kuldestive små kræ og gør det af med mange af dem. Det samme gælder for resten for større dyr, og et vådt forår forværrer situationen yderligere – så kan ungerne nemlig let blive kolde, og de har stadig brug for varme.

Tilbage til parasitterne. Savnede du skovflåterne i opremsningen af plageånder? Det er forståeligt, og da de spiller en mere og mere farlig rolle, vil jeg præsentere dem for dig i et kapitel for sig.

Brugsanvisning til skoven, Peter Wohlleben
Find bogen her

Læs også:

Mænd bærer min kiste

Fra Mænd bærer min kiste af Jenle Hallund PROLOG HAN SIGER JEG skal skrive, manden de siger er et geni. Skriv for satan. Bliv ved med at skrive. Jeg sidder over for ham [...]

“En intens og bevægende roman” – Politiken

Mareridt i Berlin Af Hans Fallada KAPITEL 1 Den første vrangforestilling I nætterne før og efter det store sammenbrud blev dr. Doll plaget af den samme angstfyldte drøm, for så vidt han overhovedet [...]

2018-10-08T09:04:38+00:00